,

Filteret der blev væk

Hvor længe kan det blive ved?

Filteret

Pludselig forsvandt det filter, der bevirker, at vi mennesker kan læse om, og forholde os til, den ydre verden uden at tage den ind i de centrale dele af hjernen.

Derfor sad jeg og lå jeg et par dage og græd og græd over: klimaet, fattigdom, krigen i Syrien, hjemsendelser til Afghanistan, armoden som flg af integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet, jøderne i 1943 osv. Simpelthen alt.

Respiratoren

I et par måneder har jeg hørt en respirator, der stod inde i klædeskabet. Jeg har tjekket, den står der ikke. Da bip bip lydene ikke er der hele tiden, og ikke er så høje, er jeg blevet enig med Kasper (min overlæge) om, at vi lige ser tiden lidt an, for måske forsvinder det af sig selv. Men han har på ingen måde været afvisende, idet Seroquel havde en antipsykotisk effekt.

Min panik satte ind, da respiratoren blev til musik i form af enten pænt klaver eller folkemusik. Ikke så højt men alligevel. Jeg gik rundt ved væggene og tjekkede, at det ikke var naboerne, der pludselig spillede musik. Det plejer de nemlig ikke.

Er jeg for alvor ved at blive rablende vanvittig?

Denæst

Nu er jeg jo efterhånden en trænet patient, så jeg stillede selv lidt af diagnosen: der er noget psykotisk over det med filteret og lydene. Jeg ringede til Hvidovre, som syntes, jeg skulle tage til Glostrup, og spurgte, om jeg lovede osv. Jeg lovede osv, men sov alligevel på det. Jeg er altid bange for at råbe “Ulven kommer”, for at sidde de tre timer i venteværelset for så at blive sendt hjem igen (det er vist mange år siden, det er sket), for at belaste systemet, for at det bare er noget pjat osv.

De spørger jo altid “Hvor længe har det stået på?” I mit dumme hoved bliver det til “Du har ikke haft det dårligt nok længe nok.” Det vil jeg nok lige arbejde lidt med.

Der er også en trend – i hvert fald i psykiatrien – “Hvad vil du gerne have, vi gør for dig?” Eller “Vil du gerne indlægges?” Det er simpelthen så sødt og næsten kærligt ment, men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal svare, så jeg replicerer tamt “Hvad synes du?” “Jeg henvender mig her, fordi jeg er hunderæd og ikke kan få min verden til at hænge sammen, er du så ikke så sød som specialuddannet fagmedarbejder at beslutte, hvad der er bedst for mig?” Jeg ved det godt – patientinddragelse er meget svært!

Den “fedeste” læge

Jeg har talt nærmest halvanden time med en overlæge fra en anden afdeling. Hun var helt fantastisk og startede med at beklage, at hun kun havde læst dele af min journal. Jeg tilgav hende på stedet.

Hun turde stille alle de spørgsmål, som de ikke stillede i går. Hun ville virkelig gerne høre om både filteret og folkemusikken, og om sidstnævnte var inde i hovedet eller kom udefra. Ingen tvivl – den kommer udefra. I øvrigt er det et ret nærliggende spørgsmål.

Hun gav sig tid, tid, tid. Det var fantastisk. Efter al den tid: “Bipolar affektiv sindslidelse i episode med blandingstilstand med psykotiske elementer”. Hun syntes, det var godt, jeg kom, og at jeg ikke havde snydt nogen.

Og pillerne: lidt til lige at “overleve” weekenden på, og så koordinerer hun og Kasper på mandag. Jeg har klippet ud i pap, at jeg ikke vil tilbage til Seroquel! De må have flere skud i bøssen, nu hvor jeg til den første betaler sidste rate hos tandlægen.

Hvor længe kan det blive ved?

For nu at slutte med begyndelsen, så ved jeg det ikke. Hvor længe kan jeg holde tiil det? Skulle jeg være så heldig at finde et fleksjob 15 timer/uge, kan jeg så overhovedet passe det, hvis intervallerne mellem indlæggelserne bliver stadigt kortere? Jeg har aldrig halsbetændelse eller hovedpine eller den slags; hvis jeg er syg, er jeg indlagt, hvilken arbejdsgiver gider det? Har jeg stadig en kognitiv kapacitet, der bevirker, at jeg kan udfylde bare et fleksjob? Jeg ved det sgu ikke. Ville en førtidspension være en bedre løsning? Skal jeg give op?

Det er jo sådan set ikke tanker at tænke lige nu, men de er relevante og hænger i et eller andet omfang sammen med det manglende filter.

——

Det er lidt bøvlet at tjekke kommaer og stavekontrol på iPad; I får det, som det er.

2 replies
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Hvad angår fleksjob, så har du jo fået det bevilliget, fordi du er syg. Ergo kan en evt. kommende arbejdsgiver ikke tillade sig at forvente, at du er frisk som en havørn og ingen sygedage har! Om det ville være bedre med en førtidspension, kan kun du selv vide. Af det, du ellers har skrevet, synes jeg, det fremgår, at du strukturerer dit liv omkring arbejdsdagene, og at det er svært for dig at etablere en struktur, du er tilfreds med, uden arbejdsdage. Men det burde jo kunne lade sig gøre at finde noget andet at gøre, frivilligt arbejde eller dyrkelse af interesser af en eller anden slags, som kunne give den fornødne struktur. På den måde ville du i det mindste ikke være nødt til at forholde dig til mere eller mindre trælse chefer, eller til evighedspraktikker, hvor du gang på gang oplever “at blive kasseret”, når de ikke vil ansætte dig i fleksjob alligevel.

    Jeg ved ikke, hvor svært/let det vil være at få tilkendt en førtidspension, når du _har_ fået tilkendt fleksjob, men som jeg husker det, var førtidspension på bordet, den gang du søgte fleksjob.

    Måske skal du ikke tage stilling til spørgsmålet lige nu, men vente indtil de pskykotiske elementer i din verdensopfattelse er lidt mere på afstand.

    Jeg håber, du finder filteret igen snart, for det har man altså brug for.

    Det er rart at læse, at du føler dig godt behandlet i sundhedsvæsenet.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Tak – du er altid så konstruktiv!

      Fleksjob = sygdom: checkmark

      FTP: Jeg har altid lagt min identitet og værdi som menneske i min tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er forkert, men sådan er jeg så.

      FTP var ganske rigtigt på tale, da jeg blev bevilget fleksjobbet endda fra forvaltningens side. Min daværende bisidder og tidligere socialrådgiver mener, at jeg måske relativt let kunne opnå en pension. Jeg vil bare så gerne have kolleger, nogle at sige god morgen og farvel til og spise frokost med de der tre dage om ugen. Men du har jo ret i det med de trælse chefer, det at møde frem uden egentlig at være efterspurgt, at være ansat uden at have et skrivebord og/eller en computer.

      Jeg er nok bare en tosse til frivilligt arbejde mm det kunne hvae noget med IT at gøre. Jeg har faktisk spurgt i den lokale udgave af Ældresagen (jeg nægter mellemrummet) om der er behov for en som mig; men det er der ikke. Markedet er mættet, og de gamle er blevet meget dygtigere, end de var for fx rti år siden.

      Nej du har ret: der skal ikke tages stilling lige nu, men tilstanden åbner for spekulationer om “Hvad nu lille du?”.

      Ja jeg synes altså, jeg får en kongelig behandling, selvom de kender mit CPR-nummer udenad- selv er jeg lidt flov over at være “kendt” som det så smukt hedder.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *