2020 blev året…

2020 blev året... 1

2020 blev et mærkeligt år

Det blev året, hvor vi alle lærte at sige Covid-19, Corona, mundbind, håndsprit, restriktioner og BioNTech/Pfizer-vaccine. Det blev året, hvor mange af os var bange for smitten og holdt os langt fra andre mennesker, hvis de ikke jævnligt var i vores sociale boble (det var også et nyt udtryk). Det førte måske til isolation og ensomhed; en situation der ikke er ønskværdig.

I dag var jeg med toget og traf en mand uden mundbind men med Nettoposerne fyldt godt op med kolde bajere. Jeg blev lidt harm over det, han udsætter mig og andre for. Årets ord er udkåret til at være ‘samfundssind’. Det udviste han ikke, hvilket forekommer mig uforståeligt.

Brugen af mundbind forekommer mig også tit uforståelig. Folk har det nede om hagen – de dækker munden men ikke næsen. Folk går frit på gaden med mundbindet på, som om de tror, det vil beskytte dem mod at indånde smitten. Som om de ikke har fattet, at hele idéen er, at de ikke skal udånde smitten på andre mennesker, der befinder ca. mindre end en meter fra dem.

Vaccinen

Selv regner jeg ikke med at blive vaccineret før til sommer – eller måske først til efteråret, idet jeg mine kroniske lidelser ikke er livstruende. Thank God. Jeg glæder mig til det sker, og synes der er alt for længe til. Jeg er træt af mundbind og håndsprit! Jeg er enig med Mette Frederiksen i, at de kommende måneder er nogle, vi skal kæmpe os igennem.

Vi har vel alle set de første gamle på plejecentrene få de først stik. Vi ved alle, at den første sending var på 9.700 doser, og at der i de kommende uger vil komme ca. 47.000 doser ugentligt. Der er langt til de 5,8 millioner indbyggere, vi er i Danmark. Og hvis vi så alle skal have to stik for at være på den sikre side, er der da endnu længere til. Men det er jeg ikke sikker på, om jeg har forstået helt rigtigt.

Et overgangsår

Nogle har kaldt 2020 for et overgangsår. Det er jeg enig i, og det har det også været for mig selv.

Det har været året, hvor det for alvor er gået op for mig, at jeg ikke kan arbejde mere – ikke engang i et sølle fleksjob nogle få timer om ugen på distancen. Det, jeg har lagt hele min identitet i, er væk, og jeg står med et tomrum. Det brugte jeg lang tid på at tale med min fantastiske kontaktperson i distriktspsykiatrien om i dag. Hun er rigtig god til at komme med forslag til, hvad jeg kan fylde i tomrummet, og jeg går også pænt hjem og kigger på det, men der er alligevel ikke noget, der tiltaler mig.

Der er dog én ting, jeg er faldet over helt af mig selv: Ungdommens Røde Kors har en lang række lektiecaféer her i Københavnsområdet, hvor man kan være frivillig og hjælpe skoleelever med det, der er svært. Selvom jeg synes, jeg har mistet alle mine kompetencer og ikke kan noget mere, så vil jeg dog synes, at jeg vil kunne hjælpe med dansk set over en bred kam. Fysik, kemi og matematik vil slet ikke gå, men dansk ville være godt både for mig og modtageren. Det ville være meningsfuldt frivilligt arbejde, og det skal jeg have kigget mere på, for der synes jeg, jeg har noget at byde ind med.

Jeg kontakter

Inde i hovedet har jeg overskriften ‘Jeg kontakter’. Jeg prøver at etablere og bevare relationer, men som den absolutte hovedregel er det mig, der skal tage kontakten, og det er jeg lidt træt af. Jeg kan få følelsen af, at den anden bare er så sød at tage telefonen, når jeg ringer op (og det gør jeg gerne), men det bliver ikke så tit gengældt, og det er svært. De andre har så travlt med deres eget og deres familie og venner, hvilket er fuldt forståeligt, men det efterlader mig i et nyt tomrum.

Trummerum

Eric anbefalede mig at læse bagud på bloggen, og det har jeg prøvet af hensyn til den svigtende hukommelse. Det er ikke nogen helt god øvelse, selvom den må til, for det går op for mig, hvor meget jeg gentager mig selv og skriver om det samme og det samme, fordi jeg ikke kan huske, at jeg allerede har underholdt mine stakkels læsere om dette eller hint. Jeg beklager, og håber, I hænger på lidt endnu.

Jeg skal til ECT umiddelbart efter nytår, og det er vist meget godt!

4 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg synes, det lyder som en god idé at hjælpe mennesker med svage danskkundskaber. Det er der ved den søde grød brug for. Dog vil jeg minde dig om, at selv i sådan en situation, skal man passe på sine grænser. Som du måske ved, stiller jeg noget undervisningsmateriale aldeles gratis til rådighed på nettet. Jeg får jævnligt feed-back på noget af det. Det er nemlig ikke aldeles fejlfrit, idet jeg har lavet det helt alene og ikke haft råd til at få udenforstående til at læse korrektur på det. Når man selv læser korrektur, er man tilbøjelig til at overse ting og sager. Så er der også det at sige, at det er over 5 år siden, jeg trak mig tilbage, og det meste af det software, jeg brugte den gang ikke eksisterer mere. Så min uskrevne aftale med brugerne er “take it or leave it”. Langt det meste feedback, jeg får, er faktisk meget søde breve, hvor man takker mig for mit store arbejde, men lige påpeger denne eller hin fejl. Nu er jeg pensionist, og jeg hverken vil eller kan arbejde mere på det. Skulle jeg blive velsignet med lidt energi, skal den bruges på noget andet. Men der har også været knapt så søde breve fra folk, der mente sig i deres gode ret til at forlange perfekt arbejde for 0,00 kr, og det synes jeg er temmelig meget i overkanten, hvilket jeg har ladet dem vide. Med andre ord, hvis du støder på overkritiske studerende, så vis dem hen hvor peberet gror, eller inviter dem til at finde perfekt, gratis undervisning andetsteds.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Jeg skal have studeret din hjemmeside noget grundigere, kan jeg forstå, for jeg er endnu ikke faldet over dit undervisningsmateriale, men jeg vil meget gerne se det – og sikkert også gerne lære af det.

      Folk forventer ofte det urimelige/umulige ganske gratis. Jeg forstår ikke, at de kan få sig selv til det. Jeg skriver mig dit råd bag ørerne. Tak for det!

  2. Eric
    Eric siger:

    2020 var i sandhed et mærkeligt år, og 2021 vil blive husket som året, hvor vi holdt ud. Af og til griber jeg mig selv i at tænke, at det selvfølgelig er rigtig træls, men samtidig et “privilegium” at opleve sådan en pandemi, med alt hvad den fører med sig.
    Det er fantastisk fint med vaccinen, men tallet skal op. Enhver kan regne ud, at hvis vi kun får knap 50.000 om ugen, går der mere end to år, før fx 80 % er vaccineret. Der kommer (heldigvis) nok flere til, men det kan kun gå for langsomt.
    Skidt med gentagelserne på bloggen; det væsentlige for dig er, at du her har en del af din tabte hukommelse.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Tjah – du har egl. helt ret: det kan ses som et ‘privilegium’ at opleve en pandemi. Det er der (heldigvis) ikke så mange, der gør. Jeg var nu også gerne foruden.

      Vi skal op på, at ca. 60 – 70 pct. er vaccinerede, før vi kan begynde at tale om flokimmunitet. Med de nuværende/kommende ca. 47.000 doser pr. uge, vil der – som du skriver – gå et par år før, vi når dertil. Jeg har ikke hørt om, at der vil komme flere doser pr. uge. Har du?

      Flot at du lever med gentagelserne! Jeg læser videre.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end 100 dage gammel.