, ,

Photoshop

Uendeligt

Måske får jeg på et tidspunkt behov for at arbejde med Photoshop på et højere niveau, end det jeg kan nu – hvilket virkelig ikke er særlig højt. Programmet har uendelig mange funktioner, og det er svært at få et overblik. For en del år siden læste jeg en bog om programmet og gennemgik alle øvelserne, men det er for længst glemt – som så meget andet.

Onlinekurser

Da programmet er kompliceret, findes der masser af gratis videokurser på nettet. Jeg har valgt det, der er lavet af Nemprogrammering, som jeg har vældig gode erfaringer med. De tilbyder 22 lektioner, der varer ca. fem timer. Jeg er nået til lektion seks og synes, at instruktøren gør det godt: en ting ad gangen, gentagelser ved det der er komplekst, mange eksempler på praktisk brug osv. Jeg synes virkelig, jeg lærer noget. Og det er jo herligt legetøj.

Min version af Photoshop er temmelig gammel (version 6.2), men det er ikke noget problem at følge hans anvisninger, selvom hans version selvfølgelig er den nyeste.

Betalte kurser

Der er adskillige udbydere af kurser om Photoshop, men prisen er ca. 4.000 – 5.000 kr. for to dage, og jeg tror ikke på, at jeg lærer mere der, end jeg kan lære via et gratis onlinekursus hjemme ved min egen skærm.

 

, ,

Hos psykologen 2

Hos psykologen

Jeg er så glad

Jeg har været hos psykologen her i formiddag, og jeg kan mærke, at alt går den rigtige vej. Når den aktuelle henvisning med 12 henvisninger er “brugt op”, tror jeg, at jeg er “færdigbehandlet”. Så har vi talt om alting, der er kigget på det hele, og der er ikke mere at komme efter. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle komme så langt. Jeg vovede i dag at sige, at jeg synes, der er en vis inderlighed i vores relation. Den slags er jo altid farligt at sige, for man kan så let blive misforstået. Jeg vovede at nævne det, da jeg regnede med, at hun kunne håndtere det, eftersom vi har kendt hinanden siden foråret 2015. Det kunne hun!

Vi er kun nået så langt, som vi er, fordi samarbejdet er perfekt, og fordi hun favner mig som det lidt sære menneske, jeg nu engang er. Hvis det skal rykke, skal der være et fint samspil mellem behandler og klient, og det har vi. Hun har båret mig på hænder og fødder, hun har forstået mig, hun har skubbet til mig, og hun har ikke danset efter min pibe. Når vi er færdige, vil jeg savne hende, men så har vi nået målet.

Det “rykker”

Lige for tiden er der meget, der “rykker”.

Mit liv gik i stå i sommeren 2013, og nu er jeg i gang med et genoplivningsforsøg, der ser ud til at lykkes. Mange ting kommer pludselig af sig selv:

  • Egenomsorg: Ordentlig mad, måltidskasser fra Årstiderne, potentielt rygestop (der er ingen grunde til ikke at prøve), ny stegepande (intet mindre…) Mit nuværende grydesæt er fra før 1990 – det må være OK at købe nyt.
  • Det sociale: Jeg mødes med
    • min tidligere bisidder,
    • to tidligere kolleger,
    • formanden for menighedsrådet og
    • præsten fra psykiatrisk afdeling.
    • Det er rigtig dejligt at arbejde med denne del af livet, når det lykkes.
  • Jeg har fået ordnet mine tænder. Jeg følger alle tandlægens råd. Alting er fint, og jeg har fået ros.
  • Fortiden er ved at blive lagt død. Vi mangler et farvel til psykopaten, men det skal jeg nok få taget fat om. Jeg føler mig parat, men det kommer, når det kommer.
  • Der sker muligvis noget på jobfronten, nu hvor tingene i Folkekirkens Nødhjælp er blevet svære. Af diskretionshensyn kan jeg ikke komme nærmere ind på det nu. Måske kan jeg fortælle mere efter på tirsdag den 12. september kl. 12:00, hvor jeg skal tale med en potentiel ny arbejdsgiver.
  • Hvidovre Kommune er inde over på jobfronten. Min fleksjobkonsulent er virkelig hjælpsom, konstruktiv og fleksibel. Samlet set synes jeg, at jeg bor i en rigtig god kommune. De har hele tiden bakket mig op.
  • Jeg har fået styr på min invalidepension fra pensionskassen.

Jeg er så glad for, at mit liv er på vej til at komme på skinner igen. Som bipolar lever man gennemsnitligt 14 år mindre end gennemsnittet. Jeg er 53 år, så hvis jeg kan leve 25 år længere – i frihed – vil jeg blive en rigtig glad 78-årig.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Lidt pip

Møde i Hvidovre Kommune

Jeg havde booket et møde med min fleksjobrådgiver her i formiddag kl. 10:00. Formålet var at få afklaret, hvad han kan gøre for mig. Svaret er egentlig simpelt: “Ingenting”.

Begrundelse

Når svaret er “Ingenting” skyldes det, at det er besluttet, at alle ressourcer skal allokeres til de mennesker, der er godkendt til fleksjob men fortsat er ledige. Det er der naturligvis noget vældig sympatisk over, for mig betyder det bare, at jeg skal kukkelure indtil 1. januar 2018, så jeg også ledig, og så skal de hjælpe mig. Det er derfor overskriften er “Lidt pip”. Det er jo bare at stikke hovedet i busken i fire måneder for først derefter at vågne op til dåd.

Vi talte lidt om, at jeg er en alternativ fleksmedarbejder bl.a. fordi jeg vil arbejde, og jeg vil ud af døren de tre dage pr. uge. Han berettede lidt om, at mange af borgerne i hans portefølje igen og igen havde ondt i ryggen, psykisk stress (hvad det så end er) osv. Han er slet ikke vant til min type og ved vist ikke helt, hvad han skal stille op med mig.

De skal omstrukturere om en måned, så der mister jeg kontakten til ham og kan begynde forfra med en ny. På en eller anden måde er det sådan, at jeg simpelthen ikke orker at fortælle min historie igen og igen til nye mennesker.

Han er sød og flink, og vil holde øjne og ører åbne. Det er rigtig pænt af ham, jeg tror bare ikke på, at det arbejdsmarked, han kender, også er det jeg kender. Og jeg skal altså ikke stå i en blomsterbutik eller i en børnehave. Både blomster og børn vil hurtigt dø ud.

Spredehagl

Lige pt. skyder jeg lidt med spredehagl i min jobsøgning, for det skal lykkes. Jeg har en stor frygt for at blive ledig, for med ledighed kommer ensomheden måske tilbage, og den kan jeg ikke håndtere. Det skal selvfølgelig siges, at der er løbet meget vand i stranden, siden jeg sidst gik herhjemme og drejede rundt om mig selv. Nogle vil sige, at jeg tager sorgerne på forskud; selv mener jeg, at det er erfaringsbaseret rettidig omhu.

 

, ,

Pesticidfund

Dengang det var dyrt

Mens jeg gik på studenterkursus (1981 – 1983), arbejdede jeg nede i vores lille lokale Irma. Det var på det tidspunkt, der så små begyndte at komme økologiske varer på hylderne. Mejerivarerne var nogle af de første. De kostede kassen, vist nærmest det dobbelte af de konventionelle varer. Som studerende havde jeg bestemt ikke råd til den luksus. Det var dengang!

Nu er der ikke ret stor prisforskel på økologiske og konventionelle varer, og det er en uhyre positiv udvikling, fx har Netto et meget flot udvalg af økologiske varer. Udviklingen er positiv for alle: menneskerne, dyrene og naturen – og så kommer vi til det egentlige emne: Drikkevandet (som jo ret beset også er en del af naturen).

Vandværkerne i Odense

I denne uge er to vandværker i Odense lukkede, fordi der er fundet pesticidrester i drikkevandet. Velbekomme!

Det er ikke noget, man dør af, vandet kan drikkes, der er ingen alarmer, det er ikke akut, men: der skal da ikke være den slags i vores drikkevand!

Et af vandværkerne blev lukket omgående, da myndighederne fandt rester af en sprøjtegift, der blev brugt til og med 1996. Nedsivningstiden har så været på 21 år. Den sædvanlige nedsivningstid er mellem 20 og 30 år. I parentes bemærket betyder det, at konsekvenserne af det miljøsvineri, der finder sted nu, fordi det tillades fra politisk hold, først vil kunne mærkes, når de selvsamme politikere for længst er gået på pension.

Philippe Grandjean er professor og ekspert i miljømedicin hos Syddansk Universitet i Odense. Han arbejder blandt andet med at kortlægge konsekvenserne af de pesticidrester, der finder vej til danskernes drikkevand.

Philippe Grandjean har noteret sig, at der den seneste tid er gjort flere fund af pesticidrester i dansk drikkevand. Fundene rejser en række spørgsmål.

– Er det her et øjebliksbillede, der repræsenterer toppen af den bølge, der er på vej ned, eller er det en forløber for det, der er i vente. Det er meget svært at overskue, og jeg tror simpelthen ikke, at der findes undersøgelser, som kan bruges til at forudsige det. Så min konklusion er, det her ser grimt ud, siger Philippe Grandjean. Kilde: DR.dk.

Altså: Ingen kender de langsigtede konsekvenser og ingen kender konsekvenserne af, at giftstofferne bliver blandet sammen. Et andet sted i den citerede artikel fortæller professoren endvidere, at man inden for de givne økonomiske rammer ikke kan teste for alle de stoffer, man burde teste for. Derfor: Ingen kender fremtiden.

Vejen frem og ud

Der er kun en vej frem, og det er økologi, hvis børnebørnene skal kunne tage et glas vand fra hanen. Hver enkelt landmand vi kan overbevise om at omlægge produktionen er et skridt i den rigtige retning. Hvert enkelt gartneri, der lægger om, er et skridt i den rigtige retning. Jo mere du og jeg handler økologisk jo bedre får grundvandet det. Økologisk Landsforening har her en interessant lille oversigt over, hvor meget grundvand du og jeg beskytter ved at vælge det økologiske alternativ. Et par eksempler:

  • 1 liter mælk: 200 liter grundvand.
  • 1 bøf på 250 gram: 750 liter grundvand.
  • 1 æg på 50 gram: 75 liter grundvand.

Velbekomme.