Psykiatrien lytter gerne
Indholdsfortegnelse
Det er faktisk ret imponerende
Psykiatrien lytter gerne
Kaninen på billedet lytter. Og den gør det gerne.
I dag har jeg taget afsked med min overlæge, Henrik, i Distriktspsykiatrien, og selvom vi ikke har været enige om alting, faktisk har vi været uenige om meget, har jeg været utrolig glad for at have ham som læge i hele fire år. Vi har været åbne om det, vi var uenige om, og det oplever jeg som en vældig styrke. Derfor var det også et lidt vemodigt farvel.
Jeg er bekymret for, om jeg skal tilbage til de evigt skiftende turnuslæger eller om de kan skaffe mig en ny fast (over-)læge. Men eftersom jeg har det rigtig godt, er der selvfølgelig ikke de store problemer i det. For tre, fire eller fem år siden havde det været værre. Dengang var jeg utrolig glad for både Marie og Pernille, og det var et stort tab, da de skulle videre med deres karriere. De var begge enormt lydhøre og fremkommelige; den ene mere end den anden.
Henrik har lært mig udtrykket “håndholdt system”
Psykiatrien er et stort system, og det er i høj grad “håndholdt”.
Der er ufatteligt mange manuelle processer fx i forbindelse med ECT. Det er faktisk ret imponerende, at det overhovedet fungerer.
Da jeg stadig havde fingeren på pulsen på arbejdsmarkedet, var mit selvopfundne mantra i forbindelse med mange omlægninger: “husk at spørge dem, der laver arbejdet”.
Min dårlige oplevelse med Akutmodtagelsen/Afvisningen kunne være undgået, hvis man havde startet med at spørge Ann Jeanet, der arbejder i ECT-afsnittet og også Akutmodtagelsen/afvisningen. De kunne have fortalt det, vi alle ved, at presset på “Akutten” er størst i weekenden, så hvorfor ikke bare flytte mine behandlinger til enten onsdag eller fredag? Jeg er da helt ligeglad med hvilken ugedag, jeg skal være bange for at sige farvel til det liv, jeg har endelig har fået efter at have kæmpet for det i mere end et halvt århundrede.
Henrik havde talt med intet mindre end to overlæger og flowmaster, og Gitte, min kontaktperson gennem syv år, og som jeg har 100 pct. tillid til, havde talt med flowmaster og et par mere. Men det glippede, fordi ingen af dem tænkte på presset på Akutmodtagelsen/afvisningen i weekenden. Det kan man ikke klandre Gammel Kongevej for. Det er bestemt heller ikke det, der er mit ærinde her. Det burde Glostrup selv have gjort opmærksom på. Og hvordan kunne Glostrup vide det? Jo, ved at spørge dem, der laver arbejdet! As simple as that. “Spørg dem der laver arbejdet”. Jeg er klar over, jeg gentager mig selv. Dårligere er hukommelsen trods al heller ikke.
Psykiatrien lytter gerne
Da Gitte havde læst min post om de strukturelle problemer, jeg ser med Akutmodtagelsen/afvisningen, foreslog hun uden videre, at jeg kunne skrive en mail, hun kunne sende til Henrik, og som han så kunne sende videre.
Som tænkt så gjort: jeg gik hjem og skrev en (lang) mail om de strukturelle problemer, jeg ser hos Akutmodtagelsen/afvisningen, herunder at der er en grund til at patienterne indbyrdes taler om “Hvordan slap du uden om Glostrup?”, når de mødes på Brøndbyøstervej. Den mail har Henrik helt loyalt sendt videre til hele to klinikchefer. Hvad der herefter vil ske, kan han selvfølgelig ikke vide. Umiddelbart tror jeg dog, hans tanke er, at jeg vil blive kontaktet med henblik på en dialog. Det er da rigtig godt!
Jeg tror virkelig på, at de gerne vil lytte og skabe forandringer der, hvor det er muligt. Af og til er det bittesmå ting, der skal til. Jeg nævnte som eksempel for ham, at det var fantastisk, da de slukkede for fjernsynet i det arkitekttegnede venteværelse i Glostrup. Det var et helvede på samme tid at skulle håndtere angsten for at blive sendt hjem igen uden videre og samtidig at skulle kæmpe med TV2 i tre eller ofte fire timer. Jeg fornemmer helt bestemt, han forstod mig,
At spørge uden for rammen
Vi fik også en snak om det med at “spørge uden for rammen”. Umiddelbart forstod jeg ikke, hvad han mente, men da han satte ind i deres Lean-sammenhæng, forstod jeg det: Man spørger, hvad patienterne synes om a, b, c – men hvad stiller man op, hvad de også mener noget om x, y, og x? Altså patienterne svarer på noget helt andet end det, der var mødets “scope”?
Min erfaring er faktisk, at “personalebordet” tog alt det med sig, de overhovedet kunne, også selvom det var udenfor rammen. Jeg har ingen idé om, at man pludselig skal kunne trylle nye ressourcer frem af skabet eller andre steder fra, og det handler jo typisk om ressourcer, men af og til handler det også om tilgangen til patienterne og om det pågældende steds overordnede ledelsesfilosofi. Har man en overordnet ledelsesfilosofi, der gælder hele hospitalet, eller gælder den ikke “Akutten”?
Er patienterne bare “utilfredse kunder i butikken” eller er de mennesker i krise, vi på en eller anden måde må tage os af, uagtet de kommer på et tidspunkt, hvor det er os meget ubelejligt? Kunne de da ikke bare vente til på onsdag med at få det så dårligt, at de må henvende sig? Det er det store spørgsmål, man må håndtere på et overordnet plan, og det tror jeg på, der er en vilje til.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
