Psykiatrisk Center Glostrup dag 4
Jeg klarer det!
Indholdsfortegnelse
Psykiatrisk Center Glostrup dag 4
Nu er jeg ved at lære nogle medpatienter (tre kvinder) bedre at kende, så jeg klarer det. Var det ikke for dem …
Her udfyldes planer for planernes skyld, og jeg hader det.
Jeg forklarede dem, at jeg med 808 var blevet enig om, at der ikke var grund til at revidere den ganske udmærkede kriseplan, jeg har lavet i “MinPlan” sammen med M for adskillige år siden. Når krisen kradser, finder jeg alligevel ikke en eller anden “app” frem og studerer den.
Det mest anvendelige, der står i den, er, at jeg skal kontakte modtagelsen. Det behøver jeg som trænet psykiatribruger ikke en “app” for – og i øvrigt står de relevante telefonumre under “favoritter” i min telefon.
Det lykkedes mig at overbevise medarbejderen om, at jeg selvfølgelig nok skulle medvirke, hvis det var noget, de havde brug for, men jeg har ingen gavn af det. Hun skrev overskrifterne fra sektionen “Krisesymptomer” af, og så var opgaven åbenbart løst. Hun havde fået det, hun skulle bruge og kunne sætte √
De vil også gerne have, at jeg laver en plan for, hvad jeg skal lave i weekenden, hvor de fornuftigt nok opfordrer til, at man tager hjem, da overgangen fra indlagt til udskrevet ellers er ubærligt brat. Jeg skal alligevel til frisøren i morgen, så det er fint at tage hjem. Det ville sådan set være en god idé at lave en plan, men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal skrive på den – og mit problem er, at jeg jo ikke aktuelt er i gang med noget derhjemme. Og jeg kender ikke noget, jeg kan lave på en weekend.
Krisesymptomer er
- Tankerne kredser om at dø
- Eksistentielle tanker
- Følelse af ensomhed
- Forstyrrelser af søvn, appetit og til tider syn
- Kommer ikke i bad hver dag
Som interventioner stod blandt andet “Kontakt 808 for at høre, om PSI-sengen er ledig”. PSI står for “PatientStyret Indlæggelse”. Og det var et virkelig godt koncept, man kunne ty til, inden læsset væltede, for vi ved jo godt, hvornår det går ned ad bakke. Man kunne være fem nætter på PSI-pladsen, og enten havde man fået det bedre/godt og ellers skulle der tages stilling til indlæggelse. Man kom til mennesker, man kendte – og vice versa – og jeg har selv flere gange oplevet, at jeg fx efter fire nætter syntes, at nu klarede jeg mig selv igen. Det har også sparet regionen for nogle udgifter, eller måske rettere: En anden, mere trængende, patient kunne få den rigtige seng.
808 har ikke længere PSI-pladsen; den er flyttet til Nordstjernevej i centraliseringens hellige navn. Det punkt blev slettet, fordi hun foreslog det. I virkeligheden havde det været mere relevant, om hun havde sagt til mig, at jeg skulle opdatere det, når de nu har PSI-pladsen her et eller andet sted. Men sådan var det ikke. Så nu er der en intervention mindre.
De tror vist, jeg er dum
Den medarbejder, jeg talte med, sagde lettere overrasket “Du er jo ressourcestærk. Det er vi ikke vant til”. Og så sagde jeg altså til hende, at jeg ikke var blevet dum af at blive syg. Det var måske ikke så pænt, men jeg kunne ikke lade være, og jeg prøvede at sige det med et smil.
Jeg fremlagde mine overvejelser om, hvorvidt folk med en høj uddannelse slet ikke bliver syge, eller om de bare ikke bor på Vestegnen eller i Valby? Vi enedes om, at det nok var geografien, der spillede ind. Så var den gode stemning genoprettet. Det er alligevel lidt underligt, eftersom Valby er ved at være et sted for folk med $, og de er typiske bedre uddannede.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Hvad planer angår, så giver de jo en slags struktur, og det er min erfaring, at struktur er godt at have, når alt andet sejler. Omvendt kender jeg udmærket til det fænomen, at jeg ikke synes, der er noget, der er værd at fylde i strukturen.
Jeg er er også stødt på sundhedspersonale, der var forbavset over, at et eller andet snurrede den rigtige vej mellem ørerne, selv om jeg var syg, og i mit tilfælde var der endda tale om somatisk sygdom. Guderne må vide, hvordan det bliver, hvis man i tillæg skulle gå hen og blive meget gammel? Nej, det er for deprimerende. Der er vel ikke andet for, end at man må skræppe op på rette tid og sted, indtil man bliver hørt. Og så må man ikke glemme, at alle har deres begrænsninger, og som patient støder man nogle gange ind i de professionelles begrænsninger med et brag.
@ Henny
Ja, det er fuldstændig rigtigt, at planer giver struktur; psykiatrien er bare overloaded med planer. Jeg har brug for en plan over planerne. Jeg kan ikke finde rundt i, hvad der skal stå hvor. Det er lige før, der også er gået “Lean” i planerne …
Det er også sandt, at det ville være godt, hvis jeg havde en plan for weekenden. Jeg er kommet i tanke om en ting jeg kan/bør lave, og som jeg også gerne vil lave. Den kan så beskæftige mig lidt af lørdagen. Og jeg bliver jo også nødt til at investere i lidt mad og sådan. Jeg er bare et kvaj til at købe ind. Normalt køber jeg jo lækker mad hos Aarstiderne, og skal bare lave det ud fra de medfølgende opskrifter, og det hygger jeg mig faktisk (efterhånden) med. Jeg hader at gå rundt om mig selv i et supermarked og prøve at finde ud af, hvad jeg har lyst til, da jeg i realiteten ikke har lyst til noget af det, de har.
Jeg talte i aftes med min bedste ven om det med at blive gammel. Jeg nægter at komme et sted hen, hvor jeg vil blive kørt hen til et spisebord for at spille Ludo! Så hellere “Good bye”. Hvis pengene rækker, og det tror jeg, de gør (jeg har jo ingen arvinger), og jeg bliver dement, vil jeg på “Plejehjemmet Dagmarsminde” oppe i Nordsjælland et sted. Stedet var portrætteret i en “Indefra” med Anders Agger. Jeg mener, det var i sæson nummer 7. Det var et sted med streg under både “pleje” og “hjem”. De har fx en hund …