Regnskab og budget fra en budgetbisse

Regnskab og budget fra en budgetbisse

Inflationen ses tydeligt

Regnskab og budget fra en budgetbisse

Jeg indrømmer blankt, at jeg er miljøskadet efter et anseeligt antal år som budgetbisse i staten: Jeg synes, det er både sjovt og nyttigt at lave såvel regnskab som budget.

Formålet med denne artikel er at dele tips til, hvordan du evt. kan få bedre overblik over din økonomi, hvilket lige nu er mere nødvendigt end nogensinde. Det kan faktisk være sjovt og hyggeligt at lave budget for det kommende år.

Fravalg af kontanter giver overblik

Det er mere end et år siden, jeg fravalgte kontantbetaling, fordi det giver et langt bedre overblik over, hvor pengene bliver af. Tidligere hævede jeg altid over beløbet, når jeg betalte i supermarkedet, for at have kontanter. Jeg gider ikke betale 12 kr. for at hæve i en automat, da det nemt kan blive over 600 kr. om året, hvis man fx hæver en gang om ugen (12 * 52 = 624). Nu betaler jeg alt med Visa/Dankortet på beløbet. Før var det umuligt at vide, hvor kontanterne blev af.

Når kontanterne er fravalgt, giver det god mening at lave en nem og overskuelig månedlig budgetopfølgning. I min bank, som er Skjern Bank, kan man danne en CSV-fil pr. konto for en selvvalgt periode og derefter summere og lave al den anden talgymnastik, man måtte have lyst til.

Regnskabstallene afspejler med al ønskelig tydelighed inflationen, og den skal indregnes i budgettet for det kommende år, hvis det overhovedet skal give mening at lave et budget. Det er hurtigt afsløret, at mine dagligvarer er steget med 27,9 pct. siden januar. Indtægterne er med steget 0,4 pct.

Budgetarket danner (næsten) sig selv

Hvis man har et godt regnskab i fx Excel, er det let at generere et budget for det kommende år (B-tal). Mit regnskab har tal (R-tal) pr. måned, gennemsnittet pr. måned og summen år til dato (ÅTD). Sædvanligvis henter jeg fx bare det gennemsnitlige R-tal for dagligvarer pr. måned ind i det kommende års budget. Det klarer Excel nemt for dig.

Det går bare ikke denne gang, for så bliver tallet for lavt, da det så ikke medtager inflationen i de seneste måneder. Altså må man finde på noget andet, der kan give tallet mening. Indtil videre henter jeg den seneste måneds R-tal. Det kan da godt være, det er forkert, men det fås ikke bedre. Ser tallet helt skævt ud i forhold til måneden før, må man endnu en gang ind i netbanken og se efter, hvad skævheden skyldes. Var der en ekstraordinær post, der gjorde, at det blev så skævt? Hvis svaret er “ja”, er det nemt at korrigere for skævheden.

Jeg sorterer hver måned R-tallene efter bankens underkategorier. Er der et eller andet særligt, tilføjer jeg en note både i banken og i Excel. Det kan fx være at et abonnement er opsagt og at udgiften derfor ikke skal medtages det kommende år. Det kan fx også være en særlig dyr togrejse, der gør, at udgiften til transport ikke er reel.

Det lyder omstændeligt, men er det ikke. Når man først har fundet en metode, klarer resten næsten sig selv. Det er klart, at posterne på Visa/Dankortet er de mest bøvlede, da der er flere af dem, end der er på budgetkontoen. Samlet set bruger jeg 20 – 30 minutter på den månedlige budgetopfølgning. Den tid har alle.

Alle taler om udgifterne til el, gas og vand

El

Jeg har været bekymret for el-regningen, men har sørget for at spare mest muligt på strømmen. 1. kvartal udviste en besparelse på 15 pct. I 2. kvartal var den 33 pct., mens den i 3. kvartal var 27 pct. Det kan man nemt aflæse med appen “Watts”. Den når selvfølgelig frem til de samme tal som el-selskabet, da den henter dem fra målernummeret.

På kvartalbasis er appen fin. På løbende basis forstår jeg ikke, hvad den foretager sig. Et eksempel er, at den lige nu fortæller, at jeg ligger 2 pct. under budgettet. Det kan jo ikke passe. Enten har man slukket for alle standby-funktioner samt fryser eller også har man ikke. Besparelsen i procent bliver større og større; det er som om, den lægger procenterne sammen for at nå kvartalet. Jeg kan ikke få det til at give mening, men det er også ligegyldigt.

Besparelsen i kWh ses tydeligt på regningen. Der var en stigning, men den var ikke så stor som frygtet. Hvordan det skal se ud i budgettet er så godt som umuligt at vide noget om. Der er nok ikke andet at gøre end at tage det seneste R-tal og lægge “et eller andet” til. Hvad det skal være, er der vist ingen, der kan udtale sig klogt om. For at være på den sikre side har jeg ganget med 2.

Gas

Gas-regningen er også kommet. Den viste en stigning på 46,7 pct. Og man skal ikke lade sig snyde af, at man har en såkaldt “fastpris-aftale”, for den kan også stige … Det “faste” ligger i, at man ikke betaler for forbruget men for “noget andet”. Hvad det er, ved jeg ikke.

Vand

I min ejendom har vi ikke individuelle vandmålere. Jeg har bedt min udlejer svare på, om vi kan få individuelle vandmålere? Svaret er sikkert nej, da det er deres automatsvar/standardsvar, ligegyldigt hvad man spørger om. Det kunne være servicekat eller at bruge noget af saldoen på mere end 48.000 kr. på vedligeholdelseskontoen til et nyt energirigtigt køleskab.

Jeg kunne bare godt tænke mig selv at høste gevinsten af korte bade, opvask i balje og konsekvent brug af lavt skyl i toilettet, m.m. andet “tilsiges af omstændighederne” i stedet for at betale for, at de øvrige lejere måske ikke sparer på vandet.

Der vil selvfølgelig være en etableringomkostning, men den vil formentlig være tjent ind i løbet af et par år. Det ville være godt for både klimaet og min budgetkonto.

De store poster på budgetkontoen må gennemgås

Det giver et fantastisk overblik at se på, hvordan forbruget har været og spørge sig selv, om man virkelig vil betale for det samme næste år? Det kan give anledning til fx at opsige medlemskaber og abonnementer, man alligevel ikke har glæde af. Det kan medføre store besparelser.

Jeg har nedgraderet mit webhotel, da jeg alligevel ikke brugte mere end 20 pct. af den plads, jeg betalte for. Selv med en halvering har jeg rigeligt med “luft” målt i GB. Jeg har opsagt noget software, jeg alligevel ikke udnyttede tilstrækkeligt. Jeg har opsagt medlemskaberne af både SIND og Depressionsforeningen, fordi de har været usynlige i debatten om 10-årsplanen for psykiatrien og fordi jeg faktisk ikke følte, jeg fik noget for pengene.

Der er lavet en politisk aftale om, at huslejen i private udlejningsboliger ikke må stige mere end 4 pct. Når de har lov at hæve prisen med 4 pct., gør de det sikkert også. B-tal er derfor seneste R-tal tillagt 4 pct.

Alle store poster må gennemgås, hvis budgettet skal give mening. Man må tage det seneste R-tal og vurdere, om man tror, det vil give mening som B-tal, eller hvad der vil være et bedre gæt på fremtiden.

Et budget består af kvalificerede gæt.

Afrundinger i budgettet skaber “luft” og en lille opsparing hver måned

Min husleje for det kommende ser fx sådan ud =AFRUND.LOFT(‘[Regnskab.xlsx]R-tal 2022’!$I$34*1,04;100)

Formlen gør dette:

  1. Den henter seneste måneds R-tal.
  2. Den lægger de tilladte 4 pct. til.
  3. Den runder op til nærmeste 100.

Afrundingen gør, at jeg sætter 25 kr. for meget af hver måned på denne post. Det skaber lidt luft til uforudsete udgifter (hvis mit gæt er forkert) og det skaber en lille opsparing, der ikke føles som en udgift.

Jeg runder konsekvent alle poster i budgettet op til nærmeste hundrede, hvis det vel at mærke giver mening, for det giver jo ingen mening at budgettere med fx 173 kr.

Alle måneder er lige “store”

Jeg foretrækker, at alle måneder på budgetkontoen er lige store.

Maj er i realiteten vildt dyr, for der forfalder forsikringen. Omvendt er både januar og juli billige. For at undgå udsvingene beregner jeg selvfølgelig et gennemsnit. Og for at budgetkontoen kan “klare sig selv” året igennem, sørger jeg for, at der er en primosaldo, der sikrer, at der aldrig er et akkumuleret underskud på kontoen.

Skulle der alligevel være underskud, er det selvfølgelig en fejl og Excel farver tallet rødt, så det er let at få øje på og så må primoen øges.

Jeg følger op på den nødvendige akkumulerede saldo hver måned. Er der det tilbage, som jeg har beregnet, der skal være, for at det “går op”?

Jeg har brugt metoden en del år efterhånden, og det fungerer godt. Regnearket er blevet temmelig smart og af og til også så indviklet, at jeg dårlig selv kan finde ud af det.

Slutresultatet

Jeg ender med følgende:

+ Samlede indtægter
– udgifter via budgetkonto
– udgifter via Visa/Dankort
– hobby
= Er der noget til rest pr. måned?

Det er ikke alene hyggeligt at lave både budget og regnskab; det er også nødvendigt under en inflation.

Hænger det sammen eller gør det ikke, når man har medregnet alt det, man gerne vil bruge penge på i det kommende år? Hvis det ikke hænger sammen, gør et godt budgetark det let at se, hvor man kan spare.

God fornøjelse.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Jeg har bestilt et Apple Watch

Jeg har bestilt et Apple Watch

Forbrugertider og kunstigt skabte behov

Jeg har bestilt et Apple Watch

Jeg har bestilt et Apple WatchMit nuværende Skagen-ur, som jeg har haft længere, end jeg kan huske, og hvor jeg end ikke kan finde kvitteringen, er endeligt afgået ved døden efter at have “hostet” i lang tid: så ville det gå, så ville det ikke gå, det var ligeglad med nye batterier i flere forsøg og glasset var flækket. Det ville koste 50 pct. af hele urets pris at udskifte glasset. Det går ikke med et minimum ti år gammelt ur.

Jeg har været utrolig glad for det, men det er tid at prøve noget andet.

I lang tid har jeg haft et godt øje til Apple Watch, jeg har bare ikke kunnet finde en undskyldning for at købe et. Og når nu elpriserne stiger til vanvittige højder, er det rart at have reserver, og så skal man ikke formøble pengene på unødvendige gadgets med unødvendige funktioner. Det behøver man ikke være hverken cand.polit eller budgethaj for at regne ud.

Moderne mennesker bruger telefonen, når de vil vide, hvad klokken er, men eftersom jeg ikke kan henregnes til den kategori, og ikke altid har telefonen i nærheden, er jeg nødt til at have et ur. Faktisk synes jeg, en telefon er til at tale i og kunne sikkert klare mig med en Doro.

Så jeg gjorde det (sgu) alligevel …

Resultatet af besøget på apple.com

Jeg har bestilt et Apple WatchDet endte med et “Apple Watch SE • GPS + Cellular • Urkasse i aluminium i farven midnat, 40 mm • Milanorem i sølvfarve”. Det er Apples mellemklasse.

Mine valg: Ikke for dyrt, ikke på vej til udfasning, ikke beregnet til “dykning, vandski eller andet, der involverer høj hastighed igennem vand eller nedsænkning i dybere vand” endsige bjergbestigning, men alligevel fyldt med spændende ting og sager.

Med GPS + Cellular kan man ringe og sende beskeder, selv når man ikke har sin iPhone i nærheden. Det er helt perfekt til mig

De har hundredvis af kombinationer; alt kan vælges til og fra og sættes sammen, så man får det, man gerne vil have.

Efter lang betænkningstid og ud fra en nogenlunde kombination af pris og behov fandt jeg det helt rette ur, som jeg nu glæder mig til at få leveret om ca. to uger.

Det med behov er måske ikke helt sandt. For det kan en masse, som jeg ikke ved, om jeg nogensinde får brugt. Eksempelvis hører jeg hverken Apple-music eller løber, så den moderne verden skaber også kunstige behov.

Jeg er også alt for gammel til at få at vide, hvornår jeg har den største chance/risiko for at blive gravid …

Men det kan bede mig rejse mig fra skrivebordet, hver gang, det registrerer, at jeg har siddet ned en time. Det er nok en god idé. Det kan registrere søvn (længde og kvalitet), hvilket nok også er en god idé – og så kan man sikkert sende data til Excel …

Med appen “Medicin” kan man modtage praktiske og diskrete påmindelser, så man hurtigt kan registrere, om man har taget sin medicin. Det vil også være en god idé, selvom min nuværende “træskoløsning” klarer opgaven fint.

AppleCare+

I virkeligheden bryder jeg mig ikke meget om forsikringer og anser dem for unødvendige på produkter af høj kvalitet og til høj pris; for hvis produktet virkelig er så godt, som prisen tilsiger, det skal være, så er en forsikring unødvendig og bare penge ned i lommen på profitmagere.

På den anden side set har jeg virkelig gode erfaringer med AppleCare. De har en god og udvidet support, hvis man kontakter dem, og er der det mindste med varen, bytter de den uden videre.

Jeg fik på et tidspunkt byttet en iPad efter at have talt med et venligt menneske, der ikke kunne løse problemet, da der var en hardwarefejl (og det kunne han faktisk gennemskue pr. telefon). De betalte selvfølgelig også fragten med GLS både frem og tilbage. Inden for en uge havde jeg den nye  iPad i hånden leveret til døren.

Derfor kom ordren i denne omgang også til at omfatte en: “AppleCare+ til Apple Watch SE (2. generation)”. Prisen er 24,13 pr. måned i de to år, forsikringen dækker. Det er rimeligt nok.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Du er fuldkommen anonym og alt vedr. GDPR overholdes:

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Lirumlarum-svar fra Rejsekort

Lirumlarum-svar fra Rejsekort

Svar fra kundedirektøren hos Rejsekort

Lirumlarum-svar fra Rejsekort

Alle artikler i føljetonen om Rejsekort findes her.

Lirumlarum betyder ifølge Den Danske Ordbog “Ensformig, remseagtig og intetsigende snak”. Og det er netop kendetegnende for svaret fra kundedirektøren for Rejsekort, som jeg citerer herunder.

Under citatet gennemgår jeg svaret punkt for punkt.

Kære Hanne B. Stegemüller

Tak for din mail.

Jeg kan se, at du allerede har været i dialog med Rejsekort Kundecenter både via mail og telefon. De har forsøgt at hjælpe dig i forhold til de udfordringer, du har oplevet i forbindelse med dine manglende check ud. Jeg håber, du har oplevet en god service fra vores medarbejdere.

Rejsekort Kundecenter har den overordnede viden og kompetencer til at håndtere kundehenvendelser af forskellig art, og derfor vil jeg henvise dig til at kontakte dem, hvis du eksempelvis ønsker hjælp til manglende check ud, prisregulering og andre lignende spørgsmål.

Jeg har forsøgt at undersøge dit spørgsmål om, hvorfor Holbæk står som en ukendt station i din Selvbetjening. Det er sådan, at slutdestinationen altid vil fremgå som ’ukendt’ i Selvbetjeningen, hvis man ikke afslutter sin rejse med at checke ud på de blå punkter. Dette betyder altså, at hvis man glemmer at checke ud og efterfølgende indberetter det i Check Udvej, så vil det stå som ’ukendt’ i Selvbetjeningen.

Jeg håber, at denne oplysning kan være en hjælp til at forstå systemerne bedre.

Jeg har ikke mulighed for at gå dybere ind i dine spørgsmål i de artikler, du har linket til. I stedet vil jeg henvise dig til fortsat at benytte Rejsekort Kundeservice i det omfang, du har behov for det.

Med venlig hilsen/Best regards,

Jens Willars
Kundedirektør (CCO)

Rejsekort & Rejseplan A/S • Automatikvej 1,1 • DK-2860 Søborg

1. Der er ingen tvivl om, at medarbejderne i Rejsekort Kundecenter er både flinke og hjælpsomme. Jeg har aldrig nogensinde påstået andet. Jeg har bare skrevet, at jeg synes, det er synd for dem, at de skal løse opgaver, der burde kunne klares af moderne hjemmesider m.v.

2. Det er ikke en god idé at henvise mig til Rejsekort Kundecenter, når:

  • jeg i artiklerne skriver, at jeg har været i dialog med dem,
  • jeg henvender mig til administrationen, fordi Rejsekort Kundecenter har henvist til den, og
  • mine såkaldte udfordringer – som jeg anser for problemer – er af en mere overordnet karakter (det er jo derfor, Rejsekort Kundecenter henviser til administrationen).

3. Jeg har været så idiotisk og glemsom, at jeg mere end en gang har glemt at stemple ud. Det vil aldrig ske igen, for det er simpelthen for besværligt. Det er altså udelukkende Holbæk Station, der har stået som “Ukendt sted”, når jeg har glemt at stemple ud. De øvrige har set “normale” ud, bortset fra de, der bare er afviste.

4. Jeg undrer mig over, at Rejsekort Kundecenters medarbejder ikke kunne fortælle, at en indberetning vha. “Check udvej” åbenbart gør, at en station til tider står som “Ukendt sted”.

5. På min rejse nummer 200, glemte jeg ikke at stemple ud. Det var nemlig en indstempling, og den manglede på ingen måde. Jeg stod på ved Rødovrehallen kl. 15:11, men det var indledningsvist også angivet som et “Ukendt sted”. Et par dage efter stod det dog korrekt. Det er vist, at destinationen var “15:52, Linje: 132, Fuglegavl”, og det er der, jeg aldrig har været og virkelig ikke ved, hvor befinder sig. Både beløb og tidspunkt ser dog rigtige ud, og så skal jeg måske ikke hænge mig i det andet?

6. Rejse nummer 199 afventer ifølge billedet check ud. Det forstår jeg heller ikke, eftersom jeg et par dage senere kunne se, at jeg tjekkede ud således: “10:42, Linje: 9A, Rødovrehallen” – og jeg jo altså genererede billedet efter 15:52 (ellers kunne det jo ikke være angivet vedr. rejse nummer 200)  … Jeg troede, standere/stempelapparater var synkrone med det, der står i “Rejsekort – Mine rejser”. Her kan man konstatere, at der til tider er minimum 5 timer og 10 minutters forsinkelse.

Lirumlarum-svar fra Rejsekort

7. Næh, jeg synes ikke, jeg har fået en bedre forståelse for systemerne. Det er fortsat min opfattelse, at der kunne gøres meget, for at gøre dem mere brugervenlige. Eksempelvis er det ingen steder angivet, at udstempling vha. “Check udvej” altid eller bare en gang imellem vil stå som “Ukendt sted”. Måske er det ikke angivet, fordi det simpelthen ikke er sandt?

8. Rejsekorts administration bor på “Automatikvej 1,1”. Det er vist det mest automatiske ved Rejsekort, som venligt skriver og siger mange gange, at man endelig må ringe til dem, når man har en “udfordring”.

Problemerne burde kunne klares både bedre og billigere af tidssvarende systemer. Medarbejderne siger tillige, at man skal holde øje med, hvad der står i systemet, når man har været på tur. Det skal måske forstås som om, at de er klar over, at der er problemer?

Afrunding

Jeg var selvfølgelig forberedt på, at kundedirektøren ikke kunne forholde sig til alle mine spørgsmål og alt det, jeg undrer mig over endsige emner af en lidt mere politisk karakter fx hvad deres cost-benefit-analyser siger om, at der sidder mennesker og spilder arbejdstid og lønkroner på at rette op på systemer, der ikke kan varetage dagligdagens behov.

Alligevel er jeg lidt skuffet over, at han ikke havde mulighed for at forholde sig bare en anelse mere konkret til mine spørgsmål og punkter samt at Rejsekort Kundecenter henviser til administrationen, der så henviser til Rejsekort Kundecenter.

Det er min egen opfattelse, at jeg på meget konkret – og nogenlunde høflig og afbalanceret – vis har påpeget og dokumenteret problemstillinger, koncernen bliver nødt til at gøre noget ved, da jeg næppe er den eneste, der kan glemme at stemple ud.

Det er ikke altid lige nemt at være kunde. Trods det slutter føljetonen formentlig her; den genoptages måske, hvis jeg endnu engang glemmer at stemple ud eller glemmer at kontrollere, om systemerne viser korrekte data, som medarbejderne i Rejsekort Kundecenter siger, man skal.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Fra atomtrusler til nyt skrivebord

Fra atomtrusler til nyt skrivebord

Hvor meget kan man rumme?

Fra atomtrusler til nyt skrivebord

Hvor mange spænder så vidt? Gør jeg overhovedet selv? Er det overhovedet godt, at jeg prøver? Jeg ved det ikke, men det er helt klart at:

  1. Google, der jo “rules the world”, ikke kan lide min side, selvom jeg har enormt mange besøgende, som jeg sætter meget stor pris på, og at
  2. Google Search Console er forvirret.

Jeg har haft kontakt til folk, der ved meget mere om diverse Googletjenester end mig. Og hvis de overhovedet gider svare, siger de, at jeg “spænder for vidt”, og det bliver Google Search Console forvirret over.

Så må jeg bare gentage mit evindelige: “Jeg skriver for mennesker, ikke for robotter”. Ja, jeg er et menneske, der spænder vidt. Jeg skriver om det, der optager mig lige nu, og så må robotterne stå af. Jeg er fuldstændig ligeglad.

Selvfølgelig vil jeg gerne have et væld af besøgende på min hjemmeside; jeg skriver naturligvis for at blive læst, men jeg kommer aldrig til at skrive fx. “flødekaramel” både i titlen og fem gange i teksten, fordi Googles robotter kan lide det sådan! I f***** don’t care! Så må robotterne bare stå af.

Lige p.t. er jeg bekymret over Putin

Jeg er ganske enormt bekymret over og bange for Putin og hans advarsler, trusler eller hvad de nu skal kaldes. Manden er jo fuldkommen sindssyg. Seks millioner mennesker er drevet ud af deres hjem i Ukraine, og lige nu evakueres de sidste fra Donbas-regionen, med mindre de da vil stemme “Ja” til indlemmelse i Rusland i den i al hast organiserede folkeafstemning i den kommende weekend.

Danmark har masser af gode folk ansat i Forsvarsakademiet. Den bedste er simpelthen Peter Viggo Jakobsen, der blev interviewet til TV Avisen i går morges kl. 07:00. Han siger sin oprigtige mening ligeud, og han er vist ligeglad, om det falder i god eller dårlig jord. Derved ligner han Støjsenderen på Skive-egnen. Hvis du ikke allerede har set det, kan du utvivlsomt streame det.

Han havde den skønnest formulering om de 300.000 russere, der vil blive indkaldt til despotens angrebshær: “De ved hvad vej, geværet skal vende”.

Nyt skrivebord

Jeg glæder mig helt vildt til ca. den 17. oktober, hvor jeg bør få leveret mit nye skrivebord, der er i netop de mål, jeg vil have, og som passer i mit hjem. Jeg tilbringer dagligt adskillige timer ved skrivebordet, så nu vil jeg have noget, der passer fuldkommen i størrelsen.

Min nuværende løsning er et tidligere spisebord, jeg købte brugt og billigt. Den største ulempe ved det er faktisk, at det er i ubehandlet træ, der suger alt til sig, og derfor ser det efterhånden forfærdeligt ud. Andre gik muligvis i gang med rystepudser og lak, men der ligger ingen håndværker gemt i mig.

Jeg vil have plads, så det bliver 160 * 90, og jeg vil udnytte den uproduktive “luft”, der lige nu findes i begge ender. Så må jeg da kunne være der. Overfladen bliver af linoleum, så det er nemt at holde pænt, da det bare kræver en hårdt opvredet klud.

Farven bliver olivengrøn, som jeg tror vil passe godt til resten af rummet.

Jeg har handlet hos Domusnord, der har nogle meget  lækre ting. Priserne er ikke så lækre, og der løber yderligere på, når man også skal have hjælp til opbæring til 1. sal, montering af ben samt bortskaffelse af det gamle bord. Når man ikke har bil, smutter man jo ikke lige på genbrugspladsen, og det er ikke nemt at tage bussen med et skrivebord.

Nåh, men nu får jeg en løsning, der holder min tid ud, sådan ±

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Fra atomtrusler til nyt skrivebord

Fra atomtrusler til nyt skrivebord