Angst for ECT 3
Indholdsfortegnelse
Jeg ved, jeg er dum
Det er så dumt: Jeg har prøvet det mere end 70 gange: De siger “baseline”, “har vi bideskinnen parat?” og “ECT-apparatet er indstillet til 90 pct. og der gives bilateral ECT”.
Bilateral betyder “I begge sider”.
Jeg er bare bange. Psykologen siger, jeg er bange for at miste det liv, jeg endelig efter 56½ år har fået. Det har hun nok ret i. Hun plejer jo at have ret. Selv tænker jeg, at jeg er bange for ikke at vågne op igen. Det er nyt for mig. I mange år foretrak jeg ikke at vågne op igen.
Jeg er bange hele søndagen, hvor jeg har været til Corona-test kl. 8:15, og til de kalder mig ind mandag formiddag.
De har fine roterende billeder fra Thailand og omliggende egne i loftet. De roder på min venstre håndryg, hvor de prøver at lægge et venflon, som bedøvelsen skal flyde igennem. I mandags gik det rigtig fint og uden at jeg måtte fare op med alskens bandeord, som jeg faktisk slet ikke bryder mig om. Der gjorde det overhovedet ikke ondt. Måske er der forskel på, hvor dygtige, de er til at stikke?
Bagefter
Jeg har endnu ikke (efter mere end 70 gange) oplevet “opvågningen”, jo måske en eller to gange, men jeg ved, Jette er der, og at hun passer på mig, hvis der skulle være noget “sært”. Indtil videre har de givet mig støvlerne på, og jeg har forladt ECT-afdelingen på begge ben efter at have nedsvælget en lille yoghurt. Men så har jeg heller ikke fået hverken vådt eller tørt siden sent søndag. Jeg har fundet ud af, at jeg skal spise “det sidste måltid” sent søndag, omkring 22:30, så går det bedre mandag formiddag.
Tilbage til medicinen?
Af og til kan jeg naturligvis tænke, at medicinen kunne fjerne den frygtelige angst. Den er jo slem en hel søndag og lagt op ad mandag formiddag. På den anden side set lever jeg langt hellere med den end med de bivirkninger, jeg fik af medicinen, hvor Parkinsonismen selvfølgelig var det værste. Jeg vil ikke “pive”, men det var sgu slemt. Det var værre end både depressionerne og manierne. Det er fx. slemt at falde om på gulvet og ikke at kunne rejse sig igen, men i stedet at måtte trykke på nødkaldet, så kommunens folk kan komme og en op.
Piv, piv..?. Nej jeg angler ikke efter medlidenhed og er bare lykkelig for det behandlingstilbud “systemet” stiller til rådighed! Tænk at jeg hver tredje uge kan få et tilbud, der indebærer fuld narkose osv. Det sker kun i et velfærdssamfund som det danske.
Yderligere læsning?
Vil du læse mere om mine erfaringer med ECT-behandling, kan du klikke her.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Det vil nok ikke overraske dig, at jeg ikke har et godt råd til dig. Jeg kan sagtens sætte mig ind i din angst, og jeg vil garantere dig, at jeg ville være mindst lige så angst, sandsynligvis mere, i samme omstændigheder. Nu er jeg også pylret, men det er du ikke.
Jeg synes, det er vigtigt, at du taler med dine behandlere om angsten. Jeg kan forstå, at du har emnet oppe sammen med psykologen, og det er bestemt godt. Har du også nævnt det for dem, der står for ECT-behandlingen? Nogle gange kan selve det at lufte et emne være befriende i sig selv, men det kunne da også være, at de har noget i ærmet, der kunne hjælpe dig uden at gøre dig invalid, som din tidligere medicin gjorde.
Det er ganske udmærket, at du sætter pris på sundhedsvæsenet og er taknemmelig for dine behandlinger, men du skal stadig huske at tage dine egne følelser alvorligt.
@ Henny
Næh rigtig pylret er jeg ikke.
Jo da – jeg har skam sat ord på overfor dem i ECT-afdelingen – på alle niveauer, og de havde i hvert fald noteret det forrige gang, for denne gang kom lægen og sagde “du var jo meget nervøs sidst, er der noget, vi kan gøre for dig?” Da jeg så prøvede at sætte flere ord på overfor ham, trillede tårerne bare helt af sig selv, samtidig med at jeg sagde, at jeg ville have behandlingen. Jeg skal for alt i verden ikke tilbage til medicinen. De har foreslået, at jeg kan have musik i ørerne, og det er et fint tilbud, men ikke noget for mig, da Aspergers gør mig enormt støjfølsom. Det ville bare være noget, jeg skulle forsøge at abstrahere fra. Med psykiateren i Distriktspsykiatrien har jeg aftalt, at jeg kan prøve at tage 25 mg. Quetiapin (også kaldet Seroquel) inden behandlingen; jeg havde bare ikke fattet, at jeg skulle tage dem hjemmefra, men det husker jeg næste gang. Og 25 mg… Det er så lidt, at det næsten kan være ligegyldigt. Det er en fjerdedel af, hvad jeg får at sove på.
Du kan tro, jeg tager mine følelser alvorligt!