Indlæg

, , , ,

Efter 32 år må man gerne købe ny termokande

Efter 32 år må man gerne købe ny termokande

Om alt mellem himmel og jord

Det sker, folk, der ikke kender min hjemmeside, spørger, hvad jeg skriver om. Så er det så dejligt nemt at svare, at sidens undertitel er: “Om alt mellem himmel og jord”. Det bærer denne post præg af.

  1. Da jeg blev 25 år, og det er længe siden, fik jeg en Alfi kuglekande i stål af mine nærmeste venner. Den har holdt lige til nu dog med en enkelt udskiftning af gevindet. Men nu kan den ikke længere. Kaffen holdes ganske enkelt ikke ordentligt varm længere. Min dag starter med fire kopper kaffe, og jeg gider ikke drikke de to af dem halvkolde, så nu har jeg investeret i en ny termokande. Selvfølgelig samme slags. Den kostede spidsen af en jetjager, men holder den også 32 år, holder den længere end mig, og så er det okay, og der er fem års garanti på isoleringsfunktionen.
  2. Jeg kan næsten ikke holde ud at browse på Facebook, for jeg ser kun alle stave- og formuleringsfejl, og det bliver værre og værre. Altså det er (også) mig, der bliver værre og værre. Det er ret anstrengende. Det er en del af Aspergers Syndrom, at man har fokus på detaljer. Sådan bliver man blandt andet en god slægtsforsker.
    • Jeg undrer mig over, at folk ikke kan stave eller bare sjusker og over, at de ikke læser korrektur på egne indlæg/svar. Så mange ordblinde er der næppe.
    • Nu overfaldes jeg helt sikkert med kommentarer om, at jeg ikke selv er perfekt. Det ved jeg godt, jeg ikke er. Men jeg gør mig i det mindste umage; bedre kan man ikke gøre det.
  3. Eric kalder det “Sproglig biksemad”, og det betyder nærmest et rodsammen af typisk engelsk og dansk. Jeg faldt over en side, der tilbød “outdoor-aktiviteter”. Heldigvis var der en anden end mig, der spurgte: “Hvad er der nu galt med ordet “udendørs?””
  4. Jeg har været i distriktspsykiatrien fredag formiddag. Vi har talt videre om min dødsangst. Gitte er god, for hun betoner, at det nok er en almenmenneskelig problemstilling og ikke hænger sammen med, om man har den ene eller anden psykiatriske diagnose (eller flere). Fordi man har en eller flere diagnoser, er man jo ikke kun syg.
  5. Christian (lægen, der skrev epikrisen (= sammenfatningen)) skrev blandt andet: “Pt. angiver til sidst at der er tale om, at hun grundet sin bipolare diagnose muligvis skal flyttes over til et ambulant afsnit der specialiserer sig i affektive lidelser. Dette er pt. meget bekymret over da hun for første gang i mange år endelig er stabil og kan frygte at dette skift kan destabilisere hende meget. Det vurderes af ut. at det ville kunne være en destabiliserende der kan føre til, at pt. igen vil blive indlagt mere hyppigt og ad længere varighed og det håbes af ut. at det er muligt at pt. fortsat kan følges hvor hun går nu.” Det er fint, og han har forstået mig! Jeg ser bort fra alle de sproglige fejl. Jeg vil tage det op med Henrik (lægen) i DPC, når jeg i løbet af kort tid ser ham igen. Det er nok op ad bakke. Hvorfor skulle de dog give mig særbehandling, mens de overflytter alle andre affektive patienter?
  6. Jeg føler en vældig tristesse over adoptionssagens formuleringer om, at jeg, som ca. toårig, mistænkes at være “mentalt og motorisk retarderet”, hvorfor børnehjemmet “Dear Home” indlagde mig seks måneder på Rigshospitalets børneafdeling. Det er jo i forhistorisk tid og helt ligegyldigt nu, men jeg kan ikke lade være at tænke på det lille barn, der ikke fik tilstrækkelig kærlighed og omsorg, og derfor lukkede sig inde i sig selv og fremstod retarderet. Heldigvis for mig var der en socialrådgiver i Mødrehjælpen, der konkluderede, at “det barn trænger til en familie efter så langt et ophold på institution.” Og det havde hun ret i. Jeg ser bare barnet for mig.
    • Jeg har ikke børn, men jeg forestiller mig, man gør en masse for at formidle kærlighed og tryghed til det barn, man har i sin varetægt.
    • Er man ligeglad med et barn, trækker det sig ind i sig selv og lader som om, det er retarderet.
    • Nej, det er ikke fordi, jeg vil have ondt af mig selv, det er bare tanker, der dukker op.
  7. Også herhjemme har jeg netværksproblemer. Jeg er ved at blive vanvittig af det. Det har taget ca. 24 timer at skrive dette indlæg. Og jeg har ikke den ringeste forstand på netværk. Jeg har haft fat i min webhost, i Sucuri, der er udbyder af firewallen, YouSee, prøvet diverse browsere vel vidende at det ikke hjælper, indsat IP-adressen i hosts-filen, som vist nok er et lille trick, der bevirker, at forbindelsen ikke går via firewallen. Normalt har Sucuri lynhurtig support, men nu er der åbenbart gået weekend i den. Øv. Efter 32 år må man gerne købe ny termokande

 

,

Aktiv Patientstøtte

Aktiv Patientstøtte

Ren manipulation

Det er hårde ord. Jeg ved det godt, men de er fuldt ud berettigede, og jeg vil gerne advare andre patienter mod foretagendet, hvis de vel at mærke har andre støttepersoner i det professionelle netværk.

Mangler man et netværk til at yde støtte, er Aktiv Patientstøtte muligvis et udmærket valg.

Hvad det går ud på i Region Hovedstaden:

Af Aktiv Patientstøttes hjemmesides forside fremgår:


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

, ,

Hos psykologen

Valgkampen og psykiatrien

Dette er tredje gang

Det er tredje gang, jeg skriver med overskriften: ‘Hos psykologen’, se fx her: i  2016 og i 2017. Hun har en hjemmeside, og den finder du her. Den skal vi have kigget på, for det kan gøres bedre. Det gamle 1-2-3-hjemmeside er ikke for professionelle. brugere.

Jeg kommer ikke længere med ‘store ting’ til hende. Jeg kommer som den, jeg nu engang er, og som jeg ved, hun forstår! Hun må gerne udfordre mig, og det gør hun ved fx at mene, at jeg skal gøre mere ud af kontakten til andre mennesker, og at jeg bør gøre noget mere ud af at få ordentlig mad. Intellektuelt ved jeg, hun har ret, men hverken andre mennesker eller mad interesserer mig ret meget. Jeg trives glimrende med udfordringerne fra min hjemmeside, min computer og en enkelt tur omkring Damhussøen pr. uge sammen med en tidligere medpatient. Min Aspergers Syndrom slår tydeligt igennem!

Hun siger, jeg for ung til bare at sidde foran min 32″ skærm, og det har hun ret i. Hun synes, jeg skal have ‘et spark i røven’ for at komme afsted, og det har hun også ret i.

Search Engine Optimization (SEO)

Hos psykologenÅh ja – jeg har skrevet om det flere gange og jeg har besluttet mig både frem og tilbage – altså hvorvidt jeg vil gøre noget ved det eller ej. Jeg er vist endnu engang havnet der, hvor jeg har besluttet, at jeg ikke orker at gøre noget ved det. Den seneste post om det, finder du her. Hjemmesiden er for stor til, at det rigtig kan lade sig gøre at gøre den rigtig godt tilgængelig for søgemaskinerne.

På den anden side set så har jeg en masse godt indhold, der måske kunne gavne flere. Det gælder f.eks. alt materialet om psykiatri og bipolar affektiv sindslidelse.  Jeg talte med psykologen om det i dag. Hun tænker, at mange psykiatribrugere kan bruge materialet og lade sig inspirere af, at der er en psykiatribruger, der kan formulere sig på skrift.

Jeg har skrevet til Knud Kristensen, der er formand for SIND, og sendt ham et link med det, han måske kunne finde interessant, altså dette. Jeg bruger tid og penge på at skrive mine artikler, så selvfølgelig vil jeg også gerne have stoffet ud over rampen. Hvis Knud Kristensen kan hjælpe lidt, er det kun fint.

Plug-ins til SEO

De seneste dage har jeg afprøvet adskillige SEO-plug-ins, men uanset hvad jeg gør/vælger, synes jeg, det er uoverskueligt. Det, jeg især ikke kan lide, er, at det ser ud som om, man skal skrive til Google og ikke til mennesker. Min side er til mennesker, og det kan der ikke laves om på.

På den anden side kunne jeg måske tage mig selv i nakken og sørge for, at siderne om bipolar affektiv sindslidelse blev indekseret korrekt. Her har jeg jo et budskab, som jeg tror, mange vil kunne få glæde af. Her kan jeg noget, som der ikke er så mange psykiatribrugere, der kan. Det lyder måske lidt ‘hovskisnovski’, men det er ikke ment sådan!

Gode mennesker holder mig på sporet

Jeg er så glad for de mennesker, der holder mig på sporet. Det er for det første psykologen og for det andet min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Sidstnævnte er jeg så heldig at have haft al den tid, jeg er kommet der, og det er vist ca. siden 2015.

I distriktspsykiatrien skal der en gang årligt udarbejdes en såkaldt ‘behandlingsplan’. Det gjorde vi i går, og så er det overstået. Jeg opfatter det lidt som en bureaukratisk øvelse, vi skal igennem, inden vi kan tage fat på det, vi egl. mødes for. Min kontaktperson er meget dygtig og jeg er glad for at komme hos hende. Hun er med til at holde mig på sporet! Det ypperste mål i behandlingsplanen er at undgå indlæggelser og det tror jeg på kan undgås vha. vedligeholdelses-ECT hver tredje uge.

Den 10. marts har jeg foretræde for rehabiliteringsteamet og jeg er nervøs, for de skal beslutte min fremtid. Jeg har psykologen med som bisidder, og det går nok alt sammen, men jeg ville ønske, det var overstået.

,

Aspergers syndrom fra tvivl til vished

Aspergers syndrom fra tvivl til vished

Kun de færreste vil forstå

Aspergers syndrom fra tvivl til vished.

Dette indlæg vil sikkert efterlade flere af mine læsere med en underlig følelse af: “Hvorfor er det dog så vigtigt?”

Det er svært at forklare. Det er bare sådan. Jeg vil prøve at redegøre for mine mangeårige tanker. Jeg tænker af og tilbage til min vrede over Jannick Breum i Glostrup, der talte om Aspergers syndrom. Måske var min vrede helt urimelig og uretfærdig? Måske var han i virkeligheden særdeles skarp og klog?

Psykologen sagde ofte, jeg har Asperger-træk. Jeg har selv fundet dokumenter på min harddisk, hvor jeg har argumenteret for og i mod allerede for ti år siden. Og det er ikke bare træk.

Nu vil jeg vide det!

Jeg har fået ny læge i Distriktspsykiatrien. Han hedder Henrik og er sød. Jeg redegjorde for mine mangeårige tanker om Aspergers syndrom, men det eneste, han kunne sige, var, at kommandovejen er via egen læge. Herudover syntes han, jeg skulle vide, hvad jeg ville med en udredning. Det ved jeg naturligvis ganske udmærket: Jeg har da tænkt mig om! Jeg vil vide, om det, jeg har tænkt i mange, mange år, er “rigtigt” eller “forkert”. Og det vil jeg vel vidende, at det næppe er en eksakt videnskab, hvor man kan sige, at jeg er Aspergers syndrom eller ej. Svaret kan meget vel være, at xx pct. peger i den retning eller yy pct. peger i den anden retning.

Jeg kræver ikke en eller anden form for behandling, opfølgning eller lignende. Jeg er rede til selv at betale for en speciallægeerklæring. Jeg vil bare veksle min uvished til vished, flytte mine fornemmelser til  faktum. Jeg angler ikke efter flere diagnoser, for jeg har allerede tilstrækkelige. Jeg må bare vide det i den evige – men snart overståede – søgen efter “hvem er jeg?”

Psykologen sagde ofte, at jeg har Asperger-træk. Nu vil jeg vide, om det er mere end træk. Hvis jeg får den viden, er der måske mangt og meget, der vil falde på plads?

Asperger-træk

For otte år siden skrev jeg nedenstående til mig selv, hvor jeg argumenterer frem og tilbage. Og det gør jeg i lyset af, at jeg er klar over, at alle vil prøve at tale det ned eller tale mig væk fra det. Jeg er klar med argumenterne. Jeg har tænkt mine tanker om fantasivennen Jens i ca. 1970 i indkørslen i Brande. Det var bedre at lege med Jens end den virkelige Niels, der var inde i huset. Jens sagde mig fx ikke i mod.

Argument for Asperger(-træk) Modargument
Kan koncentrere mig om det samme i meget lang tid (fx 12 timer) i en sådan grad, at jeg glemmer tid, sted og primære basale behov.

Fx kan jeg læse kirkebøger eller programmere i 12 timer i træk og sent om aftenen komme i tanke om, at jeg vel også skal have noget at spise.

Det er bare en god koncentrationsevne.

Det er en del af det bipolare.

Hidsig/opfarende/irritabel, når det ikke lige går ”efter mit hoved” eller på en måde, jeg finder hensigtsmæssig.

Samtidig opfatter jeg mig selv som et af de fredeligste mennesker i verden.

Du har bare temperament.

Det er en del af det bipolare.

Enormt behov for at være alene. Fx kan jeg sagtens være sammen med mig selv fra fredag aften til mandag morgen uden at det generer mig Det hører bare til at være introvert
Næsten fotografisk hukommelse for brugernavne, cpr-numre, adgangskoder, telefonnumre, nummerplader og datoer Det er rigtig praktisk
Elsker at arbejde med emner, der kræver omhu, akkuratesse og sans for detaljer.

  1. Læser korrektur ”for sjov” uden at det skal bruges til noget. Andre siger, at de ikke kender en bedre korrekturlæser end mig.
  2. Slægtsforskning – det dur ikke at give en person de forkerte forældre, og jeg vil have alle detaljer med. Kan bruge timevis på at lede efter en dødsdato.
  3. Programmering – hvis det ikke er lavet rigtigt, så virker det ganske enkelt ikke.
Det er godt at være omhyggelig med det, man laver
Siger oftest nej tak til fester, fødselsdage, større arrangementer på arbejdet og andre begivenheder, hvor der er mange mennesker tilstede, fordi jeg ikke kan overskue at være sammen med mange på én gang.

Jeg trives bedst i samtale med ét menneske ad gangen.

Det er godt at kunne fordybe sig i samtalen med ét menneske.

Det hører bare til at være introvert

Kan ikke beskæftige mig med flere emner ad gangen. Synes ”multitasking” er temmelig opreklameret og usundt Det hører bare til at være introvert
Ved afbrydelser/forstyrrelser i egne tankerækker bliver jeg næsten panisk indeni og får en følelse af, at ”min verden vælter”. Fx hader jeg at blive ”anråbt”, når jeg går ned ad gangen på arbejdet.
Synes helt generelt, at den ydre verden forstyrrer mine tankebaner.

Kan have det fint alene en hel weekend. Fx foretrækker jeg at gå i biografen alene, fordi det generer mig at skulle forholde mig verbalt til filmen undervejs sammen med et andet menneske.

Det hører bare til at være introvert
Hader støj.

I offentlige transportmidler bruger jeg ofte min iPod for at slippe for at høre på andres samtaler. I supermarkeder er iPod også god når jeg nærmer mig monitorerne med reklamer.

Det hører bare til at være introvert
Når folk kommer ind på mit kontor, er min første tanke ofte ”Åh nej, hvad nu?”
Kan ikke yde telefonsupport på jobbet, fordi brugerne taler, mens jeg prøver at løse deres problem. Og da jeg ikke kan bede dem tie stille, er jeg holdt op med at tage telefonen. Det er bl.a. gået ud over Jørn, fordi jeg simpelthen ikke tager telefonen, med mindre jeg kan se, hvem det er og ved at det ikke er ”farligt”.

Min chef har forståelse for det, fordi jeg har pakket det ind i nogle argumenter om, at det er for dyrt at yde telefonsupport, fordi det tager længere tid at have dialog end at besvare e-mails. Herudover er jeg enormt hurtig til at besvare den ret store mængde af e-mails, der dagligt kommer.

Det er godt at løse opgaverne omkostningseffektivt.
Føler mig ”sær”, men jeg har lært mine omgivelser at leve med det – og jeg kan for det meste også godt selv.

Problem: Synes særhederne bliver værre med årene.

Lige nu: det bekymrer mig, at depressionerne bliver værre, at der nu er tilkommet mani og at der er kortere intervaller mellem ”episoderne”. I forbindelse med disse ”episoder” bliver alle symptomerne stærkere/værre.

Jamen sådan er det jo at bo alene. Så udvikler man en del særheder, bl.a. fordi der ikke er nogen, der kan udnivellere dem i det daglige
Allerede som barn foretrak jeg at ”lege med” mine fantasi-venner frem for rigtige venner. Selv om der var et rigtigt barn inde i huset, kunne jeg godt gå ude i haven og tale med min fantasi-ven; han hed i øvrigt Jens
Fx til møder hader jeg pauser, hvor folk kommer hen og lige skal klare et eller andet af, som handler om noget helt andet end det, mødet handler om.

Jeg kan ikke finde ud af at forholde mig til andet end mødets tema, og ved ikke, hvor jeg skal gøre af den nye – og for mig at se – uvedkommende information, de kommer med.

Det er godt at være fokuseret på det mødet handler om.

Det hører bare til at være introvert.

Den 6. februar 2010

Diverse tests

Jeg så til mine store begejstring TV1-Dokumentaren “De skjulte talenter“, hvor vi bl.a. følger Louise, der er ansat på Novo Nordisk. Hun kan huske 36 vilde tal tolv måneder efter; det kan jeg på ingen måde. Alligevel talte hun og de øvrige direkte til mig: Vi er sære, vi kan noget med tal og mønstre, vi er tosser i sociale sammenhænge osv. De kunne have været mig!

Der findes adskillige AQ-tests, hvor jeg bonner kraftigt ud, dvs. fx 80 – 95 pct. Et sted, der virker seriøst er “Psykologisk Ressource Center”, der selvfølgelig også gerne vil tjene penge. Men det ønske kan man jo ikke tage fra dem. Centeret var en del af serien “De skjulte talenter”. Derfor har jeg tillid til dem.

En aftale ud i fremtiden

Da Henrik ikke rigtig mente, det var hans bord, måtte jeg selv gå i gang med at finde en privatpraktiserende psykiater, der ved noget om både Aspergers Syndrom og bipolar. Jeg tog mig sammen og kontaktede Pia Glyngdal, der skrev min speciallægerklæring til rehabiliteringsteamet. Hun er en ping og har været klinikchef på Hvidovre. Jeg går altid kun til toppen – jeg vil have det bedste! Hun kunne så henvise til Pia Bohn Christiansen med speciale i koblingen Aspergers Syndrom og bipolar, som jeg efter 15 opringninger har fået en tid hos “allerede” den 24. januar 2019. Vi sludrede lidt, da jeg endelig kom igennem, og hun virkede utrolig sød, venlig og kompetent. Jeg glæder mig allerede.

Hun var noget uforstående overfor, at Distriktspsykiatrien er ligeglad og bare skubber det fra sig, da der jo er tale om en psykiatrisk diagnose. Det er da deres bord.

Nå pyt. Jeg betaler selv, og jeg vil bare gerne have vished, eller noget der ligner, efter alle disse år i uvished.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.