Interview til Hendes Verden om ECT

Interview til Hendes Verden om ECT

Jeg leder efter noget andet

Interview til Hendes Verden om ECT

Jeg sidder og leder efter skemaerne, i hvilke jeg i sin tid registrerede bivirkninger, som jeg talte og skal tale med Kasper og Christina om i podcastserien. Indtil videre har jeg ikke haft heldet med mig, men jeg fandt noget andet interessant:

Hvis du følger dette link, vil du komme til det gamle interview med “Hendes Verden”. Du skal helt ned i bunden til overskriften “Lydfilen”. Der er lidt indledende og uinteressant snik snak, så du skal frem til 3 minutter og 45 minutter, inden det relevante begynder. Interviewet slutter ved 54 minutter og 40 sekunder.

Interviewet er optaget den 19. juni 2018. Så vidt jeg kan høre, er der indtil november 2016 udført 51 behandlinger og ikke flere før …? Jeg har opgivet at få overblik i “Min Sundhedsplatform” og det skal jeg have fundet frem til i forbindelse med podcastserien. En af årsagerne til, at jeg ikke kan klare mig med “Min Sundhedsplatform” er, at ECT-journalen de første år var håndbåren/analog.

Glostrup oplyste, at jeg skal bede Distriktspsykiatrien om hele journalen og deri selv tælle antallet af behandlinger. Min kontaktperson har desværre ferie, så jeg må vente, til den er ovre. Jeg er temmelig sikker på, at jeg vil lande på mere end 100. Og jeg overvejer, om ikke jeg har sat danmarksrekord?

Interviewet er nærmest en reklame for ECT

Hvis du aldrig har fået ECT (som intervieweren vedbliver at kalde “Elektrochok”, skønt jeg fortæller hende, at betegnelsen er forældet) kan du lytte til interviewet som nærmest én lang reklame for behandlingsmetoden. Den har virkelig en næsten mirakuløs effekt på mig.

Interviewet rummer også en del forklaringer om bipolar affektiv sindslidelse.

Lidt kognitivt bøvl denne gang

Jeg har en oplevelse af, at der er lidt bøvl med kognitionen denne gang (kognition: tænkning og rummer blandt andet hukommelsen) – men hellere det end de stygge tanker, der satte behandlingen i gang. Det er utrolig ubehageligt at blive ved at tænke “Er det nu? Jeg er klar”.

Jeg har talt med en medarbejder i Hvidovre Kommune ved navn Katrine (som åbenbart ikke har et efternavn …) efter at have sendt dem en mail angående servicelovens § 82 b. Jeg kan ikke finde mailen, jeg sendte til “Voksenrådgivningen”, og jeg husker intet om samtalen. Men det er et mindre problem. Pyt med det!

Der er også ting herhjemme, jeg er lidt overrasket over, og som jeg lige skal have genopfrisket. Backuprutiner, filer og den slags, jeg plejer at have fuldkommen styr på, er ikke præsente lige nu. Men da jeg ved, at min hukommelse generelt er dårlig, har jeg udarbejdet oversigter og skemaer til alt det, der ikke må forsvinde. Så er det bare, om jeg kan finde dem …

Må læger m.fl sige nej til at patienter optager samtalerne?

Jeg har ganske mange lydfiler, der drejer sig om mit forløb. De bedste er dem med psykologen, men der findes også en del med læger. Sidstnævnte har jeg gange vist næsten aldrig genhørt, men jeg kan lide at have dem.

Der er ofte patienter på sygehuse eller borgere i kommunerne, der får at vide, at de ikke må optage samtaler. Det er noget sludder! Enhedslistens Line Barfod spurgte tilbage i 2003 Justitsminister Lene Espersen, om der – bortset fra reglerne i retsplejeloven – var forbud mod at optage, og om man skulle oplyse om det forinden.

Den 11. august 2003 svarede ministeren, at der ikke var regler, der forbød dette, og at man ikke skulle oplyse om det forinden.

Hertil er vel kun at sige, at det selvfølgelig er høfligst at orientere om det, og at det vel er den bedste måde at opbygge en tillidsfuld relation. Der skal være tale om, at parterne samarbejder og ikke modarbejder hinanden. Men nej kan de altså ikke sige. Denne artikel rumme lidt mere om det. Overskriften er “Taknemmelig for god behandling”.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *