,

Fast arbejde

Yes!

107 uger senere

Det er lykkedes – er du sød at glæde dig med mig?

Jeg har nu kontrakt med Nordsjællands Port Center ApS (NPC) fra nu af, og til en af parterne dør. Det er så fantastisk, at jeg var ved at græde at glæde og lettelse, da en anden anden aktør ringede til mig i morges 9:15, hvor jeg sad i toget på vej til Farum. Han kunne fortælle, at de var meget tilfredse, at de oplevede, at jeg kunne mere, end de forventede, og at de derfor gerne ville fastansætte mig.

Jeg er blevet set an i samlet 107 uger: FKN – HR: 52 uger, FKN – Genbrug: 52 uger og NPC: tre uger. Endelig er jeg blevet vejet og fundet tung nok. (Måske passer min kur ikke helt ind her 🙂 ?)

Jeg er så glad og så lettet, at da jeg fik beskeden, var jeg ved at græde. Lige nu – mens jeg skriver – triller tårerne, for jeg er blevet en sentimental gammel kone på 54 år. Det er overstået! Og jeg skal nu leve af det, jeg elsker: “Webmaster og skribent”. Jeg har selv fundet på titlen, og de har ikke protesteret, når de har set min signatur. Så det er jo nok OK.

Jeg har været til eksamen i 107 uger. Når man er det, møder man op og er maksimalt open minded, smilende, hjælpsom, effektiv osv. og det er pokkers anstrengende uge efter uge.

Jeg har været så træt hver onsdag de seneste uger, at jeg tørnede ind kl. 20, og ikke kunnet noget om torsdagen. Jeg var “sove-træt” uden at kunne sove. Jeg anstrengte mig til det yderste for at bestå mine eksamener og for at være god nok. For det første fordi jeg gerne ville blive. For det andet fordi jeg ikke kunne overskue at skulle et nyt sted hen og gøre mine hoser grønne en gang til. Det er hårdt konstant at være til eksamen og være overvåget.

Jeg havde i virkeligheden nok ikke troet på, at jeg nogensinde skulle få et fast job igen, men at jeg i stedet skulle hoppe fra tue til tue (man kan også sige “hutle mig igennem”) de 14 år, der er, til jeg kan på pension. Nu kan jeg gøre det med værdighed – og det passer altså noget bedre til det menneske, jeg er.

Jeg har vist, at man kan komme et langt stykke trods alvorlig psykisk sygdom. Mit mantra er: “Jeg er ikke blevet dum af at blive syg!” Og det mener jeg dybt og inderligt hvert eneste sekund, jeg arbejder.

Glæd dig med mig og smid en kommentar, så bliver jeg så glad.

De bedste hilsner

Webmaster og skribent 🙂

14 Svar
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Jeg har lige hørt champagnegaloppen …
    Når man, som jeg ofte gør, let kommer bagud og ser oversigten over de sidste 5 indlæg, springer dette så meget i øjnene, at det straks må læses. Oh hvilken herlig læsning.
    Det er let at forstå det glædespres, der førte til en smule oversvømmelse. Det må være sådan forløsning føles. Det må være sådan anerkendelse viser sig.
    De hjerteligste lykønskninger.

  2. Mia Gerdrup
    Mia Gerdrup siger:

    STORT TILLYKKE – det har du i den grad fortjent.
    Og – stort tillykke til firmaet, som har fundet guld 🙂

  3. René R ( Oraklet fra Engparken )
    René R ( Oraklet fra Engparken ) siger:

    Du har fortjent det, stort tillykke Hanne.

    MEGET STORT TILLYKKE

    Stort kram fra din ven i Nordvest Jylland <3

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Tusind mange tak. Jeg er så glad, og det går nok først op for mig, når jeg i morgen møder op i jobcenteret, og hvor jeg kan fortælle dem, at jeg stadig kan noget. Faktisk så meget, at nogen gider ansætte mig uden bagkant.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.