Tag Archive for: Psykiatrisk Center Glostrup

/0 Kommentarer/i /af

Når angsten den tager fat

Når angsten den tager fat

“Livet er sjovt”

Når angsten den tager fat

Den tidligere omtalte reservelæge med sprogproblemerne sagde blandt andet “Livet er sjovt”. Jeg måtte ganske enkelt korrigere hende og sige, at det havde mit altså ikke været. Selvfølgelig har der været gode perioder, men overordnet set har det været op ad bakke siden min far døde i november 1972. Selvom jeg har stået på toppen af Kilimanjaro (5.896 meter) er denne bakke højere. Forskellen er, at der er varmere den sidste nat.

Lige nu kan jeg ikke overskue de kommende 3 – 4 uger, selvom planen er den eneste rigtige på nuværende tidspunkt. Det behøver man ikke være klinikchef for at indse. Man skal bare have været “her” før.

Jeg får de mest fantastiske e-mails og private beskeder fra mennesker, der har betydet meget gennem mange år. De betyder meget, når angsten for stort set alt har taget fat. Fx er jeg i “min sygeplejerskes” tanker, hende der var så god til at holde mig i hånden, og det er jo helt utroligt. Altså har jeg sat et lille aftryk i verden, og måske vil den være et lidt ringere sted uden mig. Men det går jo over.

Bare tanken om at skulle pakke sammen her, tage tasken, sige farvel til patienterne C og T, som jeg har knyttet bånd til, samt det tilstedeværende personale, gå ned ad den lange gang til taxaen, der skal køre mig til Nordstjernevej, får tårerne frem. M kan måske tage med, men ressourcesituationen siger nok nej. Jeg er snart 60, så selvfølgelig bør jeg kunne klare det selv. Psykologen plejer at sige, at jeg er verdensmester i at tage mig sammen, så det kan jeg også i morgen.

En kompleks størrelse

Min depression er indadvendt, og derfor vanskeligere at diagnosticere end en “almindelig” depression, siger M. Klinikchefen skrev “Diskret agiteret præg med let talepres”, og det skulle så betyde det med det indadvendte, ref. M.

Kender man mig ikke, viser jeg kun de normale 25 pct. af hjernen, og så tror man, at jeg har det glimrende. Det andet større spor forbliver mit private. Nu skal jeg et fremmed sted hen til fremmede mennesker og forsøge at lære dem om det.

Lære dem at min problemstilling er kompleks, at jeg selv er kompleks, og at jeg ikke præsenterer mine følelser og tanker for hvem som helst. Og at jeg ikke passer til løsningerne fra den øverste skuffe. Hvordan finder jeg overskuddet til det?

M vil prøve at formidle det telefonisk på mine vegne, hvis hun kan finde en, der ikke er på vej på ferie og som måske skal være en af mine kontaktpersoner. I guder. Til tider føles alt dette lidt umuligt, men M er et af de mange mennesker i psykiatrien, der står på hovedet for sine patienter, så måske kan hun trylle endnu en gang?

Recoverymentoren

808 har ansat en meget venlig yngre mand som recoverymentor. Han er sikkert dygtig; jeg har kun talt med ham et par gange, da han er meget opsøgende/påtrængende. Jeg endte med at formulere en “pagt” for os: “Jeg skal nok selv opsøge dig, hvis jeg får behov for dig” og den gav vi hinanden håndslag på. Nu bliver der så ikke rigtig brug for pagten, med mindre jeg vender tilbage til 808 efter ECT, hvilket jeg håber.

Eksempel: Jeg sad på mit værelse og så en TV Avis. Han kom og ville meget gerne gå en tur med mig. Jeg havde oplevelsen af, at det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Så vi gik i skoven i stilhed, når han altså ikke febrilsk prøvede at finde på noget at sige eller at udspørge mig om. Jeg er et nogenlunde høfligt menneske, så selvfølgelig svarede jeg på spørgsmålene, uagtet jeg bestemt ikke havde lyst at blotte sjæl og tanker for ham.

Jeg spurgte ham til hans rolle, da jeg var meget bekymret for at skyde endnu et led ind, der skulle formidle sine egne oplevelser/fornemmelser af mig til det faste personale. Der er allerede kokke nok i maden og der bruges tid på at udrede misforståelser.

Dagens citat

Dagens citat kommer fra Anne Linnets “Tusind stykker”, der gjorde LP’en “Jeg er jo lige her” fra 1988 til et stort hit.

Vers 2:

Man siger jo, at det, der sker, er altid godt for noget
Og troen har vi fået for at bruge den
Men man si’r så meget, men ved så lidt, når angsten den tager fat
Og sjælen mærker illusioner briste

 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Kritik der reinen Vernunft

Kritik der reinen Vernunft

Fornuft contra følelse

Kritik der reinen Vernunft

Jeg synes egentlig at Søren Kierkegaard skrev “Fornuft contra følelse”, men jeg husker nok forkert, derfor blev titlen “Kritik der reinen Vernunft” (Emmanuel Kants hovedværk fra ca. 1770), og dette er slet ikke kritik af fornuften. Det er kommentarer til en åbenlyst rigtig beslutning.

Til Glostrup mandag og start på 8 – 12 ECT-behandlinger

Efter et kaotisk døgn med en reservelæge, der – grundet sprogvanskeligheder – skrev nøjagtig det modsatte af, hvad vi talte om. Hun skrev fx: “Ingen aktuelle selvmordstanker eller selvmordsplaner”, og det er sådan set kritikken i dette. Hun startede med at sige “Du har jo generaliseret angst”. What? Det har jeg da aldrig hørt om før, og kontaktpersonen havde heller ikke. “Nåh for søren, det er nok en anden patient. Glem det …”

Jeg begriber ikke, at man kan ansætte læger, der ikke kan begå sig på hverken dansk eller engelsk. Jeg tilbød valget, og havde forberedt mig på begge sprog, men hun sagde, at hendes engelsk var lige så godt som hendes dansk …

Den tilstedeværende faste kontaktperson kunne bekræfte, at notatet var helt “Anders And” og i øvrigt havde jeg jo lydoptagelsen.

Konklusion: Tjek altid selv “Min Sundhedsplatform” og optag gerne samtalen.

Nu har både klinikchef og oversygeplejerske så været inde over. Beslutningen er blevet den eneste rigtige: ECT 8 -12 styk. Det er det, vi alle ved virker. Nu er der en plan, og det er godt. Jeg holder ikke til mere “opbevaring”, og jeg holder ikke til at få det værre og værre. Jeg kan ikke mere. Der er noget, der er nødt til at pege fremad.

Her taler fornuften, og den skal man vel egl. ikke kritisere. Så det lader jeg være med – og dermed er artiklens titel helt ved siden af skiven.

Følelserne

Jeg er så bange for 3 – 4 uger et sted med fremmede mennesker, hvor ingen kan lide at være. Jeg har mødt mange medpatienter på 808 men aldrig nogensinde en, der kunne lide at være i Glostrup. Så er det sagt.

Jeg har meget svært ved forandringer og ved mennesker, jeg ikke har en relation til – jeg er jo en idiot til det relationelle. Jeg kan ikke tale om, at det nu er blevet koldere eller varmere i vejret. Det skal man åbenbart kunne, så jeg må vel tage et kursus i meteorologi.

Lige nu er mit nervesystem overbelastet, og derfor træder Aspergers syndrom mere i karakter. Det er Aspersgers syndrom, der bevirker, at det relationelle er så svært for mig.

Jeg kan slet ikke tænke de 3 – 4 uger frem. Og jeg ved ikke, hvordan, jeg skal komme igennem det. Selvfølgelig skal man her på en eller anden måde indregne, at jeg vil få det bedre, og så vil det også blive nemmere at være der. Lige nu kan jeg bare ikke løse selv de mest simple ligninger. Jeg kan knapt overleve.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

De opgiver ikke sådan lige

Kortfattet version af sprogdatabasen

Vi mangler en plan

De opgiver ikke sådan lige

Lige p.t. har jeg selv mistet håbet, så jeg håber på det vikarierende håb, der vel træder i kraft på et eller andet tidspunkt, for dette er nærmest ubærligt.

Jeg skulle faktisk have været til lægesamtale i dag, men M vurderede – helt korrekt – på mine vegne, at 10 minutter kunne være ligegyldigt, når vi nu ikke “bare” skal følge op på en plan, der går planmæssigt. Så nu hedder det i stedet torsdag, hvor både M og K er på arbejde i 16 timer. Så er jeg da mandsopdækket af de to, jeg er mest vild med.

Min tanke, om at jeg primært er her for, at de kan holde øje med, at jeg ikke er afgået ved døden, passer faktisk meget godt. Vi mangler en plan, så lige nu er der tale om blot og bar opbevaring. Det går ikke. Det er ingen kritik af nogen eller noget; det er en konstatering.

Status er sådan set, at jeg har fået det værre, mens jeg har været her. I hvert fald har jeg ikke fået det bedre. Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Lige nu føler jeg mig temmelig syg og opgivende. P.t. er der mange medpatienter, der har det ret skidt, og det er som om, vi smitter hinanden lidt. Det kunne tale for at pakke tasken og tage hjem, men jeg ved, det er en tåbelig idé, så det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg er trods alt ikke blevet dum af at blive syg.

Muligheder og umuligheder

  • Stemningsstabiliserende præparat: Selvom jeg næsten ikke tør, kunne det være en mulighed. Problemet er, at det tager 6 – 8 uger, før man ved, om det har effekt eller ej. Lige nu har jeg ikke 6 – 8 uger. Og hvad nu hvis præparat x ikke virker, skal vi så prøve præparat y? “Try and error”. Kommer jeg nogensinde hjem?
  • ECT: har nærmest straks-effekt på mig (6 – 9 behandlinger svarende til 2 eller 3 uger), og jeg har virkelig god erfaring med det. De kognitive bivirkninger må man tage med i købet, og de er forbigående – senest tre måneder efter bør de være helt ovre. Og herregud: efter mere end 100 behandlinger har jeg et righoldigt kompendium med kompenserende strategier at tage af.
  • Problemet med ECT: Det forudsætter overflytning til Glostrup, hvilket jeg under ingen omstændigheder vil. Jeg er tryg her, jeg kender medarbejderne her, stemningen er helt anderledes osv. Den bedring ECT kunne bevirke, ville ophæves af at være på Nordstjernevej. Overlægen har allerede talt med klinikchefen og en anden højere instans, om der kunne laves en særordning. Svaret var “Nej”. M (og K) vil forsøge igen. Jeg tror ikke meget på det. Et “nej” er vel et “nej” både med og uden Lean? På den anden side skal intet lades uprøvet, og jeg tager hatten af for deres kampgejst, når jeg nu ikke selv er i besiddelse af den.

Et afbud

Min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien skulle have været her for at besøge mig i går. Desværre er hun blevet syg. Det var utrolig ærgerligt, for jeg havde virkelig glædet mig til at se hende, men sygdom er ingen som bekendt herre over.

Psykologen i morgen onsdag kl. 11:00

Jeg ser frem til i morgen kl. 11:00, hvor jeg har online-aftale med psykologen. Hun plejer at kunne trylle. Om hun også kan trylle dette væk, ved jeg ikke. Men jeg håber på bare en lille bedring.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i /af

Retorik og tvang i psykiatrien

Retorik og tvang i psykiatrienStegemüller

Når rutiner bliver intimiderende

Retorik og tvang i psykiatrien

Jeg har truffet en virkelig sød fyr, vi kalder ham for “C”, der har læst retorik og engelsk på Københavns Universitet. Så lang en samtale, som vi førte i går, er det længe siden, jeg har ført. Jeg kunne åbne munden uden at græde. √

Han fortalte om, hvad man lærer på retorik. Og vi enedes om glæden ved ordene og om læreprocesserne. Vi enedes om at savne glæden ved at blive lidt klogere hver dag. Om fascinationen af “Artificial Intelligence” (AI) . Vi havde mange ting tilfælles.

Samtalen fik mig til at tænke på et underligt spørgsmål, de stillede mig i Glostrup: “Hvis der bliver behov for tvang i psykiatrien, hvilken form foretrækker du så?

  • Fastholdelse?
  • Medicin?
  • Bæltefiksering?”

Eftersom jeg er jordens mest fredelige menneske, blev jeg noget paf over spørgsmålet. Jeg er klar over, at de skal spørge, og at de herefter kan vinge den opgave af som udført √ Helt på samme måde som samtykkeerklæringen skal være udfyldt, og de skal vinge af, at de har udleveret den håbløse blanket med alle stavefejlene, hvor man blandt andet foreslås at gå en tur, lytte til musik eller dyrke yoga, når krisen kradser. Den kaldes en “kriseplan” √. Så sætter vi også checkmark ved den.

Eftersom jeg heldigvis aldrig har prøvet nogen af de tre ting, var det svært at “vælge”, så jeg endte med at sige “Det må I bestemme. I må vurdere i situationen, hvad I tror, der er bedst for mig”.

Hvad med anamnesen?

Min anamnese må efterhånden være kilometer lang. Og den har de selvfølgelig ikke tid at læse. Jeg forestiller mig bare, at hvis der tidligere havde været behov for tvang, ville det være tydeligt markeret og sikkert skrevet med rødt i et særligt felt. Den kunne de jo starte med at skimme.

De kunne også have vendt spørgsmålet bare lidt om, og startet med at spørge: “Har du nogensinde, så vidt du husker, været udadreagerende under en indlæggelse?” Mit klare svar ville være “Nej”. Herefter kunne de have givet mig de tre valgmuligheder. Jeg ville formentlig stadig have bedt dem vælge, for hvordan skal jeg vælge mellem tre ting, jeg ikke ved, hvad er?

Spørgsmålet føltes nærmest som et overgreb og en krænkelse (også selvom jeg ikke deltager i krænkelseskulturen). At vende spørgsmålet om, kunne være et retorisk trick, som var godt for patienten, og fik hjulpet dem med at vinge endnu et standardspørgsmål af √Jeg mener ikke, jeg nogensinde har fået spørgsmålet før.

Dagen byder vist på en lægesamtale

Jeg regner med, at jeg skal til lægesamtale i dag med ovl. MS, som jeg vældig godt kan lide. Hun var den første, der så at jeg ikke i 11 år havde lidt af “tilbagevendende depressioner”, men at den rette diagnose var “Bipolar affektiv sindslidelse”.

Jeg respekterer hende, fordi hun er så pokkers dygtig, men også fordi kun taler lige ud af posen “Og uden omsvøb, tak”, som der engang var en bog, der hed.

Jeg har forberedt mig ved at skrive det ned, jeg skal huske at sige. Jeg er lidt bange for, at det med at være velforberedt og at kunne prioritere/strukturere, som er lig med, at min hjerne fungerer nogenlunde, kan få hende til at tro, at det er mindre galt, end det er. Men det må hun da kunne se igennem.

Tre ting peger mod livet

  1. At søge hjælp ved at henvende mig i Glostrup
  2. At ville til 808
  3. At være så bange for ikke at vågne op af anæstesien i forbindelse med ECT

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.