Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

De opgiver ikke sådan lige

Kortfattet version af sprogdatabasen

Vi mangler en plan

De opgiver ikke sådan lige

Lige p.t. har jeg selv mistet håbet, så jeg håber på det vikarierende håb, der vel træder i kraft på et eller andet tidspunkt, for dette er nærmest ubærligt.

Jeg skulle faktisk have været til lægesamtale i dag, men M vurderede – helt korrekt – på mine vegne, at 10 minutter kunne være ligegyldigt, når vi nu ikke “bare” skal følge op på en plan, der går planmæssigt. Så nu hedder det i stedet torsdag, hvor både M og K er på arbejde i 16 timer. Så er jeg da mandsopdækket af de to, jeg er mest vild med.

Min tanke, om at jeg primært er her for, at de kan holde øje med, at jeg ikke er afgået ved døden, passer faktisk meget godt. Vi mangler en plan, så lige nu er der tale om blot og bar opbevaring. Det går ikke. Det er ingen kritik af nogen eller noget; det er en konstatering.

Status er sådan set, at jeg har fået det værre, mens jeg har været her. I hvert fald har jeg ikke fået det bedre. Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Lige nu føler jeg mig temmelig syg og opgivende. P.t. er der mange medpatienter, der har det ret skidt, og det er som om, vi smitter hinanden lidt. Det kunne tale for at pakke tasken og tage hjem, men jeg ved, det er en tåbelig idé, så det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg er trods alt ikke blevet dum af at blive syg.

Muligheder og umuligheder

  • Stemningsstabiliserende præparat: Selvom jeg næsten ikke tør, kunne det være en mulighed. Problemet er, at det tager 6 – 8 uger, før man ved, om det har effekt eller ej. Lige nu har jeg ikke 6 – 8 uger. Og hvad nu hvis præparat x ikke virker, skal vi så prøve præparat y? “Try and error”. Kommer jeg nogensinde hjem?
  • ECT: har nærmest straks-effekt på mig (6 – 9 behandlinger svarende til 2 eller 3 uger), og jeg har virkelig god erfaring med det. De kognitive bivirkninger må man tage med i købet, og de er forbigående – senest tre måneder efter bør de være helt ovre. Og herregud: efter mere end 100 behandlinger har jeg et righoldigt kompendium med kompenserende strategier at tage af.
  • Problemet med ECT: Det forudsætter overflytning til Glostrup, hvilket jeg under ingen omstændigheder vil. Jeg er tryg her, jeg kender medarbejderne her, stemningen er helt anderledes osv. Den bedring ECT kunne bevirke, ville ophæves af at være på Nordstjernevej. Overlægen har allerede talt med klinikchefen og en anden højere instans, om der kunne laves en særordning. Svaret var “Nej”. M (og K) vil forsøge igen. Jeg tror ikke meget på det. Et “nej” er vel et “nej” både med og uden Lean? På den anden side skal intet lades uprøvet, og jeg tager hatten af for deres kampgejst, når jeg nu ikke selv er i besiddelse af den.

Et afbud

Min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien skulle have været her for at besøge mig i går. Desværre er hun blevet syg. Det var utrolig ærgerligt, for jeg havde virkelig glædet mig til at se hende, men sygdom er ingen som bekendt herre over.

Psykologen i morgen onsdag kl. 11:00

Jeg ser frem til i morgen kl. 11:00, hvor jeg har online-aftale med psykologen. Hun plejer at kunne trylle. Om hun også kan trylle dette væk, ved jeg ikke. Men jeg håber på bare en lille bedring.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Retorik og tvang i psykiatrien

Retorik og tvang i psykiatrienStegemüller

Når rutiner bliver intimiderende

Retorik og tvang i psykiatrien

Jeg har truffet en virkelig sød fyr, vi kalder ham for “C”, der har læst retorik og engelsk på Københavns Universitet. Så lang en samtale, som vi førte i går, er det længe siden, jeg har ført. Jeg kunne åbne munden uden at græde. √

Han fortalte om, hvad man lærer på retorik. Og vi enedes om glæden ved ordene og om læreprocesserne. Vi enedes om at savne glæden ved at blive lidt klogere hver dag. Om fascinationen af “Artificial Intelligence” (AI) . Vi havde mange ting tilfælles.

Samtalen fik mig til at tænke på et underligt spørgsmål, de stillede mig i Glostrup: “Hvis der bliver behov for tvang i psykiatrien, hvilken form foretrækker du så?

  • Fastholdelse?
  • Medicin?
  • Bæltefiksering?”

Eftersom jeg er jordens mest fredelige menneske, blev jeg noget paf over spørgsmålet. Jeg er klar over, at de skal spørge, og at de herefter kan vinge den opgave af som udført √ Helt på samme måde som samtykkeerklæringen skal være udfyldt, og de skal vinge af, at de har udleveret den håbløse blanket med alle stavefejlene, hvor man blandt andet foreslås at gå en tur, lytte til musik eller dyrke yoga, når krisen kradser. Den kaldes en “kriseplan” √. Så sætter vi også checkmark ved den.

Eftersom jeg heldigvis aldrig har prøvet nogen af de tre ting, var det svært at “vælge”, så jeg endte med at sige “Det må I bestemme. I må vurdere i situationen, hvad I tror, der er bedst for mig”.

Hvad med anamnesen?

Min anamnese må efterhånden være kilometer lang. Og den har de selvfølgelig ikke tid at læse. Jeg forestiller mig bare, at hvis der tidligere havde været behov for tvang, ville det være tydeligt markeret og sikkert skrevet med rødt i et særligt felt. Den kunne de jo starte med at skimme.

De kunne også have vendt spørgsmålet bare lidt om, og startet med at spørge: “Har du nogensinde, så vidt du husker, været udadreagerende under en indlæggelse?” Mit klare svar ville være “Nej”. Herefter kunne de have givet mig de tre valgmuligheder. Jeg ville formentlig stadig have bedt dem vælge, for hvordan skal jeg vælge mellem tre ting, jeg ikke ved, hvad er?

Spørgsmålet føltes nærmest som et overgreb og en krænkelse (også selvom jeg ikke deltager i krænkelseskulturen). At vende spørgsmålet om, kunne være et retorisk trick, som var godt for patienten, og fik hjulpet dem med at vinge endnu et standardspørgsmål af √Jeg mener ikke, jeg nogensinde har fået spørgsmålet før.

Dagen byder vist på en lægesamtale

Jeg regner med, at jeg skal til lægesamtale i dag med ovl. MS, som jeg vældig godt kan lide. Hun var den første, der så at jeg ikke i 11 år havde lidt af “tilbagevendende depressioner”, men at den rette diagnose var “Bipolar affektiv sindslidelse”.

Jeg respekterer hende, fordi hun er så pokkers dygtig, men også fordi kun taler lige ud af posen “Og uden omsvøb, tak”, som der engang var en bog, der hed.

Jeg har forberedt mig ved at skrive det ned, jeg skal huske at sige. Jeg er lidt bange for, at det med at være velforberedt og at kunne prioritere/strukturere, som er lig med, at min hjerne fungerer nogenlunde, kan få hende til at tro, at det er mindre galt, end det er. Men det må hun da kunne se igennem.

Tre ting peger mod livet

  1. At søge hjælp ved at henvende mig i Glostrup
  2. At ville til 808
  3. At være så bange for ikke at vågne op af anæstesien i forbindelse med ECT

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Retur til 808

Retur til 808

Stjernebehandling i psykiatrien

Retur til 808

Det er som deja vu og som nederlag på en og samme gang. Jeg troede, det var slut med det med psykiatrien, og siger også til mig selv, at det “måske bare er noget pjat”. Det har været sådan før, men er jo blevet godt igen, og hvorfor skulle det nu ikke blive det igen? Det er der ingen logiske årsager til.

Jeg har ind imellem 10 minutter, hvor jeg ser fremad; resten er sort i sort. I de 10 minutter tænker jeg, at det bare er spil for galleriet. Resten af tiden føles det ægte nok. Og de tager nu nok heller ikke fejl. De er specialister og kan deres kram. Jeg har aldrig mødt nogen i psykiatrien, der ikke er pokkers (eller noget andet, der starter med “p”) dygtige.

Jeg kender ikke katalysatorerne, men i går eftermiddag blev det bare for farligt at være hjemme efter noget tid at være gået ned ad bakke. Jeg ringede til Akutmodtagelsen i Glostrup og fik at vide, at jeg var velkommen. Der er fordele ved at være “svingdørpatient”; det pænere udtryk er at være “kendt”.

Talte længe med en utrolig sød og kompetent læge, der virkelig var god til sit job – og det sagde jeg faktisk til hende. Det er muligvis ikke comme il faut, men nu er jeg jo ikke som de andre.

De var alle utrolig søde. En kom sågar med en “krammebamse”, efter jeg tilfældigvis havde nævnt for hende, at jeg så gerne vil have en kat, men at det ikke er en mulighed trods lægeerklæringer. Så tudede jeg igen. Generelt kan jeg ikke åbne munden uden at tude. Det vælter ud.

I formiddag fik jeg hele 52 minutter med en specialpsykolog, der kunne se det fornuftige i mit forslag om en overflytning til 808, der heldigvis havde en plads. Så nu er jeg her – igen. Det er trygt, og vi kender jo hinanden ret godt …

Jeg er ikke nem at hjælpe

ECT, som er det, der har haft størst effekt, og som jeg er varm fortaler for, tør jeg ikke. Jeg har en overvældende angst for ikke at vågne op igen. Og det gælder også, selvom jeg ganske udmærket er klar over, at det aldrig nogensinde er sket i hele verden, at en patient ikke er vågnet op igen efter ECT. Men sådan er angst: det er irrationelt.

På 808 har de en enormt dygtig ergoterapeut, der måske kan hjælpe med den angst, så jeg kan blive klar til ECT igen, da det simpelthen er det bedste for mig. Jeg har fået mere end 100 behandlinger, så jeg ved, hvad jeg taler om.

Jeg er også rædselsslagen for afprøvning af en suppegryde fyldt med medicin, da det var det, der udløste parkinsonismen. Jeg var jo nærmest invalid tilsidst. Det står for mig som det værste; så hellere gennemleve en depression (mere). 

ECT virker med det samme. Skal man afprøve præparat x, y og z, går der typisk 6 – 8 uger, før man ved, om det har effekt. Men jeg har ikke 6 – 8 uger. Så er det sagt.

Hvor længe?

Jeg har spurgt til varigheden af indlæggelsen. Trods det, at det er svært at spå – især om fremtiden – taler de om uger … Så nu ved du, hvor du har mig lidt endnu.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Psykiatriens synlighed efter field’s

Psykiatriens synlighed efter field’s

Tænk at det skulle til!

Psykiatriens synlighed efter field’s

Gud og hver mand har lige nu en holdning til den unge potentielle gerningsmand (han er ikke dømt, men alene varetægtsfængslet i surrogat) bag det frygtelige skuddrama i field’s, hvor uskyldige og tilfældige mennesker blev dræbt eller sårede. Nogle af disse holdninger er ganske forfærdelige. Her er et eksempel

Hvem der fortjener medfølelse i denne tid, er de efterladte for de dræbte og ikke en fuckup morder.

Jeg svarede vedkommende

Du taler om et menneske, der muligvis var alvorligt syg i gerningsøjeblikket.

Det fik jeg intet ud af, men det havde jeg naturligvis heller ikke forventet.

En havarikommission?

Heldigvis er der også fagpersoner fra psykiatrien, der udtaler sig og kan gøre det med vægt. En af dem er fx en af mine helte: professor Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup. På dr.dk kan man lige nu læse blandt andet

Når der sker en togulykke eller et fly styrter ned, bliver en havarikommission sat til at undersøge, hvad der er sket, og hvordan det kunne være undgået.

Sådan burde det også være, når psykisk syge har begået kriminalitet, mener Poul Videbech, der er professor i psykiatri på Københavns Universitet.

Hvis beslutningstagerne tilslutter sig Poul Videbechs forslag om en havarikommission, er det muligt, at man qua “…hvordan det kunne være undgået” endeligt indser, at psykiatrien er nødlidende og har været det i stigende grad siden særforsorgens udlægning i 1980.

Tænk at der skulle en så frygtelig handling til, før det blev synligt for enhver. Tænk at det skulle koste tre menneskeliv. Jeg forstår det ikke.

10-årsplanen for psykiatrien

Det er kun to måneder siden, 10-årsplanen blev hældt af det politiske skakbræt, eller et andet bræt, med argumenter om, at det sikkert ville være godt (måske endda bedre?) at gå til spejder og/eller spille brætspil. Civilsamfundet blev omtalt som en aktør, der måtte træde til, når psykiatrien ikke skulle opgraderes. Den interessante og vigtige “pixiudgave” af 10-årsplanen kan læses her.

Jeg havde set frem til den politiske håndtering af udspillet, så jeg var uendeligt skuffet over, at drøftelsen aldrig kom, og at man kasserede det faglige oplæg udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen i fællesskab, når baggrunden var følgende

Af forståelsespapiret, “Retfærdig retning for Danmark”, aftalt den 25. juni 2019 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, fremgår det, at regeringen vil indgå aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykisk lidelse.

Stigmatiseringen er en del af synligheden

Lige nu er det utrolig ubehageligt at leve med to psykiatriske diagnoser. Det skyldes, at pøbelvældet på de sociale medier har travlt med at producere tal om, hvor farlige vi er, hvor megen kriminalitet, vi begår, hvor mange der indsættes i varetægtssurrogat mv. Stigmaet vokser ind i himlen. Bare det at diskussionen føres er ubehageligt.

Jeg har ledt efter valide tal, men kan ikke finde nogle, jeg tør tro på. Og derfor gengiver jeg ingen her bortset fra tal fra den tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, nu retspsykiater, Gitte Ahle, som jeg har fundet på dr.dk

Gitte Ahle har tidligere stået bag en af de største undersøgelser af psykisk syges kriminalitet, som hun lavede for Justitsministeriet.

Dengang gennemgik de i alt 218 sager fra 2016 om kriminalitet begået af psykisk syge og konkluderede, at ud af de 13 sager om drab og drabsforsøg, der havde været, kunne 11 have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig behandling.

I årenes løb har jeg været indlagt et utal af gange og dermed haft et utal af medpatienter. Ingen af dem har begået personfarlig kriminalitet. Måske har de kørt over for rødt, men det er vist også det værste.

Selv tror jeg ikke, jeg på noget tidspunkt har overtrådt nogen bestemmelser. Men stigmaet rammer også mig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Psykiatriens synlighed efter field’s