/6 Kommentarer/i , /af ,

Securitas

Securitas

Dagevis

Indlægget her er skrevet over nogle dage, da jeg var klar over, hvilken vej pilen pegede, men naturligvis ikke kunne offentliggøre noget. På onsdag skal jeg sikkert pakke min kuglepen hos Securitas, for motivationen er ikke længere tilstede. Og det må selv de kunne forstå.

Søndag

Jeg er utrolig skuffet og ked af det. Jeg ved ikke, hvorfra jeg skal finde kræfterne til den femte ansættelse siden 2016:

  1. Folkekirkens Nødhjælp, 1-årig kontrakt, HR, opgaven var løst
  2. Folkekirkens Nødhjælp, 1-årig kontrakt, Genbrug, der var ikke flere opgaver
  3. Nordsjællands Portcenter, jeg var ikke tilstrækkeligt clairvoyant, men hjemmesiden var professionel og flot. Jeg var ansat, så jeg kunne blive fyret, og det blev jeg.
  4. Securitas,virksomheden skal omstrukturere, flytte, udnytte de eksisterende ressourcer bedre, og der er ikke tilstrækkeligt med opgaver.  Jeg har foreslået opgaver i deres økonomiafdeling og forsøgt mig med markedsføring udi Excel. Det synes heller ikke at være en mulighed.
  5. ?

Jeg orker det bare ikke.

Hvem ansætter en “rigtig” medarbejder uden at sikre sig, at der er et skrivebord og en computer til vedkommende? Hvem sikrer sig ikke på forhånd, at der er opgaver til en “rigtig” medarbejder, at der er en tilstrækkelig opgaveportefølje? Som jeg ser det, er det kun fordi, de forventer ingenting, når det er en ansættelse i et fleksjob. Når man så viser sig stadig at kunne noget, er det som om, de får kolde fødder.

De skriver alle så pænt, at jeg er utrolig kompetent, at jeg løser opgaverne godt/fint – men hvad kan jeg bruge det til? Det er alt sammen  svulstige ord, der ikke udmønter sig i en varig kontrakt.

Advarselslamper

Mine advarselslamper har være tændt ca. en måned,  to uger før ferien og to uger efter, hvor der sent om aftenen indløb SMS’er om, at jeg ikke skulle komme dagen efter: enten på grunds af arbejdsmangel eller på grund af, at en direktør skulle bruge sit skrivebord, og så var der ikke plads til mig.

Jeg synes ikke, det var værdigt. Og jeg træt af at blive betragtet som en, der nok ikke kan noget.

Hvordan jeg skal blive istand til at komme “op på hesten igen”, som mange sikkert vil skrive, ved jeg ikke. Jeg sad også ude tudede ude hos Kasper og Christina i fredags. De tror da på, at jeg stadig kan noget. Måske kan jeg få dem til at ansætte mig 🙂

Mandag

Kasper rådede mig til at lave noget, som jeg synes er sjovt, og som giver mig positivt input. Det har indtil videre udmøntet sig i tre ting:

  1. To videoguides til Letsupport om MailChimp, som er et fuldstændig uoverskueligt, men kraftfuldt, program, der kan bruges til at sende nyhedsbreve ud.
    • Det tager virkelig lang tid at lave den slags, for man må ikke sidde og fumle og lede efter funktionerne, og da det er temmelig uoverskueligt, måtte jeg gennem mange forsøg. Herudover skulle der mere styr på skærmopløsning og lyd, end jeg har været opmærksom på ved alle de øvrige videoguides. Jeg syns selv, resultatet blev godt. 1: Opret et nyhedsbrev. 2: Lister og formularer.
  2. Jeg har fået strammet et slideshow op, som skal bruges til nogle videooptagelser på psyk, og det skal så bruges i undervisning af medarbejderne. Det skulle strammes op rent sprogligt og noterne skulle på plads. Jeg nemlig ikke en oplægsholder, der står med ryggen til tilhørerne og læser op af det, de allerede har læst.
  3. Jeg er kommet i gang med mit Excelkursus igen. Jeg var gået i stå ved Arrays. Nu skal det være, men jeg synes, det er en ordentlig mundfuld.

Så jeg prøver at lave noget sjovt, der afleder tankerne om på onsdag. Fyret bliver jeg ikke, da jeg ikke er ansat. Men resultatet ligner.

Tirsdag

Jeg har haft et telefonmøde med  Morten fra Jobøst, og han er vældig positiv, og synes jeg skal gå på ned til seks timer eller måske to timer. Jeg kan ikke lade være med at komme i tanke om, at han er på en kontrakt af typen “No cure no pay”. Spiller det også ind? Jeg er klar over, at jeg måske er helt urimelig her.

For mig er det også et spørgsmål om værdighed. Jeg synes, det er uværdigt at komme to eller seks timer om ugen.Med min hukommelse får jeg det aldrig ind under huden, for jeg glemmer det jo fra uge til uge.

Men selvfølgelig slipper jeg for Jobcenteret, og det er da et plus, selvom min sagsbehandler er blev engleblid, efter jeg klagede til borgmesteren. Det er rart nok at kunne noget med ord. Er jeg i panik, er jeg så billigt til salg? Eller er Morten? Jeg ved ikke med ham, men jeg er ikke.

Vi aftalte, at han fører forhandlingerne, og at jeg tier stille, mm. jeg bliver direkte adspurgt. Det er nu lidt underligt. Jeg kan da sædvanligvis godt forhandle.

Selv er jeg nu ret sikker på, at der ikke er så meget at forhandle om. De mails, jeg har modtaget, taler deres eget tydelige sprog, hvis man kan læse lidt mellem linjerne og tænke bare lidt politisk. Der har stået:

“Du kan tro jeg har bemærket at du er god til excell – og vildt mange andre ting.

Det har intet med dine kompetencer at gøre. Du er, som jeg hele tiden har sagt, mere end kvalificeret til enhver administrativ funktion, og har været en kæmpe hjælp, ift. de besværlige opgaver, som vi har rodet med sammen.

Det håber jeg du er helt med på. Det handler vel i bund og grund om den timing hvormed du er i kontakt med Securitas – vi er i proces med – dels at flytte fysisk (vi har pladsmangel´) – og at få en anden struktur. Generelt arbejder vi med at udnytte de ressourcer vi har bedre, fremfor at tilføre flere/nye. Det er som sådan også en helt fin forretningstanke, men harmonerer jo ikke vildt godt med dit personlige ønske om fast ca.15 timer om ugen.”

Jeg replicerede, at 12 eller 15 timer ikke kulle skille os ad.

Nu skal det bare blive i morgen 9:30!

Onsdag

I dag er det nu – før mødet

og hvis Morten får sin vilje, vil jeg synes, jeg mister mit sidste strejf af værdig. Så bliver jeg solgt billigst mulig. Jeg har svært ved at se, hvad hverken seks eller to timer kan føre til. Så bliver jeg bare parkeret. Det kan så ikke engang betale sig at tage jakken af, tænde PCen eller hente en kop kaffe. Og hvordan skal der kunne findes et skrivebord til mig, hvis jeg er der så lidt, når det ikke kan lade gør nu?

Fair leder/mentor – efter mødet

Min leder/mentor, eller hvad hun nu var, har spillet med åbne kort og når hun har vidst noget, har hun videreformidlet det til mig. Jeg synes, hun har været fair! Vi havde en god snak, inden Morten kom, hvor hun igen lagde kortene på bordet, og vi blev enige om, at hun skulle føre ordet. I løbet af de 30 minutter tøede jeg da også mere op og fik sagt noget selv.

Da vi gik ud, sagde Morten “Du fik ret”.

Jeg har pakket min kuglepen og afleveret adgangskortet.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Kage

KageStegemüller

Feriekage

Pigen oppe i kantinen/frokoststuen skal holde fem ugers ferie fra på fredag, så hun havde fået sin søster, der er konditor, til at lave en kæmpe kage til os. Den smagte utrolig godt bortset fra de sukrede pynteroser på kanten. Den var vældig sund med alle grøntsagerne ovenpå 🙂

End ikke Inger Støjberg kunne præsentere så fin en kage.

Excel

Dagen i Securitas har budt på en ret triviel opgave: “Lav en opgørelse over hvor mange leads hver vagt har sendt ind.” Basis var 67 e-mails, hvor der bare skulle laves copy paste af initialer, navn, stednummer og dato. Det, der gjorde den sjov, var, at bruge nogle af de funktioner, jeg har lært via mit medlemskab hos Proximo: TÆL.HVISSER er en genial funktion, som er dejligt logisk at bruge.  For fremtiden skal vi – og det er nok mest mig – bare taste stamdata, så klarer Excel resten næsten uberørt af menneskehånd.

Arrays

Jeg er gået lidt i stå med Excelkurset. Jeg er nået til Arrays, som blev lidt for langhåret en sen aften. Men nu skal det være: jeg skal i gang igen, for det er jo dybest set både sjovt og nyttigt. Jeg kan se nytten af at få Securitas til at mene, at jeg kan noget med regneark. Jo mere jeg kan få skrabet sammen, jo større en chancen for at kunne blive også efter september.

 

Kage

 

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Securitas

Securitas

Min ven Morten

En af de første jeg fortalte om min fritstilling var Morten fra “Jobøst”, som jeg traf første gang i (vist nok) november 2017. Han har i lang tid haft kontakt (læs: bearbejdet) til Securitas, hvor vi også har været til “kaffemøde” for snart længe siden. På det tidspunkt blev jeg faktisk vist rundt i bygningen, så de syntes nok ikke, jeg var helt forfærdelig.

Da han fik beskeden fra mig i sidste uge, rykkede han med det samme, og arrangerede en samtale til i dag kl. 10:00.

Konklusion

Der er endnu ikke en aftale om en egentlig ansættelse, da ressourcesituationen internt i koncernen er uafklaret. Lederen har ganske enkelt ikke et tilsagn fra de “bevilgende myndigheder”. Der er alene aftalt en ulønnet virksomhedspraktik startende den 23. maj med evaluering den 8. juni. I den deltager lederen, Morten og jeg.

Jeg havde på forhånd noteret mig, hvilke kompromisser jeg ikke skulle gå på denne gang. Man kan vel kalde det et forsigtighedsprincip? Det var fint at konstatere, at jeg ikke engang behøvede at nævne de ting, jeg havde skrevet ned. De ligger implicit i jobbet og i koncernen.

  1. Det vigtigste kompromis, jeg ikke må indgå på, er næsten det med antallet af timer. Otte timer er simpelthen for lidt, da jeg så kun kommer ud af døren en, måske to, gange pr. uge, og så er det, der kan gå 1½ uge, hvor jeg ikke taler med et eneste levende menneske. Det går ikke.
  2. Et andet vigtigt punkt er rolige omgivelser. I Farum talte de ikke i telefon, de råbte i telefon, og musikken kørte. Andre mennesker kan lukke den slags ude, men det kan jeg ikke, og det er blevet sværere og sværere de seneste år. På psykiatrisprog hedder den slags, at man ikke mestrer “delt opmærksomhed”, hvilket er uhyre almindeligt for bipolare som en del af de kognitive forstyrrelser.
  3. Jeg skal have nogen at sparre med.
  4. Jeg skal tage langt mere hensyn til de emner, Psykiatrifonden beskrev tilbage i 2016. Noget er forældet, men der er bestemt også end del, der fortsat er gældende. Jeg har prøvet at gå på kompromis, fordi jeg var så forhippet på stillingen, at jeg kunne have solgt min gamle bedstemor. Læringen på det seneste er, at det ikke går; fleksjob eller ej.

Afprøvninger

Hvis jeg nu opfører mig pænt i de tre uger, praktikken varer, forestiller jeg mig, at der kan være en chance, og jeg brokker mig på ingen måde højlydt, men for søren da hvor skal man på prøve og anses i lang tid for at få fodfæste på arbejdsmarkedet, når man har været på nippet til at falde helt ud af det.

  1. De to år i Folkekirkens Nødhjælp var jeg nærmest på prøve i to år. Ansættelsen begyndte med 13 ugers ulønnet virksomhedspraktik.
  2. I Nordsjællands Port Center var der fire ugers ulønnet praktik plus efterfølgende tre måneders prøvetid (naturligt nok – det står i funktionærloven),
  3. og nu kan jeg så gå ind i møllen igen.

Hvor jeg dog håber, at jeg på et eller andet tidspunkt kan være “ventet og velkommen” i en virksomhed, lige til vi ikke orker at se på hinanden længere.

Hvis Securitas ønsker at ansætte mig, vil der være tale om, at jeg kommer til et sted, hvor der er orden på løn og ansættelsesvilkår.

Det kunne nu være så rart – endelig!

PS: Se lige denne video!

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Livsambilancer

Livsambilancer

Det ser godt ud

Livsambilancer

Jeg går og er så glad og tilfreds, idet jeg måske har fundet “vejen”. Forventningerne til livet, ambitionerne og ambivalensen på den ene side, og kompetencer og muligheder på den anden side, har måske fundet balancen – det tog sin tid at få det hele justeret ind, og det var hårdt arbejde, men jeg tror, det er lykkedes. Ingen kan spå om fremtiden, og derfor gør jeg det (jeg er nemlig ingen ingen): Det ser godt ud.

11 år med forkert diagnose

Tit tænker jeg, at jeg faktisk har det bedre nu, end før jeg blev syg. Man kan selvfølgelig spørge, hvornår det så var? Den endelige og rigtige diagnose kom i sommeren 2014, men jeg tillader mig (sammen med psykologen) at mene, at jeg i realiteten har været konstaterbart syg siden 2003, hvor jeg havde den første depression, og fik diagnosen “Tilbagevendende depressioner”. Hvis 2003 ikke kan gouteres, så i hver fald siden 3. januar 2006, hvor jeg søgte at gøre det forbi. Ikke-konstaberbart har jeg været syg siden min ungdom ifølge både speciallæge Pia Glyngdal og Psykiatrifondens psykolog.

I perioden frem til 2014 havde jeg tonsvis af u-erkendte manier, men ingen så dem, for jeg henvendte mig ikke til systemet, da jeg var ikke klar over, at det var sygeligt at arbejde 50 – 70 timer pr. uge. Jeg tænkte, at det var et udslag af nødvendighed for arbejdspladserne og mine egne ambitioner. På den måde kan jeg ikke klandre nogen for at have haft den forkerte diagnose i ca. 11 år.

Sommeren 2014 var jeg indlagt to gange en uge med mani. Jeg sov ikke, jeg spiste ikke, jeg mærkede ikke, men jeg brugte en masse penge. Jeg har præsteret at købe computere og anden hardware for 30.000 kr. på én dag. Det er alt sammen sikre tegn på mani. Jeg sov ikke, selv ikke når sener, muskler, hjerne og resten af kroppen var så overbelastet, at det gjorde afsindigt ondt alle steder. Jeg var så træt, at jeg ikke kunne sove. Det gjorde virkelig ondt. Jeg mener at, de under begge indlæggelser stoppede sovepiller i mig, som var det bolsjer, i hvert fald tre, tilsat massage og kugledyne (den tungeste på 12 kilo). Intet hjalp.

Overlægen (Melita) på afdeling 808 tog dernæst hånd om mig – og det var et vendepunkt. Hun lavede et længere interview (vist mere end en en time) og kom dagen efter tilbage med diagnosen: “Bipolar affektiv sindslidelse”. Den er ikke for børn, men hele mig var klar over, at det var rigtigt. I krop og i hjerte klingede det. Jeg vidste bare, at hun havde ret. Derudover er hun kanondygtig.

Sælgeren af IT-udstyret indvilgede i at tage det tilbage, da afdelingen kontaktede ham og fortalte, at det var et udslag af psykisk sygdom, og at jeg slet ikke havde råd til den slags.

Kognitivt efterslæb – politikere ville nok kalde det “historisk” 🙂

Jeg har enorme udfordringer (og her er det ikke synonymt med “problemer” idet jeg kæmper med det) med: koncentration, overblik, opmærksomhed og hukommelse:

  • Det er belastende ikke kunne se en TV-avis eller høre en prædiken, men det er jo ikke liv og død om at gøre, så det lever jeg med. På det seneste har jeg dog konstateret, at en rigtig interessant udsendelse på op til 45 min. kan gå igennem systemet. Jeg er enormt træt bagefter og dagen derpå – men det er en tilsvarende succes. Og jeg samler på små, sikre, synlige succeser.
  • Et stort savn og tab er knyttet til ikke længere at kunne læse bøger. Tidligere var jeg altid i gang med >= en bog. Det kan jeg ikke længere. Jeg er blevet godkendt til “Nota”, men jeg klarer ikke meget mere end ca. fire minutter ad gangen * fire af en lydbog. Tankerne fiser af, og det hænger ikke sammen.
  • Det er svært at erkende, at jeg fx ikke længere kan cykle den vej ind til byen, som jeg cyklede to gange dagligt i min. syv år. De kompenserende strategier hjalp/hjælper ikke. Jeg føler mig som en idiot, når jeg skal bruge kort og kompas for at komme fra stationen og til arbejdspladsen. Jeg håber, jeg vil blive i stand til at huske vejene, så jeg kan slippe hjælpemidlerne, eller i hvert fald bare kompasset.
  • Hukommelsen er helt og aldeles spoleret. Der er så meget, der er væk, som i fuldstændig væk, og det kan være svært, og jeg kan komme til at føle mig virkelig dum. Der er jobs, rejser, forløb, indlæggelser, som jeg kun kender til, fordi de er beskrevet et eller andet sted evt. på min egen blog. Når det er beskrevet, er det vel også sandt. På et tidspunkt kontaktede jeg faktisk Hvidovre Kommune for at spørge, om det virkelig var sandt, at jeg havde deltaget i et eller andet forløb hos “Rebound”, der er en eller anden form for “anden aktør”. Jo – kommunen mente nu nok, at de havde styr på deres oplysninger. Tjah… så var det vel endnu en ting, der var glemt. Det er underligt at se billeder fra Asien, primært Thailand og Vietnam, hvor jeg jo kan se, jeg har været, men absolut intet husker.

Held?

Lige nu sidder jeg så med et fast (fleks-)job på bare otte timer pr. uge. Opgaverne som “webmaster og skribent” er mine drømmeopgaver. Jeg elsker dem! Jeg kan bruge det, jeg kan, og det jeg ikke kan, bliver jeg nødt til at lære for at kunne udfylde jobbet. Det er bare fedt. Jeg holder af læreprocesserne. Jeg ville gerne arbejde 15 timer bl.a. for at bekæmpe ensomheden automatisk og komme mere hjemmefra. Det er ikke muligt lige nu, men det kan være det kommer. Der viser sig nok et eller andet.

Var jeg bare heldig? Der var bestemt nogle ting, hvor pilen pegede i min retning!

  • Overlæge Janne Baatz i Distriktspsykiatrien pegede på Psykiatrifonden som “anden aktør”. Hvidovre Kommune gik med på det trods den noget højere pris. Desværre er Janne Baatz gået på pension, for jeg ville så gerne sige hende tak. Hun var fantastisk. Hun havde altid tiden; hun kiggede aldrig på vækkeuret, som alle de øvrige medarbejdere i Distriktspsykiatrien. Hun var virkelig et dejligt menneske.
  • Jeg fik en fremragende psykolog og en ditto erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden, som begge troede på, at jeg stadig kunne noget, også når jeg ikke selv troede på, at jeg ikke havde den mindste lille kompetence tilbage.
  • Psykiatrifonden fandt en 13 uger lang virksomhedspraktik i Folkekirkens Nødhjælp.
  • Folkekirkens Nødhjælp behøvede implementering af et HR-system.
  • Chefen for HR – Sune Lyng – så muligheder frem for begrænsninger mht. mig som medarbejder. Han sagde faktisk til Psykiatrifonden “Hun er sgu god”.

Endnu en “heldig” ting er, at Juristernes og Økonomernes Pensionskasse anså mig som havende mistet minimum 2/3 af erhvervsevnen. Det betyder, at jeg har et tilskud til den månedlige husholdning. Det er det, der gør det sjovt!

2½ år i helvede

Min glæde over den nuværende tilstand/situation skal ses i lyset af de 2½ år i helvede. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg kom igennem det – eller rettere det gør jeg delvist: for det første havde jeg Psykiatrifonden med en fantastisk psykolog og erhvervsrådgiver i ryggen og for det andet havde jeg min ligeså fantastiske bisidder fra SIND.

Det var frygteligt. De idelige tanker om/bekymringer for: økonomi, skulle jeg flytte?, ville jeg blive hjemløs? ville jeg havne på kontanthjælp? eksistensgrundlaget?, den enorme sociale deroute, fremtiden, totalt kaos, intet kendt, konstante suicidale tanker ofte i form af “Er det nu, jeg skal gøre det?”, hvilket ofte varede i uger ad gangen. Der var hele uger, hvor jeg boede i min seng, fordi jeg ikke turde stige ud af den.

Jeg tror, det kan være svært for andre at forstå, hvordan man overlever disse odds, så jeg prøver bare at beskrive, hvordan det kan være.

Kommet let til det?

Næh jeg synes ikke, jeg er kommet let til noget af det, der p.t. ser ud til at kunne blive et ganske udmærket liv. Region Hovedstaden har bevilget mange sessioner hos min psykolog. Vi har gravet dybt, inderligt og vedholdende, og jeg er hende stor tak skyldig. Det er ikke kommet af sig selv. Jeg har arbejdet for det, men hun har holdt hånden under mig, når det har været svært – og det har det ofte! Jeg har kæmpet hele mit liv – i hvert fald siden november 1972, hvor min far døde, og min mor efterfølgende giftede sig med en psykopat.

Vi har raget 98 pct. af knasterne af vejen. 2 pct. tilbage er ikke meget. Jeg havde aldrig troet, vi skulle nå så bette en residual. Det gør mig glad og gør, at jeg endelig kan se fremad. Jeg har knoklet for det. Ingen appelsiner er uden videre faldet ned i min turban.

Jeg er ikke vant til at komme let til noget, og det er ikke fordi, jeg ønsker at pive; det er bare en konstatering. Jeg er bare ikke vant til, at noget fremstår som let.

Konklusion

Det går godt! Jeg har fundet et job uden bagkant, hvor der bare lige mangler virksomhedens underskrift på kontrakten plus tre måneders prøvetid. Det er drømmeopgaver.

Min rædselsfulde angst for fremtid og system er ovre. Jeg kan slet ikke beskrive den tilhørende lettelse og følelse af livsgnist i den forbindelse.

Jeg har det formentlig bedre, end jeg havde det, før jeg blev syg. Det er da fantastisk – men der var også et helvede at gå igennem at nå hertil.

Og så er det jo altså forår og 15 grader. Livsambilancerne kunne ikke være meget bedre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.