Synd det har et blakket ry

ECT er Guds gave

Jeg har fået de første fire behandlinger og synes allerede, jeg har det meget, meget bedre. Når jeg ser en læge igen, vil jeg foreslå, at vi holder efter de seks, og at de derefter sender mig tilbage til Brøndbyøstervej (808). Der er jo ingen grund til at overbehandle. Men hvem siger, 808 har plads? Det er noget, “flowmaster” holder styr på, og det er sikkert et vældigt puslespil.

K på 808 sagde meget rigtigt, at vi alle de andre gange har lappet på det grundlæggende problem, som er ensomhed, med ECT. Det gør vi sådan set også denne gang, men planen er (vist nok), at jeg ikke bare skal sendes hjem men skal sendes retur, så vi kan prøve at komme spadestikket dybere. Om det er muligt, ved jeg ikke. Og egentlig er det jo ikke psykiatriens problem, at jeg er en idiot til relationer. 

Det er virkelig synd, at ECT har sådan et blakket ry, eftersom det er en effektiv og skånsom behandling. Det virker stort set med det samme. Mange patienter oplever et løft allerede efter en uge, således også jeg.

Forsøger man med en eller anden form for medicin, går der 6 – 8 uger, før man ser en effekt. Er der ingen effekt, må man prøve noget andet. Psykiatrien er meget “Try and error”. Jeg har for længst besluttet, at jeg aldrig skal på medicin igen. Sporene skræmmer for meget.

To matrikler og to kulturer

Når man kommer direkte fra det ene afsnit til det andet, er det tydeligt, at kulturen på de to matrikler er væsensforskellig, selvom det jo er samme koncern. Jeg ved ikke, hvad der bestemmer kulturen på et afsnit, men det er måske overlægen og afdelingssygeplejersken til sammen?

En ting har jeg virkelig lagt mærke til, og det er, at der i Glostrup er fyldt med forbuds- og påbudsskilte. På Brøndbyøstervej er der ingen. Og det interessante er, at den overvældende mængde af skilte absolut ingen effekt har. Folk ser dem simpelthen ikke. Her har jeg noget at komme tilbage med: 808 har fuldkommen ret, når de siger, at de ikke orker at have en forbuds- og påbudskultur. Det var mig, der tog fejl; det har jeg ikke noget imod at erkende.

Den podcast jeg vil lave

Jeg har allerede fået et par tilsagn til medvirken i den podcast, jeg vil lave. Overlæge Kasper Thybo Reff, cand.pharm. Christina Skovsende Eriksen og professor Poul Videbech vil gerne være med. Kasper og Christina vil gerne tale om tværfagligt samarbejde, og det er en virkelig god idé, for det er der behov for. Jeg tror, det kan blive godt.

Jeg spurgte ChatGPT om tips og tricks til at komme i gang og fik mange gode punkter. Jo mere jeg bruger værktøjet, jo mere begejstret bliver jeg for det.

“Aftenterapi”

I aftenvagt kommer en vikar, Victoria, og hun er virkelig sød og imødekommende. Hun holder en kort 30 minutters samling kaldet “aftenterapi”, der intet har med terapi at gøre. Fokus er “det positive”, og det kan man godt have behov for et sted som her.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.