Indholdsfortegnelse
Flad
Jeg har tilbragt hele dagen hos en utrolig sød gammel dame fra menigheden. Så jeg er flad nu, men det er hun også. Jeg må gerne skrive “gammel”, for hun er lige blevet 80 år.
Respekt
Jeg har stor respekt for hende: Den gamle Windows 7-PC kunne trods alt ikke længere, kabinettet var et skrummel (ligesom mit), alting tog en evighed, og så vidt jeg kunne forstå, men jeg er ikke helt sikker, brugte hun stadig WordPerfect… Der var i hvert fald et eller andet med det.
Hun besluttede sig for at komme ind i nutiden. Det betyder: Dells OptiPlex 3050, kun et par gange større end to husholdningsæsker som kan lige ligge fint på bordet under skærmen, Windows 10 Pro Creators Fall, Office 365 Pro og snart den nyeste Legacy (et slægtsforskningsprogram).
Det lykkedes ikke at installere “Legacy 9”, men hun er frisk på, at når hun får svar på vores henvendelse fra den danske support, hjælper jeg hende lige via fjernstyringsprogrammet “TeamViewer“, som hun har læst om på supportsiden.Og ellers er der ikke længere, end at jeg kan spadsere derned på et kvarter.
- Note: Og fejlen er formentlig, at jeg ikke huskede at slå antivirus fra. Øv
Vi ville gerne installere den oldgamle – men fine – Windows Billedfremviser. Vi fulgte en guide, men det lykkedes ikke. Og sådan er det med det program. Enten kan det lade sig gøre eller også kan det ikke. Der er ikke rigtig nogen gylden middelvej.
Hun er helt med på at spørge i en Facebookgruppe, om de kan anbefale noget andet, som bare er til visning ikke til redigering, for jeg kunne ikke lige komme på noget – og hun er fuldt forståeligt ikke interesseret i Windows 10’s “Billeder”.
Vi fik også lige styr på Dropbox, nogle genveje og den slags ting, der er småting for mig, men som kan være ukendte og vanskelige for hende.
Win-Win
“Win-Win” er et tåbeligt, misbrugt og fortærsket udtryk, men det passer trods alt godt her.
Hun er glad for at få en personlig supporter, og jeg får stivet selvtilliden lidt af. Og en god hjemmelavet frokost er hyggeligere end kolde kontanter. Hvis man tager penge for det, glemmer man ikke at slå antivirus fra 🙂
Det er jo en god, livsbekræftende historie – tak for den.
@ Jørgen
Mange tak skal du have! Hun gør det altså godt!
Hej Hanne
Jeg bliver 80 næste januar. 80 er mange år, dog føler jeg mig gammel.
Jeg bruger høreapparater og jeg bruger briller til TV og læsning., ingen af dele gjorde jeg, da jeg var ung.
Der er ikke mange begrænsninger i mit liv bortset fra det.
Et langt liv er blevet moderne, juhu for det.
@ Kære Kirsten
Tænk bliver du virkelig 80 år. Det er vist længe siden vi sidst sås. Det er mange år, og det er mange år med mange erfaringer, som det er så vigtige at give videre fx ved at skrive livshistorie til børnebørnene evt. som led i slægtsforskning.
Jeg fremhæver den gamle dame fra menigheden, fordi hun bare VIL forstå alt det fedeste, og VIL have alt det bedste, og fordi hun bare klør på med fx Windows 10. Der er sørme et stort skridt fra Windows 7 til Windows 10. Hun kaster sig bare ud i det, øver og lærer. Jeg synes altså, det er flot. Derfor vil jeg gerne støtte hende i den proces – og jeg har jo også noget ud af det. Jeg oplever, at det jeg kan, er værdifuldt for andre mennesker.
Godt at du har overskud. Det er ofte det, der mangler, når andre trænger.
@ Eric
Ja det har du helt ret. Jeg elsker den slags, og hvis jeg så kan gøre et andet menneske glad, vil jeg gerne det.
Jeg lavede en brugerundersøgelse i supportgruppen for ca. et halvt år siden. Den viste at 20 pct. af vores brugere er over 65 år. Det er ofte mennesker, der er kommet ind i den digitale tidsalder sent i livet, og derfor kommer de til os. Og de er så hjertens velkomne. En dag som i dag viser mig, at jeg rammer rigtigt med guiderne. Jeg har sagt til damen, at hun bare skal skrive, at hun er 80 år, så tager de alle hånd om hende. Det er et flot forum.