Indlæg

/5 Kommentarer/i /af

Psykiatribrugere kæmper med ensomhed

Psykiatribrugere kæmper med ensomhed

Ensomhedens Gade nr. 9

Psykiatribrugere kæmper med ensomhed

Det er altid let at generalisere – så det gør jeg også …

“Ensomhedens Gade nr. 9” er omkvæd fra en gammel sang med John Mogensen.

En ting, der er slående ved denne indlæggelse, er, at også adskillige af mine medpatienter kæmper med ensomhed. Det har aldrig før stået så tydeligt for mig: Jeg er ikke alene om at kæmpe med ensomheden. Selvfølgelig kan man overveje, hvad der kommer først helt som med hønen og ægget. Bliver man psykisk syg af at være ensom, eller bliver man ensom af at være psykisk syg?

Det er sikkert en vekselvirkning: sygdommen og ensomheden følges pænt ad – de forstærker hinanden.

Psykisk sårbar eller psykisk syg?

Bemærk at jeg ikke kalder det “psykisk sårbar”, for alle mennesker er psykisk sårbare, af disse er kun nogle psykisk syge. Det var Poul Nyrup, der introducerede begrebet “psykisk sårbar”, men selv har jeg altid syntes, det er et forvrøvlet udtryk.

En medpatient sagde engang: “Jeg er altid psykisk sårbar. Når jeg er psykisk syg, er jeg indlagt”. Det havde han fuldkommen ret i.

Langsomt hjem

Nordstjernevej gør meget for at sikre, at man er klar til at blive udskrevet. De skubber på og sørger for, at tilvænningen til eget hjem sker gradvist. Det er en af de ting, jeg vil tage med tilbage til Brøndbyøstervej, for så vidt jeg husker, er de ikke lige så gode til at skubbe på – men jeg kan tage fejl.

Nogle tager hjem en eftermiddag og kommer tilbage til Nordstjernevej og beretter om en lidt tom og mærkværdig oplevelse: De er ikke i gang med noget, køleskabet er tomt og det er i det hele taget en speciel oplevelse at runde hjemmet. Hvad skal de derhjemme?

Jeg har svært ved at se, at hospitalet kan gøre mere, end de allerede gør. Det er min opfattelse, at de gør ret i at skubbe på, så hjemkomsten bliver etapevis og ikke bliver fra den ene dag til den anden. Det skal være en proces.

Min dag

Jeg sidder og savner morgenkaffen, idet jeg har tid til ECT ca. kl. 10:15. Når jeg er ude på den anden side, skal jeg have kaffe og mad. Derefter skal jeg hjem på weekendorlov. Jeg ser frem til at se mit hjem igen. Der er vasketøj, der skal lægges sammen og på plads. Det bliver godt.

Vejret er godt, så jeg kunne jo gå en tur?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Jeg får det, som jeg vil have det!

Jeg får det, som jeg vil have det!

De skal ikke overbehandle mig

Jeg får det, som jeg vil have det!

Jeg har lige netop været til lægesamtale, og den var kort (2 minutter og 57 sekunder), for lægen havde ikke noget at sige, så det var kun mig, der sagde noget.

Jeg er ganske godt skåret for tungebåndet, og havde forberedt følgende:

  1. Psykiatrisk Center Glostrup skal ikke overbehandle mig
  2. Jeg har det godt (igen)
  3. Vi stopper efter seks gange ECT mod oprindeligt planlagt ti.
  4. De sender mig retur til Brøndbyøstervej (808), når flowmaster kan skaffes en plads derude (de har kun 11 pladser)
  5. Det gik fint at være hjemme i weekenden, dvs. ingen selvmordstanker.

Lægen spurgte, om jeg havde det så godt, at jeg faktisk bare burde udskrives? Det er et relevant spørgsmål. Jeg berettede om, at K på 808 havde sagt noget rigtigt om, at “alle de andre gange har vi repareret på ensomheden ved hjælp af ECT. Denne gang bør vi grave spadestikket dybere.”

Ensomhed er et issue for mange

Jeg har ikke været opmærksom på det før, men denne gang har jeg talt lidt dybere med flere medpatienter, og det er gået op for mig, at det, der får den “psykiatriske lavine” til at rulle, uhyre ofte er ensomhed, og det gælder både folk på og udenfor arbejdsmarkedet.

Selv er jeg uden for arbejdsmarkedet, og trives som hovedregel vældig godt med det. Jeg har en bunke “nørdede” interesser og har på ingen måde problemer med at få tiden til at gå. Nærmest tværtimod.

Jeg havde fundet et firma, der gerne ville ansætte mig nogle få timer pr. uge, og det var jeg faktisk parat til at påtage mig. Men jeg har to medarbejdere i psykiatrien, der kender mig vældig godt, og som fraråder mig at udnytte hjemlen i pensionsloven til at gøre dele af pensionen hvilende. Min tidligere sagsbehandler i Hvidovre Kommune fraråder det sådan set også … Så jeg tør ikke.

De argumenterer alle med, at selvom jeg fx ansættes fem timer ugentligt i firmaet, vil jeg bruge 35 yderligere timer på at tænke på optimeringer, problemløsninger osv. Det kommer til at ligne min korte “karriere” i Interflora. Psykologen argumenterer på lignende vis.

Alle de kloge mennesker skal ikke spilde deres rådgivning på gulvet! Jeg lytter til dem.

I eftermiddag kl. 15:00 ringer min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien, og jeg ser frem til at fortælle hende, hvad jeg er kommet frem til.

Personalets synlighed

På Brøndbyøstervej er medarbejderne meget synlige, hvilket medfører, at patienterne har et ganske godt billede af, hvem de er som mennesker. På Nordstjernevej bevirker bygningskonstruktionen, at medarbejderne er afsondrede. Kontoret minder om et “bur” mellem to længer.

På en eller anden måde betyder det atter, at patienterne ikke lærer medarbejderne at kende. Hvem tør åbne sig overfor en medarbejder, de kun dårligt kender? Jeg advokerer naturligvis ikke for, at vi skal være lige syge! Men nu hvor jeg har to matrikler at sammenligne mellem, er det tydeligt for mig, at jeg er mere åben overfor mennesker, jeg har en vis føling med.

Hvordan skabes kulturen på et afsnit?

Det er markant, at der er kulturforskelle, når man flytter fra Brøndbyøstervej til Nordstjernevej. Jeg har filosoferet en hel del over, hvordan kulturen på et afsnit skabes.

Jeg har selvfølgelig ikke fundet de vises sten men har indtrykket af, at det er oversygeplejerske og overlæge i forening, der sætter rammer og retningslinjer for et afsnit. Og at det er årsagen til, at to afsnit i samme koncern kan opleves væsensforskellige.

De unge psykologer

Her er faktisk to psykologer, og uanset de virker meget unge, har jeg besluttet at gå med i gruppen i eftermiddag. Sidste uge drejede det sig om en opskrift på at “sige fra” på en ordentlig og respektfuld måde.

Så vidt jeg husker, skulle temaet i dag være noget om at være patient. Det mener jeg en hel del om 🙂 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

ECT er Guds gave

ECT er Guds gave

Synd det har et blakket ry

ECT er Guds gave

Jeg har fået de første fire behandlinger og synes allerede, jeg har det meget, meget bedre. Når jeg ser en læge igen, vil jeg foreslå, at vi holder efter de seks, og at de derefter sender mig tilbage til Brøndbyøstervej (808). Der er jo ingen grund til at overbehandle. Men hvem siger, 808 har plads? Det er noget, “flowmaster” holder styr på, og det er sikkert et vældigt puslespil.

K på 808 sagde meget rigtigt, at vi alle de andre gange har lappet på det grundlæggende problem, som er ensomhed, med ECT. Det gør vi sådan set også denne gang, men planen er (vist nok), at jeg ikke bare skal sendes hjem men skal sendes retur, så vi kan prøve at komme spadestikket dybere. Om det er muligt, ved jeg ikke. Og egentlig er det jo ikke psykiatriens problem, at jeg er en idiot til relationer. 

Det er virkelig synd, at ECT har sådan et blakket ry, eftersom det er en effektiv og skånsom behandling. Det virker stort set med det samme. Mange patienter oplever et løft allerede efter en uge, således også jeg.

Forsøger man med en eller anden form for medicin, går der 6 – 8 uger, før man ser en effekt. Er der ingen effekt, må man prøve noget andet. Psykiatrien er meget “Try and error”. Jeg har for længst besluttet, at jeg aldrig skal på medicin igen. Sporene skræmmer for meget.

To matrikler og to kulturer

Når man kommer direkte fra det ene afsnit til det andet, er det tydeligt, at kulturen på de to matrikler er væsensforskellig, selvom det jo er samme koncern. Jeg ved ikke, hvad der bestemmer kulturen på et afsnit, men det er måske overlægen og afdelingssygeplejersken til sammen?

En ting har jeg virkelig lagt mærke til, og det er, at der i Glostrup er fyldt med forbuds- og påbudsskilte. På Brøndbyøstervej er der ingen. Og det interessante er, at den overvældende mængde af skilte absolut ingen effekt har. Folk ser dem simpelthen ikke. Her har jeg noget at komme tilbage med: 808 har fuldkommen ret, når de siger, at de ikke orker at have en forbuds- og påbudskultur. Det var mig, der tog fejl; det har jeg ikke noget imod at erkende.

Den podcast jeg vil lave

Jeg har allerede fået et par tilsagn til medvirken i den podcast, jeg vil lave. Overlæge Kasper Thybo Reff, cand.pharm. Christina Skovsende Eriksen og professor Poul Videbech vil gerne være med. Kasper og Christina vil gerne tale om tværfagligt samarbejde, og det er en virkelig god idé, for det er der behov for. Jeg tror, det kan blive godt.

Jeg spurgte ChatGPT om tips og tricks til at komme i gang og fik mange gode punkter. Jo mere jeg bruger værktøjet, jo mere begejstret bliver jeg for det.

“Aftenterapi”

I aftenvagt kommer en vikar, Victoria, og hun er virkelig sød og imødekommende. Hun holder en kort 30 minutters samling kaldet “aftenterapi”, der intet har med terapi at gøre. Fokus er “det positive”, og det kan man godt have behov for et sted som her.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Er psykiatrien på rette vej?

Er psykiatrien på rette vej?

Deadline den 5. juli 2023 kl. 17:00

Er psykiatrien på rette vej?

Selvom dette ikke er en sprogpost, får du alligevel indledningsvist dette, der stammer fra en TV Avis:

Er psykiatrien på rette vej?

Der burde have stået “Mentalerklæring i field’s-sag” og “23-årig vurderet sindssyg”. Suk.

Interesserer du dig for psykiatri eller måske rettere psykiatripolitik, bør du læse med her og se “Deadline” fra den 5. juli 2023 kl. 17:00. Udsendelsen er blevet til på baggrund af dommen over den unge mand, der dræbte tre mennesker i field’s for lidt over et år siden. Han er for syg til straf, så han idømmes i stedet en “foranstaltning”: forvaring på ubestemt tid på Sikringen i Slagelse. Det føles nok nogenlunde ens. Tænk sig 23 år … En anbringelse på Sikringen koster tre millioner kr. om året.

Er psykiatrien på rette vej?

Det var interessant at høre Peder Hvelplund (EL) og Rasmus Lund-Nielsen (M) debattere udrulningen af 10-årsplanen. Der indledtes med et godt interview med formand for Psykiatrifonden psykiater Torsten Bjørn Jacobsen.

Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen udgav i januar 2022 et fagligt oplæg til en 10-årsplan med 37 konkrete indsatsområder. Indtil videre er der nedsat et “Psykiatriråd”, der skal følge implementeringen af 10-årsplanen. Lige nu har rådet ikke noget at lave, for der er – her 1½ år efter – endnu ikke sat initiativer i gang. Som psykiatribruger er jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt der nogensinde sker noget.

Det interessante er, at pengene er afsat i regeringsgrundlaget. Citatet herunder stammer fra “Regeringsgrundlag 2022 – Ansvar for Danmark” siderne 18 og 19:

Ny 10-årig psykiatriplan
Psykiatrien skal løftes, og vi skal løfte den samlede indsats på tværs af sektorer, både i forhold til mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser. På baggrund af Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-års plan vil regeringen prioritere yderligere 3 mia. kr. til indsatser over den samlede 10-årige periode, således at planen er fuldt finansieret. Bevillingen kommer oven i løftet af psykiatrien i den foregående regeringsperiode. Den ekstra og historisk store investering i psykiatrien vil betyde, at vi om 10 år har øget bevillingen til området med 4 mia. kr. hvert år. Regeringen vil præsentere et udspil og invitere til forhandlinger blandt Folketingets partier.

Gerningsmandens møde med psykiatrien

Betragter man billedet fra “Deadline”, er det muligvis forståeligt, at han gik amok og blev erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket. Det burde have været undgået.

  • Har man 13 behandlere indenfor 6 måneder (gennemsnitligt ∼ 13,85 dage hver) kunne man næsten lige så godt lade være at have en.
  • Psykiatrifonden lever af private donationer og benytter sig af frivillig arbejdskraft. Der burde være en offentligt finansieret hjælpelinje, hvor folk kan ringe hen, men de er alle privatfinansierede. Jeg har selv benyttet mig af Livsliniens telefonrådgivning flere gange. Rådgiverne er frivillige og gratis arbejdskraft. De er sindssygt dygtige, og det burde være en offentlig opgave.
  • Jeg er ikke klar over, hvilket behandlingstilbud den unge mand fik afslag på, men undrer mig over, at der ikke er professionelle, der har råbt vagt i gevær. Det er (vist nok) sjældent, man bliver stærkt psykotisk fra den ene dag til den anden.
  • Man bør da især holde øje med et menneske, man trapper ud af den antipsykotiske medicin. Jeg forstår ganske enkelt ikke, at det ikke er sket. Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien og jeg har i fællesskab fx “holdt øje med” mig i lige knapt et år, efter jeg egenhændigt stoppede ECT sidste sommer. Men omvendt: når man skifter behandler gennemsnitligt hver ∼ 13,85 dage, er der jo ikke en kat, der ved, hvad de skal holde øje med, eftersom ingen kender normaltilstanden og det, der afviger fra den.

Nordstjernevej er nedslidt

Da ECT ikke længere er en mulighed på Brøndbyøstervej, er jeg p.t. indlogeret i Glostrup. Det er utrolig nedslidt. Brøndbyøstervej er moderne og lækkert i sammenligning hermed. I Glostrup mangler fx den “arm”, man presser håndsæben ud af en pose med. Det er ellers ret essentielt på et hospital. Vinduerne kan ikke lukkes ordentligt osv.

Nåh, men jeg er der udelukkende for ECT, og jeg er indtil videre vågnet hver gang. J holder i hånd, så det går planmæssigt. I går trillede tårerne mindre, og det var rart.

Weekendorlov

Lige nu sidder jeg hjemme hos mig selv, og det er ganske vidunderligt at være i mine egne rammer igen; jeg elsker mit hjem. De opfordrer til, at man gør det, så overgangen mellem indlæggelse og udskrivelse bliver mindre brat. Det kan jeg godt se fornuften i. Jeg har lavet en liste med gøremål. Den er alenlang, så jeg når ikke det hele denne weekend, men så er der noget til næste weekend. Foreløbigt snurrer vaskemaskinen.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.