, , ,

Backpacker 3

Lidt bøvlet plus Backpacker 3

Tingene er stadig lidt bøvlede i Folkekirkens Nødhjælp.

Kommunen må/kan/vil ikke hjælpe mig før 1. januar 2018, når jeg er blevet ledig. Jeg kan simpelthen ikke forklare dem, at det er en meget dårlig forretning for dem (og mig), og at da jeg for et år siden var i en helt tilsvarende situation, havnede jeg på psykiatrisk afdeling i 6½ uge.

Jeg kan heller ikke forklare dem, at retorik og termer kan være vigtige: De bliver ved med at sige og skrive, at jeg bliver opsagt 1. januar. Der er i min verden stor forskel på at blive opsagt og på at kontrakten udløber.

De har givet mig en licens til en database med firmaoplysninger og kontaktpersoner, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Uanset søgeord får jeg altid “0 hits”. Man skal bruge branchekoder og ikke stillingsbetegnelser.Et eller andet sted på nettet kan jeg sikkert sagtens finde en tabel over branchekoder, men det bliver jeg jo ikke meget klogere af. Jeg søger fx på webdesign, database og den slags, men det resulterer som nævnt i ingenting.

De er såmænd venlige nok, og nu har jeg inviteret mig selv på kaffe med den nye konsulent (omstruktureringer…) om et par uger. Det er altid godt at få sat ansigt på.

Så når alt det roder, kan jeg med god samvittighed kaste mig over et computerspil, for jeg kan alligevel ikke ændre en tøddel på noget af det. Resten af dette indlæg handler om spillet.

Backpacker: retrospektivt eller hvad?

Backpacker 3For ca. 10 år siden eller mere, spillede en kollega, Birgit, og jeg Backpacker i adskillige nætter på hendes computer i Charlottenlund. Jeg tror nok, hun omtalte sig selv som “spillefugl”. Det var simpelthen så hyggeligt, og vi fik da også et glas rødvin og/eller en god pilsner. Det reducerede på ingen måde hyggefaktoren. Så jeg ville finde spillet igen, og hygge mig lidt med det. Efter lang tids søgen lykkedes det at finde det i en version, der kan køre på en moderne maskine og med Windows 10. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke er helt det samme som i fordums tider, for det foresvæver mig, at der også var stillbilleder. Jeg tror, jeg husker den store Kristusfigur i Sao Paolo – som jeg i øvrigt godt kunne tænke mig at se IRL. Nu er det alt sammen grafik, men den er flot og musikken er helt fin. Lige i sådan en situation er det altså rigtig fedt med en 32″ skærm og nogle gode højtalere.

Hvis du vil prøve Backpacker 3, begynder du her. Du skal først installere “BlueStacks 3” og derefter hente spillet.

Det går ud på, at man rejser rundt i verden og svarer på spørgsmål om byerne, man besøger. Man søger jobs i den fremlagte avis, der hver for sig byder på på nye spørgsmål, man overnatter på dyre hoteller eller på gadeplan med risikoen for overfald, man hjælper ældre damer over fodgængerovergange mv., hvorved man optjener bonusser og flybilletter.

Lige p.t. er jeg nærmest strandet i Auckland, som jeg intet ved om. Men det gør det jo bare mere udfordrende. De fleste spørgsmål er faktisk ret tricky, så der er masser af sjov i spillet. Jeg har kun haft ét “job”, hvor man skulle kombinere logoer med firmaer. Det var for nemt.

, ,

Udsyn

Jeg er bekymret

Ifølge ordnet.dk betyder udsyn blandt andet: “det at have overblik og være vidtskuende; det at have en bred horisont“. Med den definition vil jeg da gerne have udsyn. Bloggen hedder. “Stegemüllers vindue mod verden”, og på den måde passer tingene fint sammen.

Jeg er bekymret over: Trump, Nordkoreas missilaffyringer rettet mod USA, Erdogan, Putin, styret i Myanmar, der indtil videre har sendt knapt en halv million muslimer på flugt til Bangladesh og lagt landminer ud i grænseområderne, det indvandrerkritiske (for nu at sige det pænt) Alternative für Deutschland (AfD) der fik 12,6 pct. af stemmerne ved gårsdagens valg i Tyskland, Inger Støjberg, Dansk Folkeparti, mikroplastikken i alle verdenshavene, klimaforandringerne, isen der smelter i Arktis, så isbjørnene ikke har et sted at være, pesticiderne i vores grundvand så drikkevandsboringer har måttet lukkes og sikkert meget mere.

For så vidt angår valget i Tyskland har Peter Skaarup (DF) allerede været ude på Twitter og deklameret, at han nu håber på, at der kommer styr på indvandringen, og at grænserne bliver lukkede. Man kan spørge sig selv, hvordan et parti med knapt 13 pct. af stemmerne kan få så stor indflydelse? Det kan de, fordi CDU og CSU havde et rigtig dårligt valg og anses som taberne. Angela Merkel forbliver godt nok kansler, men hun er stækket som Kristus på korset. Hun kommer ikke udenom AfD, der er en pendant til det danske DF. Hun kommer i vidt omfang til at regere på AfDs nåde og barmhjertighed.

Ligeglad?

Selvfølgelig kunne jeg bare være ligeglad, når jeg alligevel ikke kan stille noget op mod fx Nordkoreas missilaffyringer. Desværre har jeg ikke magt, som jeg har agt 🙂

Jeg kunne bare passe mit arbejde, skrive mine softwareguides, nyde min mad fra Aarstiderne, skrive et indlæg på bloggen, passe mine tider i Distriktspsykiatrien mv., da det alt sammen er fredelige aktiviteter, der ikke gør en kat fortræd.

Sådan er jeg bare ikke. Jeg kan ikke være ligeglad. Jeg har altid været et politisk tænkende menneske, og det inkluderer den tid, hvor jeg havde arvet positive tanker om straks at lukke Christiania, indføre dødsstraf og gøre Glistrup til statsminister. Det var mærkværdige holdninger, men det var dog holdninger. Jeg flyttede til Amagerkollegiet og blev klogere. Gudskelov. De læste alle sammen Information, og den fik jeg da også stavet mig igennem efter lidt træning.

Partipolitik

Det er ingen hemmelighed, at jeg er medlem af Enhedslisten, da de – for mig at se – tager ordentligt fat i de problemer, Danmark kan påvirke i ind- og udland. De kan ikke stille meget mere op mod Trump, end jeg selv kan, og det vil sige ingenting, men de kan påvirke det, der foregår inden for landets grænser. De er det eneste parti, der efter et valg gør det, de har lovet i valgtalerne. Det gør, at jeg synes, de er det eneste redelige parti i dansk politik p.t. Af samme årsager har jeg nu altid syntes, at Marianne Jelved var redelig, og jeg kunne godt lide hendes holdninger til “det lange seje træk”.

Problemet med Enhedslisten er, at de har en stærkt negativ holdning til Den Europæiske Union – på det område kan de tage i DF i hånden og råbe op om, at vi skal melde os ud. Selvfølgelig skal vi ikke det! Vi har brug for Den Europæiske Union, og Den Europæiske Union har brug for os. Staterne kan udrette mere i forening end hver for sig. Flygtningekrisen bør håndteres i fællesskab vha. en kvoteordning baseret på et eller andet kriterium næsten ligegyldigt hvilket. Hele miljøspørgsmålet bør håndteres i fællesskab. CO2-udslippet stopper ikke, og viser ikke pas, ved grænsen.

Nåh men solen skinner, og jeg kunne jo bare gå mig en tur…

 

, , , ,

Ordmenneske

Man skal vide, hvad man kan

Når man søger nyt job, må man støve inventarlisten af, så man kommer i tanke om, hvad man egentlig kan. Inventarlisten er bare et andet ord for kompetencer.  Jeg er gået over til at kalde mig selv for et “ordmenneske”, for det er forståeligt for de fleste (arbejdsgivere). Jeg elsker ordene og sætningerne, og jeg kan godt lide at finde på pæne af begge slags.

Jeg kan af og til godt lide at lege med lidt gammeldags ord. I supportgruppen har jeg i guiden om Mozilla Firefox skrevet, at programmet “kerer sig” om brugernes privatliv. Jeg fik op til flere henvendelser om, at jeg havde stavet forkert 🙂

Hvis man ikke er ordmenneske, så er man vel noget andet? “Noget andet” kan måske være “humørikonmenneske”, som fx forfatteren af teksten til højre, som jeg har anonymiseret bedst muligt. Teksten stammer fra en Facebookgruppe, hvor de fleste medlemmer må være under 30 år eller måske endda under 25 år. Jeg kunne ikke lige finde et af de mere grelle eksempler, men dette illustrerer vist egentlig problemet nogenlunde.

Jeg er næsten ikke i stand til at læse en sådan tekst. Min hjerne fungerer altså ikke på det niveau. Alle de små figurer bliver for mig bare forstyrrende elementer, som jeg forgæves forsøger at hoppe over for at få mening i det sorte på det hvide, som vi typisk kalder bogstaver. Helt overordnet synes jeg, man skal kunne udtrykke sig med ordene i sig selv uden at skulle ty til små figurer.

En form for leg

Det med ordene er for mig en form for leg. En kollega beder ofte om hjælp til korrekturlæsning, og jeg siger altid ja med glæde. Det er typisk referater på seks eller syv sider, men det tager mig ikke ret lang tid. Af og til dukker der små sjove ting frem: Når “kutyme” bliver til “kostume”, og når “engagement” bliver til “arrangement”, kan jeg ikke lade være at smile med lyd på. Vi har kontor lige op ad hinanden, så hun kunne høre mit smil. Heldigvis har hun humor og kunne også selv se det sjove i det.

En del af legen er at bruge ordnet.dk. Jeg slår dagligt op for at være sikker på, at jeg ikke skriver noget vrøvl. Hvis man vil lege sprogrøgter, må man da starte med at feje for egen dør.

De stillinger, jeg p.t. kigger på og selv prøver at skabe, indeholder opgaver med sprog og tekster. Hvis jeg kan finde noget med udvikling og vedligeholdelse af websites, sociale medier, guides til software, tekster, korrektur mv. er min lykke gjort, for det er opgaver, jeg elsker, og som jeg synes, jeg er kompetent til. Nogle af de firmaer, jeg har kontakt med lige nu, tilbyder præcis disse opgaver. Jeg tror på det, men jeg tør alligevel ikke tro på det, før jeg står med en kontrakt med to underskrifter. Det er lidt det med en fugl i hånden og ti på taget.

Professionelle sprogbrugere

Psykiatrifonden har lavet et telefoninterview med mig i forbindelse med, at de skal skrive en artikel om “Det gode liv på arbejdsmarkedet med psykisk sygdom”. Jeg fik udkastet til høring og kunne komme med kommentarer. Der var nogle rent faktuelle fejl, fx var Hvidovre Kommune blevet til Rødovre Kommune, men der var også en del anden sproglig misk mask.

Jeg rettede artiklen igennem med Words korrekturværktøj og returnerede den til journalisten. Jeg blev faktisk helt glad, da han svarede, at han havde accepteret alle mine forslag til ændringer.

Det er altid svært at gå i rette med skribenter (både professionelle og private), for de kan blive kede af det, og det er jo ikke mit ærinde. Ærindet er at prøve at skrive en korrekt tekst. Der er en tendens til “Jamen du kan jo godt forstå, hvad meningen er” eller “Få dig dog et liv. Fokusér på noget andet”. De synspunkter kan jeg slet ikke forstå.

Vi har et fint sprog med mange udfordringer og muligheder. Dem skal vi bruge.

, ,

Jobsamtale

Den går ikke Granberg

Kl. 10:00 var jeg til jobsamtale i et skofirma; et enkeltmandsfirma, med en meget, meget sød kvindelig direktør, der spiller alle roller, da der jo altså kun er hende.

Jeg var ret godt forberedt, og havde tænkt en del over, hvad jeg skulle vide for at sige enten ja eller nej, hvis det nu kom så langt. Jeg kommer ikke med hatten i hånden, og jeg kan noget, selvom jeg er presset lige nu. FKN har vist mig, at jeg stadig kan arbejde endda på et relativt højt niveau. jeg havde disse fem spørgsmål

  1. Hvordan håndterer du temaer som: sikkerhed, backup, antivirus, subdomæne til test = en kopi af siden og som ekstra backup?
  2. Hvad er det, der bevirker, at du nu har mulighed for at ansætte en ekstra?
  3. Hvad skal jeg lave de første tre måneder?
  4. Hvorfor skal jeg forlade det job, jeg har?
  5. Passer jeg ind i virksomheden?

Hun svarede beredvilligt på det hele, jeg tror endda, hun syntes, det var fornuftige spørgsmål. Vi var helt enige om spørgsmål fem: Jeg passer ikke ind. Det vil ikke være det ideelle match, og det skal det være, hvis der kun er os to.

Hun ville fx gerne, at jeg prøvede et par af hendes sko. Jeg medvirkede beredvilligt og stak i de højhælede, men jeg måtte sige til hende, at jeg følte mig “klædt ud”. Alle I, der kender mig, kan sikkert let forestille jer situationen – og I må gerne grine. Den går ikke Granberg. Hun er super smart og meget feminin, og det er jeg jo ikke, og jeg kan ikke øve vold mod mig selv. Jeg prøver at holde fast i, at jeg kan noget andet – men det var selvfølgelig meget sjovt at prøve det, og når man er i situationen, må man jo spille med.

Forhåndskendskab

Jeg havde på forhånd fået oplyst disse opgaver, som jeg bestemt mener, jeg kan varetage, udvikle og optimere:

  • Seo
  • Vedligeholde hjemmeside (WordPress)
  • Vedligeholde webshop (E-shop plus)
  • Send nyhedsbreve ud (Mailchimp)
  • Poste på Facebook
  • Poste på Linked-in
  • Poste på Instagram
  • Lave salgsmateriale (prislister, billedmateriale, brochurer osv.)
  • Til disse opgaver skal man kunne: Photoshop, Illustrator, Insight eller lignende.
  • Samt andre administrative opgaver

Og det der så dukkede op i samtalens løb

  1. Markedsføring/marketing
  2. Kreativitet
  3. Tage professionelle billeder
  4. Passe butikken når hun ikke selv er der

Uha uha! Jeg er overhovedet ikke kreativ, jeg ved intet om markedsføring, mine billeder er bestemt ikke på et professionelt niveau og med mine flade eccosko i størrelse 40, er jeg ikke en videre god repræsentant for firmaet fx i forbindelse med kundebetjening 🙂 . Hun sagde “Man skal elske produktet”, og det kommer jeg aldrig til.

Jeg er jo en administrativ, introvert nørd. Jeg ved intet om kreativitet, iværksætteri, innovation og alt det der. Jeg er jo bare en lønarbejder.

Jeg må sige, at jeg synes, det ville have været rart på forhånd at kende til punkt et til fire.

Da vi kom ud, sagde jeg til konsulenten: “Det går ikke”. Han var enig. Han har efterfølgende talt med hende. Hun synes heller ikke, det går. Og så er alt jo i skønneste orden.

Næste skud i bøssen?

Jeg har præsenteret konsulenten for næste skud i bøssen nemlig mine egne idéer om noget med webbureauer og noget med kontorfællesskaber.

Jeg har idéerne (så måske er jeg alligevel en lille bitte smule kreativ), men jeg ved ikke, hvordan jeg får dem omsat til praksis. Det må han så finde ud af. Det må være hans kernekompetencer. Vi mødes igen på tirsdag den 19. september her hos mig. Han er et meget behageligt menneske, så jeg tror, det kan blive et fint samarbejde.

Og så bliver jeg nødt til at rose min fleksjobkonsulent i Hvidovre Kommune. Han er helt sikkert fleksibel, kreativ og imødekommende. Jeg bor i en virkelig god kommune. De har gjort meget godt for mig. Eksempelvis tilkendte de mig uden videre et fleksjob, hvor andre bliver sendt ud i den ene virksomhedspraktik efter den anden. En medvirkende faktor var formentlig, at jeg stod med et job og en arbejdsgiver.

Vi må se – der viser sig vel et eller andet, hvis vi arbejder nok på det…