Indlæg

,

På batterier?

På batterier

Godt at være kendt

På batterier?

I går blev det for meget med de batterier – eller måske for lidt.

Jeg har kørt for fuld skrue i mere end en uge. Jeg kiggede ikke på mit actioncard, som jeg har lavet sammen med “min Mona” på 808, for jeg vidste jo godt, hvad der stod. Men hvem henvender sig til et hospital, når man har det fantastisk og er fuld af gode idéer og energi?

Jeg har virkelig udrettet utrolige ting om natten, jeg har hygget mig med det og lært en masse.

Trods alt ringede jeg til Hvidovre og fik en snak med en af dem, jeg kender, og som er så sød. Efter få minutters snak sagde hun, at hun ville kontakte Psykiatrisk Center Glostrup, og derefter ringe tilbage til mig. Som sagt så gjort, og nu er jeg så der, bortset fra at jeg lige er hjemme at pakke mine varer fra Aarstiderne ud og hente lidt fornødenheder.

De roser mig for god sygdomsindsigt. Det er jo dejligt, og jeg er glad for, at de vil have mig. Det andet var vist ikke så godt. Da jeg gik rundt nede i Kvickly i går, følte jeg, at jeg svævede. Det blev jeg forskrækket over. De har spurgt mig, om jeg var klar over, at jeg ikke svævede i virkeligheden. Det er jeg fuldt ud klar over, for jeg er ikke psykotisk. Jeg kender jo alt dette til hudløshed.

Det er min 10. indlæggelse. Det er, på trods af den gode sygdomsindsigt, en lille smule svært ikke at se det som et nederlag, når jeg har gået og ment/skrevet/sagt, at den 9. var den sidste. Og jeg håber, dette bliver kortvarigt, da jeg meget gerne skal på arbejde på onsdag, inden vi skal holde tre ugers sommerferie.

Jeg har tidligere talt grimt om Glostrup. Det trækker jeg hermed tilbage – eller også er der bare sket en mentalitetsændring eller en personaleudskiftning. De er virkelig søde!

Der er Litium i batterier

Selvom distriktspsykiatrien lige har sørget for blodprøver, tages de igen. Foreløbig ser det ud til, at Serum-Litium er for lavt. Nye prøver 14:30 i dag for at være helt præcis med 12-timers reglen. Hvis det er for lavt, har det hele en naturlig årsag. Alle andre tal er fine.

Fra Sundhed.dk

  • 54 år; kvinde.
  • Henvendelsesårsag: Patienten møder med henblik på: Mani.
  • Pt er hurtigkørende, angiver at få f.eks 5 ideer pr minut og har gang i dem alle.
  • Har mange gøremål. F eks at programmere om natten. føler sig inspireret og genial. er i godt humør.
  • Pt har erkendelse af at være i manisk tilstand
  • Søvnforstyrrelser. pt har angiveligt ikke sovet 48 timer og har heller ikke spist.
  • Medicinadministration: der er medicinsvigt over et par dage

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, , ,

Det var dyrt 3

Det var dyrt

Slet ikke så let

Det var dyrt 3

Jeg pusler stadig med tallene til bogen.

Kommunen

Da jeg havde talt med ca. 17 mennesker, der ikke kunne finde ud af noget eller ikke vidste, om de måtte oplyse om det, de fandt, endte jeg med at skrive til borgmesteren og bede om aktindsigt. Så skete der noget. Nu mangler kun oplysningen om, hvad støtte- kontaktpersonen kostede. Indtil videre er jeg landet på 583.000 kr., som inkluderer ca. 400.000 kr. i sygedagpenge (brutto).

Psykiatrien

  1. Jeg startede i Distriktspsykiatrien. Jeg regnede med, at de kunne henvise til en »regnedreng« et eller andet sted i systemet.
  2. Distriktspsykiatrien henviste til Sundhedsstyrelsen.
  3. Sundhedsstyrelsen henviste til Sundhedsdatastyrelsen, der står for DRG-taksterne (DRG står for DiagnoseRelaterede Grupper). De har superfine tal på deres hjemmeside. Jeg korresponderede lidt med en medarbejder, der var vældig hjælpsom, men da jeg begyndte at spørge til forskellige væsentlige detaljer, henviste hun mig til: “DRGtakster@sundhedsdata.dk”. Det jeg blandt andet spurgte til var:
    • Når jeg har været indlagt OG fået ECT, skal jeg så bruge kode “5006 Bipolare tilstande (DF30-31, DF340), elektrochok, pat. o. 18 år”? Jeg gætter på, at svaret er ja. Men skal det så forstås sådan, at ECT er indregnet i taksten, og at jeg derfor ikke kan finde tallet for ECT isoleret set?
    • Jeg har gjort alle mine sengedage op vha. sundhed.dk, 188 fordelt på ni indlæggelser. Afhængig af dit svar, ser det ud til, at jeg kun sjældent når op over Trimpunktet. Hvordan regner jeg omkostningen for indlæggelser, der ligge under Trimpunktet? Jeg har prøvet lidt med forholdstal, men det ser helt forkert ud, når jeg sammenholder med Langliggertaksten. (* Forklarende note: Trimpunktet er det antal dage, der er regnet ind i DRG-taksten. Fx har Bipolar med ECT et Trimpunkt på 82 dage, og taksten er 143.907 kr. Hvis en indlæggelse er længere end de 82 dage, træder “Langliggertaksten” i aktion. Her er dagsprisen 3.030 kr. eller 2.500 kr.)
    • Er det rigtig forstået, at der ikke sondres mellem åbne og lukkede afsnit? Jeg ville da tro, at en sengedag på et lukket afsnit er noget dyrere, bl.a. fordi der er mere personale, sikringsforanstaltningerne er dyre osv.
    • Osv.
  4. “DRGtakster@sundhedsdata.dk” skriver: “Kære Hanne. I opgørelser vedrørende behandlinger på psykiatriske hospitaler anvendes alene sengedags- og besøgstakster. De vejledende takster du har fundet på vores hjemmeside anvendes af Region Syddanmark, men vi kender ikke den eksakte anvendelse. Det må du evt. kontakte dem om.” Her kommer et nyt begreb “sengedags- og besøgstakster”, hvor finder jeg dem, og hvorfor bruges DRG-taksterne ikke bortset lige fra i Region Syddanmark?
  5. Så kom jeg ikke længere ad den vej. Men der er flere skud i bøssen: Jeg er på Facebook med den tidligere centerchef på Psykiatrisk Center Hvidovre. Så jeg skrev simpelthen til hende og spurgte, hvem jeg kunne rette henvendelse til. Hun svarede lynhurtigt, at jeg kunne skrive til den konstituerede centerchef på Psykiatrisk Center Glostrup. Det gjorde jeg så, men det kom der ikke noget ud af.
  6. På hjemmesiden fandt jeg i stedet en medarbejder, der havde med økonomi at gøre. han sendte min forespørgsel videre til en anden, der skrev: “Vi bruger i psykiatrien ikke DRG-takster, på samme måde som i somatikken, vi har ikke DRG takst på sengedage mv. Opgaver med at opgøre de tal, du beder om, vil derfor blive lidt mere omfattende og der vil stadig være en usikkerhedsfaktor i opgørelse af overhead. Jeg bliver nødt til at vende din forespørgsel med vores administrationschef som har ferie og først er tilbage i uge 43, du vil derfor først få en tilbagemelding på om vi kan være behjælpelige med dette i uge 43.” Nu er jeg lidt forvirret over “ikke DRG-takst på sengedage mv”… Jamen hvad så i stedet? Der er da masser af psykiatri-DRG-takster på Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside. Derudover måtte jeg lige forklare medarbejderen, hvad DRG står for…
  7. Uge 43 oprinder og administrationschefen i Glostrup er tilbage fra ferie, og henviser til en e-mail-adresse ved navn “psykiatri@regionh.dk” – det er en intetsigende hovedpostkasse. Og fra den får jeg dette autosvar: Fællespostkassen i Region Hovedstadens Psykiatri har modtaget din e-mail. Fællespostkassen bliver betjent i åbningstiden mandag-fredag kl. 8-15. E-mailen vil indgå i Region Hovedstadens Psykiatris postgang og vil blive videresendt til rette sagsbehandler. Denne e-mail er et kvitteringsbrev, som sendes automatisk af fællespostkassen og kan ikke besvares. Har du eller en af dine pårørende brug for akut psykiatrisk hjælp, kan du henvende dig i en af Regions Hovedstadens fem psykiatriske akutmodtagelser. Du kan læse nærmere på nedenstående link: https://www.psykiatri-regionh.dk/undersoegelse-og-behandling/Akut-hjaelp/Psykiatriske-akutmodtagelser/Sider/default.aspx?rhKeywords=psykiatriske+akutmodtagelser
  8. Det bliver spændende at se, hvem “psykiatri@regionh.dk” henviser til. Jeg er en tålmodig sjæl! Det er vigtigt at skaffe disse oplysninger. I sidste ende må jeg vel kunne bede om aktindsigt?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

I konstruktiv dialog med psykiatrien

I konstruktiv dialog med psykiatrien

“Interview” på Psykiatrisk Center Glostrup

I konstruktiv dialog med psykiatrien

Som tidligere omtalt er jeg blevet bedt om at deltage i en “Patient og pårørendegruppe” på Psykiatrisk Center Glostrup. De skriver fx

“Patient- og pårørendehistorier kan handle om forløb, hvor noget gik galt, eller forløb, hvor behandlingen forløb rigtigt godt. Sidstnævnte kan især bruges til at identificere faktorer, der har særlig betydning for patienten og den pårørende, men som måske ikke tillægges særlig betydning af de sundhedsprofessionelle, fordi de er blevet hjemmeblinde og vante til den daglige rutine.”

Projektet er en del af “Sikker psykiatri”. Selvfølgelig vil jeg gerne deltage, for jeg synes, jeg har noget at bidrage med, og muligvis kan fungere lidt som “talerør” for de psykiatribrugere, der har mindre overskud. Efter ca. ti indlæggelser er mit erfaringsgrundlag stort og jeg kender mange tidligere medpatienter, der ikke lige har ressourcerne. Man kan kalde mig “svingdørspatient” eller “trænet bruger” alt efter behov og lyst.

Sikker psykiatri

Projektet har fokus på:

  • Undgå medicinfejl
  • Behandle fysiske sygdomme
  • Forebygge selvmord
  • Mindske tvang

Når jeg kigger ned over de fire punkter, er det svært at blive imponeret! Det sidste punkt med mindre tvang er måske nok noget nyt, men de tre øverste burde ikke være noget, der skal laves projekter om. Jeg forventer som patient, at de har styr på min medicin, for ellers kan jeg altså selv hælde op, som jeg jo gør herhjemme, hvilket jeg gør mig umage med. Det er svært, men jeg prøver. For så vidt angår tvang er det gudskelov ikke noget, jeg har oplevet. Jeg har kun set det i TV, og selv der virker det gruopvækkende. Det må være forfærdelig ydmygende at opleve. Min tanke er bare, at de vel gør det for patientens bedste.

For så vidt angår selvmordsscreeningen har jeg altid syntes, at den var lidt mystisk: De spørger, om jeg kan finde på at gøre noget, mens jeg er på afdelingen? Jeg svarer altid “Nej. Jeg skal være hjemme, for at det kan lade sig gøre”. Ingen har nogensinde fulgt op på det svar, selvom jeg kunne ønske mig det. Det lægger da op til at spørge yderligere til mine planer. Det er som om, at så længe jeg er i deres hænder er det fint, hvis jeg ikke tager livet af mig, men hvis jeg gør det herhjemme, er det okay.

Langt omkring

Jeg tror egentlig ikke, man kan kalde dagens seance for et interview, for hun var utrolig dygtig til at få mig til at tale frit fra leveren, og det fungerede fint. Og jeg har nogle budskaber, og jeg er vant til at “kæfte op” på en relativt pæn måde.

Det var lidt svært at få forklaret, at jeg ganske udmærket er klar over, at der er mange forhold, der er politisk bestemte, og som selv de fineste og dyreste leanprojekter ikke kan ændre på. Jeg har trods alt levet af at lave regneark i rigtig mange år. Et eksempel på dette er, at Hvidovre og Glostrup er fusionerede, så man skal henvende sig i Glostrup, hvis man gerne vil til Hvidovre. Der er ganske enkelt ikke en akutmodtagelse i Hvidovre længere. En overnatning med to gange ekstra rengøring (før og efter overnatningen), opredningen og fjernelsen af sengetøj mv. koster 3.700 kr. Hertil kommer taxaen til et par hundrede kroner. Samlet set ca. 4.000 kr. for ingenting. Sikke meget patientbehandling der kunne laves for de penge, hvis man ser det på årsbasis. Det er der sikkert nogle sundhedsøkonomer, der har regnet på.

Jeg fik præsenteret mine hovedteser fra den tidligere blogpost, og jeg har fornemmelsen af, at jeg vandt gehør for dem, og det er jo ikke så ringe.

Hun stillede mange spørgsmål til min oplevelse af Hvidovre, og der kunne jeg jo kun sige, at jeg der føler mig tryg og i gode hænder. De ved, at jeg bare skal have en seng, når jeg henvender mig. Der skal jeg ikke “begynde forfra”. De kender mig.

Jeg prøvede at forklare, at når/hvis jeg henvender mig, er det efter langvarige overvejelser, fx en hel dag, hvor jeg har talt med Psykiatrifondens telefonrådgivning, Livslinjen og præsten. Hvis alle svar peger i den samme retning, tager jeg afsted og forventer så også at være “Ventet og velkommen” (tidens buzzwords). Jeg prøvede at forklare, at de tre til fire timer i deres arkitekttegnede venteværelse er et mareridt – et helvede er måske et bedre ord. TV2 kører ubarmhjertigt, og mine tanker kredser alene om angsten for at blive sendt hjem igen, for hvad så? Jeg henvender mig, når jeg synes, de skal passe på mig, fordi jeg ikke kan selv. Jeg kender efter 14 år min sygdom, og jeg ved, hvilken hjælp, jeg har behov for.

Status

Lige p.t. er status fantastisk! Jeg har ikke været indlagt de seneste ni måneder, og jeg er ved at få styr på mit liv, der ellers gik i stå i sommeren 2013. Efter fire år begynder det at ligne noget – men jeg har også arbejdet for det. Baseret på erfaringerne frygter jeg imidlertid for fremtiden, hvor jeg måske står uden job. Hvad vil det betyde? Skal jeg i gang med at kæmpe med ensomheden igen? Hvilke dårlige tanker vil det medføre?

Jeg håber på det bedste, og jeg kæmper for det, men ellers ved jeg da, at jeg er “Ventet og velkommen” på 808 i Hvidovre. Jeg skal bare først udstå ventetiden i det arkitekttegnede venteværelse i Glostrup.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Psykiatridialog

Psykiatridialog

Mail fra Glostrup om psykiatridialog

Der kører p.t. et projekt, der hedder “Sikker psykiatri”, hvor man fokuserer på at opsamle patienternes gode og dårlige historier. Jeg synes ikke “Sikker psykiatri” er en særlig god overskrift, men pyt nu med det. Overskrift eller ej så er jeg blevet inviteret til at deltage i to møder:

  1. Enesamtale med en projektleder.
  2. Gruppesamtale med alle deltagerne.

De vil gerne have erfaringer med Psykiatrisk Center Glostrup, og her synes jeg, jeg har noget at bidrage med. Jeg har siddet og forberedt mig lidt, og samtalen skal favne nedenstående punkter.

Generelt er jeg meget interesseret i at blande mig i psykiatridebat og -dialog. Fx kunne jeg forestille mig at medvirke i “aftabuiseringsprojekter“, da det måske kan give systemet noget, og jeg måske også selv kunne få noget ud af det. Det er trods alt ikke den rene altruisme 🙂

Et andet sted at påvirke/medvirke kunne være Psykiatrifonden, som jeg oplever som hyper-professionelle.

Det er tredje gang jeg medvirker i den type projekter, og jeg vil gerne hjælpe, men så vil jeg også have sikkerhed for, at mine input til projekterne bliver brugt til noget. De to første gange er der vist ikke kommet noget ud af det.

Til drøftelse

Jeg var ikke “ventet og velkommen”

Ved indlæggelse 7. oktober 2016 var alle papirer udfyldt af Distriktspsykiatrien, Nana Hengstenberg, til fast track. Det eneste, jeg ønskede mig, var en seng. Hvorfor skulle jeg så alligevel vente flere timer i jeres arkitekttegnede venteværelse? Hvorfor skulle jeg så igen besvare de samme spørgsmål? Det eneste, jeg ønskede mig, var jo en seng og hurtigst mulig overførsel til ”mit” afsnit på Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH), afsnit 808, hvor jeg føler mig tryg.

Jeg følte mig bestemt ikke “ventet og velkommen”.

Et eksempel herpå er: Idet jeg havde det meget dårligt, havde jeg ind imellem behov for at tale med personalet, uagtet jeg udmærket er klar over, at de har travlt, og at der er mange andre patienter. En aften henvendte jeg mig til personalet i Glostrup, men inden jeg fik fremført mit ærinde, var beskeden, at jeg allerede havde talt med vedkommendes kolleger dagen før. Herefter gik jeg med uforrettet sag og følelsen af at have været til gene. Med en psykiatrisk diagnose kan man have hårdt brug for at verbalisere tanker og følelser. Jeg er som nævnt ret kendt i det psykiatriske system, men jeg har heldigvis aldrig mødt det syn på patienterne før, og jeg håber heller ikke at opleve det igen.

Som en slags ”forsvar”, sagde de på 808 på Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH), at Glostrup jo ikke kendte mig endnu. Dette er ikke et validt argument. Hvad skal den patient, som indlægges første gang, så gøre? Hun er jo heller ikke ”kendt”. Skal hun ikke også have en ordentlig behandling?

Tre nye diagnoser på en times tid

En – i øvrigt meget rar og venlig – (over-)læge Jannik Bjerrum, udstak tre nye diagnoser efter en samtale på 45 minutter. Det drejede sig om Aspergers syndrom, ADHD og personlighedsforstyrrelse. Jeg skrev til Birgitte Welcher, at det kunne jeg ikke forstå, når resten af det psykiatriske system havde kendt mig i 2½ år uden at se dette. Jeg fik en rigtig fin snak med Jannik efterfølgende, hvor han kom til PCH, og hvor han forklarede, hvad der havde fået ham til at nævne disse muligheder. Jeg kan ikke huske, hvad han forklarede, men mit ærinde er også nærmere, at den slags aldrig må finde sted, da jeg er sårbar, forvirret og bange, når jeg lige er blevet indlagt. Og jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Når jeg henvender mig i skadestuen, er jeg altid bange for at blive sendt hjem igen, uagtet jeg kender tilstrækkeligt til min sygdom til at vide, om det er på den gale side eller den gode side. Jeg har været syg siden 2003, men den rigtige diagnose – bipolar affektiv sindslidelse – blev først stillet i sommeren 2014. Dvs., at jeg ved, hvad jeg taler om. Alle siger, at jeg har stor sygdomsindsigt.

På grund af pladsmangel på 808 måtte jeg blive i Glostrup i en uge. Det håber jeg ikke at skulle opleve igen. Så hellere sige ja til en lukket afdeling på Psykiatrisk Center Hvidovre med pigtråd og annektering af opladeren til min iPad, fordi de tror, jeg hænger mig i den.

Konklusion

Jeg følte mig som prøveklud og som en gene. Det er ikke det, jeg har behov for, når jeg lige er blevet indlagt. Jeg vil bare have en seng.

Også noget på den positive side

Det skal bestemt også siges, at jeg har haft en positiv oplevelse i Glostrup: En lørdag skrev jeg i et blogindlæg om alt det, jeg pludselig var i gang med, om al den energi jeg pludselig havde, og om at jeg næsten kunne gå på vandet. Adskillige af mine læsere blev “opskræmte”, og mente jeg burde se en læge. Jeg er klar over, at jeg i manierne ikke ser klart på tingenes tilstand, så jeg turde ikke andet end at tage til Glostrup.

Efter den sædvanlige uhyrlige ventetid kom jeg til at tale med en rigtig sød læge. Hun konstaterede, at der ikke var spor af mani, og så tilføjede hun: “Det er altid bedre at komme en gang for meget end en gang for lidt”. Sådan! Det svar var jeg glad for – her følte jeg mig faktisk “ventet og velkommen”.

Venlig hilsen

Stegemüller


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.