Jeg får det, som jeg vil have det!
De skal ikke overbehandle mig
Indholdsfortegnelse
Jeg får det, som jeg vil have det!
Jeg har lige netop været til lægesamtale, og den var kort (2 minutter og 57 sekunder), for lægen havde ikke noget at sige, så det var kun mig, der sagde noget.
Jeg er ganske godt skåret for tungebåndet, og havde forberedt følgende:
- Psykiatrisk Center Glostrup skal ikke overbehandle mig
- Jeg har det godt (igen)
- Vi stopper efter seks gange ECT mod oprindeligt planlagt ti.
- De sender mig retur til Brøndbyøstervej (808), når flowmaster kan skaffes en plads derude (de har kun 11 pladser)
- Det gik fint at være hjemme i weekenden, dvs. ingen selvmordstanker.
Lægen spurgte, om jeg havde det så godt, at jeg faktisk bare burde udskrives? Det er et relevant spørgsmål. Jeg berettede om, at K på 808 havde sagt noget rigtigt om, at “alle de andre gange har vi repareret på ensomheden ved hjælp af ECT. Denne gang bør vi grave spadestikket dybere.”
Ensomhed er et issue for mange
Jeg har ikke været opmærksom på det før, men denne gang har jeg talt lidt dybere med flere medpatienter, og det er gået op for mig, at det, der får den “psykiatriske lavine” til at rulle, uhyre ofte er ensomhed, og det gælder både folk på og udenfor arbejdsmarkedet.
Selv er jeg uden for arbejdsmarkedet, og trives som hovedregel vældig godt med det. Jeg har en bunke “nørdede” interesser og har på ingen måde problemer med at få tiden til at gå. Nærmest tværtimod.
Jeg havde fundet et firma, der gerne ville ansætte mig nogle få timer pr. uge, og det var jeg faktisk parat til at påtage mig. Men jeg har to medarbejdere i psykiatrien, der kender mig vældig godt, og som fraråder mig at udnytte hjemlen i pensionsloven til at gøre dele af pensionen hvilende. Min tidligere sagsbehandler i Hvidovre Kommune fraråder det sådan set også … Så jeg tør ikke.
De argumenterer alle med, at selvom jeg fx ansættes fem timer ugentligt i firmaet, vil jeg bruge 35 yderligere timer på at tænke på optimeringer, problemløsninger osv. Det kommer til at ligne min korte “karriere” i Interflora. Psykologen argumenterer på lignende vis.
Alle de kloge mennesker skal ikke spilde deres rådgivning på gulvet! Jeg lytter til dem.
I eftermiddag kl. 15:00 ringer min kontaktperson fra Distriktspsykiatrien, og jeg ser frem til at fortælle hende, hvad jeg er kommet frem til.
Personalets synlighed
På Brøndbyøstervej er medarbejderne meget synlige, hvilket medfører, at patienterne har et ganske godt billede af, hvem de er som mennesker. På Nordstjernevej bevirker bygningskonstruktionen, at medarbejderne er afsondrede. Kontoret minder om et “bur” mellem to længer.
På en eller anden måde betyder det atter, at patienterne ikke lærer medarbejderne at kende. Hvem tør åbne sig overfor en medarbejder, de kun dårligt kender? Jeg advokerer naturligvis ikke for, at vi skal være lige syge! Men nu hvor jeg har to matrikler at sammenligne mellem, er det tydeligt for mig, at jeg er mere åben overfor mennesker, jeg har en vis føling med.
Hvordan skabes kulturen på et afsnit?
Det er markant, at der er kulturforskelle, når man flytter fra Brøndbyøstervej til Nordstjernevej. Jeg har filosoferet en hel del over, hvordan kulturen på et afsnit skabes.
Jeg har selvfølgelig ikke fundet de vises sten men har indtrykket af, at det er oversygeplejerske og overlæge i forening, der sætter rammer og retningslinjer for et afsnit. Og at det er årsagen til, at to afsnit i samme koncern kan opleves væsensforskellige.
De unge psykologer
Her er faktisk to psykologer, og uanset de virker meget unge, har jeg besluttet at gå med i gruppen i eftermiddag. Sidste uge drejede det sig om en opskrift på at “sige fra” på en ordentlig og respektfuld måde.
Så vidt jeg husker, skulle temaet i dag være noget om at være patient. Det mener jeg en hel del om 🙂
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Dejligt at læse, at du nu er på rette vej.
Jeg er helt enig med de folk, der fraråder dig at arbejde – uanset hvor mange eller hvor lidt timer.
Jeg har fulgt dig i mange år og har kunnet læse, at det der arbejde knækker dig. Jeg tror ikke at det er selve arbejdet – men forventninger om at ordne arbejdet?
Som arbejdsmarkedskonsulent i et jobcenter, så har jeg set det hos mange mange mennesker – det er vist en almen hændelse.
Fortsat god bedring.
@ Mia
Tak skal du have!
Det kan sagtens være mine egne forventninger til arbejdet, der knækker mig. Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien siger noget, der ligner, så det er jo nok rigtigt.
Ja, du har nogle erfaringer, jeg kan drage nytte af. Mange tak.
Ja, der skulle man være en flue på væggen, når Hanne ruller sig ud om det at være patient. Nå, jeg kender nok en hel del til dine holdninger, fordi jeg læser med her.
Det lyder, som om du er ved at have mod på fremtiden igen. Det er gode takter.
Jeg er enig med de af dine rådgivere, der hævder, at 5 timers arbejde nemt bliver til 7 gange så meget i dit regi, og det kan du ikke holde til. Du kommer nok til at skulle studere dine øvrige aktiviteter noget mere for at blive klar over, at du faktisk gør dig meget nyttig gennem dem allerede. Fx når du udbreder kendskabet til psykisk sygdom sådan som du gør her på bloggen!
@ Henny
Ja, jeg synes faktisk, det går rigtig godt igen. Nu skal de bare sende mig retur til et udslusningsforløb, så er jeg vist tilbage i den vante gænge. Heldigvis da!
Du har helt ret i, at det bliver til syv gange så meget! Jeg havde bare en vældig lyst til at blive en del af et team igen og at foretage mig noget, der ikke kun har betydning for mig selv.
Tak for de pæne ord i øvrigt!