Så er jeg her igen – og jeg kan ikke lide at være her. Befinder mig i Glostrup og ikke i Hvidovre, som ellers er “Mit sted”, hvor de kender mig og jeg dem. Tryghed! At slippe for at skulle berette særlig meget.

Jeg er syg af uvished om fremtiden (igen, igen), nære menneskers alvorlige sygdom, og hysterisk angst for flere bivirkninger fra medicin, som jeg ikke kan undvære fx Lithium og Seroquel. Jeg er udmærket klar over, at bivirkningerne kan medicineres.

Det gør mig modløs, at jeg har fået kongelig behandling alle steder i 2,5  år, medicinen er kommet endeligt på plads – hvorfor kan jeg så stadig få det sådan her? Bliver det aldrig bedre?

i dag har jeg været på endokrinologisk afdeling i Hvidovre: forhøjet stofskifte og Graves syndrom. Jeg har fået nok nu! Ny tid til undersøgelse af selve skjoldbrudskirtlen om fire uger. Tallene fra blodprøverne er meget forhøjede. Årsag: Lithium.

Onsdag aften skrev jeg til Gitte (kontaktperson) i dpc. Hun skaffede en akut tid i går formiddag, hvor hun selv og en mægtig sød overlæge var tilstede. Pernille har desværre ferie. De spurgte, hvad jeg ville? Jeg kunne kun svare, at det vel var dem, der skulle træffe den beslutning.

Men, men, men Jeg er glad for at blive taget med på råd, og det er de rigtig dygtige til dpc. Der sker aldrig noget, som vi ikke har besluttet i fællesskab. For ikke så længe siden skulle noget af al medicinen måske justeres. Det sker selvfølgelig ud fra, at det er Pernille, der er lægen, men vi taler om konsekvenser, bivirkninger, for og imod. Det kan jeg godt lide. Som regel har jeg undersøgt lidt på forhånd, så det kan blive en bare nogenlunde ligeværdig dialog. Hun lytter simpelthen!

Beslutningen blev indlæggelse i Glostrup åben afdeling. 808 i Hvidovre har overbelægning, fordi der er nedlagt så mange åbne sengepladser, at der kun er een åben afdeling nu. Jeg fik også tilbuddet om en lukket afdeling i Hvidovre. Det vil jeg ikke, da jeg ikke kan med pigtråd, høje mure, inddragelse af lighter og oplader, og så selvfølgelig dem, der sniffer rygeheroin ret så åbenlyst.. Det har jeg prøvet en uge pga. overbelægning, og det gør jeg ikke gang til! Så hellere klare det derhjemme.

I aftes talte jeg med en overlæge, der næsten fortalte mig, at jeg bare skulle tænke positivt. Herudover er det let at finde et fleksjob, naturligt at når man kommer op i alderen bliver nærstående syge, alle de andre bivirkninger kan medicinsk behandles, gå ud og knyt nogle kontakter osv. Det er ikke pænt at sige, men jeg oplevede hende som en Laila lalleglad klaphat. Derfor vil jeg ikke være her.

Det skal retfærdigvis siges, at der i dag kom en væsentlig mere fornuftig læge i dag, som endda var interesseret i, hvad jeg har at sige.  Han har pillet ved noget medicin. Det bryder jeg mig ikke rigtig om, da det jo endelig er kommet på plads. Men han gør det selvfølgelig for at hjælpe, og det er hans job. Jeg er bare utryg.

Der er bevilget ECT. Der kom en vældig flink sikkert læge. Der skal laves en ny ECT-journal. Fair nok. Hun afskluttede med at tilbyde mig en orienterende pjece om behandlingen. Jeg havde lige fortalt hende, at jeg har prøvet det 50 gange. Suk, men det er selvfølgelig pænt ment, og det står sikkert i deres LEAN-forskrifter. Jeg synes bare, at hun ikke havde hørt efter, og det er vel et rimeligt krav?

Jeg vil til 808 nu!

Her er sikkert tusind slåfejl, men jeg har kun min iPad.