Lukket afdeling i fem dage
Indholdsfortegnelse
Indespærret pga. pladsmangel
Jeg har været på en lukket afdeling i fem dage, fordi der ikke var plads på min “sædvanlige” afdeling 808. I Glostrup, der står for visitationen*, lovede de mig ellers højt og helligt, at den ville være lukket for andre, men åben for mig, og at jeg ville komme til 808 så snart, de havde en plads. I Hvidovre sagde de – forståeligt nok – at de ikke kunne lave særregler for enkeltpersoner, så jeg har altså været låst inde i fem dage, og det er ikke særlig rart – der blev aldrig plads på 808. Det er altså derfor, bloggen har været tavs. De dårlige tanker tog for meget over og fyldte det hele.
Magtesløs
Der bliver passet godt på, at ingen kommer hverken ud eller ind.
De tager alt fra en: 1) oplader, 2) lighter osv. Jeg fik allernådigst lov at beholde mine snørebånd…
Ad 1) Oplader til telefon og iPad kommer ind i et lille rum, hvor der på væggen er ophængt to lange rækker af stikdåser, hvor man så kan sætte sin oplader i og aflevere sit apparat til opladning og få det igen efter nogle timer. Så kan man ikke hænge sig i ledningen.
Ad 2) Der hænger en slags lighter på muren ude i gården: Et eller anden apparat, hvor man stikker cigaretten ind i et lille bitte hul og trykker på en knap, der bevirker, at der kommer en glød langt inde. Så kan man ikke sætte ild til noget.
På en lukket afdeling er der en frygtelig larm, folk der råber, skriger, græder og smækker med dørene. En sniffer rygeheroin ret åbenlyst og tilbyder det også til os andre. Svaret er naturligvis “nej tak”.
Jeg har mest holdt mig for mig selv, da jeg ikke kan udholde larmen og at skulle forholde mig til alle de mennesker, og det er blevet bemærket. De syntes, jeg skulle komme mere ud i “miljøet”.
En venter på at blive tvangsmedicineret
En rigtig sød ung pige på 23, som jeg kender fra tidligere indlæggelser, og som jeg var rigtig glad for var der, for så var der da et fornuftigt menneske at snakke med, vil ikke tage sine medicin, fordi stemmerne siger til hende, at det skal hun ikke. Hun ved i virkeligheden godt, at medicinen vil hjælpe hende, men stemmerne vinder over rationalet. Nu venter hun på at blive tvangsmedicineret, som går ud på at blive holdt fast og så indgives medicinen intravenøst. Inden “de” kan gøre det, har hun ret til at tale med en patientrådgiver. Gad vide hvad sådan en kan stille op mod “systemet”, som han jo selv er en del af? Samme unge pige har prøvet at nå op til et hul i hegnet for at stikke af ad den vej.
De fysiske rammer er bedre
Nu skal det ikke alt sammen være negativt. Fx er de fysiske forhold lang bedre på 802 end 808: Alt er nyistandsat, der er eneværelser (mod 3-4 sengs stuer), alle har eget bad og toilet og alle har tv på værelset. Det er nutidige forhold. Der er også flere medarbejdere, der har bedre tid til at snakke, og det er jo dejligt. Der er meget dialog med patienterne, og der er tid til at svare, hvis man har spørgsmål. Man har en fast kontaktperson, som er den, man skal henvende sig. Hvis man er lidt heldig med hvem det er, fungerer det utrolig godt. Maden er god og der er flere varme retter at vælge imellem.
Om mig selv
Jeg er glad for, at jeg henvendte mig i fredags, og jeg har fået det meget bedre på bare fem dage. Nu synes jeg endda, jeg er i stand til at gå til et møde med biskoppen ovre i kirken i aften. Jeg kan jo altid nøjes med at lytte. Jeg fik en dosis ECT i går, og det har hjulpet markant. Jeg fik i går en af eleverne til at tælle antallet af forudgående ECT-behandlinger – hun kom frem til 43 – jeg tænker på, hvor mange man kan tåle… Det er et mirakelmiddel for mig.
Jeg fik en lang snak med min – gode – kontaktperson i går. Der var mange ord på det med at fylde noget positivt ind i hverdagene. Det kan være bare små ting. Det er jeg nok ikke god nok til, og det må jeg arbejde med, så “de dårlige tanker” ikke tager over. Hun nævnte bl.a. et sted i Hvidovre hvor man kan komme og have aktiviteter med andre psykisk sårbare. Jeg ved ikke, om det er noget for mig, men jeg har da i hvert fald ringet ned og fået tid til et møde; så må vi se.
En ting, der i hvert fald ikke er holdbart, er denne evindelige ind og ud af psykiatriske afdelinger. Enhver arbejdsgiver vil jo tænke, at jeg er for ustabil selv i et fleksjob. Jeg tror, det var Bodil, der tænkte den tanke højt.
* Den centrale visitation, hvor man skal henvende sig i Glostrup og overnatte der én nat, hvorefter man kan komme til Hvidovre, er sikkert resultat af en eller anden spareøvelse alias det nye buzzword “budgetforbedring”. Jeg har svært ved at se besparelsespotentialet i det; det må da koste kassen at redde en seng op for en nat, rekvirere ekstra rengøring, taxa osv. Som patient lærer man jo aldrig medarbejderne at kende.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Det er svært at tilføje noget, som ikke allerede er skrevet. Jeg håber det bedste for dig, og at du finder en måde at balancere din arbejdsfrie/arbejdsløse hverdag med så meget indhold, at du ikke stirrer dig blind på den ene ting, der ikke er – nemlig arbejde. Du var jo begyndt at gå ture, og lige nu er vejret heldigvis fantastisk, så det er bare med at komme afsted, ud og nyde det smukke efterår 🙂
@ Fruen i Midten
Jeg er netop på vej ud at gå tur i det fantastiske vejr sammen med en anden – walk and talk er godt.
Herudover er jeg begyndt at arbejde lidt med på den næste historie på kriminalhistorie.dk. Så føler jeg, at jeg er en del af et fællesskab med de tre andre i projektgruppen.
Dit indlæg gør mig både trist og glad. Trist fordi du nu atter er indlagt. Men glad fordi du er i gode hænder. Jeg tilslutter mig de kommentatorer, der mener du skal lade være at tænke på job. Det er ikke der vigtigste lige nu.
Jeg ville også sætte stor pris på et eneværelse uanset støjniveau.
@ Pia
Tak for din søde kommentar.
Hvis du vidste, hvor gerne jeg ville holde mig væk fra psykiatrisk afdeling på Brøndbyøstervej 160. De havde engang en dygtig psykolog, der sagde til mig, at jeg skulle se indlæggelserne som et servicetjek, så det prøver jeg på. Jeg synes så bare, at jeg har været lidt rigeligt til service gennem de sidste 15 måneder.
Jeg prøver at holde mig væk fra at tænke arbejdsmarked, pdas. er det jo min virkelighed, at jeg på et eller andet tidspunkt skal ud at tage min tørn der igen, hvilket jeg meget gerne vil. Ind imellem er der nogle, der foreslår førtidspension. Jeg skal f…… ikke have førtidspension. Jeg synes selv, der kan være mange gode år i mig endnu.
Det er godt at få et indblik i, hvordan det fungerer “inden for hegnet”. Tak for det. Det er mildt sagt blandede bolsjer, men det med eneværelser, rimelig standard og tid til snak lyder godt.
God bedring, Hanne, og du kan da glæde dig over, at du ikke er piberyger, for hvordan pokker får de tændt rygetræet?
@ Eric
Du har helt ret i det med “blandede bolsjer”. Det med de gode fysiske rammer retter lidt op på noget af alt det andet; men rart er det ikke at være låst inde. Tænk hvis man så endda ikke var der af egen fir vilje men var tvangsindlagt. Det kan jeg slet ikke forestille mig.
Faktisk havde jeg den tanke med piben, da jeg selv har røget pibe i mange mange år (nærmest 20), og du har ret, en piberyger ville ikke have en chance der.
Kære Hanne
Noget må der være sket til det bedre, for det er den flotteste og mest fuldkomne tekst, du har lavet i lang tid. Fuld på højde med tekster du plejede at skrive, før du blev syg ??????
Der er meget vi ikke ville vide noget om, hvis ikke vi havde dig til at fortælle os om det.
Jeg ønsker for dig, at du må få en stabil tid, så du kan opleve noget godt, dejligt.
@ Kære Kirsten
Tak – det glæder mig, du kan lide min tekst!
I kan jo betragte mig som jeres “udsendte”, lidt som en krigskorrespondent 🙂
Ja tak – en stabil periode ville være så dejligt, måske bare et år. Det ville gøre underværker.
Flot af dig at du kom ind og får den nødvendige hjælp. Jeg vil ønske dig rigtig god bedring.
@ Bodil
Tak for din kommentar Bodil. Den skulle lige godkendes, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Tjah måske kan man godt se det som “flot”, der var bare ikke andet at gøre.
Henny har ret, du skal koncentrere dig om at få fundet en måde du kan være dig i dit liv på, og så må arbejdsmarkedet komme senere. Og jeg mindes, da jeg var sygeplejeelev på en lukket afdeling, hvor både de svært depressive og de mange psykostiske udadreagerende mennesker var på samme afdeling. Det var svært og hårdt, det er godt at læse, at I har enestuer, ellers var det jo ikke til finde ro nogen steder. Alle gode ønsker for dig.
@ Lene
OK jeg lover at koncentrere mig 🙂
En lukket afdeling er i sandhed noget mærkeligt noget – og lidt skræmmende – når man aldrig har prøvet det før. Ja det er fedt med eneværelserne; der burde slet ikke være 3 – 4-mandsstuer nu om dage. Humlen er, at de snart har lukket alle de åbne afdelinger, derfor er der kun 808 tilbage som åben, og de kan jo selvfølgelig ikke tage alle de kommer.
Det var trist at høre, at du fik behov for indlæggelse igen. Men selvfølgelig er det godt, at du kan få den hjælp, du har behov for.
Jeg må dog sige, at den første del af dit indlæg får mine tanker til at bevæge sig over i fængselsvæsenet, eller med andre ord noget, man nemt kunne blive syg af. Men den anden del af dit indlæg fortæller heldigvis, at der er mange positive ting at sige om stedet, og at du får hjælp.
Jeg tror ikke, at der er fastlagt noget maksimalt antal ECT-behandlinger, man kan tåle. Der må du nok rette dig efter dine lægers råd og din egen fornemmelse.
Pøj pøj med det. Du har det ikke for nemt i disse tider. Jeg tror, at du skal lade være med at punke dig selv for manglende stabilitet i forhold til arbejdsmarkedet. Dette marked kan vente, indtil du har det bedre!
@ Henny
Jeg er også glad for at kunne sige, at jeg får den hjælp og støtte, jeg har behov for – for det gør jeg uden tvivl. Jeg synes som absolut hovedregel at “systemet” behandler mig godt.
Parallellen til fængselsvæsenet er helt rigtig; det er også sådan det føles. En enkelt var endog varetægtsfængslet; så kommer man altså til at føle sig meget “rask”.
Du har nok ret i det med arbejdsmarkedet!