,

Problemet er Akutmodtagelsen i Glostrup

Problemet er Akutmodtagelsen i Glostrup

Patienterne taler om problemet indbyrdes

Problemet er Akutmodtagelsen i Glostrup

Man burde gå over til at kalde det for “Afvisningen”, for det er åbenbart deres job! Der er en årsag til, at vi patienter indbyrdes siger fx: “Hvordan slap du uden om Glostrup?” Det underlige er, at så snart man er gennem nåleøjet i “Afvisningen” i Glostrup, møder man kun enormt søde, kompetente, empatiske medarbejdere ude på afsnittene, der vil stå på hovedet for deres patienter. Det gælder både på Nordstjernevej i Glostrup og op på Brøndbyøstervej 160 i Hvidovre.

“Afvisningen” har selvfølgelig deres retningslinjer, men de har i hvert fald ikke styr på, hvad der er aftalt mellem kontaktperson samt psykiater i Distriktspsykiatrien og  “flowmaster”, som sikkert har et navn, men jeg kender det ikke. Det hjælper ikke, at man læser højt for dem, hvad kontaktpersonen har skrevet i SP om den klare aftale. Den person, medarbejderne i “Afvisningen” uden videre kan spørge, nemlig en læge, ved heller ikke noget. Den, det går ud over, er patienten. Og patienten efterlades uden “ankemuligheder”. Good bye! Det var da godt, jeg ikke havde taget taxa derud og så måtte ofre en taxa tilbage.

Utallige er de gange jeg har ventet i “Afvisningens” arkitekttegnede venteværelse i 3 – 4 timer med angsten for bare at blive sendt hjem igen, fordi jeg ikke havde det dårligt nok og bare kunne gå til egen læge efter påske. Der er bare det, at man kan nå at tage sig af dage rigtig mange gange fra skærtorsdag aften til tirsdag efter påske.

Slap jeg derimod igennem nåleøjet til en læge, konkluderede vedkommende typisk “Vi finder en seng til dig”. Det med “nåleøjet” er ikke noget, jeg selv finder på; det kommer fra en læges egen mund.

“Afvisningen” sidder muligvis med et afkrydsningsskema, hvor de skal krydse af, om man nu har tilstrækkeligt mange krydser i venstre kolonne til at blive modtaget og bare få foretræde for en læge. De har de sikkert ikke let. Det tager garanteret hårdt på en medarbejder at sidde og afvise den ene efter den anden – og det er deres job.

Som administrativ medarbejder, der stod for mange Excel-ark, kan jeg sagtens forstå det. Som patient kan jeg ikke leve med det.

Jeg har faktisk skrevet om Akutmodtagelsen for fire år siden netop her: Personale og patienter lytter gerne til hinanden. Ledelsen skrev dengang, at de ville inddrage mine erfaringer.

Jeg har haft det elendigt – det var et svigt, og dem er jeg ikke god til

Jeg har haft det elendigt hele ugen pga. den manglende ECT-behandling. Den, der samler det hele op, er den fantastiske ECT-sygeplejerske Ann Jeanet fra ECT-afdelingen (hende der holder mig i hånden, når jeg er så bange, at tårerne triller, lige inden jeg sover, selvom jeg synes, det er “pinligt” og selvom jeg er klar over, det er helt irrationelt), der griber ind og siger, vi skal finde en løsning, og det skal kunne fungere.

Hun bringer det op på klinikchef-niveau, hvor der ikke er tvivl om Psykiatrisk Center Glostrups løfte til kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien: Jeg må gerne komme og overnatte et eller andet sted – i “Afvisningen” eller helst på et afsnit – bare vi er sikre på, at jeg er et eller andet sted, hvor der er nogle mennesker og jeg rent faktisk sover inden behandlingen.

Når jeg er hjemme, sover jeg ikke, og jeg kan ikke stå på benene, komme i bad, og blive klar til Flextrafik mv. Jeg ville inderligt gerne. Jeg er ikke typen, der svigter mine aftaler med “systemet” eller andre. Jeg kan bare ikke, når jeg ikke har sovet eller måske kun har sovet en time, fordi de øvrige timer er spist af angsten.

At “Afvisningen” løb fra sit løfte, trods en klokkeklar aftale, var et svigt, og dem er jeg ikke god til. Det handler om noget gammelt, og det kan de selvfølgelig ikke gøre for; det må jeg adressere andetsteds. Jeg har bare behov for, at klokkeklare aftaler overholdes. Svigt gør angsten større, end den allerede er. Og den er stor nok.

Jeg er afhængig af behandlingen. Jeg vil gerne have den. Jeg takker for muligheden.

Jeg er stor fortaler for ECT-behandling, for behandlingerne (snart 100) har gjort så meget godt for mig. Poul Videbech skriver, det er en skånsom behandling. Og jeg giver ham fuldkommen ret. Han har ikke prøvet det, men det har jeg.

Som led i mit projekt med søgemaskineoptimering læser og optimerer jeg hundredvis af gamle poster fra indlæggelse på indlæggelse i en syv-årig periode, hvor bloggen var min eneste samtalepartner. På psykiatriske afdelinger og på somatiske afdelinger. For pokker hvor havde jeg det skidt! Kort sagt: Jeg var hundesyg.

For det første står det tydeligt for mig, hvor meget Kasper Reff og Christina Skovsende Eriksen fra Akutteamet gjorde for mig ad flere gange. Pludselig ser jeg, hvor frygteligt det var med Parkinsonismen og hvor meget godt, ECT har gjort har gjort for mig. Kasper og Christina konsulterede Poul Videbech ad flere omgange, inden de bare satte noget i værk. Poul Videbech mente, ECT muligvis kunne være vejen frem. Og det giver jeg ham ret i den dag i dag. Det var den rette vej. ECT bevirker, at jeg i dag kan leve et næsten normalt liv. Jeg bliver nødt til at hvile et par gange om dagen, men ellers er jeg frisk som en havørn.

Jeg skal aldrig nogensinde tilbage til medicinen

Jeg skal aldrig nogensinde tilbage til medicinen. Efter mere end 15 – 18 års brug af diverse neuroleptika, kunne jeg ikke mere. En af mine mangeårige læsere bemærkede, at jeg jo nærmest var invalid af det. Og det havde hun helt ret i. Det havde jeg faktisk ikke selv set indset.

Parkinsonismen var nærmest værre end en depression og en mani tilsammen. Forestil dig at tisse i sengen hver anden nat, ikke at turde gå på gaden af angst for ikke at kunne styre blæren, at falde ud ad sengen og ikke at kunne kravle op igen, at ligge på gulvet mange timer efter fald og ikke at kunne rejse dig, at sige til Falck og politi, at de skulle tage havegangen, når du ikke har en have, fordi blodsukkeret er på 1.2 (som er ekstremt lavt) og blive indlagt på Endokrinologisk afdeling i seks dage og gå med dropstativ uden at kunne huske det, at måtte have badeskammel af frygt for at falde i badet, at frygte for hvor længe, du kunne blive i eget hjem, en nat ikke at kunne huske at lave kaffe og lægge brødkniven i køleskabet, ikke at kunne holde på en kop og meget andet. Det var forfærdeligt.

Kort sagt: der er kun fordele ved ECT – jeg skal bare få styr på den forfærdelige angst, som handler om kontroltab. Angsten er så konkret, at jeg, når jeg skal ned til Flextrafik, låser min hoveddør og tænker: “Det er sidste gang, jeg låser hoveddøren”. Det er ikke rart. Jeg kan ikke trylle, og det kan min psykolog heller ikke, men vi arbejder på en vej ud ad denne fuldkommen irrationelle angst.

Ann Jeanet, det skønne menneske, holder mig jo i hånden, til jeg sover.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

8 Svar
  1. Betina
    Betina siger:

    Du vælger, uden at spørge de pågældende personer, at lægge deres fulde navn til skue på din blog. Det er muligt, at du kun gør det fordi du er godt tilfreds, men det er stadig ikke i orden. Jeg arbejder også i psykiatrien, og har flere gange, bedt “tilfredse kunder” fjerne mit navn fra deres blog fordi det er ganske ubehageligt at blive nævnt med fuld navn uden der er indhentet tilladelse. Jeg forstår simpelthen ikke dit behov for at skrive det fulde navn på dine behandlere. Du har gjort det flere gange, men her kan en enkelt søgning på google finde begge dine behandlere uden problemer på Facebook. Jeg har besluttet at sende dem en besked om, at du skriver deres fulde navn her på bloggen fordi du tydeligvis ikke har pli til at lade være på trods af de pæne henstillinger fra de andre kommentatorer

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Betina

      Velkommen til min side. Din kommentar skulle lige godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her. Det er et spamhensyn.

      Der er ingen problemer i, at du kontakter hverken Christina eller Kasper, som jeg i flere omgange har haft et fantastisk samarbejde med, og som har hjulpet mig virkelig meget. Jeg går ud fra, det er dem, du hentyder til.

      Svar
      • Henriette
        Henriette siger:

        I øjeblikket er der stor debat om sikkerheden for medarbejdere i sundhedsvæsenet, fordi der har været uheldige hændelser med stalking, trusler, forfølgelse og endda drab på medarbejdere.
        Jeg arbejder i psykiatrien og er af min ledelse blevet opfordret til, for min egen sikkerheds skyld, at få hemmelig adresse, ikke deltage i offentlige debatter, skrive blog, samt holde min fb profil hermetisk lukket. Det har jeg ikke gjort, fordi jeg oplever at det ville være et for stort offer og en enorm begrænsning af mine rettigheder som sundhedspersonale og borger, men angsten sidder da i flere af os.
        Der sidder måske patienter med anden lidelse end din, som har en læderet opfattelse af virkeligheden og lider af tanker om forfølgelse og som ikke lige har haft samme positive oplevelser med de nævnte medarbejdere. Derfor kan der være et enormt problem, at du ofte på din blog afslører dine behandleres fulde navne og arbejdssteder, da de så vil være lette at finde for dem, som kunne have ondt i sinde.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Henriette

          Tak for din kommentar – og for et vigtigt input. Du peger på områder, jeg ikke har overvejet. Jeg ønsker naturligvis ikke at tale angsten “op”. Formålet er nærmere at tale den “ned”.

          Jeg ved med mig selv, at jeg aldrig nogensinde har angivet navne uden at have noget meget positivt at anføre. Jeg gør det nærmest som en form for ganske gratis “reklame” for de pågældende medarbejdere, jeg har fået fremragende hjælp af. Der er så mange dygtige medarbejdere i psykiatrien, som jeg gennem de seneste otte år har mødt ganske mange af. Jeg har aldrig nogensinde angivet navne, når jeg havde noget negativt at anføre.

          Din kommentar gør dog, at jeg vil overveje, hvordan og om jeg kan ændre praksis i fremtiden.

          Svar
          • Henriette
            Henriette siger:

            Der er nok ikke den største sikkerhedsrisiko ved at nævne ledende medarbejdere hvis navne ligger åbent på hospitalernes websteder, men forsigtighed er en god ting og mest hensynsfuldt overfor sundhedsvæsenets medarbejdere.
            Mange af os, især i akutmodtagelserne og visse dele af psykiatrien kan ikke undgå indimellem at have “utilfredse kunder i butikken”, så mange af os vil helst ikke nævnes ved vores fulde navn i arbejdsmæssig sammenhæng.

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.