/4 Kommentarer/i , /af ,

En kalkuleret risiko

Den begrænsede genåbning

På søndag den 28. februar udløber restriktionerne. Regeringen har længe været under massivt pres for at åbne samfundet lidt, og der er nu fundet en form for gylden middelvej, hvor noget kan åbnes, mens andet må forblive lukket. Ekspertgruppen har regnet sig frem til, at den begrænsede genåbning, man nu stiler efter, vil medføre en middelværdi på 870 indlagte medio april.

En af eksperterne var i TV Avisen 18:30 og fortalte, at tallet netop er en middelværdi, som dækker over, at der kan være tale om alt mellem 500 og 1.300 indlagte. Jeg synes, det er et stort spænd, men det kan sikkert ikke gøres bedre, for de er garanteret vældig dygtige.

De 870 er det antal indlagte, man vurderer, sundhedsvæsenet kan håndtere, når det samtidig skal tage sig af alt det andet, vi stadig fejler udover COVID-19.

Rød og blå blok er blevet meget uenige om strategien for genåbningen, så de blå udvandrede fra forhandlingerne, eller også blev de smidt ud; det står lidt uklart for mig. Enhedslisten og SF bakker regeringen op, og Radikale har fået sin vilje om en langsigtet plan, så vi ikke længere skal ‘hoppe fra tue til tue’ og fra uge til uge.

Fokus på eleverne, Vestjylland, Nordjylland og Bornholm

Der er lagt vægt på at få skoleelever, efterskoleelever og højskoleelever tilbage på skolebænkene. På Bornholm kan alle former for elever komme retur, ligesom øens isolerede beliggenhed gør, at der kan åbnes meget mere end i resten af landet. Vil man gerne snart til frisøren, kan det være en idé at smutte til klippe-øen.

I det hele taget er der taget regionale hensyn, så der kan åbnes mere i Vestjylland og Nordjylland end fx i Ishøj og Kolding. Det er nok en god idé.

DR.DK har lavet denne oversigt over genåbningen fordelt på brancher og regioner. Det, der ikke åbnes på mandag den 1. marts, fortsætter med restriktioner til den 15. april.

Bilforhandlerne mv. er glade

TV Avisen viste også en glad bilforhandler og en glad køkkenskabsforhandler. De har fået det igennem, de har ventet på i et par måneder.

Nogle borgmestre er mindre begejstrede, fordi de ikke mener, der er taget tilstrækkeligt hensyn til det lave smittetryk i netop deres kommune. I parentes bemærket kan vi jo altså ikke have 98 forskellige strategier med hensyntagen til lige netop hver enkelt kommune. Som eksperten udtrykke det i TVA: ‘Det vil blive noget rod’.

Kunne det ikke vente lidt endnu?

B.1.1.7 (den britiske variant/mutation) er i hastig fremmarch og udgør nu 47 pct. af alle nye positive tests. Varianten er væsentlig mere smitsom end den ‘gamle’ variant, og den har et kontakttal på 1,2.

Jeg synes, regeringen og støttepartierne er meget modige, når de går ind i denne kalkulerede risiko, der bevirker, at vi medio april måske vil stå med lige så mange indlagte som den 4. januar 2021. Måske er man lige frem over-modig men kan bare ikke længere modstå presset?

Det undrer mig, at de forskellige former for elever er så pressede rent mentalt, at det er så nødvendigt at få dem tilbage på skolebænkene. Køb af biler og køkkener må også kunne vente et par måneder mere.

DR skriver:

De såkaldte udvalgsvarebutikker, som sælger eksempelvis sko, møbler eller tøj, kan nu åbne igen, så længe butikken ikke er større end 5.000 kvadratmeter.

Aftalen afviger en smule fra ekspertgruppens anbefaling, ved at butikker, der er større end 5.000 kvadratmeter, som eksempelvis bolighuse, bilforhandlere eller byggemarkeder, kan åbne for kunder, der møder op fysisk i butikken. Her skal kunderne dog bestille en tid for besøget.

Lempelsen gælder ikke for butikker, som ligger i storcentre. Her skal udvalgsvarebutikker stadig holde lukket.

Jamen køb af sko, møbler og tøj kan også nemt vente! Bolighuse, bilforhandlere og byggemarkeder kan også vente uden større problemer. Rent faktisk ville det være mere relevant at finde ud af, hvordan man kunne tillade, frisørerne at åbne.

Vi er så tæt på målet, at det vil være mere end ærgerligt at gå ind i en tredje bølge med åbne øjne og evt. skulle imødese endnu en nedlukning bare fordi, der er nogen, der ikke kan vente på ny bil eller nyt køkken.

/4 Kommentarer/i /af

2020 blev året…

2020 blev året…

2020 blev et mærkeligt år

Det blev året, hvor vi alle lærte at sige Covid-19, Corona, mundbind, håndsprit, restriktioner og BioNTech/Pfizer-vaccine. Det blev året, hvor mange af os var bange for smitten og holdt os langt fra andre mennesker, hvis de ikke jævnligt var i vores sociale boble (det var også et nyt udtryk). Det førte måske til isolation og ensomhed; en situation der ikke er ønskværdig.

I dag var jeg med toget og traf en mand uden mundbind men med Nettoposerne fyldt godt op med kolde bajere. Jeg blev lidt harm over det, han udsætter mig og andre for. Årets ord er udkåret til at være ‘samfundssind’. Det udviste han ikke, hvilket forekommer mig uforståeligt.

Brugen af mundbind forekommer mig også tit uforståelig. Folk har det nede om hagen – de dækker munden men ikke næsen. Folk går frit på gaden med mundbindet på, som om de tror, det vil beskytte dem mod at indånde smitten. Som om de ikke har fattet, at hele idéen er, at de ikke skal udånde smitten på andre mennesker, der befinder ca. mindre end en meter fra dem.

Vaccinen

Selv regner jeg ikke med at blive vaccineret før til sommer – eller måske først til efteråret, idet jeg mine kroniske lidelser ikke er livstruende. Thank God. Jeg glæder mig til det sker, og synes der er alt for længe til. Jeg er træt af mundbind og håndsprit! Jeg er enig med Mette Frederiksen i, at de kommende måneder er nogle, vi skal kæmpe os igennem.

Vi har vel alle set de første gamle på plejecentrene få de først stik. Vi ved alle, at den første sending var på 9.700 doser, og at der i de kommende uger vil komme ca. 47.000 doser ugentligt. Der er langt til de 5,8 millioner indbyggere, vi er i Danmark. Og hvis vi så alle skal have to stik for at være på den sikre side, er der da endnu længere til. Men det er jeg ikke sikker på, om jeg har forstået helt rigtigt.

Et overgangsår

Nogle har kaldt 2020 for et overgangsår. Det er jeg enig i, og det har det også været for mig selv.

Det har været året, hvor det for alvor er gået op for mig, at jeg ikke kan arbejde mere – ikke engang i et sølle fleksjob nogle få timer om ugen på distancen. Det, jeg har lagt hele min identitet i, er væk, og jeg står med et tomrum. Det brugte jeg lang tid på at tale med min fantastiske kontaktperson i distriktspsykiatrien om i dag. Hun er rigtig god til at komme med forslag til, hvad jeg kan fylde i tomrummet, og jeg går også pænt hjem og kigger på det, men der er alligevel ikke noget, der tiltaler mig.

Der er dog én ting, jeg er faldet over helt af mig selv: Ungdommens Røde Kors har en lang række lektiecaféer her i Københavnsområdet, hvor man kan være frivillig og hjælpe skoleelever med det, der er svært. Selvom jeg synes, jeg har mistet alle mine kompetencer og ikke kan noget mere, så vil jeg dog synes, at jeg vil kunne hjælpe med dansk set over en bred kam. Fysik, kemi og matematik vil slet ikke gå, men dansk ville være godt både for mig og modtageren. Det ville være meningsfuldt frivilligt arbejde, og det skal jeg have kigget mere på, for der synes jeg, jeg har noget at byde ind med.

Jeg kontakter

Inde i hovedet har jeg overskriften ‘Jeg kontakter’. Jeg prøver at etablere og bevare relationer, men som den absolutte hovedregel er det mig, der skal tage kontakten, og det er jeg lidt træt af. Jeg kan få følelsen af, at den anden bare er så sød at tage telefonen, når jeg ringer op (og det gør jeg gerne), men det bliver ikke så tit gengældt, og det er svært. De andre har så travlt med deres eget og deres familie og venner, hvilket er fuldt forståeligt, men det efterlader mig i et nyt tomrum.

Trummerum

Eric anbefalede mig at læse bagud på bloggen, og det har jeg prøvet af hensyn til den svigtende hukommelse. Det er ikke nogen helt god øvelse, selvom den må til, for det går op for mig, hvor meget jeg gentager mig selv og skriver om det samme og det samme, fordi jeg ikke kan huske, at jeg allerede har underholdt mine stakkels læsere om dette eller hint. Jeg beklager, og håber, I hænger på lidt endnu.

Jeg skal til ECT umiddelbart efter nytår, og det er vist meget godt!

/i /af

Glædelig jul!

Glædelig jul!

Glædelig jul

DR1’s Julegudstjeneste fra Risskov kører i baggrunden, stearinlysene er tændt, risengrøden blev kogt i går, og andebrystet ligger klar i køleskabet. Jeg har besluttet at gøre lidt ud af det trods alt. Der er meget, der kunne have været bedre i denne Corona-jul, men jeg ved, jeg ikke er alene om selv at skulle finde på noget meningsfyldt i år.

Jeg har lavet en hyggelig aftale med min ven René oppe på Mors: Vi skal mødes på FaceTime kl. 20:00, høre noget julemusik og snakke en times tid. Herefter er der sikkert et eller andet i TV, der kan bruges til at slå tiden ihjel. Og så er det overstået. Jeg skal bare frem til den 27. for at være igennem det.

Et mærkeligt år

Det har i sandhed været et mærkeligt år. Coronaen har fyldt det hele. Der er for mange mennesker, det har været for farligt at se – ikke for min skyld men for deres. Jeg har selv været relativt syg, men er nu blevet ‘repareret’, hvilket jeg er meget, meget glad for. For at holde Parkinsonismen væk skal jeg gå til ‘vedligeholdelses-ECT’ hver tredje uge startende den 4. januar 2021.

Det blev også året, hvor jeg indgav ansøgningen om førtidspension. Jeg har talt med min flinke sagsbehandler i kommunen, som fortæller, at de er ved at lægge sidste hånd på værket inden sagen kan forelægges for rehabiliteringsteamet.

De mangler at få udtalelsen fra egen læge, som jeg skal op til den 7. januar. Jeg havde en tid engang i november (var det vist), men jeg glemte at gå derop. Der er sat en time af, så vi kan nå at tale ordentligt sammen. Af hele mit hjerte håber jeg, at alle dem, der har udtalt sig, har indstillet mig til pension, for jeg kan ikke forestille mig at tage hul på det syvende fleksjob. Jeg er ikke en dovenkrop, og har aldrig været det, men det går ikke længere. De kognitive problemstillinger fylder for tiden vældig meget. Jeg kan ikke huske fra næse til mund, og så er det svært at passe et arbejde.

Gode telefonsamtaler

En god ting er der ved Coronatiden, og det er de mange telefonsamtaler, den kaster af sig. Jeg kan godt lide at tale i telefon og på den måde følge med i mine venners liv. Det er blevet så let at sende en SMS, en besked på Messenger, Facebook eller lignende. Men det er nu noget andet, når der er et levede menneske bag sammen med en klangfuld stemme. Nogle venner har jeg lært meget bedre at kende end før, fordi de også tør rulle sig ud.

Sammenhæng?

Du spørger måske dig selv, om ovenstående overhovedet hænger sammen? Det gør jeg sådan set også, men du har fået det, der trillede ud af ærmet.

Under alle omstændigheder ønsker jeg dig og dine en glædelig jul, hvordan den end ser ud – Corona eller ej.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Corona-jul

Corona-jul

Hjemme

Corona-jul.

Jeg er endelig hjemme efter næsten to måneder på hospitalet. De har repareret mig for Parkinsonismen ved hjælp af 10 gange ECT (elektrochok), og det er jeg lykkelig for. Nu kan jeg gå rundt uden at falde og uden at fryse fast til gulvet. Jeg ryster ikke mere, og jeg behøver ikke at have nødkaldet om halsen længere. Det er fantastisk. Jeg kan holde på en kop, og jeg kan læse, hvad jeg selv skriver igen.

Jeg skal gå til vedligeholdelses-ECT hver tredje uge startende den 4. januar 2021. Jeg er meget spændt på, hvordan jeg klarer mig selv de dage: Hvordan kommer jeg ind ad dørene og evt. i min seng, når jeg nu ikke husker noget som helst fra ECT-dagene? Men måske kører den slags på rutinen?

Jul

Og så er der jo den allesteds nærværende jul. Min er blevet aflyst på grund af Corona. Vi skulle have været hos en ældre dame, der er lungesyg, så det tør vi ikke, da vi ikke indgår i hinandens sociale bobler i det daglige, og har derfor aflyst i sidste øjeblik. Så jeg skal ingenting, og det, synes jeg, er svært. Sædvanligvis findes der ting, man kan melde sig til, så man ikke skal sidde alene, fx Røde Kors’ “Julevenner”, men hvem tør invitere fremmede indenfor i år? Og jeg har først fået kigget på det i dag, så det er også for sent.

Hvad så? Ja så ingenting. Der er længe til 4. januar, hvor samfundet liver op igen. Heldigvis har jeg fået en aftale i distriktspsykiatrien den 29. december, så sker der da lidt mellem jul og nytår.

Tomrum

Jeg synes, jeg står med et stort tomrum, der varer 14 dage, og som jeg ikke ved, hvad jeg skal fylde i. Det får mig til at tænke over, om det nu også er den rette beslutning at søge førtidspension? Hvis jeg ikke engang kan fylde noget i 14 dage, hvordan fylder jeg så noget i resten af livet? På den anden side set kan jeg heller ikke forestille mig at skulle smøge ærmerne op og tage hul på det syvende fleksjob, for det går altid galt, når jeg bliver presset. Så er det, jeg ender på psykiatrisk afdeling igen. (Efterskrift i oktober 2021: jeg kan sagtens udfylde mine dage.  Jeg elsker at være blevet pensionist med virkning fra 1. maj 2021.)

Herudover vil jeg ikke kunne klare et job med den hukommelse, jeg render rundt med. I går sad jeg ved min elskede computer og skulle give FTP-adgang til slægtssiderne til Darrin Lythgoe ovre i USA, så han kunne lave en opdatering for mig. Om jeg kunne huske navnet på det program, man bruger til det, så jeg kunne aflæse adgangskoden? Jeg måtte op og ned ad listen i Windows adskillige gange, før jeg kom i tanke om, at programmet altså hedder ‘FileZilla’. I parentes bemærket har jeg brugt programmet i alle de år, jeg har haft hjemmesiden, og det er mange, faktisk siden 2005.

Der er ting, jeg kunne gøre, men jeg får dem ikke gjort. En af dem er at vaske, men det er nu også så umanerlig kedeligt.

Du og dine ønskes under alle omstændigheder en glædelig fjerde søndag i advent!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.