Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Filteret der blev væk

En 1/1 time med en lægeStegemüller

Hvor længe kan det blive ved?

Filteret der blev væk

Pludselig forsvandt det filter, der bevirker, at vi mennesker kan læse om, og forholde os til den ydre verden uden at tage den ind i de centrale dele af hjernen.

Derfor sad jeg og lå jeg et par dage og græd og græd over: klimaet, fattigdom, krigen i Syrien, hjemsendelser til Afghanistan, armoden som følge af integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet, jøderne i 1943 osv. Simpelthen alt.

Respiratoren

I et par måneder har jeg hørt en respirator, der stod inde i klædeskabet. Jeg har tjekket, den står der ikke. Da bip bip lydene ikke er der hele tiden, og ikke er så høje, er jeg blevet enig med Kasper Reff (min overlæge) om, at vi lige ser tiden lidt an, for måske forsvinder det af sig selv. Men han har på ingen måde været afvisende, idet Seroquel havde en antipsykotisk effekt.

Min panik satte ind, da respiratoren blev til musik i form af enten pænt klaver eller folkemusik. Ikke så højt men alligevel. Jeg gik rundt ved væggene og tjekkede, at det ikke var naboerne, der pludselig spillede musik. Det plejer de nemlig ikke.

Er jeg for alvor ved at blive rablende vanvittig?

Dernæst

Nu er jeg jo efterhånden en trænet patient, så jeg stillede selv lidt af diagnosen: der er noget psykotisk over det med filteret og lydene. Jeg ringede til Hvidovre, som syntes, jeg skulle tage til Glostrup, og spurgte, om jeg lovede osv. Jeg lovede osv, men sov alligevel på det. Jeg er altid bange for at råbe “Ulven kommer”, for at sidde de tre timer i venteværelset for så at blive sendt hjem igen (det er vist mange år siden, det er sket), for at belaste systemet, for at det bare er noget pjat osv.

De spørger jo altid “Hvor længe har det stået på?” I mit dumme hoved bliver det til “Du har ikke haft det dårligt nok længe nok.” Det vil jeg nok lige arbejde lidt med.

Der er også en trend – i hvert fald i psykiatrien – “Hvad vil du gerne have, vi gør for dig?” Eller “Vil du gerne indlægges?” Det er simpelthen så sødt og næsten kærligt ment, men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal svare, så jeg replicerer tamt “Hvad synes du?” “Jeg henvender mig her, fordi jeg er hunderæd og ikke kan få min verden til at hænge sammen, er du så ikke så sød som specialuddannet fagmedarbejder at beslutte, hvad der er bedst for mig?” Jeg ved det godt – patientinddragelse er meget svært!

Den “fedeste” læge

Jeg har talt nærmest halvanden time med en overlæge fra en anden afdeling. Hun var helt fantastisk og startede med at beklage, at hun kun havde læst dele af min journal. Jeg tilgav hende på stedet, da det ville have taget en uge.

Hun turde stille alle de spørgsmål, som de ikke stillede i går. Hun ville virkelig gerne høre om både filteret og folkemusikken, og om sidstnævnte var inde i hovedet eller kom udefra. Ingen tvivl – den kommer udefra. I øvrigt er det et ret nærliggende spørgsmål.

Hun gav sig tid, tid, tid. Det var fantastisk. Efter al den tid: “Bipolar affektiv sindslidelse i episode med blandingstilstand med psykotiske elementer”. Hun syntes, det var godt, jeg kom, og at jeg ikke havde snydt nogen.

Og pillerne: lidt til lige at “overleve” weekenden på, og så koordinerer hun og Kasper på mandag. Jeg har klippet ud i pap, at jeg ikke vil tilbage til Seroquel! De må have flere skud i bøssen, nu hvor jeg til den første betaler sidste rate hos tandlægen.

Hvor længe kan det blive ved?

For nu at slutte med begyndelsen, så ved jeg det ikke. Hvor længe kan jeg holde til det? Skulle jeg være så heldig at finde et fleksjob 15 timer/uge, kan jeg så overhovedet passe det, hvis intervallerne mellem indlæggelserne bliver stadigt kortere? Jeg har aldrig halsbetændelse eller hovedpine eller den slags; hvis jeg er syg, er jeg indlagt, hvilken arbejdsgiver gider det? Har jeg stadig en kognitiv kapacitet, der bevirker, at jeg kan udfylde bare et fleksjob? Jeg ved det sgu ikke. Ville en førtidspension være en bedre løsning? Skal jeg give op?

Det er jo sådan set ikke tanker at tænke lige nu, men de er relevante og hænger i et eller andet omfang sammen med det manglende filter.

——

Det er lidt bøvlet at tjekke kommaer og stavekontrol på iPad; I får det, som det er.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Fantastisk forløb

Fantastisk forløb

Tværfagligt forløb

Fantastisk forløb

Jeg er så glad for at komme på Psykiatrisk Center Glostrup. Kasper Thybo Reff (psykiater) og Christina Skovsende Eriksen (farmaceut) tager fat, der hvor alle andre slap. De kigger ugentligt på det regneark, jeg har udarbejdet til formålet. Jeg kan stoppe hvad som helst ind i Excel. Det gælder følgende:

  • Restless Legs Syndrome (RLS)
  • Fordøjelse
  • Mundtørhed
  • Væskeindtag
  • Sammenhængen mellem væske og fordøjelse
  • Søvn

Ikke bolsjer

Jeg har i årevis et præparat (Seroquel), der kan være skyld i alt det ovenstående. På min udtrykkelige anmodning foregår nedtrapningen meget forsigtig og langsomt. Jeg skal ikke tilbage til de 2½ år i helvede. Det er ikke bolsjer, man spiser i psykiatrien. Derfor skal nedtrapning og skift til et andet præparat tages meget alvorligt.

Jeg fortalte dem, at jeg hører en respirator som på en intensivafdeling, når jeg sidder i it arbejdsværelse. Lyden er svag men konstant. Det interesserede dem meget. Jeg har aldrig været på en sådan afdeling, så det er bare, hvad jeg har set i TV.

Vi ses ca. en gang om ugen, og de uger, det ikke kan passe ind i kalenderen, holder jeg telefonmøder med farmaceuten. Det er helt fantastisk. Jeg følger mig utrolig tryg og i gode hænder.

Recidiv

De har åbenbart kørt tværfagligt i noget tid, så de kan fortælle, at de patienter, der har fået denne behandling, ser de efterfølgende ret sjældent. Jeg har spurgt dem, hvad denne investering i tværfaglig behandling har sparet. Det vidste de ikke lige, og det er selvfølgelig en kilde til undren. Jeg koster ikke så lidt, men hvis jeg aldrig dukker op mere, er der sparet et betragteligt beløb. Det kunne være godt for begge parter.

Fantastisk forløb

Måske synes de, jeg er lidt skør, men vi har noget konkret at tale om.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Lægeligt set

Kasper Thybo Reff Lægeligt set

Kemisk orienteret

Lægeligt set: Psykiatrien i Danmark er meget “kemisk” orienteret, men det gælder ikke alene Danmark men også i de lande, vi sammenligner os med. Vi taler præparater og doser i en uendelighed, og havde jeg ikke fået min dosis af psykoterapi først via Psykiatrifonden og dernæst hos Psykiatrifondens psykolog, der gik selvstændig, ville min situation helt sikkert være en anden.

Nu kommer jeg “ren og fri” for gamle traumer, og ved, at det alene er den bipolare lidelse, der taler mig op og ned, og at det kun er medicinen som hjælp på det tilbageblevne – altså sygdommen. Af den grund har jeg intet mod kemien

Jeg har haft verdens bedste psykolog; vi har været rundt om det hele; jeg føler ikke, der er flere lig i lasten, og jeg skal ikke gennem flere mystiske forløb! Der er kun bipolariteten tilbage.

Peter Gøtzsche: nej tak!

Jeg kommer aldrig nogensinde på Peter Gøtzsches hold. Dertil har medicinen og psykiatrien gjort mig for meget godt. Jeg har lige været stabil i 1½ år; det er måske ikke så længe set over en bipolar kam, men for mig er det et kvantespring efter en periode med ni indlæggelser med 188 sengedage på 2½ år. Jeg røg ind og ud. På et tidspunkt følte jeg, at jeg næsten var mere inde end ude, men det er selvfølgelig ikke korrekt. Jeg følte også, at de passede på mig, når jeg ikke selv magtede det, og at de ville mig det godt. Jeg har aldrig nogensinde været ked af at komme i psykiatrien, når vi fraser et intermezzo i 2006, hvor jeg blev sendt hjem efter et selvmordsforsøg. De har gudskelov ændret praksis siden da, for det var da helt utilstedeligt.

Som bipolar er målet en eller anden form for “leverpostej”, nemlig som man har det, når man befinder sig mellem de to poler, som ordet bipolar er afledt af. Et pænere ord for “leverpostej” er “stemningsneutral”.

Jeg havde ikke klaret det uden psykologen, og jeg havde ikke klaret det uden medicinen. Ingen af dem kan stå alene! Der har været en del egenbetaling (ca. 50.000 kr.) til psykologen, og det vil være umuligt for mange psykiatribrugere. Og her viser uligheden i sundheden sig. I det store perspektiv ville det ikke være et problem at finde midler til psykiatribrugeres psykologbehandling; og det er dyrere at lade være! Det er noget billigere at betale psykiatribrugernes psykologbehandlinger end at lade dem indlægge gang, på gang, på gang. En indlæggelse koster kassen. Jeg skal gerne bistå med en cost benefit analyse!

“Kemisk opfølgning” med Kaper og Christina fra Akutteamet på PCGL

Jeg har i dag været til en form for opfølgning sammen med overlæge Kasper og farmaceut Christina. Jeg så glad for at kunne komme at sige, et jeg nu ikke har haft anfald af Restless Legs i sammenlagt 12 sammenhængende  nætter. Jeg tror simpelthen ikke, det er sket siden sommeren 2014. Jeg er nærmest lykkelig, også selvom de muligvis synes, det er lidt mærkeligt, at jeg udtrykker mig i så svulmende termer; men jeg er sluppet for de vilde smerter, som ingen andre har givet et bud på bekæmpelsen af. For satte de Sifrolen op, ville jeg have risiko for at havne i en mani – og det kan ikke udelukkes, at den just overståede mani har med Sifrolen at gøre, da Sifrol kan “skubbe” til manierne, eftersom den er en “dopaminagonist“.

Jeg troede ikke, der var noget at gøre, og at jeg bare skulle leve med det. Kasper og Christina har egl. bare fjernet Sifrol/Oprymea og erstattet det med ganske lille bitte dosis Lyrica. Jeg er på den ringste dosis overhovedet – tabletterne fås simpelthen ikke mindre (målt i antal mg.).

Vi fik os en lidt “kemisk snak”, men det var jo også formålet med mødet. Christina startede dog med at spørge, hvordan jeg har det. Jamen jeg har det faktisk glimrende – det går lidt vel stærkt, men slet ikke som for 1½ uge siden. Jeg får ikke længere fem idéer i minuttet, som jeg ikke kan overskue, jeg fører ikke lange to do-lister, og jeg lægger ikke alt det uoverskuelige ind i kalenderen, hvis det trods alt kan knyttes til en dato. Da jeg kom hjem efter indlæggelsen, slettede jeg mindst 50 sære emner fra kalenderen. Helt generelt er det jo også sådan, at mange problemer løser sig selv, hvis man bare lader dem ligge længe nok.

Planen er nu, at vi lige så stille (50 mg. om ugen) trapper mig ud af Seroquel, der måske er den store synder, måske ikke til alle bivirkningerne men i hvert fald nok til mundtørheden. Jeg kan fornemme, at en tandlægeregning på 103.615 kr. gør et vist indtryk – og det er vel at mærke fratrukket rabatten på 47.85 kr, så den samlede pris var på 151.000 kr.. Det er formentlig også Seroquel, der står for den rigtig dårlige fordøjelse. Nu skruer vi lidt op med et nyt præparat, og ser,  om det vil hjælpe. “Trial and error.” 🙂

De tager imod min bekymring om måske at sige helt farvel til Seroquel uden at stille noget i stedet. Skal jeg igennem 2½ års helvede igen? Det magter jeg ikke, ikke engang bare at tænke på det. Deres forslag er at prøve stille og roligt med Valproat. Jeg er rede til hvad som helst, hvis det bare sker forsigtigt.

Kongeligt

Jeg kender simpelt hen ikke andre, der får mulighed for at holde møder med både en farmaceut og en overlæge en time ad gangen, som også har lyst til at høre de tanker, jeg selv har gjort mig i forbindelse med fx prøvesvar. Jeg kan jo også gå ind på sundhed.dk og se kurver op og kurver ned. Nuvel jeg ikke (helt 🙂 ) læge, men det er jo med små pile, der viser om værdien er for opad- eller nedadgående, og hvor den befinder sig i relation til normalområdet.

Jeg føler, at jeg får en kongelig behandling. Det er simpelthen fantastisk.

Af hjertet tak Christina og Kasper.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/8 Kommentarer/i /af

En 1/1 time med en læge

En 1/1 time med en lægeStegemüller

Hjemme igen

En 1/1 time med en læge

Det er dejligt at være hjemme igen. Jeg glæder mig til min egen kugledyne, som er den originale Protac™ kugledyne. Og jeg glæder mig til at spise min egen grønne mad. Hospitalsmaden er fin, men min egen er bedre! Disse to detaljer må på ingen måde overskygge, at det har været en utrolig positiv indlæggelse. Selve manien fik de hurtigt styr på: masser af søvn (en sovepille og en Oxapax de første to nætter) og mad er de vigtigste komponenter, når det endnu ikke er en fuldblodsmani. Er jeg hjemme, kan jeg bare ikke klare det selv, for jeg er jo ikke sulten, og jeg er jo ikke træt. Hvem spiser, når de ikke er sultne, hvem går i seng, når de ikke er trætte? Og her kommer Aspergeren ind. Herom senere.

Jeg gik på arbejde – men kunne ikke finde vej hverken ud eller hjem trods Google Maps og kompas – men OK jeg fandt det da, og med alle mine omveje kom jeg op på 10.019 skridt i dag, hvilket selvfølgelig er positivt.

Selvfølgelig er der lavpraktisk strategi i det fra min side. Jeg møder op, selvom jeg faktisk er indlagt. Jeg fortalte det til min leder, og sagde, at jeg måske virkede lidt “bims” og træt, men at det nok skyldtes, at den nye medicin – Lyrica – skal køres ind. Det kan tage en uges tid. Hun sagde, at jeg da bare kunne have ringet. Jeg replicerede, at jeg ikke syntes, det var særlig fedt at sige, man var indlagt, når der er tale om en prøveperiode. Jeg har det bedst med at spille med åbne kort og gøre mit bedste.

Grædestadiet – bivirkningerne

Jeg er på grædestadiet af lykke over alt det, de i Glostrup gør mod mine bivirkninger! Og hvorfor søren har DPC ikke reageret? Jeg har jo “klaget” over “Restless Legs Syndrome (RLS) og mundtørhed i to år. Jeg har fortalt om smerterne og om tandlægeregningen på 103.615 kr. Jeg bliver nødt til at nævne det for min kontaktperson, når vi ses i næste uge. Pænt, ordentligt og høfligt selvfølgelig, for hun er så sød, men jeg kan ikke sige mig fri for at synes, at de har svigtet. Herudover har den forøgede dosis af Sifrol (mod RLS) muligvis været medvirkende til den aktuelle mani, idet det er en dopaminagonist altså et stof, der “skubber til” manierne. Retfærdigvis skal siges, at lægen Henrik nævnte det som en faktor, vi skulle være meget opmærksomme på.

Glostrup vil nu gerne følge mig i otte uger fsva både bivirkninger og fsva udtrapningen af Seroquel! Den første aftale er om en uge med både læge Kasper og farmaceut Christina. For søren da det er luksus. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de har forstået min bekymring om at ændre på medicinen. Jeg skal ikke igennem helvede igen! Jeg synes, de tager action, og at det ikke kunne gøres bedre!

Jeg har ikke haft RLS-anfald i fire nætter nu, og det er i sig selv fantastisk. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været fri af det mareridt hele fire nætter i træk.Ofte er er RLS beskrevet som uro eller kramper. Jeg har ikke uro – jeg har smerter måske som ved en fødsel (og jeg synes ikke, jeg er pivet, men det siger vel alle, for hvem synes, det er fedt at været pivet?). De allestedsnærværende og jeg kan ikke slippe væk fra dem. Tidligere hjalp det at gå rundt, men det gør det ikke længere. Nu er de der hele tiden.

Jeg har observeret, at det kan hjælpe at spise, og derfor har jeg mange gange lavet et varmt måltid midt om natten ( kl. 02 eller 03). Det er måske slut nu? Det vil gøre mig nærmest lykkelig!

En 1/1 time med en læge

Kasper havde sat en time af eller også tog han sig tiden. Han lukkede låget på computeren, og sagde “du nævnte noget om Asperger”, og så flød ordene ud af munden på mig. Jeg fortalte om de tanker, jeg har gjort mig siden 2003, og om mine bestræbelser på at finde en psykiater, der har forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vi talte frem og tilbage, og det var tydeligt, at han bestemt vidste, hvad han talte om – og hvad jeg talte om. Vi var på bølgelængde. Jeg følte mig mødt. Det var så rart. Alle andre prøver at sige, at det nok er lidt pjattet, og hvad vil jeg nu med det? Mit svar er bare, at jeg vil gerne vide det. Der er ting, jeg gerne vil forstå. Jeg forventer ikke et eller andet fra systemet! Jeg vil bare gerne vide det – også selvom alle siger, jeg er dum!

Der er altså en kobling mellem bipolar affektiv sindslidelse (især manierne) og Asperger: Med begge kan man fx forsvinde ind i opgaverne. Jeg kan være 150 pct. eller mere inde i at løse en opgave midt om natten. Jeg opdager ikke, at klokken er alt for mange, for jeg skal jo lige se, om det, der virker lokalt, også virker på serveren osv. Det peger på både mani og Aspergers syndrom.

Gennemgang

Kasper og jeg gennemgik al medicinen to gange, præparat for præparat, så der var styr på, hvad der stod i hans journalnotater, og hvad der så står i Det Fælles Medicinkort. Man kan undre sig meget over, at de to systemer ikke taler sammen; hvorfor skal personalet skrive det samme flere gange? Det er ikke videre “omkostningseffektivt”. Jeg oplever så tit, at det er mig der har styr på doseringen, og at det kan være svært at overbevise dem om, at det faktisk er mig, der har ret – for jeg er jo bare en psykiatribruger. En fælles gennemgang er idel lykke!

Kasper fortalte, at det også ville være rart for dem at vide, om der var en ASF (Autisme Spektrum Forstyrrelse) ind over, fx fordi man ville kunne blive fejlvurderet i akutmodtagelsen som havende det bedre, end man egentlig har. Man kan måske virke mere samlet, end man egentlig er. Den risiko føler jeg dog ikke, da de nu kender mig. Jeg vil slet ikke være bange for at henvende mig en anden gang. Men hvad med alle dem, der ikke er “kendt” – de skal vel også have den rette behandling?

Herunder kommer dokumenter, der er år gamle, men som viser de tanker, jeg har gjort mig om Aspergers syndrom gennem mange år.

Jørgen (min far) i 1966 i forbindelse med adoptionssagen

“Andrageren er af almindelig højde, han er en noget mørk type, har mørkeblond bølget hår, er meget solbrændt, han bærer briller, han virker velbegavet. I første omgang gør han indtryk af at være noget hæmmet og en noget stiv kontormandstype, man har dog indtryk af, at han gerne vil være meget venlig, han er blot den noget mere tillukkede type. Ved nærmere kontakt virker han tiltalende, og han røber god forståelse for de problemer, man drøfter, der kan komme med børn. Man kunne tænke sig, at han er noget følelsesbetonet og måske har haft et noget koldt milieu, man får indtryk af at det mislykkede ægteskab (med Inge Theil Larsen – red.) er oplevet som en falliterklæring, og måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid, men man har indtryk af, at han nu er i udmærket balance, og at han befinder sig særdeles godt og nærmest blomstrer i ægteskabet med andragerinden”

Hanne i 2003 i forbindelse med noget lederuddannelse

“Hanne B. Stegemüller er kreativ, intelligent og abstrakt i sin tankegang. Hun har høje normer og forventninger. Stræber altid efter det perfekte. Hun er ikke en forudsigelig person. Hendes normale adfærd er præget af følsomhed og kløgt, årvågenhed over for kvalitet med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes. Andre må bevise deres værd over for hende. Hun kræver meget af andre og af sig selv og har behov for håndgribelige, målbare resultater. Kan have en tendens til selvoptagethed. Sociale relationer: Sympatisk, reserveret, eftertænksom og alvorlig.”

Skematisk:

Jørgen: Hanne:
Venlig, tiltalende Sympatisk
Tillukket Reserveret
Velbegavet Intelligent
Følelsesbetonet Følsomhed
…Måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid… …Med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes…

11-03-2015

Aspergers Syndrom – for og i mod

Dokumentet herunder viser en række punkter, der peger på Aspergertræk, men samtidig kan imødegås med helt almindelige argumenter. Enhver vil kunne sige,at det jo er positivt at kunne koncentrere sig i lang tid. Jeg ved det ikke; jeg skal ikke gøre mig klog på det, der skal dygtige læger til – og dem har jeg nu mødt i Glostrup!

Argument for Asperger(-træk) Modargument
Kan koncentrere mig om det samme i meget lang tid (fx 12 timer) i en sådan grad, at jeg glemmer tid, sted og primære basale behov.

Fx kan jeg læse kirkebøger eller programmere i 12 timer i træk og sent om aftenen komme i tanke om, at jeg vel også skal have noget at spise.

 Det er bare en god koncentrationsevne
Hidsig/opfarende/irritabel, når det ikke lige går ”efter mit hoved” eller på en måde, jeg finder hensigtsmæssig.

Samtidig opfatter jeg mig selv som et af de fredeligste mennesker i verden.

 Du har bare temperament
Enormt behov for at være alene. Fx kan jeg sagtens være sammen med mig selv fra fredag aften til mandag morgen uden at det generer mig Det hører bare til at være introvert
Næsten fotografisk hukommelse for brugernavne, cpr-numre, adgangskoder, telefonnumre, nummerplader og datoer Det er rigtig praktisk
Elsker at arbejde med emner, der kræver omhu, akkuratesse og sans for detaljer.

1.       Læser korrektur ”for sjov” uden at det skal bruges til noget. Andre siger, at de ikke kender en bedre korrekturlæser end mig.

2.       Slægtsforskning – det dur ikke at give en person de forkerte forældre, og jeg vil have alle detaljer med. Kan bruge timevis på at lede efter en dødsdato.

3.       Programmering – hvis det ikke er lavet rigtigt, så virker det ganske enkelt ikke.

 Det er godt at være omhyggelig med det, man laver
Siger oftest nej tak til fester, fødselsdage, større arrangementer på arbejdet og andre begivenheder, hvor der er mange mennesker tilstede, fordi jeg ikke kan overskue at være sammen med mange på én gang.

Jeg trives bedst i samtale med ét menneske ad gangen.

 Det er godt at kunne fordybe sig i samtalen med ét menneske.

Det hører bare til at være introvert
Kan ikke beskæftige mig med flere emner ad gangen. Synes ”multitasking” er temmelig opreklameret og usundt Det hører bare til at være introvert
Ved afbrydelser/forstyrrelser i egne tankerækker bliver jeg næsten panisk indeni og får en følelse af, at ”min verden vælter”. Fx hader jeg at blive ”anråbt”, når jeg går ned ad gangen på arbejdet.  
Synes helt generelt, at den ydre verden forstyrrer mine tankebaner.

Kan have det fint alene en hel weekend. Fx foretrækker jeg at gå i biografen alene, fordi det generer mig at skulle forholde mig verbalt til filmen undervejs sammen med et andet menneske.

 Det hører bare til at være introvert
Hader støj.

I offentlige transportmidler bruger jeg ofte min iPod for at slippe for at høre på andres samtaler. I supermarkeder er iPod også god når jeg nærmer mig monitorerne med reklamer.

 Det hører bare til at være introvert
Når folk kommer ind på mit kontor, er min første tanke ofte ”Åh nej, hvad nu?”  
Kan ikke yde telefonsupport på jobbet, fordi brugerne taler, mens jeg prøver at løse deres problem. Og da jeg ikke kan bede dem tie stille, er jeg holdt op med at tage telefonen. Det er bl.a. gået ud over Jørn, fordi jeg simpelthen ikke tager telefonen, med mindre jeg kan se, hvem det er og ved at det ikke er ”farligt”.

Min chef har forståelse for det, fordi jeg har pakket det ind i nogle argumenter om, at det er for dyrt at yde telefonsupport, fordi det tager længere tid at have dialog end at besvare e-mails. Herudover er jeg enormt hurtig til at besvare den ret store mængde af e-mails, der dagligt kommer.

 Det er godt at løse opgaverne omkostningseffektivt.
Føler mig ”sær”, men jeg har lært mine omgivelser at leve med det – og jeg kan for det meste også godt selv.

Problem: Synes særhederne bliver værre med årene.

Lige nu: det bekymrer mig, at depressionerne bliver værre, at der nu er tilkommet mani og at der er kortere intervaller mellem ”episoderne”. I forbindelse med disse ”episoder” bliver alle symptomerne stærkere/værre.

 Jamen sådan er det jo at bo alene. Så udvikler man en del særheder, bl.a. fordi der ikke er nogen, der kan udnivellere dem i det daglige
Allerede som barn foretrak jeg at ”lege med” mine fantasi-venner frem for rigtige venner. Selv om der var et rigtigt barn inde i huset, kunne jeg godt gå ude i haven og tale med min fantasi-ven; han hed i øvrigt Jens J  
Fx til møder hader jeg pauser, hvor folk kommer hen og lige skal klare et eller andet af, som handler om noget helt andet end det, mødet handler om.

Jeg kan ikke finde ud af at forholde mig til andet end mødets tema, og ved ikke, hvor jeg skal gøre af den nye – og for mig at – uvedkommende information, de kommer med.

 Det er godt at være fokuseret på det mødet handler om.

Det hører bare til at være introvert.

Hanne B. Stegemüller

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.