/i , /af ,

To do lister

To do lister

Det er godt at være hjemme

Og jeg håber, jeg bliver her. Jeg synes, det var en hård omgang. Jeg føler mig stadig lidt forslået.

To do lister

Det er som om. jeg har været væk i ugevis, som en tur på 808, men sådan var det jo slet ikke. Det var bare seks dage, alligevel er der mange ting, der skal samles op på.

  1. Kontakt til viceværten, så der kan blive sat en ny dør i. Jeg har selv bekostet en  ny lås. Måske er det den gale retning, men jeg brød mig ikke om at sove for ulåst dør. Jeg ringede til viceværten i dag søndag og har var så sød at tage telefonen.  Jeg forklarede situationen, og han sagde bare, at ‘sådan kan det jo gå’.
  2. Formentlig skal jeg også have fat i mit forsikringsselskab.
  3. Kontakt til kommunens visitator angående nødkaldet, som jeg ikke har fået. Jeg har i stedet fået et telefonnummer, som jeg kan kalde op til. Det betyder, at jeg konstant skal have min telefon på mig. Jeg har prøvet forskellige løsninger, der ikke virker. Når telefonen kommer ned i lommen, virker tasterne ikke. De må forklare, hvilke kriterier der ligger til grund for tildeling af et egentligt nødkald. Jeg har overvejet at klage, men det tager syv – ti måneder at få en sag igennem Ankestyrelsen, så hellere tage en snak med visitator.
  4. Kontakt til min pensionskasse P+: Jeg overvejer at søge om førtidspension, for jeg er slidt fysisk og psykisk, men jeg skal have undersøgt, om jeg har råd til det. Hvor meget modregnes der i min private invalidepension? Jeg har været ude i seks fleksjobs, og det må være nok. Jeg orker ikke at blive afprøvet yderligere.
/2 Kommentarer/i , /af ,

Nyheder

cykel

Arbejde

Min kontrakt løber som bekendt til 1. april i år med genforhandling februar/marts. Jeg har længe gået og tænkt over, hvornår jeg kunne tillade mig at sætte processen i gang altså et pænere ord for at rykke for vished. I dag tog jeg mod til mig.

Firmaet er meget tilfreds med min indsats, men det bliver alligevel kun til en foreløbig forlængelse med seks måneder dvs. frem til 1. oktober 2020. Det skyldes ikke mine forhold men chefens overvejelser om omstruktureringer, da der ikke er helt nok at lave for den anden fleksjobber og mig; på den anden side skal vores opkald jo varetages af nogen. Spørgsmålet er, om kundeservice kan klare disse opkald oveni alt det andet, de har? Chefen skal have stor ros for sin ærlighed om sine bevæggrunde

Skal der ikke ske omstruktureringer, kan jeg vist være ret sikker på en fastansættelse, men jeg vil ses det, før jeg tror det.

Foreløbig er jeg glad og tilfreds, selvom nummer et selvfølgelig havde været en fastansættelse. Dette giver mig en lidt længere ansættelse på CV’et eller hvad man efterhånden skal kalde det dokument, jeg har at vise frem, og det vil give mig en pæn og aktuel anbefaling.

Og hvem ved… der er jo ingen, der hindrer mig i sideløbende at søge et nyt og varigt fleksjob i samarbejde med jobcenteret.

Cykel

Jeg fik min fine, gode cykel sat i stand i efteråret, men har ikke rigtigt fået kørt på den, for jeg tør ikke. Den er ganske enkelt for stor til mig. Før i tiden passede den fint i størrelsen, men det er som om de to eller tre år i kælderen har fået den til at stå at vokse helt af sig selv. Nu kan jeg komme på men ikke af uden at være bange for at falde. Det er et herrestel, så benet skal over sadlen.

Da jeg var færdig med dagens gåtur, gik jeg over til cykelhandleren på den anden side af gaden og forelagde ham min idé om at købe et nyt stel og så sætte alle de ‘gamle’ dele (som slet ikke er gamle) over på det nye stel. Han tog mål og kom frem til, at det nuværende stel er ca. fem cm. for stort, og det er meget på en cykel.

Han vil nu gå i gang med at finde et stel, der passer i størrelsen, hvor flest mulige dele kan genbruges. Krankboksen kan næppe genbruges, for dem man  laver i dag er meget bredere, forklarede han. Det er ærgerligt, for en krankboks er temmelig dyr.

Uanset hvad han kommer frem til, regner jeg med, at det samlet set bliver billigere end at købe en ny cykel i den kvalitet. Jeg vil så gerne cykle, men det skal også være sikkert.

 

 

/2 Kommentarer/i , /af ,

Møde i jobcenteret

Møde i jobcenteret

Noget af en overraskelse

Jeg har ikke sovet den halve nat, fordi jeg skulle til møde i jobcenteret. Jeg fortæller mig selv, at det er noget pjat, for det er søde mennesker, der kun vil mig det bedste, og at jeg er velforberedt. Jeg ved, hvad jeg vil med mødet:

  1. Finde en afslutning på det job, som jeg p.t. er sygemeldt fra
  2. Drøfte det kommende job: Hvordan skal vi finde det, hvad skal det være og så videre?

Jobcenteret handler

Frem mødte en HR-partner fra Salling Group og min sagsbehandler. Førstnævnte var jeg nu ret forbavset over at møde, men min søde sagsbehandler skulle selvfølgelig være på sin plads. Jeg må sige, jeg er overrasket over så hurtigt de har handlet på en sidebemærkning, jeg lod falde i en døråbning. Men det passer mig egentlig fint.

HR-partneren var utrolig sød og kompetent. Hun stillede mange for et fleksjob særdeles relevante spørgsmål. Hun havde tydeligvis prøvet det mange gange før, og hun skrev og skrev på sin medbragte computer. Hun vidste, både hvad bipolar og Aspergers Syndrom er for noget. Hun vidste, hvad det betød i et job. Det var i sig selv befriende. Tænk at jeg ikke behøvede at fortælle, at man med Aspergers Syndrom sydrom har det ekstremt godt med detaljer.

Det var en selvfølge at drøfte skånebehov:

  • Ingen stress – altså på ingen måde sidde i kasse
  • Tid til at notere ned, så jeg ikke glemmer opgaverne
  • Tid til at drøfte prioriteringen af opgaverne
  • Opgaverne bør være afgrænsede og strukturerede, ligesom rollen i opgaveløsningen skal være klar.

Næste skridt

HR-partneren vil nu gå i gang med at lede efter butikker, der mangler min profil. Og hvad er så den?

End ikke en der i deres system er “aktivitetsparat”, for jeg skal jo først læres op. Bare en der kan arbejde 12 timer med en arbejdsintensitet på under 100 pct. Det er ikke meget, der er tilbage af mig. Alligevel ser jeg frem til at høre fra hende igen og til at komme ud at tale med en af butikscheferne og til at få en fornemmelse af, hvad det i det hele taget går ud på. Hvad taler vi om helt konkret? Hvad er det jeg evt. kan se frem til efter den 1. oktober? Jeg synes, hun talte noget om at gå rundt med en PDA og tjekke datoer. Så ved man da, hvad man skal, og det kan man vel ikke blive stresset af, når arbejdsintensiteten netop er sat til under 100?

Hvad med CV’et?

Hvis nogen nogensinde vil se mit CV igen, vil det se lidt sært ud fuldmægtig her og der, specialkonsulent her og der, chefkonsulent der, datomærketjekker i føtex på Hvidovrevej eller lignende, chef for mælken i Netto i Hvidovre C eller chef for bamserne i fætter BR.

Jeg prøver at lave lidt sjov med det. I virkeligheden er det slet ikke sjovt at se karrieren smuldre og selv ende med at sortere datovarer eller at stable rugbrød, men hvad skal jeg gøre? Et eller andet skal jeg lave i de 13 år, der er, til jeg skal pensioneres. Førtidspension er ikke en mulighed, idet man efter de nye regler (2016) nærmest skal have mistet arme og ben for at få den tilkendt. Altså må jeg arbejde med et eller andet, jeg kan klare.

Indtil videre ser det ud til at være som datomærketjekker.

Dagens anden nyhed

Min første klumme på POV.International er blevet bragt her. Jeg har været meget spændt på det, idet emnet (mand, kvinde, enten-eller, både-og) jo er ret så personligt. Faktisk er det så personligt, at jeg aldrig har turdet skrive om det her på bloggen, men nu har jeg åbenbaret mine tanker for 200-2000 læsere på POV. Det er lettere, når læserne er anonyme end nogen, man kender.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Gik Kirkegaard ikke?

Gik Kirkegaard ikke?

Jeg ved ikke, hvor han skulle hen

Jeg er for doven til at slå det op, men jeg mener Søren Kirkegaard gik lange, lange ture og på disse tænkte han store tanker. Jeg ved heller ikke, hvad han tænkte på, men formentlig noget eksistentielt.

Mine tanker er ikke så store. Faktisk holder jeg mest af tidsrummet efter de 40 minutter, hvor jeg ikke tænker mere, men fødderne bare går. Den ene fod sætter efter den anden. Der er noget meditativt over det, som jeg godt kan lide.

Mit mål er bare 7.000 skridt om dagen, og det er mere end rigeligt, for jeg når det kun yderst sjældent, men hvis jeg har et (andet) mål, kan jeg godt komme afsted. I dag skulle jeg i distriktspsykiatrien (DPC) og mødes med min kontaktperson kl. 11:00. Google Maps mente, det ville tage 1:26 at gå, men jeg skal jo altid lægge tid til til at fare vild, så jeg gik hjemmefra kl. 9:00 og nåede det i fin tid. Faktisk passede Google Maps og jeg for ikke vild. I alt kom jeg op på 11.327 skridt og 8,5 km. i dag. Det er jeg helt godt tilfreds med. I går var det 10.835 skridt og 7,7 km. Det kan måske blive en vane? Tænk hvis jeg bare kan gå hver gang, jeg skal i DPC? Lidt er bedre end ingenting. Og når foråret kommer… I dag var det bidende koldt, men det går jo over.

Tankerne går også

Der er mange tanker om arbejdet. De sædvanlige tanker om at være god nok eller ej? slår jeg større brød op, end jeg kan bage? er det jeg laver pænt nok, nu hvor der er “rigtige kunder” i den anden ende? Er det for farligt at ville leve af noget, hvor man er autodidakt?

Sporene fra firmaet i Farum skræmmer, men chefen her er simpelthen så sød, og jeg skal ikke gætte mig til, hvad han vil have. Det er bare mig, der er hundeangst for ikke at slå til. Jeg holder ikke til en fyring mere.