Indlæg

/6 Kommentarer/i , /af ,

Endelig ankommet til Psykiatrisk Center Hvidovre

Endelig ankommet til Psykiatrisk Center Hvidovre

Det er lykkedes

Endelig ankommet til Psykiatrisk Center Hvidovre.

Endelig er jeg kommet til 808. Det har været nogle lange dage i ventesalen på Psykiatrisk Center Glostrup, hvor det jo viste sig, at der også var søde medarbejdere omend de var i fåtal, men det vidste jeg jo på forhånd.

Jeg har det som om, jeg har været på en rejse fra København til Bangkok. Der er tidsforskydning fra Hvidovre til Glostrup, og der har været mange check ins. Mange kortere og længere lægesamtaler med supersøde læger, der er gode til at lytte og tage en alvorligt, uanset hvor tåbelige ens tanker er. Det er som at komme gennem et nåleøje at blive indlagt i psykiatrien.

808: her er jeg tryg, da jeg har været her mange gange

Jeg har været her før, måske er det 13. gang denne gang. Jeg har opgivet at tælle. Det bliver ikke ved at gå på denne måde. Perioderne mellem indlæggelserne bliver kortere og kortere. Jeg var her senest for fire måneder siden! Da jeg var færdigbehandlet, så fremtiden lys ud med godt fleksjob. Det har ændret sig. Der er meget, der har ændret sig i relation til arbejdsmarkedet i den mellemliggende periode.

Inden for fleksjob-verdenen findes et begreb, der kaldes arbejdsintensitet. Min er 100, men måske skal den kun være 50? I givet fald vil jeg så bare føle mig som den nederste, nederste. Hvis jeg ikke engang kan passe et fleksjob, hvad kan jeg så?

Skulle jeg i stedet søge førtidspension?

Alternativet er vel at give op og søge en førtidspension, men jeg vil jo gerne arbejde, og det har jeg gjort hele mit liv. Kan lige som ikke andet. Hvis jeg skulle gå hjemme på fuld tid, tror jeg, jeg ville blive skør – mere end jeg allerede er.

På den anden side møder jeg jo mange mennesker, der har førtidspension og grundliggende har et ganske udmærket liv, hvis det ikke var for deres psykiske sårbarhed. Jeg ville ikke have problemer med at fylde tiden ud; jeg kan altid rode med min computer, der er mange ting i det nye København, jeg aldrig har set, jeg har tre nære venner osv., men der ville være en stor tomhed i mig: den plads som arbejdet altid har fyldt ud. Her tror jeg såmænd, jeg er lige som alle andre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

I Psykiatrifondens blad

Arbejde

Interview

Jeg har været i Psykiatrifondens blad i et dobbeltinterview sammen med John – min chef – om det at være i et fleksjob og om det at have en medarbejder ansat i et fleksjob.

Artiklen, der er skrevet af journalist Lotte Ladegaard, kan læses her, hvis du skulle være interesseret.

/i , , , /af , , ,

Tæt på lykkelig

lykkelig

En god følelse

Jeg føler mig tæt på lykkelig og nyder det, så længe det varer. Det kører for mig lige i øjeblikket, for jeg sammenligner med de to mareridtsår, hvor alt var uklart: hvad skulle jeg leve af, hvor skulle jeg bo, ville jeg dø eller leve, hvorfor kunne jeg ikke huske noget, hvornår skulle jeg indlægges igen osv.? 2014 og 2015 er helt væk fra erindringen, men måske gør det ikke noget, for det var alligevel et helvede af depressioner, manier, angst, frygt og dødslyst. Egentlig ønsker jeg heller ikke at huske det.

Hvad fremkalder lykkefølelsen?

Patientfeedbackmøde

De ringede fra afdelingen og spurgte, om jeg ville deltage i et patientfeedbackmøde den 19. juni om patientstyrede indlæggelser (PSI). Selvfølgelig vil jeg hjælpe, og det første ord der falder mig ind i forbindelse med PSI er ‘tryghed’. Det gør mig nærmest lykkelig at blive spurgt. Jeg har en kontrakt med afdelingen, der går ud på, at jeg til enhver tid kan komme og være på PSI-pladsen i op til fem dage. Idéen er at man skal komme, inden man har behov for en fx fire uger lang indlæggelse, fordi det er gået galt. Konceptet er genialt. Selvfølgelig er der store besparelser forbundet med PSI-kontrakterne, men jeg kan ikke se det som andet end en fordel for patienterne.

Udfordringen er at huske, at man har pladsen, når man er på vej til at blive dårlig. Det glemte jeg selv sidst, så jeg gik rundt hjemme og fik det værre og værre, og det endte med en tre ugers indlæggelse. Det var ikke godt. Måske kan jeg finde en smart anordning,, der bipper, inden det går galt, så jeg husker PSI-pladsen? 🙂

Arbejdet

Jeg arbejder som webudvikler i en lille IT-virksomhed. Det er et fleksjob, hvor jeg er ansat 5-15 timer om ugen, og jeg er meget glad for det. Efterhånden kan jeg bidrage med ret meget, og jeg kan lære chefen meget, hvilket er en stor tilfredsstillelse for mig; det gør mig nærmets lykkelig. Jeg elsker at lave hjemmesider, og jeg er ved at være god til det. Jeg tænker på at tilbyde ‘Linux for begyndere’ at lave en hjemmeside for dem, så vi kunne lave en systematiseret erfaringsopsamling.

Mit firma mangler opgaver p.t., men jeg prøver at have is i maven, for jeg er den af os to, der sidder yderst på grenen. Jeg vil kæmpe med næb og klør for at bevare jobbet, nu hvor jeg endelig har fundet drømmejobbet. Jeg finder aldrig noget, der er lige så godt.

Med arbejdet følger en lille løn, som suppleres af fleksløntilskuddet fra Hvidovre Kommune og min invalidepension fra JØP som samlet set gør min økonomi ret sund. Dette er også til forskel for de år, hvor verden var kaotisk.

Linux

Linux er leg, og jeg leger godt. Jeg elsker læreprocesserne, og jeg lærer noget nyt hver dag. Det gør mig nærmest lykkelig. Jeg kan ikke finde ud af om indlæringskurven er stejl eller mere flad. Jeg er jo halvgammel (55 år), så det er sin sag, at begynde forfra med et nyt styresystem, men jeg synes egentlig selv, det går ret godt. Der er meget at lære, og google er min ven, så jeg googler svar på alle mine spørgsmål. Og det jeg ikke kan google mig til, spørger jeg om i Facebookgruppen ‘Linux for begyndere‘, som er en fantastisk gruppe fyldt med hjælpsomme mennesker.

Konklusion

Det tegner til at blive et godt liv!

/2 Kommentarer/i /af

Copy and paste

Arbejde

Jeg vågner glad op 05:45

Tre dage om ugen vågner jeg glad op kvart i seks. Jeg bruger glad en time på transport hver vej. Mandag, onsdag og fredag lever jeg primært af copy and paste med afstikkere til input og idéer og at få et “go” for dem. Når jeg kommer med forslag bliver de for det meste accepteret. Men jeg er i lære, hrm…. jeg er 55 år 🙂

Jeg er utrolig glad for mit arbejde, og min arbejdsgiver/kollega er glad for mig som medarbejder. Vi er det perfekte match. Jeg skulle gå meget igennem, før dette lykkedes, men det var sørme værd at vente på. Jeg er nærmest lykkelig.

Vi har talt om på et tidspunkt at udvide porteføljen til også at omfatte sproglig gennemgang af kundesiderne. Det kan jeg så stå for. Der står frygtelig meget sludder på kundesiderne. Det kunne bare være så fedt. Lige nu retter jeg bare det, jeg lige får øje på, for jeg kan ikke lade være, men det er ikke det, jeg må/skal bruge tiden på. Det er i øvrigt et klassisk aspergertræk at være skarp til fx korrektur og andre opgaver, der kræver fokus på detaljer.

Psykiatrifondens blad

Jeg er blevet kontaktet af Psykiatrifonden, der følger min blog. De vil gerne lave et interview med både  arbejdsgiver og mig om det at nå frem til en varig ansættelse i et fleksjob, om processen med kommunen, om hvorvidt arbejdsgiver var “klædt godt nok på”, hvilke faldgruber der er osv.

Jeg fik lov at vælge, om vi skulle lave det som et gruppeinterview eller som to enkeltstående interviews. Jeg valgte den sidstnævnte mulighed, da jeg synes, det giver det mest dækkende billede.

Arbejdsgiver og jeg er enige om, at vi gensidigt lavede nogle fejl i forbindelse med ansættelsen og starten:

  • Jeg så ikke, at 100 pct. hjemmearbejde var noget skidt,
  • arbejdsgiver og jeg så ikke, at det med at starte dagen efter samtalen (som foregik telefonisk) var noget skidt.

Det gav os et bump på vejen, men jeg er så stinkende heldig, at han gerne ville ansætte mig trods fire ugers fravær uden at have set fligen af et resultat forud for dette.

At lære hinanden at kende

En anden ting vi begge var blinde for er, at der er en enorm værdi i at lære hinanden at kende, og det gør man ikke pr. telefon, når man kun har mødtes to gange af en formiddags varighed. Derfor har jeg nu fået en fornem arbejdsstation (med to skærme…) i samme lokale som ham, og det fungerer fremragende. Jeg har altid tænkt, at jeg ikke kunne dele kontor, men det kan jeg godt, og det går meget bedre, end jeg troede. Jeg synes, det er hyggeligt.

Vi kan smide spørgsmål over bordet, kigge på hinandens skærme osv. Alting nemt og ligetil. Ind i mellem tager vi fem minutter, hvor vi snakker, men ellers arbejde vi med hver vores – jeg med mit copy and paste.

Selvfølgelig skal jeg videre fra copy and paste, men det kræver, at jeg har været til undervisningen hos Michael ovre i Aarhus. Før jeg er på den anden side af det, giver det ikke mening at slippe mig løs på egen hånd. Jeg glæder mig meget til turen til Aarhus.