Tag Archive for: Distriktspsykiatrien

,

De kognitive problemer kan ikke repareres

De kognitive problemer kan ikke repareres Beskeden fra Distriktspsykiatrien er, at der ikke er noget at gøre ved mine kognitive problemer

De kognitive problemer kan ikke repareres

Beskeden fra Distriktspsykiatrien er, at der ikke er noget at gøre ved mine kognitive problemer (og nej – ikke udfordringer) med hukommelse og koncentration. Pernille (lægen) havde det med på deres konference i tirsdags, hvor alle mulige læger, psykologer og sygeplejersker er med om bordet. Ingen kunne trække en kanin op af hatten. Alt er allerede forsøgt. Der er ikke mere at gøre.

Håbet der brast

Egentlig havde jeg jo opgivet håbet samtidig med, at der var en lille rest af håb. Jeg er af natur en fighter, men dette kan jeg ikke kæmpe imod. Håbet er brast.

Man kan så sige, at nu ved jeg da, hvor jeg står, og hvad jeg skal indstille mig på, nemlig et livsvarigt handicap.

Gitte (kontaktpersonen) mente, at det måske ville være bedre om seks måneder, men hun har ikke noget at have det i, hvilket hun selv sagde. Men på samme måde som jeg ikke tror på “Recovery”, tror jeg heller ikke, det hjælper noget, at der går et ½ år.

Man skal tro på tingene, for at de kan lykkes. At jeg på anden vis er troende hjælper ikke her.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Restitution mv

Restitution mv

Restitution mv

Jeg har fri hver tirsdag og hver torsdag. Meningen med det er, at jeg skal restituere mig. Og det gør jeg så.

Og hvad laver jeg egentlig de dage? Jo jeg sover længe, taler typisk med præsten herhjemme hos mig selv (fantastisk gejstlig betjening), har evt. en aftale i Distriktspsykiatrien, kigger mig for i Blogland, skriver måske selv et indlæg, leger sprogrøgter, er på Facebook, skriver mails og den slags ganske unyttige og hyggelige ting. Af og til finder jeg også støvsugeren frem.

Mål for 2016

Jeg tror ikke, jeg ville hænge så godt sammen på arbejdet, hvilket er mig magtpåliggende, hvis jeg ikke havde disse dage. Jeg har to personlige mål for 2016:

  1. Undgå indlæggelse – det ser indtil videre ud til at lykkes.
  2. Have mindst muligt fravær fra arbejde – her kommer restitutionsdagene ind i billedet.

Samtale med Pernille i Distriktspsykiatrien (DPC)

I går talte jeg med Pernille (lægen i DPC). Hun er fantastisk – så sød og så lyttende.Vi jokede lidt med min tanke om, at hun har kendt mig længere, end jeg har kendt hende. Hun kan jo huske, men det kan jeg ikke.

Jeg har altid en dosmerseddel med både for at huske og for at få mest muligt ud af den tid, vi har sammen. Det er jo ligesom at gå til et møde. I går handlede den kun om de kognitive problemer. Og jeg tror, jeg fik gjort hende begribeligt, at det er et væsentligt handicap at føle sig som et halvt menneske, når det både er fortid og nutid, der er ramt. Jeg har opgivet håbet om bedring, og samtidig håber jeg, at hun kan trække en kanin op af hatten. Jeg ved godt, at det er selvmodsigende. Alle de dygtige mennesker har gjort alt for mig, men problemet er ikke hverken løst eller reduceret.

Jeg sagde til hende, at hun gerne måtte grine, men at jeg faktisk har tænkt tanken, om det kunne være tidlige tegn på demens. Hun grinede ikke, men tog mig seriøst. Hun svarede ærligt, at noget af det godt kunne ligne, men heldigvis er der ikke alle de andre tegn, der hører med så som at tage sandaler på i snevejr eller at lægge tandpastaen i køleskabet osv. Jeg har kun én gang oplevet ikke at kunne huske, hvordan man laver kaffe. Det var jeg ret skræmt over.

Hun havde ikke umiddelbart en kanin at trække op af hatten, men hun ville høre sine kolleger på konferencen i dag til morgen. Det er jeg rigtig glad for. Jeg regner med at kunne få en tilbagemelding torsdag.

Underlige kommentarer til mine blogindlæg

Jeg er begyndt at få nogle underlige kommentarer til mine blogindlæg. De ser umiddelbart ud til at være affødt af mit politiske ståsted, som der ikke er noget hemmelighedskræmmeri om. Jeg har altid været et politisk tænkende menneske, og det hverken kan eller vil jeg lave om på. Det hører med til at leve i et demokrati. Kommentarerne ønsker mig død, ulykke, voldtægt mv. med baggrund i mine holdninger til flygtningekrisen. Hvis det fortsætter, går jeg til politiet, men jeg holder ikke op med at skrive. Jeg henholder mig derimod til Grundlovens § 77 om ytringsfrihed:

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Det har altid undret mig, at de, der påberåber sig ytringsfriheden, altid overser ordene “dog under ansvar for domstolene.” Der er altså grænser for ytringsfrihed, men det overses ofte af de etnisk danske hadprædikanter. Situationen har fået mig til at sætte følgende lille tekst øverst på min forside: “Jeg er glad for alle kommentarer og svarer hurtigst muligt. Kommentarer med racistisk indhold slettes dog uden videre.”

Det hjælper sikkert ikke, for tosserne kan vel næsten ikke læse. Men så har jeg da gjort et eller andet.

 

, ,

Taknemmelig for god behandling

Taknemmelig for god behandling

Jeg har fået en god behandling

Taknemmelig for god behandling.

Egentlig begyndte det med, at jeg skulle rette nogle “tags” (nøgleord) her på bloggen. Jeg var kommet til at skrive “Distriktspsykiatrien” på tre forskellige måder, og det var jo noget rod og sjusk. For at rette fejlene måtte jeg gå tilbage til de gamle poster fra 2014/15, og selvfølgelig kom jeg til at læse dem. Da gik det op for mig, hvor syg jeg egentlig har været og dermed også, hvor godt jeg har fået det. Jeg ser det selv som lidt af et mirakel.

I virkeligheden burde jeg måske slet ikke læse tilbage, da det alt for tydeligt viser, hvor galt det er med hukommelsen. De sorte huller bliver for tydelige. Det står klart, at 2014 og 2015 er fuldstændig væk. Jeg har fx deltaget i et patientfeedbackmøde på Psykiatrisk Center Hvidovre og forud for dette skrevet en ret fornuftig mail til den øverste leder om nogle uhensigtsmæssigheder i deres forskellige systemer. Jeg har haft besøg af både Bodil, Bjarne, Helle og Claus – jeg husker intet.

Jeg er taknemmelig for den gode behandling, jeg har fået

Drømmen var fra dag et at kunne udfylde en eller anden plads på arbejdsmarkedet, og det er lykkedes. Nu løser jeg nogle opgaver, der er vigtige for Folkekirkens Nødhjælp. Det er godt nok kun 3 * 5 timer pr. uge, og jeg er mast, når jeg kommer hjem, men jeg har en samfundsmæssig funktion, og jeg har en resterhvervsevne, hvilket ellers bekymrede mig 1½ år.

Jeg går rundt og er taknemmelig, selvom det er et stort ord at bruge. Jeg har taget imod alle tilbud, for jeg ville videre.

Jeg synes, jeg har fået en fornem behandling alle steder i hele systemet. Jeg kan slet ikke genkende alle skræmmekampagnerne om psykiatrien. Det meste husker jeg ikke, men det står enten her på bloggen eller i noterne på min iPad.:

  • Psykiatrifonden: Erhvervsrådgiver
  • Psykiatrifonden: Psykolog. Hende mangler jeg stadig at sige farvel til. Det bliver meget svært, for jeg har knyttet stærke bånd til hende.
    • Hun har blandt andet overbevist mig om, at jeg har en stærk livsvilje, for ellers havde jeg været død for længst.
    • De ord tager jeg med mig, for hun har nok ret.
  • Hvidovre Kommune: godt nok tre sagsbehandlere, men den sidste var rigtig god, og havde det som erklæret mål at følge “min sag” til dørs. Bodil siger, hun nok er den bedste kommunale sagsbehandler, hun nogensinde har oplevet
  • SIND: Bodil en fantastisk bisidder, der gjorde meget mere, end hun var forpligtet til. Vi er efterfølgende blevet venner, og jeg sætter så stor pris på vores venskab. Det er ikke fordi, vi ses så ofte, men vi har begge glæden ved at modtage og besvare lange eksistentielle mails.
  • Psykiatrisk Center Hvidovre. Jeg kan ikke huske, hvor mange gange, jeg har været indlagt, men det er vist ca. 10 gange, og så vidt jeg ved, har jeg fået ca. 50 ECT-behandlinger. Jeg har afdelingens direkte nummer og kan altid ringe og tale med nogen, jeg kender, og som kender mig. Det er en stor tryghed, også selvom jeg må erkende, at jeg er blevet “svingdørspatient”. I realiteten skal man screenes via Glostrup, men de er meget lidt imødekommende og anbefaler, at man opsøger egen læge:
    • For det første kan man fra langfredag til tirsdag efter påske nå at tage livet af sig mange gange,
    • og for det andet har den alment praktiserende læge ikke en pind forstand på psykiatri, og det er jo ikke hende, der har fulgt mig på rejsen. Skal jeg fremlægge mine tanker for nogen, skal det være en, der har forstand på det, ellers klarer jeg mig via diverse telefonrådgivninger.
  • Akutteamet i Distriktspsykiatrien. Jeg husker godt nok intet, men det fremgår af mine noter.
  • Distriktspsykiatrien: Kontaktperson en halv time hver 14. dag. Det er ikke meget, men nok til at samle mig op, hvis det går galt.
  • Distriktspsykiatrien: Læge(r). Topprofessionelle, lydhøre og opmærksomme. Der er afsat en time pr. måned. Jeg har altid forberedt mig og skrevet tanker og spørgsmål ned. På den måde bliver de 60 minutter godt udnyttet. Skulle det – hvad Gud forbyde – blive nødvendigt, kan hun indlægge mig igen på “fast track” altså direkte og uden om Glostrup.
  • Center for Specialundervisning for Voksne (CSV). Det har været fint, men jeg er lidt i tvivl om effekten stod mål med det, at jeg skulle opgive en af mine “restitutionsdage” – altså tirsdag og torsdag hvor jeg kan hvile ud og foretage mig måske ingen verdens ting. Jeg har derfor afsluttet forløbet.
  • Hvidovre Kirke: Præsten Mette Ladefoged. Hun er både i kirken og på psykiatrisk afdeling. Hun fortæller, at vi havde mange samtaler i de perioder, jeg var indlagt. De kunne ikke blive personlige, da afdelingen bestod af firsengsstuer. Der krænger man ikke sit inderste ud. Nu ses vi ca. en gang om ugen, og emnerne er alt mellem stort og småt.
  • Støttekontaktperson (SKP): Jeg traf hende for første gang i sidste uge. Hun virkede vældig sød og imødekommende. Umiddelbart er jeg dog i tvivl om, hvorvidt det vil gavne, men det skal selvfølgelig prøves af.

Lidt malurt i tilfredshedens bæger

Hvis jeg endelig skal dryppe lidt malurt i bægeret, skulle det være, at jeg selv har måttet være budbringer mellem alle disse aktører, og kunne jeg nu huske det hele? (Sikkert ikke.) Jeg har haft ufattelig meget glæde af et lille program på min iPad, der kan optage samtalerne, så jeg har kunnet høre det igen i fred og ro herhjemme.

Der er ofte patienter på sygehuse eller borgere i kommunerne, der får at vide, at de ikke må optage samtaler. Det er noget sludder! Enhedslistens Line Barfod spurgte tilbage i 2003 Justitsminister Lene Espersen, om der – bortset fra reglerne i retsplejeloven – var forbud mod at optage, og om man skulle oplyse om det forinden. Den 11. august 2003 svarede ministeren, at der ikke var regler, der forbød dette, og at man ikke skulle oplyse om det forinden. Hertil er vel kun at sige, at det selvfølgelig er høfligst at orientere om det, og at det vel er den bedste måde at opbygge en tillidsfuld relation. Der skal være tale om, at parterne samarbejder og ikke modarbejder hinanden.

Konklusion

Mit indtryk er, at hvis man først har fået foden indenfor, hvis man har det tilstrækkeligt elendigt, fungerer systemet helt fantastisk, alt kan lade sig gøre, og alle lytter. Jeg har i hvert fald fået en kongelig behandling. Nu skal jeg til at klare mig selv, og det vil i sig selv være en opgave (nej ikke en udfordring…). Jeg bevarer Mette, SKP og Distriktspsykiatrien i et stykke tid. Det er jeg ret tryg ved. Og endelig er der jo Folkekirkens Nødhjælp, hvor jeg føler mig nærmest normal, fordi jeg har en opgave, som de ser frem til resultatet af. På de lidt dumme dage, bliver jeg bare inde på mit eget kontor bag skærmen.

Måske er det meget godt, at jeg ikke kan huske de seneste to år, for det har vist været lidt af et mareridt… Nu skal det vende, det er allerede godt på vej, og jeg ser frem til at designe et liv på de præmisser, der nu engang er.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Meget fin behandling i systemet

Meget fin behandling i systemet

Hos ikke mindre end to læger

Meget fin behandling i systemet

  • Hun skulle kigge på min dumme skulder. Der er ikke noget at mærke udefra, og der er ingen bevægeindskrænkninger. Smerterne er heldigvis reduceret, men alligevel henviste hun mig til en røntgenundersøgelse.
  • Kontrol MR-scanning af min hjerne skulle bestilles, fordi de for et år siden fandt to cyster, der ganske vist ligger i en eller anden fin kanal, hvor de ikke bør genere nogen eller noget, men der skal holdes øje med, at de ikke vokser. Jeg er ikke bekymret.
  • Uforklarligt vægttab på 12 kilo. Alle mennesker går rundt og siger til mig, at jeg har tabt mig. Jeg har ikke en vægt, da det ikke er noget, jeg går så meget op i. Da jeg sidst var til ECT, fik Mona mig så op på en vægt, der viste, at jeg er gået fra 72 kilo til 60 kilo. Jeg var nu også blevet for tyk, så egentlig er det i orden, når jeg kun er 165 cm., men det er alligevel lidt mærkeligt, når jeg spiser det samme, som jeg plejer, og når jeg altid spiser sund mad med masser af frugt og grønt og ikke ret meget fedt/sødt. Godt nok er jeg holdt op med at tage Seroquel, som kan medføre vægtøgning, og godt nok er jeg begyndt at cykle igen – men alligevel. Lægen henviste til røntgen af lungerne og ultralydskanning af maven.
  • Hun er smadder sød og grundig, og jeg kan ikke sige andet, end at jeg bliver taget alvorligt.

Lægen i Distriktspsykiatrien:

  • Lægerne i Distriktspsykiatrien skifter meget hurtigt, da det er turnusstillinger. Man når lige at lære dem at kende, så er de væk igen. Jeg var glad for Marie, men den nye Pernille er jeg endnu mere glad for. Hun er også grundig, og så er hun enormt sød. Man er “berettiget” til 1 * 1 time pr. måned.
  • Jeg har altid noteret ned, hvad vi skal tale om, så jeg får det hele med. I dag stod den på:
    • Overordnet set har jeg det fint – og det glæder jeg mig over! Mandag, onsdag og fredag springer jeg ud af sengen kl. 6, og ser frem til at komme på arbejde.
    • Normalitetsbegrebet altså hvordan bærer jeg mig ad med at skelne mellem de naturlige udsving i stemningslejet og så de udsving, der er sygelige. Jeg er angst for udsvingene, og jeg vil have et almindeligt liv, hvor jeg passer mit arbejde og ikke ryger ind og ud af psykiatrisk afdeling. Gennem de seneste to år har jeg bare været så ustabil, at jeg har glemt, hvordan det er at være i det neutrale stemningsleje. Heldigvis synes hun, jeg er godt på vej.
    • Søvn: Jeg sover elendigt – det er dog blevet bedre, efter der er kommet en afklaring på den arbejdsmæssige situation. Sovepiller er vanedannende Benzodiazepiner, så det er ikke så godt. De holder også op med at virke med tiden – underforstået at man skal tage mere og mere, for at det har effekt. Jeg har selv eksperimenteret mig frem til, at 400 mg. Seroquel og en kop “Sovete” virker. Teen består af fennikel, kamille og 5 – 6 andre urter. Normalt tror jeg ikke rigtig på den slags ting, men dette virker faktisk, og det er dejligt ikke at skulle ligge vågen et par timer, før søvnen indfinder sig. Jeg vil jo gerne vågne op og være frisk. Hun syntes, min egen selvopfundne kur var fin.
    • Hvorfor var det nu, lægen på psykiatrisk afdeling fjernede de sidste syv gange vedligeholdelses-ECT? Jeg havde simpelthen glemt den forklaring, Pernille gav mig sidst. Årsagen er, at de gerne vil se, om der kan komme en bedring i de kognitive problemer med hukommelse, overblik og koncentration. Det lyder selvfølgelig som et ædelt motiv, og jeg er spændt på, hvordan det vil gå. Jeg har fået lov at få en ekstra tid skubbet ind hos Pernille sidst på måneden, hvor jeg ellers skulle have været til ECT, så vi kan tale om, hvordan det går. Det føler jeg mig tryg ved, og selvfølgelig er ECT en meget indgribende form for behandling, som man ikke sådan skal rutte med.
    • Medicin mod skuldersmerter parres med Lithium: Mod skulderen har jeg spist Ibuprofen, som bare er et håndkøbsprodukt. På pakken står, at man ikke bør spise dem sammen med Litium. Det har jeg ikke taget så tungt, når det nu bare er et håndkøbsprodukt. For en sikkerheds skyld spurgte jeg, om det var i orden. Det var godt, jeg spurgte, for det må man slet ikke sidde overhørigt, da der kan ske et eller andet med nyrerne.

Når jeg engang er helt ude af systemet (bortset fra Distriktspsykiatrien), vil jeg skrive en blogpost om, hvor fin en behandling jeg har fået hele vejen igennem. Jeg føler, at alle instanser har spillet sammen på bedste vis, og at jeg har fået en kongelig behandling. Det kunne ikke have været bedre.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.