Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Jeg glæder mig

Jeg glæder mig

Det bliver så rart

Jeg ser sådan frem til at starte i mit kommende job og til at få orden på mit arbejdsliv igen. Det er alt for mange år siden, der har været det. Det er en belastning ikke at kende dagen efter at den ene eller den anden kontrakt løber ud, eller jeg selv siger op på grund af overbelastning.

Der har været alt for meget kontakt til jobcentret, så selvom de er søde og flinke, vil jeg gerne slippe for kontakten til dem.

Starten er desværre udsat nogle dage, idet ham, der skal installere diverse programmer og headset, er blevet syg. Det er ærgerligt, men sygdom er ingen herre over.

Jeg glæder mig til at komme i gang og til at se, om jeg i det hele taget kan finde ud af det, men det burde jeg kunne. Der er noget med nogle systemer. Den del er jeg ikke bekymret for, for det er jeg som hovedregel god til.

Det er mere situationer som: “Goddag Interflora. Jeg vil gerne have en pæn buket til omkring 300 kr.” Hvordan søren ved jeg, hvad en “pæn buket” er? Jeg regner dog med, at jeg vil få en eller anden form for oplæring i sådanne spørgsmål. Herudover har jeg fået at vide, at jeg altid kan stille om til kundeservice, hvis der er noget, jeg ikke kan finde ud af. Der er altså et sikkerhedsnet.

Vagtplaner

Der vil være rullende vagtplaner:

  • Uge A: mandag, onsdag, fredag 15:00 – 17:00
  • Uge B: tirsdag, torsdag 15:00 – 17:00 plus lørdag 9:00 – 12:00
  • Højtider og særlige dage: vist nok 9:00 – 17:00, men det kan jeg ikke huske.
  • Kontakten lyder på 6 til 15 timer ugentligt.

Vi er to, der deler vagterne, og den anden er også en lidt ældre fleksjobber. Vi må bytte, alt det vi vil, bare vagterne altid er besat. Det er jo absolut rimeligt og vældig fint.

På lidt længere sigt

Jeg forventer at kunne undgå de mange indlæggelser, når jeg først er kørt ind i det nye job. Jeg forventer at få det godt og trygt i min egen lille verden med et job, jeg kan bestride og kan lide.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Tomater og bananer

Tomater og bananer

Der skal mange til

Der skal mange tomater, bananer, broccoli, agurker og så videre til for at opnå en årlig omsætning på 16 millioner kr. Der skal pakkes mange plastikposer for at nå derop. Det er tallet for omsætningen i “Bilka to go” i Hundige. Jeg ved det, fordi jeg var til samtale i mandags og sagde ja tak til jobbet.

Det var nærmest som om, jeg var ansat på forhånd. Det siger måske noget om, at det er meget svært at rekruttere medarbejdere til den type stilling?

Chefen for “to go-afdelingen” var vældig flink, men af bitter erfaring ved jeg, at det er chefer altid til samtalen. Det er i hverdagen, det skal stå sin prøve. Apropos hverdage smilede han stort, da jeg sagde, at jeg ikke var bleg for at arbejde på søndage, da jeg alligevel ikke skulle i kirke. Han har nemlig svært ved at dække søndagene, så min udmelding var gefundenes fressen for ham.

Bekymringerne

Mine bekymringer om det at finde rundt i butikken blev hurtigt gjort til skamme. Det hele foregår i zoner og via en tablet, hvor man bevæger sig rundt i butikken med en vogn med seks enorme kasser. En kasse er lig en kunde. Tabletten viser zonenummer, hyldenummer, et nummer mere og viser også et billede af varen. Billedet kan forstørres ved dobbeltklik, så man er helt sikker på at fange de rette cup noodles.

Han sagde, at systemet nærmest var idiotsikret. Så kan jeg vel også finde ud af det? Jeg er i hvert fald god til noget med tal. I 98 pct. af tilfældene vil man ikke være i tvivl om hvilken vare, der skal i kassen.

Vi diskuterede bananer, da en banan – eller anden frugt/andet grønt – ikke bare er en banan. Reglen er, at ville man selv købe den, skal den i kassen. Lige for så vidt angår bananer vil jeg nu prioritere de næsten grønne 🙂 Det er nemlig dem, jeg selv ville købe.

Min eneste tilbageværende bekymring er, om jeg kan holde trit, og det kan jeg helt sikkert ikke i starten. Vi forstyrrede nogle, der arbejdede, og de havde sørme travlt. Det tempo når jeg aldrig. Men jeg skal jo heller ikke være en 100 procentsmedarbejder. Måske skal jeg være tilfreds med 50 pct., men det betyder også halv løn.

Oplæring

De kobler en erfaren medarbejder på mig i starten, som skal lære mig op. Der bliver altså ikke noget med at gætte på processer og procedurer. Det er jeg vældig glad for. Der er ikke en tidsmæssig ramme for oplæringen. Den vil vare så længe, der er behov for det, og kan fx bestå i, at jeg siger “nu har jeg styr på dette, men mangler stadig dette”. Det lyder trygt og som et firma med styr på tingene.

At finde vej

En anden bekymring – men den er til at løse – er om jeg kan finde derud. Det lykkedes mig nemlig at fare vild, da jeg skulle derfra. Jeg endte i et parkeringshus og dernæst på en vej uden fortov som et signal til, at der måtte man ikke gå. Jeg har tænkt mig at træne et par gange, så jeg ikke kommer for sent på dag et. Jeg hader den slags steder, som kun er tiltænkt bilister.

Evalueringer

Der er fokus på evalueringer. Den første ligger efter to uger og er med chefen. Efter fire uger er der en evaluering med chefen og HR-partneren. Gad vide om jeg kommer gennem det? Jeg tænker, at nu prøver jeg, for et eller andet skal jeg jo lave. Prøver jeg ikke, aner jeg ikke, om det ville være gået. Kommer jeg ikke gennem nåleøjet om tre måneder, er det bare ærgerligt.

Deres bekymring er, om jeg vil gøre det for godt grundet min Aspergers Syndrom, hvor man er detaljeorienteret. At gøre det for godt er lig med at gøre det for langsomt og så falder dækningsbidraget som bekendt.

Andre fleksjobmedarbejdere

Det var vigtigt for mig at få spurgt, om de havde andre fleksjobmedarbejdere. Jeg skal ikke endnu engang ud et sted, hvor arbejdsgiver ikke forstår, hvad det vil sige. De har en enkelt, der bor så langt væk som i Vordingborg. Hun må være glad for det, for der er immervæk et stykke vej til Bilka i Hundige.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Puslerier og indlagt i PSI-sengen

Puslerier og indlagt i PSI-sengen

At hygge mig

Puslerier og indlagt i PSI-sengen

Jeg er hjemme igen, og det er dejligt. Endnu engang har 808 lappet mig sammen. I denne omgang tog det heldigvis kun fem dage. PSI-konceptet er genialt!

Jeg kan uden videre komme og “få ro på”, som det hedder sig. Jeg kan komme direkte derud uden at skulle via modtagelsen i Glostrup. Jeg taler med en læge ved indlæggelse og udskrivelse som ved en ordinær indlæggelse, men ellers er jeg lidt overladt til mig selv. Det betyder, at jeg selv skal medbringe og styre medicin, og at jeg ikke kan få individuelle tilbud hos fysioterapeut og ergoterapeut. Bortset herfra indgår jeg i afsnittets dagligdag.

Jeg har lagt mærke til, at mit ur nærmest er indstillet til afsnittets døgnrytme. Kl. 12:58 opdager jeg, at det snart er tid til gåturen efter frokost…

Puslespil

For at aflede tankerne fra dødningehovederne har jeg købt tre puslespil. Flyt fokus, flyt fokus. Jeg er virkelig ikke ret god til at lægge puslespil, men her til formiddag kom der vitterligt hul på det første. Jeg klapper tilfreds på hver en brik, der passer ind i sammenhængen, og pludselig er der gået tre timer.

C på afdelingen kunne bare det med at lægge puslespil. Jeg vil øve mig og prøve at blive lige så god som hende. Hun kunne se på en brik blandt 100 og sige “den skal ligge der”. Sikke en evne at have. Jeg har også en ven, der lægger adskillige puslespil på 1.000 brikker, som for mig at se er helt umulige, men fremad det kommer hun. Hvis jeg træner, bliver jeg også god. Indtil videre hygger jeg mig bare med spil på 500 brikker.

Bilka

Under indlæggelsen har jeg fået styr på det inde i hovedet:

  • Andre mennesker går til jobsamtale og er bange for ikke at få jobbet. Jeg har det modsat: jeg er bange for at få jobbet.
  • Jeg vil sige det, som det er: jeg er overvældet over butikkens størrelse og bekymret over, om jeg kan finde rundt blandt de 15.000 varenumre. Hvis de på den baggrund siger, at så kan de ikke bruge mig, så siger vi bare pænt tak for samtalen, og det var ærgerligt.
  • Det skal siges, at jeg på afdelingen traf en sygeplejestuderende, der tidligere havde været i Bilka og roste virksomheden til skyerne. Det giver mig selvfølgelig lidt mod på tanden.
  • De første tre måneders ulønnet praktik må vise, hvordan det går. Jeg håber selvfølgelig at kunne leve op til kravene, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, men kan jeg ikke, vil det ikke være med livet som indsats.

POV International

POV International har godtaget mine første to artikler:

  1. Den store kønsforvirring
  2. ECT som mirakelkur

Artikel nummer tre er i støbeskeen, men den driller. Den skal handle om omkostninger i psykiatri og kommune i et forløb som mit. Fokus skal være politisk og ikke “ih hvor er det synd for mig, se hvor dyrt det har været”. Jeg har sendt version to til redaktøren og er meget spændt på, hvad han siger, efter jeg startede helt forfra med det blanke papir.

Der er en stor tilfredsstillelse i at få udgivet noget på skrift, udover det jeg selv udgiver. Jeg håber, jeg kan blive ved at finde emner. Forslag modtages meget gerne.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Møde i jobcenteret

Møde i jobcenteret

Noget af en overraskelse

Jeg har ikke sovet den halve nat, fordi jeg skulle til møde i jobcenteret. Jeg fortæller mig selv, at det er noget pjat, for det er søde mennesker, der kun vil mig det bedste, og at jeg er velforberedt. Jeg ved, hvad jeg vil med mødet:

  1. Finde en afslutning på det job, som jeg p.t. er sygemeldt fra
  2. Drøfte det kommende job: Hvordan skal vi finde det, hvad skal det være og så videre?

Jobcenteret handler

Frem mødte en HR-partner fra Salling Group og min sagsbehandler. Førstnævnte var jeg nu ret forbavset over at møde, men min søde sagsbehandler skulle selvfølgelig være på sin plads. Jeg må sige, jeg er overrasket over så hurtigt de har handlet på en sidebemærkning, jeg lod falde i en døråbning. Men det passer mig egentlig fint.

HR-partneren var utrolig sød og kompetent. Hun stillede mange for et fleksjob særdeles relevante spørgsmål. Hun havde tydeligvis prøvet det mange gange før, og hun skrev og skrev på sin medbragte computer. Hun vidste, både hvad bipolar og Aspergers Syndrom er for noget. Hun vidste, hvad det betød i et job. Det var i sig selv befriende. Tænk at jeg ikke behøvede at fortælle, at man med Aspergers Syndrom sydrom har det ekstremt godt med detaljer.

Det var en selvfølge at drøfte skånebehov:

  • Ingen stress – altså på ingen måde sidde i kasse
  • Tid til at notere ned, så jeg ikke glemmer opgaverne
  • Tid til at drøfte prioriteringen af opgaverne
  • Opgaverne bør være afgrænsede og strukturerede, ligesom rollen i opgaveløsningen skal være klar.

Næste skridt

HR-partneren vil nu gå i gang med at lede efter butikker, der mangler min profil. Og hvad er så den?

End ikke en der i deres system er “aktivitetsparat”, for jeg skal jo først læres op. Bare en der kan arbejde 12 timer med en arbejdsintensitet på under 100 pct. Det er ikke meget, der er tilbage af mig. Alligevel ser jeg frem til at høre fra hende igen og til at komme ud at tale med en af butikscheferne og til at få en fornemmelse af, hvad det i det hele taget går ud på. Hvad taler vi om helt konkret? Hvad er det jeg evt. kan se frem til efter den 1. oktober? Jeg synes, hun talte noget om at gå rundt med en PDA og tjekke datoer. Så ved man da, hvad man skal, og det kan man vel ikke blive stresset af, når arbejdsintensiteten netop er sat til under 100?

Hvad med CV’et?

Hvis nogen nogensinde vil se mit CV igen, vil det se lidt sært ud fuldmægtig her og der, specialkonsulent her og der, chefkonsulent der, datomærketjekker i føtex på Hvidovrevej eller lignende, chef for mælken i Netto i Hvidovre C eller chef for bamserne i fætter BR.

Jeg prøver at lave lidt sjov med det. I virkeligheden er det slet ikke sjovt at se karrieren smuldre og selv ende med at sortere datovarer eller at stable rugbrød, men hvad skal jeg gøre? Et eller andet skal jeg lave i de 13 år, der er, til jeg skal pensioneres. Førtidspension er ikke en mulighed, idet man efter de nye regler (2016) nærmest skal have mistet arme og ben for at få den tilkendt. Altså må jeg arbejde med et eller andet, jeg kan klare.

Indtil videre ser det ud til at være som datomærketjekker.

Dagens anden nyhed

Min første klumme på POV.International er blevet bragt her. Jeg har været meget spændt på det, idet emnet (mand, kvinde, enten-eller, både-og) jo er ret så personligt. Faktisk er det så personligt, at jeg aldrig har turdet skrive om det her på bloggen, men nu har jeg åbenbaret mine tanker for 200-2000 læsere på POV. Det er lettere, når læserne er anonyme end nogen, man kender.