Individuelle hensyn i psykiatrien

Individuelle hensyn i psykiatrien

Psykiatrien kan noget

Individuelle hensyn i psykiatrien

Selvom 10-årsplanen lader vente alt for længe på sig, kan de altså noget allerede nu i psykiatrien. Den er (også) befolket med dejlige mennesker, der tænker og tager individuelle hensyn.

Systemet er enormt stort og ofte “håndholdt”, men det betyder ikke, at det kun er en fabrik fyldt med tvang og piller, som nogle af og til gerne vil beskrive det. Selv har jeg gennem otte år udelukkende 99 pct. gode erfaringer. Jeg er klar over, at jeg i mine skriblerier om psykiatrien af og til har været harsk, men det har været velbegrundet; det synes jeg i hvert fald selv.

Mit “rul” tilsiger, at jeg skulle have været til ECT-behandling på onsdag. Jeg sprang over for fire uger siden, fordi jeg havde så meget angst, at jeg ikke kunne. Også selvom psykologen sagde, jeg skulle bekæmpe angsten for ikke at gøre den større. Og selvom min dygtige og velkendte kontaktperson gennem otte år i Distriktspsykiatrien ringede om morgenen og forsøgte at overtale mig til at tage afsted alligevel. No way. Jeg gjorde det ikke. Jeg var for bange.

Det er en del af det “håndholdte” system, at ECT-afdelingen ringer om mandagen og opgiver tidspunktet, jeg skal være klar til at blive hentet af Flekstrafik. Jeg er altid klar ved telefonen, så de ikke skal spilde deres tid på at ringe forgæves. De har helt sikkert andet at lave.

De ringede i dag med en trist besked. Min favoritsygeplejerske fratræder sin stilling. Hun har holdt mig godt i hånden gang på gang. Hun er kommet før behandlingen og har afledt mig. Hun har sørget for, at jeg blev sat på som en af de første, så hun netop kunne komme og samtale. Vi har talt politik, slægtsforskning og you name it. Hun har bare været der som det dejlige menneske, hun nu en gang er. Og hun kan altså bare det med at holde i hånd. Jeg ved, hun er der. Hun svigter aldrig. Det er trygt. Vågner jeg ikke op igen, var de sidste sekunder i hvert fald rare.

Jeg er sikker på, at mange patienter begræder hendes fratræden!

I dag var det hendes kollega, der ringede

Kollegaen fortalte, at supersygeplejersken fratræder og at hun selv skal have ferie. Næste mulighed er derfor i uge 33, onsdag den 17. august. Jeg kender også kollegaen rigtig godt. Hun havde ikke bestilt kørsel, idet hun allerede på forhånd havde regnet ud, at det ikke ville gå, hvis der kun var fremmede mennesker. Og hun ville spørge, om jeg kan klare det så længe?

Jeg skal klare det indtil da, for jeg skal ikke holdes i hånd af en komplet fremmed. Det går ikke. Det skal være en af dem, jeg kender gennem mange år. Jeg er afhængig af behandlingen, det virker rigtig godt, jeg er glad for tilbuddet, der er ingen tvang – men jeg hader det af hele mit hjerte.

Eftersom jeg svigtede i juni, kommer der til at gå meget lang tid; måske også for lang? Det kan kun tiden vise. Aftalen er, at kan jeg mærke, det går “amok”, altså tipper for mig, kan jeg ringe til “ECT-sekretæren” og aftale en fremrykning.

Jeg håber, det går. Jeg er opmærksom på signalerne. Det er en væsentlig del af at have god sygdomsindsigt. Måske er jeg en anelse til den maniske side, men søvnen er fin, helt som den skal være, så jeg tror, det i stedet drejer sig om de autistiske særinteresser.

 


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.