Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Psykiatrisk Center Glostrup dag 4

Psykiatrisk Center Glostrup dag 4

Jeg klarer det!

Psykiatrisk Center Glostrup dag 4

Nu er jeg ved at lære nogle medpatienter (tre kvinder) bedre at kende, så jeg klarer det. Var det ikke for dem …

Her udfyldes planer for planernes skyld, og jeg hader det.

Jeg forklarede dem, at jeg med 808 var blevet enig om, at der ikke var grund til at revidere den ganske udmærkede kriseplan, jeg har lavet i “MinPlan” sammen med M for adskillige år siden. Når krisen kradser, finder jeg alligevel ikke en eller anden “app” frem og studerer den.

Det mest anvendelige, der står i den, er, at jeg skal kontakte modtagelsen. Det behøver jeg som trænet psykiatribruger ikke en “app” for – og i øvrigt står de relevante telefonumre under “favoritter” i min telefon.

Det lykkedes mig at overbevise medarbejderen om, at jeg selvfølgelig nok skulle medvirke, hvis det var noget, de havde brug for, men jeg har ingen gavn af det. Hun skrev overskrifterne fra sektionen “Krisesymptomer” af, og så var  opgaven åbenbart løst. Hun havde fået det, hun skulle bruge og kunne sætte √

De vil også gerne have, at jeg laver en plan for, hvad jeg skal lave i weekenden, hvor de fornuftigt nok opfordrer til, at man tager hjem, da overgangen fra indlagt til udskrevet ellers er ubærligt brat. Jeg skal alligevel til frisøren i morgen, så det er fint at tage hjem. Det ville sådan set være en god idé at lave en plan, men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal skrive på den – og mit problem er, at jeg jo ikke aktuelt er i gang med noget derhjemme. Og jeg kender ikke noget, jeg kan lave på en weekend.

Krisesymptomer er

  • Tankerne kredser om at dø
  • Eksistentielle tanker
  • Følelse af ensomhed
  • Forstyrrelser af søvn, appetit og til tider syn
  • Kommer ikke i bad hver dag

Som interventioner stod blandt andet “Kontakt 808 for at høre, om PSI-sengen er ledig”. PSI står for “PatientStyret Indlæggelse”. Og det var et virkelig godt koncept, man kunne ty til, inden læsset væltede, for vi ved jo godt, hvornår det går ned ad bakke. Man kunne være fem nætter på PSI-pladsen, og enten havde man fået det bedre/godt og ellers skulle der tages stilling til indlæggelse. Man kom til mennesker, man kendte – og vice versa – og jeg har selv flere gange oplevet, at jeg fx efter fire nætter syntes, at nu klarede jeg mig selv igen. Det har også sparet regionen for nogle udgifter, eller måske rettere: En anden, mere trængende, patient kunne få den rigtige seng.

808 har ikke længere PSI-pladsen; den er flyttet til Nordstjernevej i centraliseringens hellige navn. Det punkt blev slettet, fordi hun foreslog det. I virkeligheden havde det været mere relevant, om hun havde sagt til mig, at jeg skulle opdatere det, når de nu har PSI-pladsen her et eller andet sted. Men sådan var det ikke. Så nu er der en intervention mindre.

De tror vist, jeg er dum

Den medarbejder, jeg talte med, sagde lettere overrasket “Du er jo ressourcestærk. Det er vi ikke vant til”. Og så sagde jeg altså til hende, at jeg ikke var blevet dum af at blive syg. Det var måske ikke så pænt, men jeg kunne ikke lade være, og jeg prøvede at sige det med et smil.

Jeg fremlagde mine overvejelser om, hvorvidt folk med en høj uddannelse slet ikke bliver syge, eller om de bare ikke bor på Vestegnen eller i Valby? Vi enedes om, at det nok var geografien, der spillede ind. Så var den gode stemning genoprettet. Det er alligevel lidt underligt, eftersom Valby er ved at være et sted for folk med $, og de er typiske bedre uddannede.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Psykiatrisk Center Glostrup dag 1

Psykiatrisk Center Glostrup dag 1

At holde hvad man lover

Psykiatrisk Center Glostrup dag 1

Jeg har lovet M fra 808 at skrive hver dag; dels for at underholde hende (hvis hun har tid/lyst at læse med), dels for senere at kunne huske disse noget fra disse tre uger. Når man lover noget til gode mennesker, skal man holde det. Temmelig tåbeligt husker jeg faktisk min far for mere end 50 år siden sige “Man skal holde, hvad man lover”. Det er en af min (oldnordiske) værdier.

M siger, at jeg plejer at være meget kognitivt påvirket efter ECT-serier. Det har hun helt sikkert ret i, for jeg husker fx intet fra en tidligere to måneder lang indlæggelse i Glostrup, der må have fundet sted i efteråret 2020, da jeg skulle ud af medicinen og Parkinsonismen og over på ECT efterfulgt af vedligeholdelses-ECT. Jeg har lige talt kort med en medarbejder, som jeg muligvis husker svagt. Han husker dog mig. Det er selvfølgelig meget rart.

ECT-behandling nummer 1

Åh for pokker hvor jeg føler mig som en idiot, når jeg lægger mig på lejet og tårerne triller. Jeg har absolut ingen kontrol over situationen, og kan kun dårligt fremstamme navn og CPR-nummeer. Det er forfærdeligt, og jeg kommer kun gennem det, fordi det er den eneste vej frem, og fordi jeg ved, jeg er i nogles tanker! Tak til jer begge.

Mine årer er efterhånden så gennemstukne og fyldt med arvæv, eller hvad det nu hedder, at jeg er det, der kaldes “svær at stikke”. Jeg synes, det gør fandens ondt, når de sidder og graver med en nål efter en anvendelig åre.

Mange medarbejdere på 808 har givet ECT, da det også foregik på Brøndbyøstervej. I centraliseringens hellige navn er det nu kun muligt på Nordstjernevej. En af dem fortalte, at anæstesien har en form for scanner, der bevirker, at de kan se, hvad de laver, og derfor ikke skal sidde og grave efter anvendelige årer. Det var så dejligt! Hvorfor søren har ingen fortalt det tidligere, når jeg har ømmet mig i “årevis”? Nåh, bedre sent end aldrig. Det var en stor lettelse.

J var der og holdt i hånd, og det gjorde hun godt. Det hjalp meget. Af og til er det så lidt, der skal til, og det er jo egentlig gratis, da hun skal være der alligvel, de millisekunder, der er behov for det. Jeg var bange for at klemme for hårdt, men hun holdt vist til det.

Jeg har så ofte tænkt på, at det relationelle har kolossal betydning. Jeg profiterer af 1:1-samtaler med personale og medpatienter, jeg er på bølgelængde med. Jeg er klar over, at jeg gentager mig selv, men jeg føler mig fuldkommen overbevist om, at flere personaleressourcer i psykiatrien kunne spare mængder af kemikalier og dermed bivirkninger. Det er heller ikke utænkeligt, at antallet af sengedage kunne reduceres. Så nettoresultatet kunne måske blive det samme?

Jeg ser frem til i morgen

I morgen kl. 14:00 skal jeg til onlinemøde med psykologen. Jeg glæder mig meget. Det er dejligt at have noget at se frem til.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Når angsten den tager fat

Når angsten den tager fat

“Livet er sjovt”

Når angsten den tager fat

Den tidligere omtalte reservelæge med sprogproblemerne sagde blandt andet “Livet er sjovt”. Jeg måtte ganske enkelt korrigere hende og sige, at det havde mit altså ikke været. Selvfølgelig har der været gode perioder, men overordnet set har det været op ad bakke siden min far døde i november 1972. Selvom jeg har stået på toppen af Kilimanjaro (5.896 meter) er denne bakke højere. Forskellen er, at der er varmere den sidste nat.

Lige nu kan jeg ikke overskue de kommende 3 – 4 uger, selvom planen er den eneste rigtige på nuværende tidspunkt. Det behøver man ikke være klinikchef for at indse. Man skal bare have været “her” før.

Jeg får de mest fantastiske e-mails og private beskeder fra mennesker, der har betydet meget gennem mange år. De betyder meget, når angsten for stort set alt har taget fat. Fx er jeg i “min sygeplejerskes” tanker, hende der var så god til at holde mig i hånden, og det er jo helt utroligt. Altså har jeg sat et lille aftryk i verden, og måske vil den være et lidt ringere sted uden mig. Men det går jo over.

Bare tanken om at skulle pakke sammen her, tage tasken, sige farvel til patienterne C og T, som jeg har knyttet bånd til, samt det tilstedeværende personale, gå ned ad den lange gang til taxaen, der skal køre mig til Nordstjernevej, får tårerne frem. M kan måske tage med, men ressourcesituationen siger nok nej. Jeg er snart 60, så selvfølgelig bør jeg kunne klare det selv. Psykologen plejer at sige, at jeg er verdensmester i at tage mig sammen, så det kan jeg også i morgen.

En kompleks størrelse

Min depression er indadvendt, og derfor vanskeligere at diagnosticere end en “almindelig” depression, siger M. Klinikchefen skrev “Diskret agiteret præg med let talepres”, og det skulle så betyde det med det indadvendte, ref. M.

Kender man mig ikke, viser jeg kun de normale 25 pct. af hjernen, og så tror man, at jeg har det glimrende. Det andet større spor forbliver mit private. Nu skal jeg et fremmed sted hen til fremmede mennesker og forsøge at lære dem om det.

Lære dem at min problemstilling er kompleks, at jeg selv er kompleks, og at jeg ikke præsenterer mine følelser og tanker for hvem som helst. Og at jeg ikke passer til løsningerne fra den øverste skuffe. Hvordan finder jeg overskuddet til det?

M vil prøve at formidle det telefonisk på mine vegne, hvis hun kan finde en, der ikke er på vej på ferie og som måske skal være en af mine kontaktpersoner. I guder. Til tider føles alt dette lidt umuligt, men M er et af de mange mennesker i psykiatrien, der står på hovedet for sine patienter, så måske kan hun trylle endnu en gang?

Recoverymentoren

808 har ansat en meget venlig yngre mand som recoverymentor. Han er sikkert dygtig; jeg har kun talt med ham et par gange, da han er meget opsøgende/påtrængende. Jeg endte med at formulere en “pagt” for os: “Jeg skal nok selv opsøge dig, hvis jeg får behov for dig” og den gav vi hinanden håndslag på. Nu bliver der så ikke rigtig brug for pagten, med mindre jeg vender tilbage til 808 efter ECT, hvilket jeg håber.

Eksempel: Jeg sad på mit værelse og så en TV Avis. Han kom og ville meget gerne gå en tur med mig. Jeg havde oplevelsen af, at det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Så vi gik i skoven i stilhed, når han altså ikke febrilsk prøvede at finde på noget at sige eller at udspørge mig om. Jeg er et nogenlunde høfligt menneske, så selvfølgelig svarede jeg på spørgsmålene, uagtet jeg bestemt ikke havde lyst at blotte sjæl og tanker for ham.

Jeg spurgte ham til hans rolle, da jeg var meget bekymret for at skyde endnu et led ind, der skulle formidle sine egne oplevelser/fornemmelser af mig til det faste personale. Der er allerede kokke nok i maden og der bruges tid på at udrede misforståelser.

Dagens citat

Dagens citat kommer fra Anne Linnets “Tusind stykker”, der gjorde LP’en “Jeg er jo lige her” fra 1988 til et stort hit.

Vers 2:

Man siger jo, at det, der sker, er altid godt for noget
Og troen har vi fået for at bruge den
Men man si’r så meget, men ved så lidt, når angsten den tager fat
Og sjælen mærker illusioner briste

 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Kritik der reinen Vernunft

Kritik der reinen Vernunft

Fornuft contra følelse

Kritik der reinen Vernunft

Jeg synes egentlig at Søren Kierkegaard skrev “Fornuft contra følelse”, men jeg husker nok forkert, derfor blev titlen “Kritik der reinen Vernunft” (Emmanuel Kants hovedværk fra ca. 1770), og dette er slet ikke kritik af fornuften. Det er kommentarer til en åbenlyst rigtig beslutning.

Til Glostrup mandag og start på 8 – 12 ECT-behandlinger

Efter et kaotisk døgn med en reservelæge, der – grundet sprogvanskeligheder – skrev nøjagtig det modsatte af, hvad vi talte om. Hun skrev fx: “Ingen aktuelle selvmordstanker eller selvmordsplaner”, og det er sådan set kritikken i dette. Hun startede med at sige “Du har jo generaliseret angst”. What? Det har jeg da aldrig hørt om før, og kontaktpersonen havde heller ikke. “Nåh for søren, det er nok en anden patient. Glem det …”

Jeg begriber ikke, at man kan ansætte læger, der ikke kan begå sig på hverken dansk eller engelsk. Jeg tilbød valget, og havde forberedt mig på begge sprog, men hun sagde, at hendes engelsk var lige så godt som hendes dansk …

Den tilstedeværende faste kontaktperson kunne bekræfte, at notatet var helt “Anders And” og i øvrigt havde jeg jo lydoptagelsen.

Konklusion: Tjek altid selv “Min Sundhedsplatform” og optag gerne samtalen.

Nu har både klinikchef og oversygeplejerske så været inde over. Beslutningen er blevet den eneste rigtige: ECT 8 -12 styk. Det er det, vi alle ved virker. Nu er der en plan, og det er godt. Jeg holder ikke til mere “opbevaring”, og jeg holder ikke til at få det værre og værre. Jeg kan ikke mere. Der er noget, der er nødt til at pege fremad.

Her taler fornuften, og den skal man vel egl. ikke kritisere. Så det lader jeg være med – og dermed er artiklens titel helt ved siden af skiven.

Følelserne

Jeg er så bange for 3 – 4 uger et sted med fremmede mennesker, hvor ingen kan lide at være. Jeg har mødt mange medpatienter på 808 men aldrig nogensinde en, der kunne lide at være i Glostrup. Så er det sagt.

Jeg har meget svært ved forandringer og ved mennesker, jeg ikke har en relation til – jeg er jo en idiot til det relationelle. Jeg kan ikke tale om, at det nu er blevet koldere eller varmere i vejret. Det skal man åbenbart kunne, så jeg må vel tage et kursus i meteorologi.

Lige nu er mit nervesystem overbelastet, og derfor træder Aspergers syndrom mere i karakter. Det er Aspersgers syndrom, der bevirker, at det relationelle er så svært for mig.

Jeg kan slet ikke tænke de 3 – 4 uger frem. Og jeg ved ikke, hvordan, jeg skal komme igennem det. Selvfølgelig skal man her på en eller anden måde indregne, at jeg vil få det bedre, og så vil det også blive nemmere at være der. Lige nu kan jeg bare ikke løse selv de mest simple ligninger. Jeg kan knapt overleve.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.