Indlæg

/11 Kommentarer/i , /af ,

Køleskabs-gate 2

Køleskabs-gate 2

Rimelig lyd fra et køleskab?

Køleskabs-gate 2

Kære læser – vil du være rar lytte til denne lydfil og fortælle i kommentarfeltet – ikke på Facebook, om du mener, det er rimelig lyd fra et nyt køle-/fryseskab? Jeg synes det ikke selv. Det tidligere køleskab hørte jeg aldrig nogensinde. Det nye hører jeg, hver gang kompressoren kører, selvom jeg sidder ved min PC eller ligger i min seng. Jeg synes ikke, det er rimeligt.

Filen er 2 minutter og 3 sekunder lang.

Skabet blev leveret den 1. februar og omleveret den 2. februar (dog i år). Siden har jeg kæmpet med Skousen i Taastrup og viceværten for at få dem til at komme og:

  1. Afhjælpe støjen
  2. Bese de skader firmaet har lavet på
    • komfuret
    • en dørkarm
    • en væg
  3. Er det naturligt, at der dannes is på kølesektionens bagvæg? Okay – det står ganske vist til 4°, så automatsvaret vil sikkert være, at det skal stå til 6°. Jeg synes nu, det er mig selv, der skal bestemme, hvor meget jeg vil køle mine varer. Man kan ikke vælge 5° …

Begge parter henviser til hinanden, der sker intet, og jeg er ved at være desperat. Jeg har lagt ugentlige “rykkere” ind i min kalender. Jeg giver ikke op.

Det er endelig lykkedes at få firmaet til at komme på torsdag og fortælle, hvad de vil gøre ved det. Mit foreløbige gæt er, at de ikke gør noget som helst, og at jeg må “leve med det”.

Jeg har forsøgt at sælge det på DBA

For første – og sidste – gang har jeg oprettet en annonce på DBA, hvor jeg forsøger at sælge køleskabet. Annoncen finder du her.

Det var spild af 177 kr., fordi folk ikke accepterer den pris, jeg har sat. En gav et bud, jeg ikke kunne gå med til, og vedkommende ville heller ikke acceptere mit forslag om at “mødes på midten”.

Hun kunne få et splinternyt køleskab 2.000 kr. under butiksprisen. Men hun ville have det til det halve, da det var brugt i 28 dage … Sådan leger vi ikke, uanset hvor meget studerende hun var. Hun ville vældig gerne have det, men ville ikke betale. Hvis der var tale om et likviditetsproblem, foreslog jeg, at hun kunne betale de sidste 500 kr. måneden efter. Men nej …

Jeg har fundet et Miele uden fryser, jeg vil have. Jeg bruger alligevel ikke en fryser. Og kunne jeg finde en måde at transportere det ned i kælderen, ville jeg stille det der. Så må mit dødsbo finde det frem igen om 30 år, eftersom der til lejemålet hører både køl og frys.

Sanseprofil i Distriktspsykiatrien

Da sansesensitiviteten bliver værre og værre, har jeg drøftet det med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Måske larmer det køleskab slet ikke? Måske er det mig, der er noget galt med? (Det er selvfølgelig svært at forestille sig/mig).

Hun er utrolig god, seriøs og dygtig, og jeg kommer vitterligt til at savne hende her efter 8½ år, når de formentlig snart udskriver mig, hvilket er helt rimeligt.

Hun har skaffet mig en ergoterapeut, som jeg skal træffe første gang i morgen. Formålet er at lave en sanseprofil, som vist nok går ud på at finde ud af, hvordan man lever med sansesensitiviteten.

Jeg er meget spændt på, om han kan hjælpe mig. Jeg håber …

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Mister psykiatribrugerne fodfæstet?

Mister psykiatribrugerne fodfæstet?

Skal vi tænke psykiatrien forfra?

Mister psykiatribrugerne fodfæstet?

Jeg har fået og får en fremragende behandling i psykiatrien (både i hospitalspsykiatrien og i Distriktspsykiatrien), men hvis vi skal redde psykiatrien, der ved Gud er nødlidende, skal vi måske tænke den helt forfra? Måske er det slet ikke nok bare at tænke i manglende millioner og milliarder? Måske skal vi satse på et at skabe holdbare relationer mellem mennesker og blive ved at stille krav til brugerne?

Denne artikel er blev til med inspiration fra en professionel, der ser mange psykiatribrugere men ikke er ansat i psykiatrien. At skabe debat på området er stort set umuligt. Det er som at slå i en dyne, og jeg overvejer, hvad det kan skyldes.

Man siger “Du snakker, som du har forstand til”. Hvordan skulle jeg kunne andet? Det er da logik. Jeg vil kunne angribes for at skrive, som jeg har forstand til. Det er helt fint! Bare du gør det i kommentarfeltet nederst. Jeg skal nok svare sammesteds!

Psykiatribrugerne skal understøtte de professionelle

Jeg vil så gerne skabe et forum, der kan understøtte de professionelle på området. Et sted, de professionelle kan rette henvendelse og bede om input, empiri, hjælp, inspiration – you name it. Mulighederne er legio.

Vi kan godt og mange os har årelange erfaringer både fra arbejdsmarkedet og fra psykiatrien.

Jeg har præsenteret forskellige klinikere for idéen, og flere siger, den er god, men den er åbenbart så usædvanlig, at den er vanskelig at forklare. Til tider skal jeg gentage mig selv fem gange, før det går op for min samtalepartner, at jeg simpelthen vil “vende bøtten”.

Vi har ressourcer og vi har noget at byde på. Vi er ikke kun nogle, der skal hjælpes af systemet. Vi er ikke kun passive modtagere.

Jeg har ledt med lys og lygte efter andre psykiatribrugere, der er politisk interesserede, for de må da findes, men jeg har aldrig fundet nogen. Når jeg tænker tilbage på de mange medpatienter, jeg har haft siden sommeren 2014, kan jeg også kun komme i tanke om en eneste blandt vel nogle hundrede, der kunne være relevant. Og jeg kender kun hans fornavn, så han er umulig at opspore. Det er årevis siden, men jeg husker stadig, at han sagde: “Jeg er altid psykisk sårbar; men når jeg er psykisk syg, er jeg indlagt”. Han var en klog fyr, der kunne mere end at lægge puslespil, spille Ludo eller Uno.

Hvorfor findes de interesserede psykiatribruger ikke?

Når det er så svært at finde “medsammensvorne”, skyldes det så, at psykiatribrugerne mister fodfæstet undervejs i hele processen? Mister de initiativet? Bliver de så sløvede af medicinen, at de ingen tanker tænker mere? Eller bliver de så udslidte af kampen for/imod arbejdsmarkedet, at de til sidst er fuldkommen nedbrudte?

Holder vi mennesker unødigt længe på medicinen -> så de bliver passive -> så de ikke gør nogen skade? Dette betyder ikke, at jeg på nogen måde bifalder Professor Peter C. Gøtzsche.

Jeg har et lille sjovt eksempel a propos medicinen: Jeg har en smart vægt, der gemmer resultater. En dag fik jeg den tanke at veje mig; det er ikke noget, jeg går op i, for jeg kan jo mærke om bukserne strammer eller ej. Det er indikator nok for mig.

Nå, men jeg startede appen og steg op på vægten. Seneste vejning var fra den 27. april 2018: 71,3 kg. og BMI på 26,2. Forskellen til nu er så stor, at appen spurgte: “Er du sikker på, at det er den samme person?”. Her er kun mig, så det kunne jeg bekræfte. Dagens tal var 58,9 kg. og BMI på 21,6. Jeg har absolut intet gjort for at tabe mig. Jeg er for doven og uinteresseret til at motionere, så det er jeg hverken holdt op med eller begyndt på. Jeg er begyndt at lave (ganske vist sund) mad fra HelloFresh fem gange ugentligt. Jeg er ikke begyndt at ryge, for det har jeg “altid” gjort. Den eneste ændring, jeg kan få øje på, er, at at jeg næsten ikke tager noget medicin mere. Det er da tankevækkende!

Hvad kunne vi gøre i stedet?

Hvad ville der ske, hvis vi turde tænke det hele forfra?

Hvad ville der mon ske, hvis vi for flertallet af psykiatribrugerne (for de fleste er jo velfungerende og bare sårbare, indtil de bliver syge) prøvede et kort øjeblik at løfte blikket bare en anelse fra diagnoserne og så på den enkeltes funktionsniveau? Okay, her niveauet, hvad kan vi gøre for at afhjælpe det, du lige nu ikke kan håndtere ved egen kraft?

Så ville vi fortsat stille krav til mennesker = vi ville fortsat respektere, at du er et menneske. Min erfaring er, at folk gerne vil deltage i samfundslivet og fx gerne vil arbejde. Lige nu kan de bare ikke. Hvad ville der ske, hvis vi i stedet stillede afpassede krav?

Hvad ville der ske, hvis det ikke nærmest var en umulighed at skaffe en psykolog på en psykiatrisk afdeling? Hvad ville der ske, hvis vi sørge for muligheden for at opbygge vedvarende relationer mellem behandlere og patienter? Millioner og milliarder afhjælper ikke de manglende vedvarende relationer.

Selv er jeg været så lykkelig for, at mine behandlere (lige bortset fra lægerne) har været de samme gennem alle årene. Der har været – og er – gennemgående figurer, som jeg er fuldkommen tryg ved. Har jeg bare været heldig? Nej, jeg har gennem hele processen haft overblik og overblikket har gjort, at jeg kunne stille krav til min behandling. Derfor har jeg fået en fremragende behandling.

Lige nu sker der det, at folk giver op og giver slip. Kun få undgår at miste de vigtigste kognitive funktioner. De fleste mister overblikket over deres eget liv. Det er et skråplan. Og det må vi da kunne lave om på?

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Individuelle hensyn i psykiatrien

Individuelle hensyn i psykiatrien

Psykiatrien kan noget

Individuelle hensyn i psykiatrien

Selvom 10-årsplanen lader vente alt for længe på sig, kan de altså noget allerede nu i psykiatrien. Den er (også) befolket med dejlige mennesker, der tænker og tager individuelle hensyn.

Systemet er enormt stort og ofte “håndholdt”, men det betyder ikke, at det kun er en fabrik fyldt med tvang og piller, som nogle af og til gerne vil beskrive det. Selv har jeg gennem otte år udelukkende 99 pct. gode erfaringer. Jeg er klar over, at jeg i mine skriblerier om psykiatrien af og til har været harsk, men det har været velbegrundet; det synes jeg i hvert fald selv.

Mit “rul” tilsiger, at jeg skulle have været til ECT-behandling på onsdag. Jeg sprang over for fire uger siden, fordi jeg havde så meget angst, at jeg ikke kunne. Også selvom psykologen sagde, jeg skulle bekæmpe angsten for ikke at gøre den større. Og selvom min dygtige og velkendte kontaktperson gennem otte år i Distriktspsykiatrien ringede om morgenen og forsøgte at overtale mig til at tage afsted alligevel. No way. Jeg gjorde det ikke. Jeg var for bange.

Det er en del af det “håndholdte” system, at ECT-afdelingen ringer om mandagen og opgiver tidspunktet, jeg skal være klar til at blive hentet af Flekstrafik. Jeg er altid klar ved telefonen, så de ikke skal spilde deres tid på at ringe forgæves. De har helt sikkert andet at lave.

De ringede i dag med en trist besked. Min favoritsygeplejerske fratræder sin stilling. Hun har holdt mig godt i hånden gang på gang. Hun er kommet før behandlingen og har afledt mig. Hun har sørget for, at jeg blev sat på som en af de første, så hun netop kunne komme og samtale. Vi har talt politik, slægtsforskning og you name it. Hun har bare været der som det dejlige menneske, hun nu en gang er. Og hun kan altså bare det med at holde i hånd. Jeg ved, hun er der. Hun svigter aldrig. Det er trygt. Vågner jeg ikke op igen, var de sidste sekunder i hvert fald rare.

Jeg er sikker på, at mange patienter begræder hendes fratræden!

I dag var det hendes kollega, der ringede

Kollegaen fortalte, at supersygeplejersken fratræder og at hun selv skal have ferie. Næste mulighed er derfor i uge 33, onsdag den 17. august. Jeg kender også kollegaen rigtig godt. Hun havde ikke bestilt kørsel, idet hun allerede på forhånd havde regnet ud, at det ikke ville gå, hvis der kun var fremmede mennesker. Og hun ville spørge, om jeg kan klare det så længe?

Jeg skal klare det indtil da, for jeg skal ikke holdes i hånd af en komplet fremmed. Det går ikke. Det skal være en af dem, jeg kender gennem mange år. Jeg er afhængig af behandlingen, det virker rigtig godt, jeg er glad for tilbuddet, der er ingen tvang – men jeg hader det af hele mit hjerte.

Eftersom jeg svigtede i juni, kommer der til at gå meget lang tid; måske også for lang? Det kan kun tiden vise. Aftalen er, at kan jeg mærke, det går “amok”, altså tipper for mig, kan jeg ringe til “ECT-sekretæren” og aftale en fremrykning.

Jeg håber, det går. Jeg er opmærksom på signalerne. Det er en væsentlig del af at have god sygdomsindsigt. Måske er jeg en anelse til den maniske side, men søvnen er fin, helt som den skal være, så jeg tror, det i stedet drejer sig om de autistiske særinteresser.

 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/i /af

Servicekatten afsnit 27 eller deromkring

Servicekatten afsnit 27 eller deromkring

Ansøgning om dispensation er sendt

Servicekatten afsnit 27 eller deromkring

I onsdags sendte jeg ansøgningen til administratoren af min ejendom om dispensation fra lejekontraktens forbud mod dyrehold, så jeg kan få en “Servicekat”. I går kom der en bekræftelse på, at hun har modtaget ansøgningen og sendt den videre til ejendommens ejer, da det ikke er en henvendelse, hun selv kan tage stilling til. Nu går jeg bare og håber … Jeg kan ikke huske, hvornår jeg senest har håbet så meget på noget – bortset lige fra dengang med pensionsansøgningen.

Som bilag har jeg vedlagt en fin skrivelse fra min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Hun er utrolig god til at fatte sig i korthed men alligevel få alle de centrale elementer med. Det gælder også, når hun skriver notater i Sundhedsplatformen.

Vi har samarbejdet om at finde (videnskabelige) artikler, der underbygger ansøgningen og hendes udtalelse om, hvorfor det vil være så godt for mig at få en lille kat.

Hvis de afslår, kunne jeg selvfølgelig anskaffe en kat alligevel, men det gør jeg ikke. Tænk hvis det blev opdaget af en eller anden, der klagede, og jeg blev tvunget til at skulle af med mis efter at have knyttet mig til den. Det ville jeg aldrig komme over. Det handler trods alt om dens liv. Og den skal have et godt liv hos mig.

Artiklerne

1) Jeg har brugt meget tid med Google på at finde danske artikler om Aspergers syndrom og katte. Der findes masser af danske artikler om børn på tre år og hvorfor det er godt for dem at få en kat, men det viste sig at være umuligt at finde dansksprogede artikler om voksne autister og katte. Man får 500 uinteressante henvisninger til en meget berømt bog “Alle katte har Aspergers”. Jeg har aldrig læst bogen, men det er der tilsyneladende mange andre, der har.

I stedet endte vi med en engelsk artikel om emnet: “Autism and cats“. Den er godt nok ikke videnskabelig men stammer fra et “katteforum”. I ansøgningen har jeg lagt vægt på nummer et af de i alt seks vigtigste argumenter: reduktion af angst. Tænk hvis en kat kunne hjælpe på den helt ubegrundede angst forud for de nødvendige ECT-behandlinger? Det kunne være så fantastisk og ville være en forbedring af min livskvalitet (som er høj i forvejen – men alligevel er det da et godt argument).

2) For så vidt angår det bipolare har vi lagt vægt på den reducerede selvmordsrisiko, der er beskrevet i denne egentlige videnskabelige artikel: “I Can’t Give Up When I Have Them to Care for”: People’s Experiences of Pets and Their Mental Health”. Det er en fantastisk artikel, hvor jeg kan skrive under på hvert et ord. Jeg kender alle de tanker og følelser, der beskrives.

Ejerne læser helt sikkert ikke artiklerne, men de har muligheden, og vi synes, det underbygger ansøgningen og giver den større tyngde.

Race mv.

Jeg regner med, at det skal være en British Shorthair, det er den på billedet, da de topper på listen over racer, der er dygtige til at være indekatte. Imod racen taler to store sundhedsproblemer: Hypertrofisk Cardiomyopati (HCM) og Hoftedysplasi (HD). Hver femte udvikler HCM, der er en alvorlig hjertesygdom; langt færre hunner end hanner udvikler sygdommen. Det taler stærkt for en hunkat.

Det skal være en kat med stamtavle (man er vel genealog 🙂 ), og det skal ikke være et køb i Den Blå Avis, hvor man kan købe en “brugt” for 500 kr. Vil man have en kat fra et ordentligt opdræt med stamtavle, chip, vaccinationer, loppekur, som har tilbragt længst mulig tid hos sin mor osv., er prisen nærmere 7.000 – 8.000 kr. Det er der bare ikke noget at gøre ved. Kvalitet koster penge.

Det skal formentlig være en ungkat, da jeg ikke er sikker på, at jeg kan opdrage en killing (bortset fra at man ikke kan “opdrage” en kat). Men den skal fx have lært at bruge kattebakken. Herudover vil det være lettere at aflæse dens psyke og undgå fejlkøb.

Her kl. 10:00 ringer jeg til Inges Kattehjem, der har en gratis telefonrådgivning. Det kan nemt være, at der er noget, jeg ikke har overvejet, som de kan fortælle om. Eksempelvis er jeg ikke klar over, hvor længe killingen bør være hos sin mor for at få et godt katteliv.

Servicekatten afsnit 27 eller deromkring

Servicekatten afsnit 27 eller deromkring