Tag Archive for: Psykiatrisk Center Glostrup

/4 Kommentarer/i /af

Er et sikkert sted

Er et sikkert sted

De dårlige tanker fyldte for meget

Er et sikkert sted

Jeg havde en lang og god samtale med min dygtige kontaktperson fra Distriktspsykiatrien i går. Hun syntes, jeg skulle tage til Glostrup (altså Psykiatrisk Center Glostrup) og lade mig indlægge. Det afviste jeg, fordi jeg ikke kunne overskue at skulle i bad og så den potentielle ventetid på tre timer i det arkitekttegnede venteværelse, hvor man bare sidder og frygter at blive sendt hjem igen. Jeg hader det sted, for jeg har været her alt for ofte. Og så har man spildt 500 kr. på taxaer.

Efter at have lagt røret, eller hvad det hedder nu om dage, og tænkt mig lidt om med følgende ræsonnementer: “Hvis jeg ikke vil følge hendes råd, hvad skal jeg så med hende?” og “Hun har ca. 26 års erfaring i psykiatrien og otte års erfaring med mig, så hun ved da ganske godt, hvad hun taler om”, hoppede jeg i badet og i en taxa.

Ventetiden var ikke nær så lang som frygtet, jeg fik lov at vente i et af deres undersøgelsesværelser og blev undersøgt/udspurgt af en utrolig sød og grundig yngre læge, der havde en form for mentor med sig. De var virkelig søde begge to og stillede dybdegående og relevante spørgsmål, som jeg forsøgte at svare på, alt imens tårerne piskede ud. For f***** da.

Det var intet problem at komme gennem “nåleøjet”. Der var ikke nogen tvivl. Ergo er jeg nu et sikkert sted, og det er nok meget godt. Det skal ikke vare for længe, for jeg er jo ikke syg, men man kan blive syg af at have det sådan alt for længe.

Når hjernen har for travlt

Der er tanker om minder, der skal holdes væk, og det prøver jeg virkelig på, da de ikke vil mig noget godt. Begivenhederne er oldgamle, jeg har for længst fjernet mig fra “White trash” og givet dem baghjul.

Min kontaktperson foreslog noget “meta-kognitivt-et-eller-andet”, men sagde samtidig, at man skal øve sig for at få det til at lykkes. Det kan fx gå ud på, at man siger til sig selv, at et eller andet givent tankegods må man kun beskæftige sig med mellem 17 og 18.

Jeg prøvede virkelig at følge også dette råd og læse nogle kirkebøger i stedet, hvilket normalt gør mig glad, fordi jeg elsker logikken i søgeprocessen og er nogenlunde god til det, men hjernen havde alt for travlt. Helt generelt prøver jeg virkelig at gøre det, diverse fagpersoner råder mig til.

50 pct. af kapaciteten fulgte kirkebøgerne, 25 pct. beskæftigede sig ganske af sig selv med minderne og de resterende 25 pct. var optaget af de dårlige tanker. Der blev alt for mange spor. Og det er ikke godt. Jeg kunne ikke holde tingene adskilte, det hele blev rodet sammen, og jeg kunne ikke helt holde fast i tvivlen.

Jeg er ikke klar over, hvordan andre mennesker har det, men jeg kan ikke altid styre hjernen; den følger sine egne negative spor, når jeg ikke har det godt. Har jeg det godt, er det selvfølgelig rart nok med lidt overskydende kapacitet.

Egentlig vil jeg gerne tale med nogen

Egentlig vil jeg gerne tale med nogen, men de øvrige patienter har det for dårligt til at føre en fornuftig samtale, så det dur ikke. Det virker som om, flertallet er her pga. en dobbeltdiagnose (dvs. psykisk sygdom af en eller ande art samtidig med et misbrug af enten alkohol (de fleste) eller stoffer).

Samtidig er tankerne for tunge til at blive delt med andre end dem, der får penge for at lytte. Dem kan man ikke dele med hvem som helst. Problemet er bare, at jeg så cementerer ensomheden. Det er lidt af en ond cirkel.

En positiv ting

Der er én positiv ting: min erfaring siger mig, at det går over. Jeg er jo en erfaren psykiatribruger.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i /af

Godt jeg ikke arbejder i psykiatrien

Godt jeg ikke arbejder i psykiatrien

Så gik der tid med det

Godt jeg ikke arbejder i psykiatrien

De stakkels mennesker!

Jeg skal til ECT på onsdag, og altså skulle jeg til Psykiatrisk Akutmodtagelse i Glostrup i dag for at få foretaget PCR-test.

Det er så spændende, hvordan det vil føles på onsdag og ikke mindst natten til onsdag. Vil jeg stadig græde af angst, ikke lukke et øje og føle mig som en idiot, når følelserne overvælder mig? Vil dødsangsten faktisk være mindre, nu hvor psykologen har banket ind i hovedet på mig (på en god måde selvfølgelig):

  • at jeg gør det frivilligt,
  • at jeg kunne rejse mig og gå,
  • at det ikke er tvang,
  • at de ikke vil mig noget ondt,
  • at det er den bedste behandling, jeg kan få, og
  • at osv.?

Indtil videre føles det bedre!

Processen er vanvittig håndholdt – mere vanvittig end patienterne

Det er et led i den vanvittigt håndholdte proces, at en medarbejder i ECT-afdelingen ringede i fredags, og vi aftalte, at Flekstrafik skulle komme 13:00 i dag mandag og hente mig og køre mig til Glostrup til PCR-test. Den slags noterer jeg i kalenderen med det samme for ikke at kludre i det. Altså var jeg klar kl. 13:00 med slukket PC og jakke på. Flekstrafik plejer at være utrolig præcise, så 13:30 ringede jeg til modtagelsen og spurgte, om man mon havde glemt mig?

Hende, der tog telefonen, spurgte, om jeg var sikker på, at det var i dag? Om jeg var sikker på, at behandlingen er på onsdag? Om jeg ikke bare kunne komme til test i morgen tidlig? Ja – jeg er sikker, jeg er ikke idiot, og jeg gider ikke blive behandlet som sådan, bare fordi jeg er bruger af psykiatrien. Hun troede ikke på mig.

Der er noget med, at testen ikke må være mere end 48 timer gammel, eller også skal den være mere end 48 timer gammel. Aner det ikke. Det må være dem, der skal have styr på det og ikke mig. Flekstrafik var bestilt til på onsdag, hvor jeg slet ikke skal bruge den, da jeg altid tager en taxa hjem for egen regning efter behandlingen, da jeg ikke har kræfter til at vente en time på Flekstrafik. Jeg skal bare hjem til min kugledyne. Noget må være gået galt. Det kan ske for alle

Efter flere “forhandlinger” lykkedes det at få hende til at undersøge det med ECT-afdelingen. Jeg blev ringet op og fik at vide, at jeg ville blive afhentet 15:25 i dag i stedet.

Endelig kom jeg til Glostrup.

Ingen, ud over patienten, aner hvad der foregår, men det tror de ikke på

PCR-testen var hurtigt klaret. Jeg bad dem bestille en taxa hjem, for det er det, der er aftalen, samt en Flekstrafik til i morgen kl. 19:00, da jeg jo skal overnatte derude. Hun ville undersøge, hvad der var aftalt, selvom jeg jo altså oplyste det. Altså troede hun ikke på mig.

15 minutter senere kom hun og bad om mit CPR-nummer. 10 minutter senere kom hun og sagde, jeg skulle vente på en læge. Jeg spurgte hvorfor. “Det skal man, når man skal indlægges”. Jamen det plejer jeg da ikke. Og det er jo først i morgen (overnatningen er en indlæggelse). “Er du sikker på, behandlingen er på onsdag?” Ja. ECT-afdelingen ruller mandage, onsdage og fredage om formiddagen. Igen troede hun ikke på mig, og jeg var bedre informeret end hende.

Ny medarbejder. Nu en der troede på mig

Så kom der en ny medarbejder, der tog mig ind i et samtalerum og beklagede mange gange, at de havde 15 bolde i luften på en gang. Det havde jeg nu selv opdaget, for de løb rundt. Det positive var, at hun stolede på, at jeg nok var ved mine fulde fem, at jeg havde tjek på det aftalte og ikke fremstod videre psykotisk. Det stakkels menneske! Sådan en arbejdssituation havde jeg aldrig selv klaret.

Og jeg beklagede og undskyldte, at jeg var en sur kælling/mokke, fordi jeg havde spildt i alt 4½ time i dag på cirkusset. Jeg bliver altså bare så sur, når de ikke stoler på, hvad jeg siger og jeg faktisk har mere styr på aftalerne, end de har. Det er sikkert vældig svært at finde noget i min sikkert enorme journal – men så kunne de jo lytte til mig!

Ville man behandle en cancerpatient med sådan en mistro? Det tror jeg ikke.

PS: Mens jeg ventede på taxaen kom politiet med en fyr i håndjern og pludderbukser. Betjentene var unge og omsorgsfulde, men det var alligevel voldsomt. Det har jeg heldigvis aldrig prøvet.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i , /af ,

Fremragende systemisk omsorg om ECT

Fremragende systemisk omsorg om ECT

Har man kendt mage?

Fremragende systemisk omsorg om ECT

Det er onsdag den 23. marts, og egentlig skulle jeg have været ECT i dag. For det er nemlig hver fjerde onsdag. Men “min” fantastiske sygeplejerske fra ECT-afdelingen på Psykiatrisk Center  Glostrup, det er hende, der holder mig i hånden, ringede i sidste uge, og fortalte, at hun skulle have ferie i to uger – og så spurgte hun, om jeg ville have behandlingen flyttet, til hun var retur?

Jeg udbrød højt og helt spontant “Hvor er du sød”. Jeg forstår slet ikke, at der findes den form for individuel omsorg i et så stort system, som psykiatrien er. Tænk at nogen tænker så langt. Så er jeg et ængsteligt menneske og ikke bare en brik i et spil, et nummer i rækken på “fabrikken”, en patient ud af de mange de behandler hver uge, hver måned og hvert år.

Hvad er det, “min sygeplejerske” gør?

  • Hun kommer og småsludrer: Det er ikke så længe siden, det endelig gik op for mig, at grunden til, at “min sygeplejerske” kommer og småsludrer, hvis jeg er på som den første, og jeg sidder og venter, nok ikke er fordi jeg er så frygtelig interessant, men at det er for at dæmpe min angst. Tænk at hun tænker så langt. Når hun ikke er der, har jeg telefonen at forsvinde ind i, men samtale med et dejligt, varmt menneske er selvfølgelig bedre. Vi taler om hvad som helst ofte politik, der interesserer os begge. Næste gang bliver emnet sikkert krigen i Ukraine.
  • Hun holder mig i hånden: afhængig af om de lægger droppet til bedøvelsen i højre eller venstre side, står hun altid og fuldstændig beredvilligt i modsatte side, når “vi” er klar. Hun rækker hånden frem. Når jeg mærker, at jeg er ved at forsvinde fra verden, klemmer jeg hendes hånd hårdest muligt. Det hjælper. Jeg håber ikke, det gør ondt på hende. Det ville være synd.

Næste gang er den 6. april

Nu må jeg vente til den 6. april med at finde ud af, i hvilken grad erkendelsen hos psykologen om, at det er mit eget valg, og at jeg dybest set kunne sige, at jeg ikke vil lege med mere og rejse mig og gå. Det ville være tåbeligt, men jeg kunne gøre det. Der er ingen, der tvinger mig til ECT-behandlingerne. Jeg har selv sagt ja til tilbuddet, og det er en fantastisk effektiv behandling, der bevirker, at jeg kan leve et næsten normalt liv. Det er den behandling, man tilbyder, når alt andet er forsøgt.

Jeg er meget spændt. Min tankeverden siger mig, at erkendelsen vil have en utrolig positiv virkning. Indtil videre er det tanker, men som min “mor” altid sagde “Det er tanken, der tæller”.

Hvis det nu “virker”, kan det være, vi om et par måneder kan aflive special-ordningen om, at jeg sover derude natten før, for det er trods alt rarest at sove hjemme. Sidst lukkede jeg ikke et øje natten før, blandt andet fordi de kommer hver anden time og tjekker, om man sover. På en måde kan man sige, at det er ligegyldigt, om jeg er søvnløs i Hvidovre eller i Glostrup. Sover jeg derude, er der bare sikkerhed for, at jeg kommer afsted, selvom jeg dårligt kan stå på benene. Jeg har én gang aflyst, fordi jeg ikke havde lukket et øje herhjemme. Jeg kunne simpelthen ikke holde mig oprejst. Jeg er ikke typen, der svigter mine aftaler.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Problemet er Akutmodtagelsen i Glostrup

Problemet er Akutmodtagelsen i Glostrup

Patienterne taler om problemet indbyrdes

Problemet er Akutmodtagelsen i Glostrup

Man burde gå over til at kalde det for “Afvisningen”, for det er åbenbart deres job! Der er en årsag til, at vi patienter indbyrdes siger fx: “Hvordan slap du uden om Glostrup?” Det underlige er, at så snart man er gennem nåleøjet i “Afvisningen” i Glostrup, møder man kun enormt søde, kompetente, empatiske medarbejdere ude på afsnittene, der vil stå på hovedet for deres patienter. Det gælder både på Nordstjernevej i Glostrup og op på Brøndbyøstervej 160 i Hvidovre.

“Afvisningen” har selvfølgelig deres retningslinjer, men de har i hvert fald ikke styr på, hvad der er aftalt mellem kontaktperson samt psykiater i Distriktspsykiatrien og  “flowmaster”, som sikkert har et navn, men jeg kender det ikke. Det hjælper ikke, at man læser højt for dem, hvad kontaktpersonen har skrevet i SP om den klare aftale. Den person, medarbejderne i “Afvisningen” uden videre kan spørge, nemlig en læge, ved heller ikke noget. Den, det går ud over, er patienten. Og patienten efterlades uden “ankemuligheder”. Good bye! Det var da godt, jeg ikke havde taget taxa derud og så måtte ofre en taxa tilbage.

Utallige er de gange jeg har ventet i “Afvisningens” arkitekttegnede venteværelse i 3 – 4 timer med angsten for bare at blive sendt hjem igen, fordi jeg ikke havde det dårligt nok og bare kunne gå til egen læge efter påske. Der er bare det, at man kan nå at tage sig af dage rigtig mange gange fra skærtorsdag aften til tirsdag efter påske.

Slap jeg derimod igennem nåleøjet til en læge, konkluderede vedkommende typisk “Vi finder en seng til dig”. Det med “nåleøjet” er ikke noget, jeg selv finder på; det kommer fra en læges egen mund.

“Afvisningen” sidder muligvis med et afkrydsningsskema, hvor de skal krydse af, om man nu har tilstrækkeligt mange krydser i venstre kolonne til at blive modtaget og bare få foretræde for en læge. De har de sikkert ikke let. Det tager garanteret hårdt på en medarbejder at sidde og afvise den ene efter den anden – og det er deres job.

Som administrativ medarbejder, der stod for mange Excel-ark, kan jeg sagtens forstå det. Som patient kan jeg ikke leve med det.

Jeg har faktisk skrevet om Akutmodtagelsen for fire år siden netop her: Personale og patienter lytter gerne til hinanden. Ledelsen skrev dengang, at de ville inddrage mine erfaringer.

Jeg har haft det elendigt – det var et svigt, og dem er jeg ikke god til

Jeg har haft det elendigt hele ugen pga. den manglende ECT-behandling. Den, der samler det hele op, er den fantastiske ECT-sygeplejerske Ann Jeanet fra ECT-afdelingen (hende der holder mig i hånden, når jeg er så bange, at tårerne triller, lige inden jeg sover, selvom jeg synes, det er “pinligt” og selvom jeg er klar over, det er helt irrationelt), der griber ind og siger, vi skal finde en løsning, og det skal kunne fungere.

Hun bringer det op på klinikchef-niveau, hvor der ikke er tvivl om Psykiatrisk Center Glostrups løfte til kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien: Jeg må gerne komme og overnatte et eller andet sted – i “Afvisningen” eller helst på et afsnit – bare vi er sikre på, at jeg er et eller andet sted, hvor der er nogle mennesker og jeg rent faktisk sover inden behandlingen.

Når jeg er hjemme, sover jeg ikke, og jeg kan ikke stå på benene, komme i bad, og blive klar til Flextrafik mv. Jeg ville inderligt gerne. Jeg er ikke typen, der svigter mine aftaler med “systemet” eller andre. Jeg kan bare ikke, når jeg ikke har sovet eller måske kun har sovet en time, fordi de øvrige timer er spist af angsten.

At “Afvisningen” løb fra sit løfte, trods en klokkeklar aftale, var et svigt, og dem er jeg ikke god til. Det handler om noget gammelt, og det kan de selvfølgelig ikke gøre for; det må jeg adressere andetsteds. Jeg har bare behov for, at klokkeklare aftaler overholdes. Svigt gør angsten større, end den allerede er. Og den er stor nok.

Jeg er afhængig af behandlingen. Jeg vil gerne have den. Jeg takker for muligheden.

Jeg er stor fortaler for ECT-behandling, for behandlingerne (snart 100) har gjort så meget godt for mig. Poul Videbech skriver, det er en skånsom behandling. Og jeg giver ham fuldkommen ret. Han har ikke prøvet det, men det har jeg.

Som led i mit projekt med søgemaskineoptimering læser og optimerer jeg hundredvis af gamle poster fra indlæggelse på indlæggelse i en syv-årig periode, hvor bloggen var min eneste samtalepartner. På psykiatriske afdelinger og på somatiske afdelinger. For pokker hvor havde jeg det skidt! Kort sagt: Jeg var hundesyg.

For det første står det tydeligt for mig, hvor meget Kasper Reff og Christina Skovsende Eriksen fra Akutteamet gjorde for mig ad flere gange. Pludselig ser jeg, hvor frygteligt det var med Parkinsonismen og hvor meget godt, ECT har gjort har gjort for mig. Kasper og Christina konsulterede Poul Videbech ad flere omgange, inden de bare satte noget i værk. Poul Videbech mente, ECT muligvis kunne være vejen frem. Og det giver jeg ham ret i den dag i dag. Det var den rette vej. ECT bevirker, at jeg i dag kan leve et næsten normalt liv. Jeg bliver nødt til at hvile et par gange om dagen, men ellers er jeg frisk som en havørn.

Jeg skal aldrig nogensinde tilbage til medicinen

Jeg skal aldrig nogensinde tilbage til medicinen. Efter mere end 15 – 18 års brug af diverse neuroleptika, kunne jeg ikke mere. En af mine mangeårige læsere bemærkede, at jeg jo nærmest var invalid af det. Og det havde hun helt ret i. Det havde jeg faktisk ikke selv set indset.

Parkinsonismen var nærmest værre end en depression og en mani tilsammen. Forestil dig at tisse i sengen hver anden nat, ikke at turde gå på gaden af angst for ikke at kunne styre blæren, at falde ud ad sengen og ikke at kunne kravle op igen, at ligge på gulvet mange timer efter fald og ikke at kunne rejse dig, at sige til Falck og politi, at de skulle tage havegangen, når du ikke har en have, fordi blodsukkeret er på 1.2 (som er ekstremt lavt) og blive indlagt på Endokrinologisk afdeling i seks dage og gå med dropstativ uden at kunne huske det, at måtte have badeskammel af frygt for at falde i badet, at frygte for hvor længe, du kunne blive i eget hjem, en nat ikke at kunne huske at lave kaffe og lægge brødkniven i køleskabet, ikke at kunne holde på en kop og meget andet. Det var forfærdeligt.

Kort sagt: der er kun fordele ved ECT – jeg skal bare få styr på den forfærdelige angst, som handler om kontroltab. Angsten er så konkret, at jeg, når jeg skal ned til Flextrafik, låser min hoveddør og tænker: “Det er sidste gang, jeg låser hoveddøren”. Det er ikke rart. Jeg kan ikke trylle, og det kan min psykolog heller ikke, men vi arbejder på en vej ud ad denne fuldkommen irrationelle angst.

Ann Jeanet, det skønne menneske, holder mig jo i hånden, til jeg sover.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.