Har man kendt mage?

Fremragende systemisk omsorg om ECT

Det er onsdag den 23. marts, og egentlig skulle jeg have været ECT i dag. For det er nemlig hver fjerde onsdag. Men “min” fantastiske sygeplejerske fra ECT-afdelingen på Psykiatrisk Center  Glostrup, det er hende, der holder mig i hånden, ringede i sidste uge, og fortalte, at hun skulle have ferie i to uger – og så spurgte hun, om jeg ville have behandlingen flyttet, til hun var retur?

Jeg udbrød højt og helt spontant “Hvor er du sød”. Jeg forstår slet ikke, at der findes den form for individuel omsorg i et så stort system, som psykiatrien er. Tænk at nogen tænker så langt. Så er jeg et ængsteligt menneske og ikke bare en brik i et spil, et nummer i rækken på “fabrikken”, en patient ud af de mange de behandler hver uge, hver måned og hvert år.

Hvad er det, “min sygeplejerske” gør?

• Hun kommer og småsludrer: Det er ikke så længe siden, det endelig gik op for mig, at grunden til, at “min sygeplejerske” kommer og småsludrer, hvis jeg er på som den første, og jeg sidder og venter, nok ikke er fordi jeg er så frygtelig interessant, men at det er for at dæmpe min angst. Tænk at hun tænker så langt. Når hun ikke er der, har jeg telefonen at forsvinde ind i, men samtale med et dejligt, varmt menneske er selvfølgelig bedre. Vi taler om hvad som helst ofte politik, der interesserer os begge. Næste gang bliver emnet sikkert krigen i Ukraine.
• Hun holder mig i hånden: afhængig af om de lægger droppet til bedøvelsen i højre eller venstre side, står hun altid og fuldstændig beredvilligt i modsatte side, når “vi” er klar. Hun rækker hånden frem. Når jeg mærker, at jeg er ved at forsvinde fra verden, klemmer jeg hendes hånd hårdest muligt. Det hjælper. Jeg håber ikke, det gør ondt på hende. Det ville være synd.

Næste gang er den 6. april

Nu må jeg vente til den 6. april med at finde ud af, i hvilken grad erkendelsen hos psykologen om, at det er mit eget valg, og at jeg dybest set kunne sige, at jeg ikke vil lege med mere og rejse mig og gå. Det ville være tåbeligt, men jeg kunne gøre det. Der er ingen, der tvinger mig til ECT-behandlingerne. Jeg har selv sagt ja til tilbuddet, og det er en fantastisk effektiv behandling, der bevirker, at jeg kan leve et næsten normalt liv. Det er den behandling, man tilbyder, når alt andet er forsøgt.

Jeg er meget spændt. Min tankeverden siger mig, at erkendelsen vil have en utrolig positiv virkning. Indtil videre er det tanker, men som min “mor” altid sagde “Det er tanken, der tæller”.

Hvis det nu “virker”, kan det være, vi om et par måneder kan aflive special-ordningen om, at jeg sover derude natten før, for det er trods alt rarest at sove hjemme. Sidst lukkede jeg ikke et øje natten før, blandt andet fordi de kommer hver anden time og tjekker, om man sover. På en måde kan man sige, at det er ligegyldigt, om jeg er søvnløs i Hvidovre eller i Glostrup. Sover jeg derude, er der bare sikkerhed for, at jeg kommer afsted, selvom jeg dårligt kan stå på benene. Jeg har én gang aflyst, fordi jeg ikke havde lukket et øje herhjemme. Jeg kunne simpelthen ikke holde mig oprejst. Jeg er ikke typen, der svigter mine aftaler.

---

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.