Tag Archive for: Psykiatrisk Center Glostrup

I konstruktiv dialog med psykiatrien

I konstruktiv dialog med psykiatrien

“Interview” på Psykiatrisk Center Glostrup

I konstruktiv dialog med psykiatrien

Som tidligere omtalt er jeg blevet bedt om at deltage i en “Patient og pårørendegruppe” på Psykiatrisk Center Glostrup. De skriver fx

“Patient- og pårørendehistorier kan handle om forløb, hvor noget gik galt, eller forløb, hvor behandlingen forløb rigtigt godt. Sidstnævnte kan især bruges til at identificere faktorer, der har særlig betydning for patienten og den pårørende, men som måske ikke tillægges særlig betydning af de sundhedsprofessionelle, fordi de er blevet hjemmeblinde og vante til den daglige rutine.”

Projektet er en del af “Sikker psykiatri”. Selvfølgelig vil jeg gerne deltage, for jeg synes, jeg har noget at bidrage med, og muligvis kan fungere lidt som “talerør” for de psykiatribrugere, der har mindre overskud. Efter ca. ti indlæggelser er mit erfaringsgrundlag stort og jeg kender mange tidligere medpatienter, der ikke lige har ressourcerne. Man kan kalde mig “svingdørspatient” eller “trænet bruger” alt efter behov og lyst.

Sikker psykiatri

Projektet har fokus på:

  • Undgå medicinfejl
  • Behandle fysiske sygdomme
  • Forebygge selvmord
  • Mindske tvang

Når jeg kigger ned over de fire punkter, er det svært at blive imponeret! Det sidste punkt med mindre tvang er måske nok noget nyt, men de tre øverste burde ikke være noget, der skal laves projekter om. Jeg forventer som patient, at de har styr på min medicin, for ellers kan jeg altså selv hælde op, som jeg jo gør herhjemme, hvilket jeg gør mig umage med. Det er svært, men jeg prøver. For så vidt angår tvang er det gudskelov ikke noget, jeg har oplevet. Jeg har kun set det i TV, og selv der virker det gruopvækkende. Det må være forfærdelig ydmygende at opleve. Min tanke er bare, at de vel gør det for patientens bedste.

For så vidt angår selvmordsscreeningen har jeg altid syntes, at den var lidt mystisk: De spørger, om jeg kan finde på at gøre noget, mens jeg er på afdelingen? Jeg svarer altid “Nej. Jeg skal være hjemme, for at det kan lade sig gøre”. Ingen har nogensinde fulgt op på det svar, selvom jeg kunne ønske mig det. Det lægger da op til at spørge yderligere til mine planer. Det er som om, at så længe jeg er i deres hænder er det fint, hvis jeg ikke tager livet af mig, men hvis jeg gør det herhjemme, er det okay.

Langt omkring

Jeg tror egentlig ikke, man kan kalde dagens seance for et interview, for hun var utrolig dygtig til at få mig til at tale frit fra leveren, og det fungerede fint. Og jeg har nogle budskaber, og jeg er vant til at “kæfte op” på en relativt pæn måde.

Det var lidt svært at få forklaret, at jeg ganske udmærket er klar over, at der er mange forhold, der er politisk bestemte, og som selv de fineste og dyreste leanprojekter ikke kan ændre på. Jeg har trods alt levet af at lave regneark i rigtig mange år. Et eksempel på dette er, at Hvidovre og Glostrup er fusionerede, så man skal henvende sig i Glostrup, hvis man gerne vil til Hvidovre. Der er ganske enkelt ikke en akutmodtagelse i Hvidovre længere. En overnatning med to gange ekstra rengøring (før og efter overnatningen), opredningen og fjernelsen af sengetøj mv. koster 3.700 kr. Hertil kommer taxaen til et par hundrede kroner. Samlet set ca. 4.000 kr. for ingenting. Sikke meget patientbehandling der kunne laves for de penge, hvis man ser det på årsbasis. Det er der sikkert nogle sundhedsøkonomer, der har regnet på.

Jeg fik præsenteret mine hovedteser fra den tidligere blogpost, og jeg har fornemmelsen af, at jeg vandt gehør for dem, og det er jo ikke så ringe.

Hun stillede mange spørgsmål til min oplevelse af Hvidovre, og der kunne jeg jo kun sige, at jeg der føler mig tryg og i gode hænder. De ved, at jeg bare skal have en seng, når jeg henvender mig. Der skal jeg ikke “begynde forfra”. De kender mig.

Jeg prøvede at forklare, at når/hvis jeg henvender mig, er det efter langvarige overvejelser, fx en hel dag, hvor jeg har talt med Psykiatrifondens telefonrådgivning, Livslinjen og præsten. Hvis alle svar peger i den samme retning, tager jeg afsted og forventer så også at være “Ventet og velkommen” (tidens buzzwords). Jeg prøvede at forklare, at de tre til fire timer i deres arkitekttegnede venteværelse er et mareridt – et helvede er måske et bedre ord. TV2 kører ubarmhjertigt, og mine tanker kredser alene om angsten for at blive sendt hjem igen, for hvad så? Jeg henvender mig, når jeg synes, de skal passe på mig, fordi jeg ikke kan selv. Jeg kender efter 14 år min sygdom, og jeg ved, hvilken hjælp, jeg har behov for.

Status

Lige p.t. er status fantastisk! Jeg har ikke været indlagt de seneste ni måneder, og jeg er ved at få styr på mit liv, der ellers gik i stå i sommeren 2013. Efter fire år begynder det at ligne noget – men jeg har også arbejdet for det. Baseret på erfaringerne frygter jeg imidlertid for fremtiden, hvor jeg måske står uden job. Hvad vil det betyde? Skal jeg i gang med at kæmpe med ensomheden igen? Hvilke dårlige tanker vil det medføre?

Jeg håber på det bedste, og jeg kæmper for det, men ellers ved jeg da, at jeg er “Ventet og velkommen” på 808 i Hvidovre. Jeg skal bare først udstå ventetiden i det arkitekttegnede venteværelse i Glostrup.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Psykiatridialog

Psykiatridialog

Mail fra Glostrup om psykiatridialog

Der kører p.t. et projekt, der hedder “Sikker psykiatri”, hvor man fokuserer på at opsamle patienternes gode og dårlige historier. Jeg synes ikke “Sikker psykiatri” er en særlig god overskrift, men pyt nu med det. Overskrift eller ej så er jeg blevet inviteret til at deltage i to møder:

  1. Enesamtale med en projektleder.
  2. Gruppesamtale med alle deltagerne.

De vil gerne have erfaringer med Psykiatrisk Center Glostrup, og her synes jeg, jeg har noget at bidrage med. Jeg har siddet og forberedt mig lidt, og samtalen skal favne nedenstående punkter.

Generelt er jeg meget interesseret i at blande mig i psykiatridebat og -dialog. Fx kunne jeg forestille mig at medvirke i “aftabuiseringsprojekter“, da det måske kan give systemet noget, og jeg måske også selv kunne få noget ud af det. Det er trods alt ikke den rene altruisme 🙂

Et andet sted at påvirke/medvirke kunne være Psykiatrifonden, som jeg oplever som hyper-professionelle.

Det er tredje gang jeg medvirker i den type projekter, og jeg vil gerne hjælpe, men så vil jeg også have sikkerhed for, at mine input til projekterne bliver brugt til noget. De to første gange er der vist ikke kommet noget ud af det.

Til drøftelse

Jeg var ikke “ventet og velkommen”

Ved indlæggelse 7. oktober 2016 var alle papirer udfyldt af Distriktspsykiatrien, Nana Hengstenberg, til fast track. Det eneste, jeg ønskede mig, var en seng. Hvorfor skulle jeg så alligevel vente flere timer i jeres arkitekttegnede venteværelse? Hvorfor skulle jeg så igen besvare de samme spørgsmål? Det eneste, jeg ønskede mig, var jo en seng og hurtigst mulig overførsel til ”mit” afsnit på Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH), afsnit 808, hvor jeg føler mig tryg.

Jeg følte mig bestemt ikke “ventet og velkommen”.

Et eksempel herpå er: Idet jeg havde det meget dårligt, havde jeg ind imellem behov for at tale med personalet, uagtet jeg udmærket er klar over, at de har travlt, og at der er mange andre patienter. En aften henvendte jeg mig til personalet i Glostrup, men inden jeg fik fremført mit ærinde, var beskeden, at jeg allerede havde talt med vedkommendes kolleger dagen før. Herefter gik jeg med uforrettet sag og følelsen af at have været til gene. Med en psykiatrisk diagnose kan man have hårdt brug for at verbalisere tanker og følelser. Jeg er som nævnt ret kendt i det psykiatriske system, men jeg har heldigvis aldrig mødt det syn på patienterne før, og jeg håber heller ikke at opleve det igen.

Som en slags ”forsvar”, sagde de på 808 på Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH), at Glostrup jo ikke kendte mig endnu. Dette er ikke et validt argument. Hvad skal den patient, som indlægges første gang, så gøre? Hun er jo heller ikke ”kendt”. Skal hun ikke også have en ordentlig behandling?

Tre nye diagnoser på en times tid

En – i øvrigt meget rar og venlig – (over-)læge Jannik Bjerrum, udstak tre nye diagnoser efter en samtale på 45 minutter. Det drejede sig om Aspergers syndrom, ADHD og personlighedsforstyrrelse. Jeg skrev til Birgitte Welcher, at det kunne jeg ikke forstå, når resten af det psykiatriske system havde kendt mig i 2½ år uden at se dette. Jeg fik en rigtig fin snak med Jannik efterfølgende, hvor han kom til PCH, og hvor han forklarede, hvad der havde fået ham til at nævne disse muligheder. Jeg kan ikke huske, hvad han forklarede, men mit ærinde er også nærmere, at den slags aldrig må finde sted, da jeg er sårbar, forvirret og bange, når jeg lige er blevet indlagt. Og jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Når jeg henvender mig i skadestuen, er jeg altid bange for at blive sendt hjem igen, uagtet jeg kender tilstrækkeligt til min sygdom til at vide, om det er på den gale side eller den gode side. Jeg har været syg siden 2003, men den rigtige diagnose – bipolar affektiv sindslidelse – blev først stillet i sommeren 2014. Dvs., at jeg ved, hvad jeg taler om. Alle siger, at jeg har stor sygdomsindsigt.

På grund af pladsmangel på 808 måtte jeg blive i Glostrup i en uge. Det håber jeg ikke at skulle opleve igen. Så hellere sige ja til en lukket afdeling på Psykiatrisk Center Hvidovre med pigtråd og annektering af opladeren til min iPad, fordi de tror, jeg hænger mig i den.

Konklusion

Jeg følte mig som prøveklud og som en gene. Det er ikke det, jeg har behov for, når jeg lige er blevet indlagt. Jeg vil bare have en seng.

Også noget på den positive side

Det skal bestemt også siges, at jeg har haft en positiv oplevelse i Glostrup: En lørdag skrev jeg i et blogindlæg om alt det, jeg pludselig var i gang med, om al den energi jeg pludselig havde, og om at jeg næsten kunne gå på vandet. Adskillige af mine læsere blev “opskræmte”, og mente jeg burde se en læge. Jeg er klar over, at jeg i manierne ikke ser klart på tingenes tilstand, så jeg turde ikke andet end at tage til Glostrup.

Efter den sædvanlige uhyrlige ventetid kom jeg til at tale med en rigtig sød læge. Hun konstaterede, at der ikke var spor af mani, og så tilføjede hun: “Det er altid bedre at komme en gang for meget end en gang for lidt”. Sådan! Det svar var jeg glad for – her følte jeg mig faktisk “ventet og velkommen”.

Venlig hilsen

Stegemüller


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, , ,

Bekymringer om mange forhold

Bekymringer om mange forhold

Bekymringer

Bekymringer om mange forhold

Jeg ved det godt, jeg er verdens mest bekymrede menneske, men alligevel har jeg skrevet sådan til min læge:

Kære Dorte

Nu må du ikke tro, jeg er hypokonder, men der er altså et eller andet galt. I lange perioder har jeg på det seneste som om, mundtørheden breder sig og bliver til “halstørhed”. Jeg ved, det lyder skørt, men det er som om, der sidder et eller andet i svælget, så jeg næsten ikke kan synke, uden det gør ondt/føles meget ubehageligt. Når jeg vågner om morgenen er det som om, tungen er klistret fast til ganen. “Halstørheden” er dog ikke tilstede hele tiden.

Er det noget, vi skal tage notits af, eller hører det til den almindelige mundtørhed, så vi bare skal afvente de blodprøver, du tog?

Vh.
Hanne

Det er rigtig u-rart ikke at kunne synke. Min egen læge er sød og imødekommende. Jeg håber, hun vil tage det seriøst, for det er ikke rart ikke at kunne synke. Et eller andet er altså galt. Jeg vil ikke ligge systemet til last, men det er u-rart, og jeg er lidt bekymret.

Fortid

Af forskellige årsager kom jeg til at søge på gamle poster på min blog og fandt en kronik til Kristeligt Dagblad fra 2008. Den handler om mit selvmordsforsøg den 3. januar 2006 – datoen glemmer jeg aldrig. De godtog den ikke, men alligevel synes jeg selv, den er læseværdig.  Det er nu 11 år siden, og der er løbet meget vand i stranden siden da.

Det allervigtigste er, at jeg har fået den rigtige diagnose, der har føltes som “at komme hjem”. I 11 år løb jeg rundt med diagnosen “tilbagevendende depressioner”, men det var først da et par overlæger på Psykiatrisk Center Hvidovre i 2014 tog fat – efter to indlæggelser med mani – at der skete noget. Så blev det til “Bipolar affektiv sindslidelse”. Det føltes som at komme hjem, og siden da har jeg følt mig velkommen i “systemet”.

Nutid

På grund af 27 fusioner/effektiviseringer skal man nu henvende sig i Glostrup, hvis man vil indlægges på Hvidovre. Jeg har fået fortalt, at bøvlet i Glostrup skyldes at “de ikke kender mig endnu”. Det er jo helt hysterisk – hvad så med dem, der henvender sig første gang? Skal de ikke også have en ordentlig behandling? Skal det være et kvalitetsstempel, at man har været der 10 gange før?

Visitation i Glostrup eller fast track fra Distriktspsykiatrien

Nu foregår visitationen i Glostrup, og slipper man igennem deres nåleøje, kan man komme til Hvidovre. Hvidovre har kun ét åbent afsnit – 808, og det er selvfølgelig altid overbelagt. De har kun 13 pladser. Så derfor havner man nemt på et lukket afsnit, hvor de tager ens snørebånd og mobiloplader, så man ikke kan hænge sig i dem, sammen med mennesker, der sniffer rygeheroin og sidder inde for voldtægt mv. Det er ikke værdigt, når man bare har en psykisk sygdom i udbrud.

Hvis man får lov at blive/overnatte i Glostrup mhp. at komme videre til Hvidovre/808, så koster en opredning og efterfølgende grundig rengøring 3.700 kr. Læg hertil prisen for taxaen og for de dyrebare bekymringer.

Når jeg henvender mig i skadestuen i Glostrup, er jeg altid bange for at blive afvist. Samtidig er jeg klar over, at jeg kun henvender mig, når det er nødvendigt, fordi jeg kende min sygdom alt for godt. Jeg tilbringer altid mindst 3 – 4 timer i deres skadestue. Det er ikke i orden!

Distriktspsykiatrien kan indlægge en på det, der hedder “fast track”. Det går ud på, at de selv har gennemgået samtalen, udfyldt alle papirer mv., fordi de kender en, så det eneste i og for sig burde være, at man møder op i Glostrup og uden videre er berettiget til en seng – hvilket kan være det store ønske. Sådan er det bare ikke! I Glostrup starter man forfra med sygehistorie, symptomer, handlinger mv. De burde bare lægge mig i en seng, men jeg skal igennem det hele en gang til, hvilket inkluderer angsten for alligevel at blive sendt hjem. Der er altså noget galt!

Arbejde

Det fremgår af min kontrakt med Folkekirkens Nødhjælp, at vi skal evaluere ansættelsen i Second Hand Unit/Genbrug efter sjette måned. Kontrakten lyder på 31. december 2017. Det er jo lige om lidt. Jeg håber og beder til, at det vil medføre til en fastansættelse, fordi det vil kunne give mig den endelige ro.

Af og til er jeg fraværende, når jeg ikke kan overskue at stå ud af sengen og at tørre mig på ryggen efter badet. Men det er så den præmis, jeg er der på. Og jeg gør mit bedste. Det er min egen opfattelse, at det jeg leverer, når jeg er der, er absolut i orden. Det ville bare være så dejligt at få en tidsubestemt kontrakt, så jeg ikke skal tænke på, hvad jeg ellers skal gøre.

Den nye mellemleder er rigtig fin, og hun er et godt bytte. Jeg føler, hun anerkender, hvad jeg laver, og i den forbindelse føler jeg mig værdsat. Det er rigtig rart. Hun spørger ofte mig til råds, og det har jeg det rigtig fint med.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

15 skridt

I dag var jeg inviteret til kaffe på Psykiatrisk Center Glostrup hos den afdelingssygeplejerske, Stine Kamp Nielsen, der sammen med overlæge Jannik Bjerrum besøgte mig på 808, efter jeg havde skrevet en mindre flatterende mail om oplevelserne i Glostrup til centerchef Birgitte Welcher.

Afdelingssygeplejersken inviterede mig til at deltage i et projekt, de kalder “15 skridt”, og jeg har selvfølgelig sagt ja tak til invitationen. Jeg havde jo på forhånd lovet, at jeg gerne ville hjælpe, hvis jeg kunne. Idéen er, at 15 skridt kan skabe forbedringer i psykiatrien. Det vil jeg gerne være med til.

I projektet burde indgå de oplevelser, man har, ved at sidde tre timer i venteværelset i akutmodtagelsen i Glostrup. For mig er de tre timer altid forbundet med angst for bare at blive sendt hjem igen. Det er selvfølgelig ikke klinisk angst, men det er tankerne om, hvad jeg så i stedet kan gøre. Hvis de ikke vil have mig, hvor henvender jeg mig så? Hvordan undgår jeg at dø? Hvor lang tid er der, til jeg kan få en tid i DPC? De henviser sikkert til egen læge, men egen læge har ikke en pind forstand på psykiatri, udover hvad hun kan læse sig til i journalen. Faktisk er jeg selv bedre i stand til at lære hende op.

“…Sådan lyder filosofien bag 15 skridt-metoden fra England, som ved hjælp af førstehåndsindtrykket bruges til at identificere gode ting på en afdeling, og hvilke elementer der skaber forstyrrelser for og barrierer i patienter og pårørendes møde med sundhedsvæsenet.”

Jeg bliver nødt til at spørge Sune om lov til at bytte lidt rundt på arbejdsdagene, for at kunne møde op i Glostrup; han plejer dog at være sød til at acceptere disse “byttehandler”.

Den 30. november skal jeg deltage i et møde i DPC-regi, der handler om “Direkte patientfeedback”. Det ser jeg frem til.

Jeg synes slet ikke, det gør noget, hvis jeg kan blive en psykiatribruger, man gerne vil lytte til. Jeg har (desværre) efterhånden en del erfaring (ca. 10 indlæggelser siden sommeren 2014 og 51 ECT-behandlinger), og jeg er en af de brugere, der kan formulere mig, næsten uanset hvor dårligt jeg har det. Når jeg lytter til mine medpatienter, kan jeg høre, at det ikke er enhver beskåret. Som ressourcestærk vil jeg gerne gå i forvejen. Og i parentes bemærket er det slet ikke kun en fordel at være ressourcestærk! Min frygt er altid, at de ikke kan se bagom det ressourcestærke, og se den lidelse, der foreligger. Det er selvfølgelig lidt af en mistillidserklæring, men sådan er det slet ikke ment. Det er et oplæg til dialog!

Herudover fik Stine og jeg en snak om tilgrænsende emner – og det var spændende:

  • Behandlingsplaner: Hvidovre og Glostrup ser dem ikke ens. Hvidovre mener, de er til patientens brug, så det er klart, hvad der skal ske, og hvad der er aftalt. Planen udarbejdes inden for syv dage. Glostrup mener, de er lægernes arbejdsredskab, så derfor er det er i orden, at der i fx min er ni ting, der kan misforstås eller ikke er forståelige. De sigter mod en udarbejdelse på 24 timer. “Min” afdelingssygeplejerske Pia måtte have Klinisk Ordbog frem, da hun skulle hjælpe mig med at dechifrere, hvad der stod. I nogle tilfælde ud af de ni måtte hun give op! Glostrup og Hvidovre er fusioneret den 1. februar 2016, så på et eller andet tidspunkt må de vel finde frem til et fælles fodslag. Jeg foretrækker Hvidovres model. Min tanke er tilligemed, at hvis jeg ikke kender ordene, vil der være en række andre patienter, der heller ikke kender dem.
  • Patienternes mere kvalificerede dialog med lægerne: Nu om dage kan jeg som patient møde min læge på mere ligeværdige vilkår, fordi der er så meget information tilgængelig på nettet. Selvfølgelig er det hende, der er eksperten, og mig der er brugeren, men jeg kan stille bedre spørgsmål. Fx kunne jeg spørge Melita om ECT-behandlingerne kunne miste deres effekt? Uden Google havde jeg aldrig været i stand til at stille det spørgsmål. Det samme gælder med medicinen. Der er det i høj grad relevant at stille spørgsmål og prøve at forstå. Jeg synes, det er svært stof, og jeg må stole på hende, men jeg kan godt lide den kvalificerede dialog.
  • I går spurgte jeg hende ligeud om min drejebog/film er en psykose eller hallucinationer? Jeg lider af den, og jeg lider under den. Det var egl. befriende at høre hende sige, at det vidste hun ikke. Jeg er ikke psykotisk, og det ved jeg udmærket selv godt. Jeg er fuldstændig klar over, at det jeg ser/hører ikke er virkelighed og at det ikke foregår udenfor mig. Jeg ved, at det foregår indeni mig, og jeg ved, at det ikke er virkelighed. Når hun ikke ved, hvad det er, kan hun selvfølgelig heller ikke sige præcist, hvordan jeg kan komme af med det. Min yndlings-Mona har fortalt mig, at det sidst varede fem måneder. Jeg frygter, at hun har ret igen. Der er et mantra, som jeg er træt af, nemlig: “Det varer nok ikke så længe denne gang”. Ja ja – men hvad pokker bygger de det på. Der er evidens for de fem måneder! Et andet mantra er: “Det går nok over, når du begynder at arbejde og tænker på noget andet”. Nej, det kan jeg nu bevise, at det gør det ikke. Jeg har været på arbejde vist nok fire gange; filmen/drejebogen er der stadig og den forstyrrer mig i at passe mit arbejde; den er ikke forsvundet. Lyt for pokker til mig! Jeg er udmærket klar over, hvad der sker, men jeg er ikke psykiater, så jeg kan ikke sige hvorfor eller hvordan det sker!