Maraton med brækket ben

Samtale med Kasper Reff

Maraton med brækket ben

Lige nu er det lidt uklart, ikke det hele, men det halve. Jeg udbredte mig overfor Kaper om, at jeg ikke syntes, jeg kunne noget mere, og at intervallerne mellem indlæggelserne bliver kortere og kortere, og hvad så med arbejdsmarkedet? Og kan jeg overhovedet noget mere?

Han sagde selvfølgelig det, jeg udmærket ved, nemlig at man heller ikke løber maraton med et brækket ben, og at det ikke er lige nu, jeg skal tage stilling til alt det.

Nu skal den nye medicin først virke, og det kan tage noget tid (1 – 2 uger og garanteret mere), og så kan jeg begynde at tage stilling til, hvad pokker jeg skal stille op med mig selv. Jeg synes ikke, det er selvindlysende.

Jeg bad om hans vurdering af, hvad jeg skulle sige til Jobcenteret, som jeg jo altså indtil videre har et fint forhold til. Han svarede “foreløbig tre uger”, og det har jeg så telefonisk videreformidlet til min konsulent. Jeg tror, det betaler sig at være bare lidt proaktiv.

Kasper Reff er klar i spyttet: det er en psykose

Kasper sagde det ligeud, men vi kender jo også hinanden, det er en psykose. Jeg fortalte ham om “filmen”, hvor jeg gennem 14 måneder så og hørte min egen død og begravelse. Dengang var der ingen i psykiatrien, der ville sætte ord på. Kasper ville godt: psykose. Det er altså mærkeligt, at man ved et tilfælde skal støde ind i den rette psykiater, fordi der kommer en farmaceut forbi og spørger til bivirkninger. Men uanset det ene eller det andet tilfælde, er jeg meget glad for at være her.

Den tyrkiske/kurdiske folkemusik blandet med klaver, som man hører det spillet i finere saloner (så fine steder har jeg aldrig været, men jeg har set det på TV), måske i tyvernes Wien eller Berlin, har jeg ikke lyst til at være alene hjemme med.

Abilify

Næste skud i bøssen er et præparat kaldet Abilify, som skulle være meget virkningsfuldt selv i små doser, så nu prøver vi det. Dur det ikke, eller er der for mange bivirkninger, må vi prøve noget andet, tredje, fjerde… Det er ikke ret godt for pengepungen, da det koster 1.400 kr om måneden… Jeg må høre ham, om der kan være tilskudsmuligheder, for jeg synes, det er mange penge. Men det er vel en kommunal udgift, og jeg vil jo aldrig komme i betragtning der.

Besøg?

Det kan være, jeg får besøg i ugens løb. Jeg glæder mig allerede, for tiden kan godt blive “lidt” lang. De øvrige patienter er vældig søde men samtaleemnerne kan godt blive lidt ensformige: “Har du også været på lukket?”, “Er det første gang du er her?” Næh, det er vist nok 11 gang…


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

6 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Det er interessant, det du fortæller, at du ikke oplever de psykotiske fænomemer i nær så høj grad, når du er sammen med andre og når du er i gang med at skrive. Når du endnu en gang er klar til at løbe Marathon, skulle du måske tage de ting i betragtning? Hvad med at skaffe en valgfamilie i et slags boligkollektiv, evt. et der er understøttet af sundhedspersonale, der ved hvad de har med at gøre og kan samle op noget tidligere, hvis noget bevæger sig ud af en psykotisk tangent ligepludselig. Det er ikke en decideret institution, jeg foreslår, mere et kollektiv eller et blandet gruppehjelm, selvfølgelig af en sådan beskaffenhed, at man har sigt eget også og ikke er tvangsindlagt til at være sammen med de andre 24/7. Det måtte vel være spørgsmål om at finde en kreds af ligesindede, man kan med, og som har et lignende funktionsniveau som dit eget, Der er du jo pt. et udmærket sted for at afprøve terrænnet og se, om der muligheder. Du har jo tidligere nævnt, hvordan du syntes godt om at bo på kollegium. Et sådan gruppehjem kunne godt være organiseret på lidt samme måde.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Jeg er helt enig og du kan tro, jeg har tænkt de tanker mange gange, og jeg har døbt dem “Kollegium for voksne” eller “Oldekolle”. Vi kunne også kalde det for bare alm kollektiv. Jeg ønsker at kunne være sammen med nogen og at kunne trække mig tilbage, når det er nødvendigt.

      Jeg har ikke tænkt på noget med understøttelse af sundhedspersonale bortset fra, at jeg af og til har tænkt “bosted”, men jeg har ikke lyst til at bo sammen med andre syge mennesker. Det bliver jeg næppe “raskere” af. Som du nævner skal det være med mennesker med et funktionsniveau, der ligner mit eget.

      Flere har foreslået mig derhjemme at starte med at få lavet lidt hyggelige rammer nede på vores græsplæne: bænke, borde, grill, blomsterkummer mv: et sted hvor man har lyst at mødes med de øvrige og drikke en kop øl/kaffe. Jeg har store plamer om at rundkaste en fin lille A5 DTP og spørge, hvem der vil bakke op om initiativet. Hvis der er tilpas mange, kunne jeg lave projektbeskrivelse (skitser, økonomi mv). Hidtil er det blevet ved tanken… jeg kan ikke overskue det, men idéen er god.

  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg ønsker bare, at det de gør, hjælper dig. Indtil det hjælper, håber jeg, at du kan finde en slags ro i det. Selv i de noget indskrænkede samtaleemner, der åbenbart er til rådighed. Måske er det sådan en slags introduktion, når I har fået det der med “om” og “hvor mange gange” og “hvor længe”, kan I måske finde andet at tale om.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Mange tak for dine gode ønsker. Jegg tror på det – men det har jeg jo på den anden side set gjort hver gang…

      Ja jeg må sige at samtaleemnerne er noget “indskrænkede”, som du fint kalder dem. Og det er sandt. Jeg kan da også mærke, at der langsomt blødes lidt op. Selv kan jeg jo sagtens kommunikere både på skrift og i tale uanset folkemusik og klaverer. Retfærdivis skal siges, at musikken kun er tilstede, når jeg er tout seule. Skriverierne holder den også lidt på afstand.

      Uanset hvad, glæder jeg mig til mit eventuelle besøg.

  3. Jørgen
    Jørgen siger:

    Det er ikke fordi jeg noget væsentligt at sige, men jeg følger med. Jeg håber der findes løsninger du kan have det godt med. Måske kan det gode ord ‘besindighed’ være til en anelse nytte her. Ingen hast, ingen hast.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Tak.

      Jeg håber også meget på, at der kan findes en løsning, og gerne en der varer mere end tre måneder ad gangen.

      “Besindighed” er nok et godt ord. Det er bare så pokkers svært. Det positive er, at jeg er i de bedste hænder og virkelig oplever, at tingene fungerer, som de skal.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.