, ,

Securitas

Securitas

Min ven Morten

En af de første jeg fortalte om min fritstilling var Morten fra “Jobøst”, som jeg traf første gang i (vist nok) november 2017. Han har i lang tid haft kontakt (læs: bearbejdet) til Securitas, hvor vi også har været til “kaffemøde” for snart længe siden. På det tidspunkt blev jeg faktisk vist rundt i bygningen, så de syntes nok ikke, jeg var helt forfærdelig.

Da han fik beskeden fra mig i sidste uge, rykkede han med det samme, og arrangerede en samtale til i dag kl. 10:00.

Konklusion

Der er endnu ikke en aftale om en egentlig ansættelse, da ressourcesituationen internt i koncernen er uafklaret. Lederen har ganske enkelt ikke et tilsagn fra de “bevilgende myndigheder”. Der er alene aftalt en ulønnet virksomhedspraktik startende den 23. maj med evaluering den 8. juni. I den deltager lederen, Morten og jeg.

Jeg havde på forhånd noteret mig, hvilke kompromisser jeg ikke skulle gå på denne gang. Man kan vel kalde det et forsigtighedsprincip? Det var fint at konstatere, at jeg ikke engang behøvede at nævne de ting, jeg havde skrevet ned. De ligger implicit i jobbet og i koncernen.

  1. Det vigtigste kompromis, jeg ikke må indgå på, er næsten det med antallet af timer. Otte timer er simpelthen for lidt, da jeg så kun kommer ud af døren en, måske to, gange pr. uge, og så er det, der kan gå 1½ uge, hvor jeg ikke taler med et eneste levende menneske. Det går ikke.
  2. Et andet vigtigt punkt er rolige omgivelser. I Farum talte de ikke i telefon, de råbte i telefon, og musikken kørte. Andre mennesker kan lukke den slags ude, men det kan jeg ikke, og det er blevet sværere og sværere de seneste år. På psykiatrisprog hedder den slags, at man ikke mestrer “delt opmærksomhed”, hvilket er uhyre almindeligt for bipolare som en del af de kognitive forstyrrelser.
  3. Jeg skal have nogen at sparre med.
  4. Jeg skal tage langt mere hensyn til de emner, Psykiatrifonden beskrev tilbage i 2016. Noget er forældet, men der er bestemt også end del, der fortsat er gældende. Jeg har prøvet at gå på kompromis, fordi jeg var så forhippet på stillingen, at jeg kunne have solgt min gamle bedstemor. Læringen på det seneste er, at det ikke går; fleksjob eller ej.

Afprøvninger

Hvis jeg nu opfører mig pænt i de tre uger, praktikken varer, forestiller jeg mig, at der kan være en chance, og jeg brokker mig på ingen måde højlydt, men for søren da hvor skal man på prøve og anses i lang tid for at få fodfæste på arbejdsmarkedet, når man har været på nippet til at falde helt ud af det.

  1. De to år i Folkekirkens Nødhjælp var jeg nærmest på prøve i to år. Ansættelsen begyndte med 13 ugers ulønnet virksomhedspraktik.
  2. I Nordsjællands Port Center var der fire ugers ulønnet praktik plus efterfølgende tre måneders prøvetid (naturligt nok – det står i funktionærloven),
  3. og nu kan jeg så gå ind i møllen igen.

Hvor jeg dog håber, at jeg på et eller andet tidspunkt kan være “ventet og velkommen” i en virksomhed, lige til vi ikke orker at se på hinanden længere.

Hvis Securitas ønsker at ansætte mig, vil der være tale om, at jeg kommer til et sted, hvor der er orden på løn og ansættelsesvilkår.

Det kunne nu være så rart – endelig!

PS: Se lige denne video!

, ,

Livsambilancer

Livsambilancer

Det ser godt ud

Livsambilancer

Jeg går og er så glad og tilfreds, idet jeg måske har fundet “vejen”. Forventningerne til livet, ambitionerne og ambivalensen på den ene side, og kompetencer og muligheder på den anden side, har måske fundet balancen – det tog sin tid at få det hele justeret ind, og det var hårdt arbejde, men jeg tror, det er lykkedes. Ingen kan spå om fremtiden, og derfor gør jeg det (jeg er nemlig ingen ingen): Det ser godt ud.

11 år med forkert diagnose

Tit tænker jeg, at jeg faktisk har det bedre nu, end før jeg blev syg. Man kan selvfølgelig spørge, hvornår det så var? Den endelige og rigtige diagnose kom i sommeren 2014, men jeg tillader mig (sammen med psykologen) at mene, at jeg i realiteten har været konstaterbart syg siden 2003, hvor jeg havde den første depression, og fik diagnosen “Tilbagevendende depressioner”. Hvis 2003 ikke kan gouteres, så i hver fald siden 3. januar 2006, hvor jeg søgte at gøre det forbi. Ikke-konstaberbart har jeg været syg siden min ungdom ifølge både speciallæge Pia Glyngdal og Psykiatrifondens psykolog.

I perioden frem til 2014 havde jeg tonsvis af u-erkendte manier, men ingen så dem, for jeg henvendte mig ikke til systemet, da jeg var ikke klar over, at det var sygeligt at arbejde 50 – 70 timer pr. uge. Jeg tænkte, at det var et udslag af nødvendighed for arbejdspladserne og mine egne ambitioner. På den måde kan jeg ikke klandre nogen for at have haft den forkerte diagnose i ca. 11 år.

Sommeren 2014 var jeg indlagt to gange en uge med mani. Jeg sov ikke, jeg spiste ikke, jeg mærkede ikke, men jeg brugte en masse penge. Jeg har præsteret at købe computere og anden hardware for 30.000 kr. på én dag. Det er alt sammen sikre tegn på mani. Jeg sov ikke, selv ikke når sener, muskler, hjerne og resten af kroppen var så overbelastet, at det gjorde afsindigt ondt alle steder. Jeg var så træt, at jeg ikke kunne sove. Det gjorde virkelig ondt. Jeg mener at, de under begge indlæggelser stoppede sovepiller i mig, som var det bolsjer, i hvert fald tre, tilsat massage og kugledyne (den tungeste på 12 kilo). Intet hjalp.

Overlægen (Melita) på afdeling 808 tog dernæst hånd om mig – og det var et vendepunkt. Hun lavede et længere interview (vist mere end en en time) og kom dagen efter tilbage med diagnosen: “Bipolar affektiv sindslidelse”. Den er ikke for børn, men hele mig var klar over, at det var rigtigt. I krop og i hjerte klingede det. Jeg vidste bare, at hun havde ret. Derudover er hun kanondygtig.

Sælgeren af IT-udstyret indvilgede i at tage det tilbage, da afdelingen kontaktede ham og fortalte, at det var et udslag af psykisk sygdom, og at jeg slet ikke havde råd til den slags.

Kognitivt efterslæb – politikere ville nok kalde det “historisk” 🙂

Jeg har enorme udfordringer (og her er det ikke synonymt med “problemer” idet jeg kæmper med det) med: koncentration, overblik, opmærksomhed og hukommelse:

  • Det er belastende ikke kunne se en TV-avis eller høre en prædiken, men det er jo ikke liv og død om at gøre, så det lever jeg med. På det seneste har jeg dog konstateret, at en rigtig interessant udsendelse på op til 45 min. kan gå igennem systemet. Jeg er enormt træt bagefter og dagen derpå – men det er en tilsvarende succes. Og jeg samler på små, sikre, synlige succeser.
  • Et stort savn og tab er knyttet til ikke længere at kunne læse bøger. Tidligere var jeg altid i gang med >= en bog. Det kan jeg ikke længere. Jeg er blevet godkendt til “Nota”, men jeg klarer ikke meget mere end ca. fire minutter ad gangen * fire af en lydbog. Tankerne fiser af, og det hænger ikke sammen.
  • Det er svært at erkende, at jeg fx ikke længere kan cykle den vej ind til byen, som jeg cyklede to gange dagligt i min. syv år. De kompenserende strategier hjalp/hjælper ikke. Jeg føler mig som en idiot, når jeg skal bruge kort og kompas for at komme fra stationen og til arbejdspladsen. Jeg håber, jeg vil blive i stand til at huske vejene, så jeg kan slippe hjælpemidlerne, eller i hvert fald bare kompasset.
  • Hukommelsen er helt og aldeles spoleret. Der er så meget, der er væk, som i fuldstændig væk, og det kan være svært, og jeg kan komme til at føle mig virkelig dum. Der er jobs, rejser, forløb, indlæggelser, som jeg kun kender til, fordi de er beskrevet et eller andet sted evt. på min egen blog. Når det er beskrevet, er det vel også sandt. På et tidspunkt kontaktede jeg faktisk Hvidovre Kommune for at spørge, om det virkelig var sandt, at jeg havde deltaget i et eller andet forløb hos “Rebound”, der er en eller anden form for “anden aktør”. Jo – kommunen mente nu nok, at de havde styr på deres oplysninger. Tjah… så var det vel endnu en ting, der var glemt. Det er underligt at se billeder fra Asien, primært Thailand og Vietnam, hvor jeg jo kan se, jeg har været, men absolut intet husker.

Held?

Lige nu sidder jeg så med et fast (fleks-)job på bare otte timer pr. uge. Opgaverne som “webmaster og skribent” er mine drømmeopgaver. Jeg elsker dem! Jeg kan bruge det, jeg kan, og det jeg ikke kan, bliver jeg nødt til at lære for at kunne udfylde jobbet. Det er bare fedt. Jeg holder af læreprocesserne. Jeg ville gerne arbejde 15 timer bl.a. for at bekæmpe ensomheden automatisk og komme mere hjemmefra. Det er ikke muligt lige nu, men det kan være det kommer. Der viser sig nok et eller andet.

Var jeg bare heldig? Der var bestemt nogle ting, hvor pilen pegede i min retning!

  • Overlæge Janne Baatz i Distriktspsykiatrien pegede på Psykiatrifonden som “anden aktør”. Hvidovre Kommune gik med på det trods den noget højere pris. Desværre er Janne Baatz gået på pension, for jeg ville så gerne sige hende tak. Hun var fantastisk. Hun havde altid tiden; hun kiggede aldrig på vækkeuret, som alle de øvrige medarbejdere i Distriktspsykiatrien. Hun var virkelig et dejligt menneske.
  • Jeg fik en fremragende psykolog og en ditto erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden, som begge troede på, at jeg stadig kunne noget, også når jeg ikke selv troede på, at jeg ikke havde den mindste lille kompetence tilbage.
  • Psykiatrifonden fandt en 13 uger lang virksomhedspraktik i Folkekirkens Nødhjælp.
  • Folkekirkens Nødhjælp behøvede implementering af et HR-system.
  • Chefen for HR – Sune Lyng – så muligheder frem for begrænsninger mht. mig som medarbejder. Han sagde faktisk til Psykiatrifonden “Hun er sgu god”.

Endnu en “heldig” ting er, at Juristernes og Økonomernes Pensionskasse anså mig som havende mistet minimum 2/3 af erhvervsevnen. Det betyder, at jeg har et tilskud til den månedlige husholdning. Det er det, der gør det sjovt!

2½ år i helvede

Min glæde over den nuværende tilstand/situation skal ses i lyset af de 2½ år i helvede. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg kom igennem det – eller rettere det gør jeg delvist: for det første havde jeg Psykiatrifonden med en fantastisk psykolog og erhvervsrådgiver i ryggen og for det andet havde jeg min ligeså fantastiske bisidder fra SIND.

Det var frygteligt. De idelige tanker om/bekymringer for: økonomi, skulle jeg flytte?, ville jeg blive hjemløs? ville jeg havne på kontanthjælp? eksistensgrundlaget?, den enorme sociale deroute, fremtiden, totalt kaos, intet kendt, konstante suicidale tanker ofte i form af “Er det nu, jeg skal gøre det?”, hvilket ofte varede i uger ad gangen. Der var hele uger, hvor jeg boede i min seng, fordi jeg ikke turde stige ud af den.

Jeg tror, det kan være svært for andre at forstå, hvordan man overlever disse odds, så jeg prøver bare at beskrive, hvordan det kan være.

Kommet let til det?

Næh jeg synes ikke, jeg er kommet let til noget af det, der p.t. ser ud til at kunne blive et ganske udmærket liv. Region Hovedstaden har bevilget mange sessioner hos min psykolog. Vi har gravet dybt, inderligt og vedholdende, og jeg er hende stor tak skyldig. Det er ikke kommet af sig selv. Jeg har arbejdet for det, men hun har holdt hånden under mig, når det har været svært – og det har det ofte! Jeg har kæmpet hele mit liv – i hvert fald siden november 1972, hvor min far døde, og min mor efterfølgende giftede sig med en psykopat.

Vi har raget 98 pct. af knasterne af vejen. 2 pct. tilbage er ikke meget. Jeg havde aldrig troet, vi skulle nå så bette en residual. Det gør mig glad og gør, at jeg endelig kan se fremad. Jeg har knoklet for det. Ingen appelsiner er uden videre faldet ned i min turban.

Jeg er ikke vant til at komme let til noget, og det er ikke fordi, jeg ønsker at pive; det er bare en konstatering. Jeg er bare ikke vant til, at noget fremstår som let.

Konklusion

Det går godt! Jeg har fundet et job uden bagkant, hvor der bare lige mangler virksomhedens underskrift på kontrakten plus tre måneders prøvetid. Det er drømmeopgaver.

Min rædselsfulde angst for fremtid og system er ovre. Jeg kan slet ikke beskrive den tilhørende lettelse og følelse af livsgnist i den forbindelse.

Jeg har det formentlig bedre, end jeg havde det, før jeg blev syg. Det er da fantastisk – men der var også et helvede at gå igennem at nå hertil.

Og så er det jo altså forår og 15 grader. Livsambilancerne kunne ikke være meget bedre.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, , ,

Cowboyland

Cowboyland

Retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer

Ovenstående er det vi almindelige mennesker kalder funktionærloven. Af den fremgår:

§ 21. De i denne lov indeholdte bestemmelser kan ikke ved aftale mellem parterne fraviges til ugunst for funktionæren.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler, hvorefter bestemmelserne i §§ 2, 5 og 7, stk. 2, kan fraviges i særlige tilfælde, såfremt hensyn til funktionæren taler herfor.

(Mine fremhævninger.)

§ 2 handler om opsigelsesvarslerne.

§ 21 stk. 1 er temmelig klar, og der er ikke noget at rafle om. Loven er beskyttelsespræceptiv.

Rådgivning fra Djøf

  1. PL-reguleringen: Drop det. Det er småpenge, og det plejer ikke at stå i en kontrakt.
  2. Varslerne: Skriv under selv om deres udspil er noget vrøvl. Retspraksis er nemlig sådan, at domsstolene tager udgangspunkt i lovgivningen (ret naturligt 🙂 ) og lægger til grund, at medarbejderen ikke på tidspunktet for underskrivelsen kunne vide, hvad der burde stå i kontrakten. Det vil sige: det er risikofrit for mig at skrive under, for det gælder alligevel ikke. Det er selvfølgelig ikke til at vide, om retspraksis ændrer sig, men det lever jeg med.
  3. Det byder mig grundlæggende imod at skrive under på vrøvl, men på baggrund af Djøfs rådgivning, gør jeg det alligevel. Dette må have en ende.
  4. Hvis virksomheden ønsker det, stiller Djøf hjertens gerne op til en omgang “Læs og forstå” for ASE.

Virksomheden og ASE

Jeg har orienteret virksomheden om pkt. 4 herover. De vil – i dag – kontakte ASE og spørge, om de virkelig mener, at det skal være, som virksomheden har forstået det, nemlig at der kan aftales varsler, der er til ugunst for medarbejderen, når der ikke foreligger en overenskomst. Jeg kan ikke se andet, end at virksomheden har misforstået et eller andet. Og ellers træder Djøf gerne i karakter.

Jeg drøftede med Djøf, om det virkelig kunne være sandt, at arbejdsmarkedets parter kunne underkende lovgivningen ved en aftale dem imellem? Det kan naturligvis ikke være sandt – og da slet ikke, når det er til ugunst for medarbejderen. Det hedder ganske enkelt, at loven er “trinhøjere”.

En rigtig fagforening

Jeg er utrolig glad for Djøfs topkompetente rådgivning. Sådan er det, når man er medlem af en rigtig fagforening ctr. en “gul”. Jeg føler mig både taget alvorligt og lyttet til, også selv om det “bare” er et fleksjob på 8½ sølle ugentlige timer til 7.000 bittesmå kr. brutto pr. måned (i al evighed). Jeg er godt nok psykisk syg, men jeg kan stadig tænke, og faktisk er jeg lidt overrasket over, hvor meget af den “juridiske metode” jeg stadig har en vis føling med. Jeg havde dog ikke ret i det med nulliteten.

For mig er det naturligt at være organiseret, og det har jeg været i hele mit liv, selv da jeg stakkede kartofler i Irma efter studenterkurset og før universitetet. Da stod jeg selvfølgelig i HK.

Facebookgruppen “Bak op om de offentligt ansatte” har idelige diskussioner om dem, der lukrerer på det, vi andre via vores forbund har opnået. Må man gerne kalde dem “nassere”? Nej, det må man selvfølgelig ikke, for sådan hverken taler eller skriver man til/om andre mennesker, men selv face to face, kunne jeg sagtens forsvare at sige, at de hellere selv må forhandle deres overenskomster, når de nu ikke er med i en rigtig fagforening. Det er deres valg, men så må de også selv tage konsekvenserne af det valg.

Næste skridt

Når virksomheden har talt med ASE, kontakter de mig, hvorpå jeg fører tastaturet (for så bliver det nemlig tilnærmelsesvis rigtigt). Så skal fjerpennen frem, der skal scannes og sendes frem og tilbage, kommunen skal orienteres osv. Herefter kan vi vende tilbage til opgaverne. Det ser jeg frem til.

Og så noget helt andet

Cowboyland

Citrusbowl med Skyr

Man tager:

  1. En grapefrugt
  2. En appelsin
  3. En mandarin
  4. Et bundt mynte
  5. Et halvt bæger skyr

Findeler og hakker, arrangerer det lidt pænt i et stort glas og nyder det. Det er virkelig lækker morgenmad.

 

, , ,

Prekariatet

Prekariatet

Jeg havde faktisk set ordet “prekariatet” en del gange, før jeg rigtig var doven nok til at se efter, hvad det egentlig betød. Svaret er:

“Et farligt oprør ulmer i den nye arbejderklasse ‘prekariatet’. Den hastigt voksende gruppe af løsarbejdere, ansat i usikre, tidsbegrænsede stillinger og med få eller ingen rettigheder.

Prekariatet er såkaldte daglejere, timelønnede, vikarer, projektansatte og freelancere, der kæmper for at overleve på vor tids fleksible arbejdsmarked. De er ind og ud af kortere ansættelser, har ofte ikke ret til pension, ferie, løn under sygdom, indflydelse på jobbet eller andre rettigheder, som normalt følger med en fastansættelse.” Der er en ret god artikel her om prekariatet – den nye arbejderklasse.”

Jeg behøver ikke videre mange ordbøger for at se, at jeg nu tilhører “prekariatet”. Jeg sad og skrev en mail forleden og opridsede overfor modtageren, at min nye arbejdsgivers udspil til kontrakt ser sådan ud:

  1. Ingen overenskomst
  2. Ingen funktionærlov
  3. Ingen frokost
  4. Ingen lønstigninger – heller ikke alm. PL-regulering
  5. Ingen pension
  6. Ingen styr på opsigelsesvarsler
  7. Ingen løn under sygdom
  8. Timeløn 190,05 kr. som ikke er ret meget, når jeg trods alt har 28 års anciennitet. Der skal naturligvis fradrages for, at det er et fleksjob, og at jeg er autodidakt. Men der er sørme langt fra ca. 368 kr. (Djøfs lønberegner) ned til 190 kr.
  9. Kun otte timer pr. uge medens jeg er godkendt til 15 timer.
  10. = En kontrakt der ensidigt fokuserer på arbejdsgivers rettigheder. Paradigmet er fra ASE. Djøf siger pænt og ordentligt: “Jeg er ikke imponeret”.

En løsning

Prekariat eller ej så håber jeg, vi finder en salomonisk løsning, så vi kan fokusere på opgaverne fremfor alle disse problemer. På den anden side set, så har jeg tilpas meget (faglig) stolthed til ikke at skrive under på noget som helst, før der er styr på rimelige løn- og arbejdsvilkår. Det er godt nok et fleksjob, og den slags er svært at finde, men det betyder ikke, at jeg så bare fraskriver mig alle elementære løn- og arbejdsvilkår, der findes ude på det “almindelige” arbejdsmarked.

Der vil komme et nyt udspil fra arbejdsgiver en af dagene. Jeg har sagt til dem (naturligvis pænt og ordentligt), at jeg lige lader det runde Djøf, før jeg skriver under. Det har de fin forståelse for, og det er godt nok.

Jeg har selv puslet lidt med Excel, og der skal ikke mange celler til at finde frem til, at jeg er gået 22 pct. ned i forholdt til mit oprindelige krav på 250 kr. Der skal heller ikke så meget Excel til at finde ud af at, jeg kommer til selv at betale 28,95 i timen for at komme ind under funktionærloven. Ved den investering fra min side løses de fleste problemer nævnt under punkterne 1 til 10.

En gæst

I morgen skal jeg have en gæst til frokost, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg talte ikke med et rigtigt menneske fra fredag den 23. marts til i går den 3. april, hvor jeg så min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Det er ikke godt! Jeg er klar over, at der ikke bare kommer nogen og banker på min dør. Jeg skal selv gøre noget. Jeg ved bare ikke, hvad det er, jeg skal gøre.

Her skal lige ordnes rundt omkring, men det er også i orden. Jeg tænker mig at servere noget af alt det mest spændende fra ugens måltidskasser plus et glas rødvin eller to. Min gæst vil gerne smage alt det “eksotiske” jeg går og spiser og tager billeder af.

Rejseholdet

Det er snart længe siden, jeg købte alle fire sæsoner af “Rejseholdet” via Blockbuster. Jeg glæder mig over at se dem igen. Jeg er ret vild med Ingrid Dahl alias Charlotte Fich og La Cour (Brygmann) der er bindegal på sin egen måde. Så nu går jeg så i seng med sæson 1 afsnit 2 – det er da ret fredeligt 🙂