Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Jobparat?

Arbejdsprøvning

Forløbet hos Psykiatrifonden er det, der tidligere kaldtes arbejdsprøvning og som nu hedder… ja hvad er det nu? Pyt med hvad det hedder, det vigtigste er indholdet. I den kommende uge skal vi høre om “Arbejdslivet” og jeg har smugkigget lidt på slideshowet:

Et godt arbejdsmiljø kendetegnes ved:

  • Indflydelse – på eget arbejde
  • Mening i arbejdet – sammenhæng og formål
  • Relevante informationer – om vigtige ændringer
  • Støtte – fra ledelse og kollegaer
  • Belønning – løn, karriere, anerkendelse
  • Krav – passende kvantitativt/udfordrende kvalitativt

Det kan vi vist alle skrive under på – på den måde er mange af de slides, der bruges, lidt overflødige, men repetition er selvfølgelig altid godt, og jeg sætter mig ned og suger til mig, for jeg vil jo gerne videre. Jeg er spændt på, om Sisse også har en alternativ tilgang til dette modul. Det er spændende, når det er hende, der underviser, de andre er for monotome.

Jeg har talt med både min erhvervsrådgiver og min erhvervspsykolog om, hvorvidt jeg nu er “jobparat”. Når jeg trisser rundt i mine egne små cirkler, og kan tage pauser, når det passer mig, og hvile når det passer mig, føler jeg mig vældig parat og kan koncentrere mig i timevis; men når jeg tænker på et konkret job med udefrakommende krav, bliver jeg bekymret for ikke at kunne følge med, for ikke at være tilstrækkeligt oppe på beatet og for ikke at slå til. Jeg frygter at være blevet “udygtig”.

Jeg har indset, at jeg aldrig bliver projektleder igen, og at jeg sikkert heller aldrig bliver supporter igen. Det er rigtig ærgerligt, for det er jeg faktisk god til, og jeg kan godt lide de roller. Stressniveauet er bare for højt, og højt stressniveau er ikke godt for manierne – og sikkert heller ikke for depressionerne. Specifikt for projektledelse gælder det, at man skal kunne overskue mange opgaver/projektdeltagere/ledelser mv. på een gang, og det går nok heller ikke mere. Mit mål er jo at forblive så rask, som jeg nu kan blive og ikke ryge ud i en af de to poler igen, men at forblive med at balancere midt imellem dem.

Jeg spørger selvfølgelig mig selv, hvad jeg så egentlig kan, og der er dage, hvor konklusionen er, at jeg “ingenting” kan, og det er ret nedslående og gør mig bekymret. Andre dage – som i dag – synes jeg nu nok, jeg stadig er til noget.

Ro på: Det igangværende forløb skal jo netop belyse, hvad jeg så egentlig kan og ikke mindst hvor mange timer pr. uge, jeg kan levere.

Ovenstående skal afklares i en 13 ugers virksomhedspraktik, som jeg er meget spændt på. Den kommer desværre ikke i gang før til august, da de siger, at det er umuligt at få fat i ledere og HR-folk i juli. Det generer mig at skulle vente, men det er dem, der har erfaringerne, og det må jeg lytte til. Jeg er måske ved selv at have fundet praktikstedet, idet en tidligere forretningsforbindelse kontaktede mig i en helt anden anledning. Jeg greb chancen og tilbød ham gratis arbejdskraft i 13 uger. Han har inviteret til et møde, men det kunne vi (erhvervsrådgiveren og jeg) ikke med to dages varsel. Jeg har lagt besked på hans svarer og sendt ham en mail, og så håber jeg på, han vender tilbage.

Målet er et fleksjob, og alle de fagpersoner, der er involverede i sådan en sag, er enige i, at det er vejen frem. I Hvidovre Kommune skal man imidlertid passe på ikke at komme til at levere mere end 16-18 timers arbejde pr. uge, for så anses man for “for rask” til et fleksjob. Det er lidt paradoksalt, at man ikke må præstere, det man kan og så få suppleret op fra kommunen. En ting er da sikkert, og det er, at jeg ikke skal op over de 18 timer, for jeg vil ikke miste muligheden for at få tilkendt et fleksjob, når jeg nu ikke kan magte det normale arbejdsmarked mere. Erhvervsrådgiveren skyder på 15-16 timer, og det lyder jo meget fornuftigt.

/17 Kommentarer/i , /af ,

Vil gerne arbejde men kan jeg

Vil gerne arbejde men kan jeg

I gang igen

Vil gerne arbejde men kan jeg

Jeg blev afskediget fra Moderniseringsstyrelsen med udgangen af juli 2013, fordi jeg havde haft 3 * 2 dages sygdom inden for prøveperioden. Jeg forstår dem godt, men jeg ved også, hvorfor jeg meldte mig syg: Jeg var så træt, så træt, at jeg ikke kunne komme ud af sengen, og det skyldtes helt sikkert den store dosis Seroquel, jeg indtager. Midlet gives blandt andet mod bipolar affektiv sindslidelse.

Siden den afskedigelse har jeg været indlagt fire gange på Psykiatrisk Center Hvidovre med to depressioner og to manier – alt sammen her i sommeren 2015 og efteråret 2014.

Status lige nu

Lige nu er status, at jeg er “sygemeldt fra sygemeldingen” i to måneder på grund af eftervirkningerne af ECT-behandlingerne (elektrochok). Jeg var ved at tale med Gitte (min super kontaktperson i Distriktspsykiatrien) om at forkorte den periode, fordi jeg ikke kunne se ideen i den, når jeg nu har det fint. Hun overbeviste mig dog om, at perioden er fastsat for min skyld, for at jeg ikke skal kaste mig ud i noget for tidligt, så det kan give bagslag. Det er bare min natur hurtigt at komme i gang igen.

Overlægen i Distriktspsykiatrien har talt med mit jobcenter om, at jeg evt. kan starte i et udviklingsforløb under Psykiatrifonden. Formålet er i henhold til Sygedagpengeloven § 27, stk. 1, nr. 2 at klarlægge min arbejdsevne. Det ser rigtig godt ud, og det er meget mere relevant end det Contra, der tidligere var tale om. Forløbet indeholder blandt andet en virksomhedspraktik, hvilket jeg tidligere slet ikke kunne se mig selv i og var decideret bange for. Nu tænker jeg, at det kunne være en spændende udfordring, for jeg vil gerne i gang igen.

Mit mål er et fleksjob

Mit mål er et fleksjob, for det kan give alt det bedste fra arbejdsmarkedet: Kolleger, udfordringer, ud ad døren nogle dage pr. uge, og ikke mindst overenskomstmæssig løn og samtidig kan det give mig mulighed for at passe min sygdom, fordi der fx kan fastsættes skånehensyn, som kan være fravær af stress. Stress er en medvirkende faktor til både manier og depressioner, og nu er et delmål at holde mig fri af psykiatrisk afdeling.

Fx kan jeg slet ikke se mig selv som projektleder længere, for jeg kan ikke håndtere alle de mange bolde i luften eller justere projektplaner under hensyn til ændrede omstændigheder. Jeg går bare ned med stress. Jeg er også i tvivl om, hvorvidt jeg kan klare en helpdeskfunktion, for der står opgaverne og opkaldene i kø. Det er egentlig ærgerligt, for det er en funktion, jeg har haft i syv år og været glad for og god til.

Vejen til fleksjob er lang

Faktum er, at jeg gerne vil arbejde, men at jeg ikke kan arbejde på normale vilkår, så jeg håber inderligt, kommunen vil bevilge mig et fleksjob, og at processen kan speedes op. Vejen til et fleksjob er lang, og jeg har opgivet at få fuldt overblik over hvilke trin, man skal igennem, så jeg vil spørge den kommunale sagsbehandler, når vi ses i januar 2015. Måske har jeg allerede spurgt til det men glemt det – den pokkers hukommelse er virkelig et problem. Jeg ved dog, at der er noget, der hedder “rehabiliteringsplanens forberedende del” og “ressourceforløb” og at forløbet hos Psykiatrifonden er en del af den forberedende del, under hvilken proces, der også skal udarbejdes lægeerklæringer fra egen læge, som jeg selv skal medvirke i.

Endelig skal alt materialet samles sammen til et møde i Rehabiliteringsteamet, som jeg også selv skal medvirke i. Der er altså en høj grad af borgerinddragelse, og det er positivt.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Mani og kommune

Mani og kommune

Mani og kommune

Først mani

Jeg befinder mig atter i en manisk fase, der opstod med et fingerknips nærmest fra den ene dag til den anden. Jeg har det for så vidt meget godt, men jeg ved, at det er sygeligt. Det er i indeværende f0rløb gået op for mig, at jeg har haft mange flere manier, end jeg hidtil har været klar over, og at en mani er en farlig tilstand at være i.

Jeg sover ikke, jeg spiser ikke og føler mig generelt opstemt og energisk. Jeg vågner fx kl. 03:30 og er fyldt med energi. Forleden dag omsatte jeg det i at stå op og lave morgenkaffe, tjekke Facebook og herefter gå i gang med at sæbe badeværelset af fra gulv til loft. Det er blevet enormt flot. Nu har jeg så gjort hovedrent i hele lejligheden – altså sådan noget med også at vaske karme og paneler ned, alt skinner, og det er længe siden, jeg har haft det så rent i alle rum på én gang – og det er jo i og for sig godt nok, men årsagen er ikke så sund.

Jeg har tænkt på at ringe til Psykiatrisk Center Hvidovre og fortælle dem om situationen, men jeg føler mig ikke parat til (endnu) en indlæggelse. Nu ser jeg lige tiden an et par dage, og så kan det da være, det går i sig selv.

Opfølgningssamtale i Hvidovre Kommune

I dag har jeg været til opfølgningssamtale i Hvidovre Kommune i anledning af min sygemelding. Jeg var nervøs for det, fordi mit udgangspunkt et eller andet sted er, at de nok vil mig noget dårligt. Det gik godt til trods for, at min sagsbehandler samtidig er min udskrivningsmentor, hvilket er noget rod, fordi det er en eklatant funktionssammenblanding. Jeg åbnede ballet ved at sige, at mit udgangspunkt er, at jeg gerne vil arbejde, men at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan gøre det på normale vilkår, og at jeg er bange for arbejdsmarkedet, da mit selvværd ligger et godt stykke under kælderhøjde.

Min drøm er, at det hele kan munde ud i et fleksjob. Jeg har langsomt, men sikkert, indset, at min karriere nok er slut, og at jeg ikke længere kan leve op til arbejdsmarkedets krav. Det er en bitter pille at sluge, når karrieremålene altid har været en væsentlig drivkraft i livet.

Jeg prøver at vende det positivt og tror, jeg kan få et godt liv med et fleksjob:

  • jeg kan få passende udfordringer,
  • jeg kommer ud i blandt mennesker enten hver dag eller flere gange om ugen,
  • jeg vil kunne trække mig tilbage i mit hjem, og beskæftige mig med det, der optager mig allermest og som gør mig glad,
  • lønnen vil være almindelig overenskomstmæssig løn, og
  • arbejdsgiver vil få refusion fra kommunen svarende til dagpengeniveauet, så jeg ligger ingen til last.

Det er usikkert om og evt. hvornår, patienten kan raskmeldes

Sagsbehandleren har indhentet statusattest fra min egen læge, og jeg fik en kopi med hjem. Jeg er meget glad for det, min læge har skrevet: “Sygdommen medfører fuld uarbejdsdygtighed” og “Det er usikkert om og evt. hvornår, patienten kan raskmeldes”.

Det er da rene ord for pengene, også selv om det er atter en bitter pille at sluge.

Næste skridt er, at jeg skal deltage i et 8 eller 13 ugers forløb hos Contra, hvor det skal vurderes, hvad og hvor meget jeg kan. Jeg håber, de er professionelle, og at det ikke er beskæftigelsesterapi, for det gider jeg ikke. Som udgangspunkt er jeg positiv og spændt på, hvad det er for noget – og jeg håber på, jeg ikke bliver skuffet.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.