Jeg en ‘Kirkefremmed’
Jeg har læst mig til – på Internettet naturligvis, at vi undrende hedninge med et meget bedre ordvalg kaldes ‘Kirkefremmede’ – og det er rigtigt; vi er fremmede overfor kirken og dens traditioner, ritualer, metoder og fremgangsmåder.
Med et kik på Langfredag aftens TV-program kan jeg ikke lade være med at tænke, at der måske en grund til, at vi er så mange, der er kirkefremmede. Hvad viser dumme-kanalerne langfredag? Måske en af kirkeårets væsentligste dage? Der er (ved Gud) X-faktor og Anders And, og sikkert lignende ‘stupiditeter’ ovre på den kanal, som jeg er alt for snobbet til så meget som at kaste et blik på programmet for.
Hvor får det moderne menneske sine umiddelbare indtryk, af hvad der er vigtigt, fra?
Rigtigt gættet min ven – fra TV! Vil man markedsføre kirken for alvor, må man afsted til det æterbårne (og i 2009 digitaliserede) medie og husalter. Men men… Kristeligt Dagblad (jeg har en 30 dages prøvetur!) havde forleden en række refleksioner over den lidet kristne TV-påske. Et interview med programchefen afslører det hele: Der skal sendes for de brede segmenter, vist nok de rød-blå-grøn-lilla-hvide, for det er jo public service, seertallene afgør det hele, og så kan vi da ikke sende TV om alt det, der er baggrunden for vores kultur! Forstå det hvem der kan, for det giver ikke mening. Skal public service være fordummende? Må public service ikke værne om det, der danner baggrunden for de flestes livsanskuelse?
Selv om jeg ikke ved ret meget om kirken, har jeg dog allerede fattet (men jeg er også ‘på den rigtige side af kvik’), at vores samfund bygger på den kristne tro og kirke! De fleste deltager i dette samfund – hvorfor er det så ikke public service, at bringe udsendelser herom?
Er det bare fordi ‘public service’ slet ikke betyder ‘public’ service? Er vi semantisk gået helt galt i byen? Betyder public service attter og atter og altid en evig leflen for den laveste fællesnævner? I det lys forstår jeg det store antal af ‘kirkefremmede’!
I onsdags sad jeg med kolleger i kantinen til frokost; vi talte om, hvad vi hver især skulle de kommende dage. En vis herre fór i mig, og jeg spurgte dem “Skal I i kirke?”. De så på mig, som om jeg var lidt skør, og det er jeg måske også, og medierne bærer ved til dette bål.