Alt det fedeste udstyr, Windows 10 Pro, Office 365. Lidt bøvl og usikkerhed med at installere og alt det. Det er der ikke noget at sige til, når man lige har haft 80-års fødselsdag! Jeg synes, hun er sej. Og jeg vil gerne være den personlige supporter. Det gør noget godt for os begge.
Jeg blev så træt af The Old Reader, som jeg ellers for et par år siden anbefalede vidt og bredt. Det, der gjorde mig træt, var, at den kan være timevis om at vise et opdateret feed. Måske tre eller fire timer. Det kan jeg bare ikke leve med. Det er “Old School”, når jeg i øvrigt har en heftig internetforbindelse på 300/60.
En tid har jeg prøvet mig frem med Feedly i den gratis udgave. Der er for meget tingel tangel efter min smag – hvor det så er mig selv, der er “Old School”. Jeg bevarer dog Feedly på iPad og iPhone – mest fordi jeg ikke lige kan finde ud af, hvordan jeg installerer FresRSS på de to.
I min søgen efter alternativer faldt jeg over FreshRSS, som ser virkelig fin ud. Simpelt, simpelt og atter simpelt. Samtidig kan man gøre det vældig avanceret, men indtil videre er jeg bare tilfreds med at kunne læse blogposterne inden for rimelig tid. Man kan selv beslutte, hvor ofte der skal opdateres. Det synes jeg ikke, jeg har set så mange andre steder.
Det er en lille smule nørdet, da man skal have en SQL-database for at installere det. Hvad det så er, der stoppes ned i databasen, er endnu ikke gået op for mig, for alle de gange, jeg har tjekket, er og forbliver den tom. Google har ikke kunnet hjælpe. Men programmet virker alligevel, som det skal…
Jeg havde besvær med at komme i gang, da passwordet drillede. Til sidst slettede jeg hele molevitten og begyndte forfra – og så var der gevinst.
Det ser ud som på billedet herunder, indtil man har leget med alle de herlige indstillinger.
Alle feeds fra andre readere importeres nemt vha. en opml-fil. Kunsten kan selvfølgelig være at få data eksporteret fra den hidtidige reader, så man ikke skal taste dem alle ind igen. Det går nemt med Feedly.
Klokken 10:30 var jeg klar hos “Nordsjællands Port Center”, og det var de også. Opgaverne er legio og en masse: adskillige websites, optimering af hastighed på siderne, webshops, sociale medier, brevfletning til masseudsendelse af mails, sproglig gennemgang, sites, der skal bygges op på ny i WordPress osv.
Jo mere vi talte, jo mere kom de i tanke om, de gerne vil have lavet, og som de ikke selv kan varetage. Og i øvrigt er de meget bedre til at sælge porte og bomme og den slags, som jeg intet ved om.
Jeg synes, jeg kan byde ind på det meste. Jeg er svag, for nu ikke at sige ikke-eksisterende, angående SEO, (søgemaskineoptimering – men bare det at optimere hastigheden vil gøre meget for resultaterne i Google, der straffer de langsomme sider) webshops og CSS (en metode til at styre udseendet på et site, hvis skabelonen ikke rækker), men resten kan jeg godt være med på. Og hvis jeg ikke kan det i forvejen, hjælper Hr. Google som oftest.
De har mindst 108 opgaver, de skal bare prioriteres. Da de havde nævnt alt muligt, måtte jeg spørge dem, hvordan de var kommet frem til fire timer ugentligt? Med det antal timer ville der jo være længe, til de kunne se fremdrift. Men de havde aldrig sagt noget om fire timer… Jeg er lidt i tvivl om, hvor det tal så kom fra, men pyt nu med det. Da der er temmelig lang transporttid til Farum, foreslog jeg otte timer. Fire timer med fremmøde og fire timers hjemmearbejde. Det var de med på.
Og så var der jo det med lønnen. De syntes, jeg var lidt dyr. Jeg prøvede at fortælle, at de skulle sammenligne med konsulenthuse, der typisk tager 650,- til 850,- kr. i timen. Så skal der selvfølgelig fradrages for, at jeg på ingen måde er professionel, og at det trods alt er et fleksjob. Jeg skal bare have det der fremgår af Finansministeriets lønoversigter.
De var stadig tøvende. For at få det til at glide ned, foreslog jeg, at vi starter med en ulønnet praktik på fire uger. Så så de glade ud igen. Og så havde vi en aftale. Praktikken skal evalueres efter tre uger, så jeg ikke skal gå at vente til sidste dag, før jeg ved, om jeg er købt eller solgt.
Jeg starter på onsdag kl. 10:00. Det er drømmejobbet for mig. Det kunne ganske enkelt ikke være bedre. Jeg glæder mig helt vildt. Og til Eric: Så kunne jeg alligevel sælge min hobby til en arbejdsgiver 🙂
“Port Center” svarer til “Ældre Sagen”, men det er der vist ikke noget at gøre ved.
Besøg 1: Jeg har tilbragt det meste af eftermiddagen hos Lis på lige knap 80 år, som jeg kender fra menigheden. Vi skulle have styr på backup og på slægtsprogrammet Legacy, inden hun får ny PC med Windows 10. Hun er lige nu på Windows 7, og hun trænger i den grad til nyt grej. Jeg havde helt glemt, hvor langsomt det gik og hvor forfærdeligt, det så ud.
Besøg 2: Når hun får den nye fine PC, skal vi have ført det hele den anden vej og måske sørge for en enstrenget strategi – og det bliver noget med “skyen”! Selv er jeg ret begejstret for Onlime, som er en trofast følgesvend, og som holder sin mund. Jeg gider ikke tale med mit software.
Besøg 3: Frokost.
Jeg synes ikke rigtig, jeg bidrog med noget, for hun havde allerede så mange backups, at jeg blev helt forvirret. Men der var styr på det, og det glæder mig altid. Der er alt for mange mennesker, der – uanset alder – aldrig tager backup. Hun slægtsforsker, og når man er det, har man brugt nat og dag i årevis på at finde alle de spændende oplysninger. De er guld værd.
Hun var lidt i tvivl om den indbyggede filhistorik (findes både i Windows 8 og 10) og om det at uploade filer til e-boks. Jeg har så lavet et par små videoer, da de siger mere end mange ord. Dem er hun glad for.
Indledningsvist ville hun gerne betale for hjælpen, men det har jeg på det kraftigste frabedt mig. For det første færdes jeg i virtuelle kredse, hvor vi hjælper hinanden, fordi vi kan, og fordi det er rart at kunne noget, som andre kan bruge. Hertil kommer, at hvis man tager penge for det, er man så pokkers nødt til at være både dygtig og hurtig. Så er der ikke plads til at fumle rundt. Jeg har dog accepteret en frokostinvitation.
Da jeg gik dernedefra, havde jeg den pudsige tanke, at nu havde jeg hjulpet hende, og nu var jeg på vej hjem til en TeamViewersession med Steen, der skulle hjælpe mig med en virtuel maskine, Oracle VM VirtualBox, hvor der er et par randområder, der driller.
Min ven på Mors har en bekendt, der for 18 måneder (!) siden fik lavet en hjemmeside; den fungerer bare ikke og har aldrig gjort det. Firmaet, hvor det er købt, skriver “Vi har udviklet vores eget CMS-system, kaldet xxxCMS, der bl.a. også omfatter moduler til…. ”
Mine nakkehår stritter, når jeg læser om et egetudviklet CMS. Jeg forestiller mig, at det er kropumuligt for kunden at flytte til et andet webhotel. Man kan selvfølgelig nok redde filer og vel også databasen, men så er det lige så let, at begynde forfra. Og det er det, jeg har foreslået min vens bekendt. Jeg kan slet ikke se nogen grund til selv at udvikle noget, når der findes utallige CMS’er, som man bare hiver ned og begynder at fylde indhold i.
Nu kan man jo ikke se siden, men det drejer sig vist om en traditionel forside med en menu, præsentation af portefølje, nogle flotte billeder, kontaktoplysninger, link til Facebook og den slags, og muligvis også et par undersider. Uden at vide noget som helst om det er jeg ret sikker på, at jeg kan gøre det på under 18 måneder 🙂
Alt dette er bare ikke så godt for mine seriøse siddesår…