Indlæg

/4 Kommentarer/i /af

Guds lille klovn

Sogneaften

I Hvidovre Kirke har vi et aktivitetsudvalg, der arrangerer sogneaftener, nærmere bestemt 4-5 arrangementer pr. sæson sammensat over et tema og som har det fællestræk, at de skal handle om kristendom. I denne og næste sæson har vi temaet ‘Middelalderen’, og som led i dette tema har vi i aften set og hørt stykket ‘Guds lille klovn’, en familieforestilling med fortælling og musik. Vi skrev sådan i programmet:

Glem alle myter om den mørke middelalder og tag med GIÒIA på en rejse tilbage til 1300-tallets Italien. Tomei de Paolo’s børnebog ”Guds lille klovn” bliver fortalt på rim og vers i en gendigtning af Johannes Møllehave, vekslende med den tids iørefaldende musik arrangeret for blokfløjte, percussion og portativ (bærbart middelalderorgel). Historien handler om den lille middelalderdreng Alfredo, der blev Italiens bedste jonglør. De tre musikere træder ind og ud af historien på skift, og musikken gør det hele til en fængslende totaloplevelse.

GIÒIA var en helt fantastisk oplevelse. Jeg satte mig tilbage og åbnede alle sanser og lyttede til den dejlige musik, der blev spillet på middelalderinstumenter – bla. et ‘portativ’ – et lille transportabelt orgel med blæsebælg som en sækkepibe – og skønne fløjter og percussion. Det var musik og fortælling, der var til at blive glad af. Hvis du ser at GIÒIA spiller i nærheden af dig, kan jeg kun anbefale dig at gå ind og lade dig føre med af musik og fortælling. Lige inden pausen fik de os endda til at danse i kirken, hvem skulle nu tro det – danse i en kirke, men alt kan lade sig gøre i Hvidovre Kirke.

Desværre var vi ikke ret mange. Sneen, kulden og håndbolden har sikkert holdt folk hjemme, for sogneaftenerne plejer at være velbesøgte, men sådan er det i kirken, man kan aldrig vide, hvor mange, der vil dukke op.

 

 

/20 Kommentarer/i , /af ,

Gospelkoncert

Hvidovre Gospel

Jeg gik hjemmefra i – syntes jeg selv – god tid, fordi jeg tænkte, at jeg hellere måtte støtte gospelkoncerten; det er altid så pinligt, hvis der står et kæmpe kor, og der så ikke er nogen mennesker. Jeg synes, at jeg som menighedsrådsmedlem har en forpligtelse til at møde op til vores arrangementer. Jeg kom slet ikke i god tid, den lille kirke var fyldt til bristepunktet allerede kl. 14:45. Vi har plads til 112 på bænkene, og hvis det går vildt for sig, tager vi klapstolene frem.

Hvidovre Gospel sang og sang på en måde der var til at blive helt glad i låget af, og de var virkelig dygtige. Jeg elsker den form for rytmisk musik, og den passer jo perfekt til et kirkerum. Bl.a sang de Leonart Cohens Hallelujah, som jeg har fundet på YouTube. Korsangerne så hele tiden så glade ud, og jeg tænker, at det er umuligt at synge og være sur på én gang.

Særligt korlederen var jeg imponeret af; hun var en lille nipsgenstand, men havde en stemme som big Mama i Harlem – helt fantastisk. Når hun dirigerede, brugte  hun hele kroppen, og der var fuldstændig vildt gang i hendes fødder. Når hele koret sang igennem, var det som om taget løftede sig på den gamle middelalderkirke.

Opdatering: Jeg opdagede lige, at de har en hjemmeside: http://hvidovregospel.dk/

Det var et dejligt afbræk i min gennemgang af min slægtsdatabase – og tænk så var det helt gratis. Kirken har mange gratis glæder og især i juletiden er der rigtig mange tilbud. Det er som buket, man kan plukke af de blomster, man synes bedst om.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Herlig lørdag

Det var hårdt at komme på arbejde igen!

Endelig er det blevet lørdag, og dagen er længe ventet – hele ugen faktisk! Det var hårdt at komme tilbage til kontoret efter den dejlige uge i Grækenland. Jeg tog på arbejde i søndags og begyndte på nogle af de 125 mails, der ventede mig. På en søndag kan man nå en del, når man overhovedet ikke bliver forstyrret af andre end ens egne tankerækker. Otte timer fra start var jeg igennem det værste. Mandag og tirsdag gik med det næstværste…

Onsdag havde jeg et halvdagsmøde om nogle helt nye funktionaliteter i vores tidsregistreringssystem mTID, som jeg står for. Jeg skulle lære om opsætningen af de nye funktioner og det lykkedes også, men jeg må sige, at jeg skal “stå på tæer” og holde tungen særdeles lige i munden for ikke at overse noget. Under hele mødet havde jeg stress-fornemmelser, og da den egentlige arbejdsdag var slut og jeg kunne begynde at vedligeholde mine nye færdigheder ved faktisk at lave opsætning på en testdatabase, havde jeg stort set mistet overblikket. Jeg hader at miste overblikket og jeg hader angsten for den gamle stress, som jeg kender alt for godt. Har man én gang prøvet at være stresset i en længere periode, skal der ikke meget til, før skidtet dukker op igen.

Torsdag og fredag gik stort set med at lade hjernen fortælle kroppen, at den godt kunne indstille adrenalin-beredskabet – her er ingen fare på færde. Jeg skulle egentlig have været på arbejde nu på søndag for at lave opsætning af endnu to testsystemer, men vi er blevet enige om, at lade det være nok med de to, der allerede er sat op. På den måde fik jeg pludselig en fridag forærende – sygt!

Og nu er det så en herlig lørdag, hvor jeg har været på Frilandsmuseet i Brede for at hjælpe med konfirmandundervisningen. Vi har været til årets “konfirmand-event” og det var rigtig skønt i det dejlige vejr og godt arrangeret. Eventen havde “mødet mellem Jesus og mennesket” i centrum, og det var lavet som en række poster, man bevægede sig igennem og løste opgaver undervejs. Mit hold klarede opgaverne rigtig super godt, og det var en dejlig oplevelse at være sammen med en flok søde unge mennesker. Vi gik op i det med liv og sjæl og vandt også flere af de konkurrencer, vi deltog i. Det var blot ærgerligt, at der ikke var tid nok til at komme igennem alle posterne!

Hjemme igen er der tid til at lave ingenting, forstået som at hvile ud oven på en hektisk uge, der også har budt på flere aftenmøder. Jeg “laver ingenting” ved fx at læse avis. Der kan være noget herligt ved at sætte sig med dagens avis og med vilje læse stort set alle artiklerne. Kristeligt Dagblad kan en fredag og en lørdag sagtens vare to timer.

/10 Kommentarer/i , /af ,

Jeg en ‘Kirkefremmed’

Jeg har læst mig til – på Internettet naturligvis, at vi undrende hedninge med et meget bedre ordvalg kaldes ‘Kirkefremmede’ – og det er rigtigt; vi er fremmede overfor kirken og dens traditioner, ritualer, metoder og fremgangsmåder.

Med et kik på Langfredag aftens TV-program kan jeg ikke lade være med at tænke, at der måske en grund til, at vi er så mange, der er kirkefremmede. Hvad viser dumme-kanalerne langfredag? Måske en af kirkeårets væsentligste dage? Der er (ved Gud) X-faktor og Anders And, og sikkert lignende ‘stupiditeter’ ovre på den kanal, som jeg er alt for snobbet til så meget som at kaste et blik på programmet for.

Hvor får det moderne menneske sine umiddelbare indtryk, af hvad der er vigtigt, fra?

Rigtigt gættet min ven – fra TV! Vil man markedsføre kirken for alvor, må man afsted til det æterbårne (og i 2009 digitaliserede) medie og husalter. Men men… Kristeligt Dagblad (jeg har en 30 dages prøvetur!) havde forleden en række refleksioner over den lidet kristne TV-påske. Et interview med programchefen afslører det hele: Der skal sendes for de brede segmenter, vist nok de rød-blå-grøn-lilla-hvide, for det er jo public service, seertallene afgør det hele, og så kan vi da ikke sende TV om alt det, der er baggrunden for vores kultur! Forstå det hvem der kan, for det giver ikke mening. Skal public service være fordummende? Må public service ikke værne om det, der danner baggrunden for de flestes livsanskuelse?

Selv om jeg ikke ved ret meget om kirken, har jeg dog allerede fattet (men jeg er også ‘på den rigtige side af kvik’), at vores samfund bygger på den kristne tro og kirke! De fleste deltager i dette samfund – hvorfor er det så ikke public service, at bringe udsendelser herom?

Er det bare fordi ‘public service’ slet ikke betyder ‘public’ service? Er vi semantisk gået helt galt i byen? Betyder public service attter og atter og altid en evig leflen for den laveste fællesnævner? I det lys forstår jeg det store antal af ‘kirkefremmede’!

I onsdags sad jeg med kolleger i kantinen til frokost; vi talte om, hvad vi hver især skulle de kommende dage. En vis herre fór i mig, og jeg spurgte dem “Skal I i kirke?”. De så på mig, som om jeg var lidt skør, og det er jeg måske også, og medierne bærer ved til dette bål.