, ,

Voxmeter er useriøs

Voxmeter er useriøs

Meld dig aldrig til Voxmeter

Voxmeter er useriøs

For en uges tid siden blev jeg ringet op af en medarbejder fra Voxmeter. Vedkommende spurgte, om jeg ville deltage i deres panel. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt det hed noget med forbruger; men det var i hvert fald ikke om politik.

Jeg sagde “Ja”, for hvem vil ikke gerne høres? Når man kæfter op, er det rart at blive hørt. Og jeg kæfter jo en del op.

Syv eksempler

Det blev imidlertid en kort fornøjelse. De syv eksempler herunder fortæller hvorfor:

  1. “Hvilke 3 aviser vil du helst læse?”. Der mangler en svarmulighed: “Vil ikke læse aviser” eller lignende. Var nødt til at svare “Ved ikke”, men jeg ved ganske udmærket, at jeg ikke vil læse aviser.
  2. Tilsvarende problem med “Hvilke 3 ugeblade vil du helst læse?”. Jeg vil på ingen måde læse ugeblade.
  3. “Hvilke 3 magasiner vil du helst læse?” Her mangler svarmulighed “Ingen”, og man er nødt til at angive noget for at komme videre. Derfor valgte jeg bare et eller andet, der startede med bogstavet “A” – det var vist noget med “Antik”. Det angav jeg alle de tre gange, man var nødt til at skrive et eller andet for at komme videre.
  4. “Har du behov for at drøfte nogen af nedenstående emner med Skjern Bank inden for den nærmeste fremtid?” Måtte svare “Ved ikke”, da der ikke findes svarmulighed “Nej” på første skærmbillede med det spørgsmål.
  5. “Den seneste information, du fik fra Skjern Bank, var den fuldt ud forståelig om emnet?” Der manglede svarmulighed “Husker ikke” eller lignende, da det er flere år siden, jeg har kommunikeret med banken. Måtte derfor svare “Ved ikke”.
  6. Det samme gælder: “Den seneste information, du fik fra Skjern Bank, opfattede du den som positiv eller negativ?”
  7. “Hvordan passer Skjern Banks åbningstider i forhold til dit behov?” Her burde man kunne svare “Ligegyldigt” eller lignende, når man ikke har behov for at kommunikere med banken i dens åbningstid og klarer sig selv elektronisk.

Jeg spilder min tid

Mine svar kan derfor ikke bruges til noget som helst, og jeg spilder min tid. Jeg ved selvfølgelig ikke, i hvilket omfang de kan sortere dem fra maskinelt. Hvis mine svar indgår, fordrejer de virkeligheden. Jeg har givet dem en enkelt stjerne på Trustpilot. Man kan desværre ikke give færre.

Herudover var deres tekster fyldt med stavefejl, og det bør ikke forekomme et sted som Voxmeter. Et er at private vrøvler, men professionelle med tegnedrengen i orden har råd til en korrekturlæser.

Cookiereglerne bliver ikke overholdt. Det er uforståeligt.

De har heller ikke styr på cookiereglerne.

De angiver nederst på siden: “På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.” Det er simpelthen ikke i orden.

Et er at private ikke har styr på reglerne. Et andet er en virksomhed, der ikke har formået at sætte sig ind i de regler, der den 25. maj i år har femårs fødselsdag. På Erhvervsstyrelsens hjemmeside er der fine læse-let-vejledninger, så enhver bør kunne finde ud af det. Kan Voxmeter ikke læse indenad, har de formentlig råd til at rådføre sig med en, der har forstand på det.

Voxmeter er useriøs


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

PFAS er vores egen skyld

PFAS er vores egen skyld

Regntøj og gryder med teflon

PFAS er vores egen skyld

PFAS er vores egen skyld

Lige nu bliver der fundet PFAS flere og flere steder. Senest er de økologiske æg kommet til, fordi der er FPAS i fiskemelet, man fodrer hønsene med. Børn mellem fire og ni år må højst spise 2½ økologisk æggeblomme om ugen.

Problemet er, at det er vore egen skyld – men vi var i god tro, der er laveste trin på culpa-stigen (hvor culpa betyder skyld); vi var ikke engang simpelt uagtsomme.

Vi ville have vandafvisende regntøj, potter og pander med teflon, vandafvisende maling og meget andet, der var vand- og fedtskyende og let at gøre rent.

Nu sidder vi med smerten, for stoffet dukker op stort set alle de steder, Fødevarestyrelsen undersøger for det: I havskummet, på markerne og nu i de økologiske æg (og sådanne køber jeg altid). Hvad bliver det næste?

Man skal ikke bilde sig ind, at PFAS bliver nemt at komme af med, for det bruges rigtig mange steder. Vi har at gøre med et meget omfangsrigt problem, som vi først nu begynder at kende omfanget og alvorsgraden af. Men et fælles EU-forbud er et vigtigt skridt. Det er ét af de initiativer, der skal til for at inddæmme og på sigt fjerne kilderne til forureningen, så vi trygt kan drikke vores vand og spise vores kød, siger miljøminister Magnus Heunicke.

Kilde: Miljøministeriets hjemmeside.

Miljøministeren vil i næste uge indkalde alle Folketingets partier til drøftelse, så det er alvorligt. Der tales om en national handlingsplan. For mange fylder kampen om store bededag imidlertid mere. Den er nemlig lettere at forstå. Kan man forestille sig en underskriftsindsamling med mere end 400.000 underskrifter mod brugen af PFAS (fluorstoffer)? Nej, vel!

Danmark og fire andre lande er klar med forslag til EU-forbud mod PFAS. Udkastet, der er sendt til EUs Kemikalieagentur, bliver præsenteret i Bruxelles d. 7. februar.

Hvad sker der med vores klima?

Nu er det PFAS (Der findes ca. 12.000 forskellige slags PFAS-stoffer), før jul var nyheden, at mere end halvdelen af drikkevandsboringerne er forurenede. Mange kommuner har søgt om at få andel i en statslig pulje på 150 millioner til at bygge diger, fordi vandstanden stiger som følge af klimaforandringer. Dragør Kommune var kun tre centimeter fra at blive oversvømmet, da der senest var en alvorlig storm. Der er helt sikkert mere, end jeg lige kan komme i tanke om.

Det er alvorligt, men det bliver ikke taget videre alvorligt af befolkningen. Myndighederne gør, hvad de kan. Mange af os tænker måske, at det ikke for alvor vil gå galt i vores levetid, men det vil det! Truslen rykker tættere og tættere på.

Vi bliver opfordrede til at købe el-biler, fordi el er mindre forurenende end fossile brændstoffer. Problemet er, at både fremstillingen og bortskaffelsen af batterierne er vanvittigt miljøbelastende. Jeg har flere gange overvejet, om man indtænker den samlede livscyklus, når man opfordrer til at købe el-biler. Det man da gøre, for ellers er det helt Anders And, men jeg er ikke sikker på, at det sker.

Vores computere

Min leverandør af computere, reparationer, “dimser” mv. hedder GladTeknik. Der er flere årsager til, at jeg har valgt dem. En af dem er deres klare miljøprofil.

Mange mennesker smider bare computeren ud, når den bliver gammel og langsom, og så går de ned og køber en ny. Hvis man kender en dygtig reparatør, er det slet ikke nødvendigt. En sådan vil kunne reparere ned på komponentniveau eller blot udskifte de dele, der er blevet slidt med årene. Måske skal der bare en indvendig rensning til evt. kombineret med en ny omgang kølepasta. Så kan computeren køre mange år endnu. Det er godt for forbrugeren, hans/hendes pengepung og ikke mindst miljøet.

GladTeknik skriver blandt andet

Hos GladTeknik tænker vi meget over miljøet og opfordrer alle til at prøve at få repareret deres computer i stedet for blot at købe ny. Hvorfor? spørger du måske? Det er der flere årsager til. Produktionen af computere kræver enormt mange ressourcer og udleder omkring 250 kg. CO2 pr. computer og kræver ca. 1,5 kg. råstoffer. Det er altså en meget tung post i klimaregnskabet.

Derudover kan du ved at få repareret din computer i langt de fleste tilfælde fordoble dens levetid. Ofte er det små ting, som blot skal repareres eller udskiftes, før din computer kan leve videre. Du sparer dermed både dit CO2 forbrug, men højest sandsynligt også en del penge ved at få repareret din computer frem for at købe en helt ny (med forbehold for reparationens omfang).

Energikilder

“Hvad skal væk? Barsebäck”. Sådan sagde vi i min ungdom, for værket lå kun 20 km. fra København, og vi var bange for et uheld. Angsten blev cementeret i april 1986 i forbindelse med ulykken på Tjernobylværket.

Nu taler mange stærke kræfter for at indføre atomkraft i Danmark; argumentet er, at det er den sikreste og reneste energikilde, og at der er sket en voldsom udvikling de seneste 35 år. Selv vil jeg nu altid være bange for affaldet. Hvor skal vi gøre af det?

Jeg fandt følgende med Google. Desværre kan jeg ikke finde kilden, så det kan også være det rene Anders And.

Behandler man ikke det brugte brændsel overhovedet, tager det 250.000 år, før giftigheden er på niveau med det naturlige uran. Genbehandler man brændslet, som man gør i Frankrig, og trækker uran og plutonium ud, så det kan genbruges i en klassisk atomreaktor, går der “kun” 10.000 år.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

LED-pærer tjener sig hurtigt ind 2

LED-pærer tjener sig hurtigt ind 2

Montering af LED

LED-pærer tjener sig hurtigt ind 2

Det var ikke svært at træffe en beslutning om at udskifte samtlige møbelspots i hylden i kontoret. Udgiften (2.800 kr.) er stor her og nu, men den vil være tjent ind allerede i år 3 plus 20 kr. i år 4. Fortsætter el-priserne deres himmelflugt, vil der ikke en gang gå 3 år.

LED-lamperne er meget, meget billigere i drift. Jeg regner med at være i live til den tid, så jeg slog til, da jeg fik tilbuddet. Resten må bobestyreren tage sig af.

Jeg har glædet mig til Claus Bagger fra CB El-teknik ApS i dag kunne komme og foretage udskiftningen. I går måtte jeg i gang med klud og sæbevand, for det var længe siden, der var blevet støvet af bag bøgerne på nederste hylde. Det var også længe siden, bøgerne var sat ordentligt ind efter tema.

Det er de blevet nu:

  1. Sygdom og diagnoser
  2. Arvestykker fra min far
  3. Brede Klædefabrik og hattefabrikken i Skodsborg. Oldefar indvandrede til Brede og flyttede med til Skodsborg i 1913
  4. Sognehistorier fra “mine største sogne” (Brande, Thyregod og Jørlunde)
  5. Praktisk slægtsforskning, Gads historieleksikon, og “Skriv om din slægt”
  6. Personalhistorisk Tidsskift
  7. En kasse med de evindelige kabler …

På billedet er det måske muligt at se, hvor pænt det er blevet? Jeg er glad over nu at have noget, der er både funktionelt og pænt.

Aldersbetinget svagsyn?

Jeg har valgt, at det skal være “hvidt” lys, for tjah, man ser altså dårligere med alderen, og de 15 år gamle møbelspots udsendte nærmest “gult” lys. Altså er jeg blevet gammel! Det er mærkeligt at tænke på, for sådan føler jeg det ikke, nu hvor jeg endelig er blevet glad for livet. Jeg skynder mig at nyde det, der er tilbage. Er jeg heldig, kan jeg have 30 år som lykkelig. Jeg håber …

Da jeg alfabetiserede al min skønlitteratur, bladrede jeg lidt i nogle af bøgerne og lagde mærke til, at i fortiden var de sat med væsentligt mindre typer end i dag. Der kunne være umådeligt mange sætninger pr. side i firserne. Jeg er ikke klar over, om jeg vil være i stand til at genlæse dem, men jeg vil prøve – og ellers må jeg vel til en optiker; det er bare urimeligt dyrt.

Jeg tænker mest over det med alderen, når en 12½ år yngre veninde ofte siger “Du holder dig godt”. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare, for det virker som om hun (på en pæn måde) siger “Når du er gammel, kunne du fint se ældre ud”. Jeg tror ikke, hun selv tænker over, hvad hendes ord betyder. Når man er ramt af dem, betyder de selvfølgelig noget. Og så længe det kan klares af en elektriker, der har det med at komme til aftalt tid, går det også nok.

Alt er i orden.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

LED-pærer tjener sig hurtigt ind

LED-pærer tjener sig hurtigt ind

Lys over land og by

LED-pærer tjener sig hurtigt ind

Det begyndte med, at lysstofrørene i køkkenet begyndte at brænde selve lampen af. Der var helt enkelt brune brændemærker både ind- og udvendigt på selve lampekassen og selvfølgelig intet lys. Først nummer et, dernæst nummer to osv. Jeg kontaktede viceværten, som kontaktede CB Elteknik ApS og de kom i mandags og skiftede alle lamperne i køkkenet, så der nu er hvidt lys over det hele. Nu er der ingen undskyldning for at overse en opvask.

Når jeg nu alligevel havde kontakt til en elektriker, der var både sød og til at stole på (kom fx til aftalt tid mv.), spurgte jeg om noget, jeg har haft overvejet i lang tid: Kan jeg få udskiftet de fem 15 år gamle møbelspots, der er boret ind i nederste hylde i kontoret, så jeg i stedet får LED-pærer og ikke de energislugende almindelige, gamle pærer? Og hvornår har investeringen tjent sig ind? Er udgiften alt for stor i forhold til besparelsen?LED-pærer tjener sig hurtigt ind

Tilbuddet kom i dag sammen med den flotteste beregning og dokumentation, jeg i mit 59-årige liv har set. Og det siger ikke så lidt.

Beregningen viser, at den samlede engangsudgift på 2.800 kr., inkl. arbejdsløn, vil have tjent sig ind i løbet af ca. fire år. Det er selvfølgelig lidt svært for dem at sige det præcist, da el-priserne p.t. farer op og ned (mest op) i øjeblikket, og at Radius fra næste år vil skrue op for at transportere strømmen hjem til mine stikkontakter og det selvfølgelig især i den periode, hvor man har mest brug for at tænde lyset, nemlig mellem kl. 17 og 21.

De skriver blandt andet

Ændringerne betyder eksempelvis, at en gennemsnitlig husstand med et forbrug på cirka 4.000 kWh/årligt, vil opleve en merudgift på ca. 17 kr. per måned i 2023, som følge af vores stigning.

Jeg troede faktisk, det ville være værre. Mit el-forbrug er vist ca. 1.300 – 1.400 kWh årligt, så den stigning klarer jeg (også) nok. Det bliver vel omkring 6 kr. om måneden.

Jeg har valgt at acceptere tilbuddet fra elektrikeren, selvom det er mange penge her og nu, fordi investeringen er tjent så hurtigt hjem. Fire år er jo ingen tid og selvom pærerne er væsentligt dyrere, holder de tilsvarende længere. Jeg tror, det vil være en god forretning på lidt længere sigt.

Shopping mellem elselskaber er uinteressant – og det er el-regninger også.

Kun 12 pct. af el-regningen kan henføres til forbruget. Resten – de 88 pct. – udgøres af skatter og diverse afgifter samt moms. PSO-afgiften udfases ved udgangen af i år, men så afløses den sikkert af noget andet. Det betyder også, at shopping mellem de forskellige leverandører er ganske uinteressant, når det kun er 12 pct. af forbruget, det enkelte selskab har indflydelse på.

Selv har jeg en fastprisaftale hos Andel Energi, hvor selve forbruget koster koster 0,86 kr/kWh. Aftalen udløber 1. januar 2025. Det kan næppe gøres billigere.

Energistyrelsen anbefaler, at vi ikke bruger mere end 1.000 kilowatt-timer om året pr. person. Hvordan pokker de når til et så lavt forbrug, forstår jeg ikke. Det må være baseret på husstande, hvor der er mange om at dele fx køleskab og fjernsyn, hvilket selvfølgelig vil reducere det gennemsnitlige forbrug pr. person.

Jeg har gjort meget for at spare:

  • Droppet langt de fleste standby-funktioner. Der er jo ingen grund til printeren står klar til print-parat-start, når jeg højst printer en gang pr. måned.
    • Routeren gider jeg ikke slukke, for jeg gider ikke vente de 10-15 minutter på at genoprette forbindelsen til internettet hver morgen.
  • Slukket fryseren jeg alligevel ikke brugte aktivt.
  • Den billigste strøm er den, man ikke bruger, så jeg har kun lys, hvor jeg befinder mig, og det vil i praksis sige, at det kun er de fem (snart LED-) lamper i kontoret samt den stationære PC med en ordentlig skærm på 32″, som det vil være over mit døde lig (elsket anglicisme) at udskifte med en bærbar, der er tændt mange timer i døgnet.
    • Jeg har ikke opvaskemaskine eller tørretumbler, jeg fylder vaskemaskinen op osv.
    • En tid lang slukkede jeg for opladeren til diverse dimser, når jeg alligevel ikke ladede noget op. Det holdt jeg op med, da jeg fandt en side, der fortalte, at det med min oplader ville reducere den årlige regning med under 4 kr.

Elregninger er uinteressante, læs “kedelige”, at betale, men der er jo ingen vej udenom.

På Andel Energis hjemmeside kan man sammenligne sit forbrug med andres – men for mit vedkommende er resultaterne det rene Anders And, for de skriver fx at jeg mere på TV end andre – jamen, jeg har jo netop tastet “0 TV-apparater” og “0 TV-bokse”. Og jeg prøvede to gange. Det kan softwaren åbenbart ikke finde ud af.


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.