At finde vej
At finde vej når man ikke kan huske
At finde vej.
Det var så i dag, jeg ville prøve at finde “den gamle vej” ind til byen. Nu skulle det være, jeg måtte face angsten og se, om det hele var noget, jeg bildte mig ind, eller om det var reelt, at jeg ikke kunne finde den gamle vej til byen. Måske ville det “gå over” når jeg først så sceneriet igen? Måske ville det hele dukke op af erindringen?
De første ca. 1½ kilometer gik fint, men det vidste jeg godt, for dem kan jeg visualisere.
Resten gik mildest talt elendigt. Jeg havde fint fornemmelsen af, hvor jeg skulle til højre og venstre, men der hvor jeg endte, føltes som om jeg aldrig nogensinde havde været der før; intet var genkendeligt. Jo måske den røde kirke på hjørnet ved Lykkebovej. En rigtig “førstegangsoplevelse” – og meget ubehageligt. Jeg nåede til Toftegårds Plads i Valby, og så vendte jeg om og kørte hjem. Formålet var jo ikke at køre til byen men at finde den gamle vej.
Der er selvfølgelig det lille “men”, at jeg ikke kunne genkende noget som helst, netop fordi jeg tog den forkerte vej, og at det var derfor alt føltes som nyt og ukendt. Jeg ved bare ikke, hvilken jeg i stedet skulle have taget; jeg syntes ikke, der var nogen veje, der så rigtige ud.
Der er bare det, at jeg har boet i København i 35 år, heraf 8 år i Hvidovre, og jeg plejer at cykle rundt, så jeg vil sige, at jeg er ret godt kendt i min by – eller plejer/plejede i hvert fald at være det.
Hvor jeg dog hader dette hukommelsesproblem.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Hej Hanne
Ikke at kunne stole på sin ellers udmærkede hjerne, må være som at miste fodfæstet; vældigt skræmmende. Fint at du kaster dig ud i det! Hver gang du prøver, og lykkes ,er en sejr – og jo flere gange du træder ud i det ukendte, jo sikrere bliver du formentlig også på, at du kan klare det en anden gang, også selv om du ikke kan genkalde dig stederne.
@ Hej Benedicte
Der er ikke andet for at kaste mig ud i det, og kan jeg ikke finde de gamle veje, må jeg jo finde nogle nye, og ad den vej danne nye erindringsspor i hjernen. Jeg tros fx godt, at jeg kan genfinde vejen fra forleden dag, og det er da også noget.
Du har helt ret i, at det var som at miste fodfæste. Meget ubehageligt og skræmmende og det har sendt mig til tælling.
Øv, hvor er det træls. Jeg søgte lige på cykelcomputere med GPS og navigation. Så’n en dims koster omkring 2000 kr.
@ Eric
Ja det er godt nok træls. Jeg håber, at nogle af alle de gode folk jeg har omkring mig kan hjælpe på en eller anden måde.
Jeg har vist ikke lige 2.000 kr. til sådan en dims. Jeg må finde på noget andet.
Jeg forstår godt du synes det er rigtig ubehageligt, jeg håber det bliver bedre, eller at du finder andre måder at navigere rundt på.
@ Inge
Du kan tro, det er ubehageligt. Jeg må i gang med det med GPS’en, der må være en vej ud af dette her.
Kære Hanne
Ikke for at gøre dig bekymret, men jeg tror det er en bivirkning ved dine behandlinger, da jeg har læst, at Tove Ditlevsen, som også fik disse behandlinger efterflg. end ikke kunne finde tasterne på skrivemaskinen dengang lige efter behandlingerne. Og så må man jo sige, at dit problem med at finde vej er mindre, selvom det ikke er rart.
Men hendes problemer forsvandt efter nogen tid……
Hold gejsten oppe, Hanne, stedsansen vender garanteret tilbage…..:-)
@ Kære Madonna
Mange tak for din kommentar.
Der er ingen tvivl om, at ECT kan give problemer med hukommelsen, og det er jeg gået ind til med åbne øjne. Mit problem er lidt, at jeg er bange for at stoppe med behandlingerne af angst for så at havne i en ny mani eller depression. Det er lidt som valget mellem pest eller kolera set fra mit synspunkt. Jeg tror, at det der er glemt er glemt for altid, og det kan jeg måske nok affinde mig med. Jeg synes lidt problemet er, at jeg bliver ved med at glemme nye ting. Der hele tiden noget jeg kan føje til listen med eksempler, og det er jo ikke kun stedsansen, der glipper. Hvis du er interesseret, kan du evt se listerne her i efterskriftet: https://stegemueller.dk/csv/
Jeg kan også sagtens forstå, at det må være rigtigt ubehageligt, når det er så svært for dig at manøvre rundt på elles velkendte steder.
Jeg håber du kan trænes op og så du igen kan og tør færdes rundt omkring. Om ikke andet er dine gåture både sundt og godt for hele helbredet.
@ Pia
Forståelse luner og gør godt – tak!
Jeg håber også på genoptræningen og på, at Hvidovre Kommune vil betale forløbet hos CSV. Hele dette cirkus er til at blive vanvittig af; det fylder simpelthen alt for meget i hverdagen. Heldigvis kan jeg bevæge mig rundt vha. de kollektive transportmidler, og hvis det er til steder jeg har været fornyeligt går det også fint.
Ikke nogen rar fornemmelse, det kan jeg godt se. Men du gik ud og fandt også hjem igen, og det er vel positivt? Har du din iPad med, når du kører i byen? Så kan du nemlig finde dig selv på Google Maps. Men du har godt nok tidligere sagt, at du ikke rigtig kan se på kort mere. Det håber jeg, at du får lært igen, for det er rigtig nyttigt – for os alle sammen.
@ Henny
Jeg var nu på cykel, men pyt med det. Jo selvfølgelig er det positivt, at jeg kunne finde hjem igen, men det var jo kun 10 minutter siden, jeg var der sidst. Jeg mangler en slags holder til min iPhone, som jeg har montere på cyklen og så bruge “Navigation” og sådan en må jeg se, om jeg kan finde. Jeg har bare et ret kraftigt cover (Griffin) omkring telefonen for at passe på den, så det kan blive svært at finde en holder, der kan passe. Google Maps ville bare ikke kunne løse dagens problem, nemlig at finde den vej jeg kørte dagligt gennem 6 år.
Det kan jeg godt forstå, jeg håber at du får godkendt de forskellige forløb, så du kan genvinde noget af det tabte.
@ Lene
Det er rart at blive forstået! Jeg håber også at Hvidovre Kommune vil gå med på at betale til CSV. Nogen gange tænker jeg såmænd på, om jeg er på vej til at blive dement. Er det ikke ca. sådan det viser sig?