Indlæg

Distriktspsykiatrien

Jeg var i Distriktspsykiatrien (DPC) for 2. gang i mandags den 4. august, og jeg skylder at sige, at det gik meget bedre end 1. gang, men jeg var også meget bedre forberedt på, hvad jeg ville sige, jeg fik korrigeret misforståelserne fra 1. gang, og jeg vidste nu, at der kun var en halv time til rådighed. Det kan kaldes forventningsafstemning.

Jeg sagde til hende, at jeg ville være rigtig rigtig glad, hvis hun ville læse min journal. Hun svarede, at det havde hun nok ikke tid til! De må godt nok være hårdt pressede på ressourcer – det er da vigtigt at kende patienternes journal, hvis man skal planlægge den rette behandling, men sådan ser bevillingsgiverne måske ikke på det?

Næste samtale vil blive med en læge, og det er fint. Jeg har fået lavet en liste med alle mine symptomer beskrevet i relation til mit normale funktionsniveau. Hvis jeg bare går rundt og tager én dag ad gangen, går det sådan set meget godt, men jeg bliver nødt til at beskrive mig selv i forhold til normalen, og hvis jeg gør det, har jeg ganske mange symptomer. Jeg håber meget, det bliver bedre med tiden. Der er to ting, der plager mig meget og det er 1) Jeg kan ikke huske nogen ting og er nødt til at skrive alting ned 2) jeg kan ikke skrive større tekster eller uddrage essenser fra andre tekster, og det har jeg meget brug for at kunne i projektet med kriminalhistorie.dk. Jeg håber virkelig, disse færdigheder kommer igen med tiden, for det er bestemt ikke rart at have en hukommelse som en si. Jeg har læst mig til, at det er normale symptomer, og det er selvfølgelig rart at vide, men jeg synes, det er temmelig ubehageligt.

Distriktspsykiatrien

Fredag den 25. juli havde jeg min første aftale hos distriktspsykiatrien, og jeg mødte op med åbent sind og og var lidt spændt. Da jeg en halv time senere gik derfra, var jeg skuffet:

  • Min kontaktperson er ergoterapeut. Så vidt jeg ved, har jeg ikke brug for hverken hjælpemidler eller behov for at lære at hækle, og det er i min verden, hvad en ergoterapeut kan. Hvis jeg selv skal vurdere, hvad jeg har behov for, er det nærmere en socialrådgiver.
  • Hun var ikke forberedt, havde kun skimmet en lille smule af min journal. Det vil sige, at jeg skulle starte med at fortælle fra Adam og Eva,
  • men jeg kunne ikke nå at fortælle historien, da der kun var en ½ time til rådighed i alt.
  • Næste gang den 4. august vil der – så vidt jeg forstod – medvirke en læge, så de kan planlægge, hvor langt mit forløb skal være. Jamen jeg er jo lige begyndt!
  • Hun var “lommepsykolog”: Jeg fortalte hende fx om mit abnorme søvnbehov, som gør at jeg ikke kan komme op til vækkeuret med mindre jeg har en aftale, der skal overholdes. Det fik hende til at konkludere, at jeg ikke kan overholde aftaler med mig selv, og spørge, om jeg havde oplevet det andre gange i mit liv. Jeg sover abnormt meget, fordi jeg har en depression og ikke af andre årsager!

Hvis forløbet i distriktspsykiatrien ikke bliver bedre, vil jeg bede om en anden kontaktperson og i hvert fald er det op ad bakke for dem nu. De må vise, hvad de kan, og de må kunne gøre det bedre. Det er tusind gange bedre at gå hos Kristine ned i Lænken, hun er grundig, empatisk og tager sig den tid, der skal til. Det skal selvfølgelig siges, at hun nu har kendt mig i mange år, så hun kender historien, så på den måde er hun foran på points.

Nu bliver der ekstra meget behov for et netværksmøde i september, hvor alle instanser sætter sig sammen med mig og aftaler, hvem der gør hvad. Jeg håber, kommunen vil være interesseret i at deltage i et sådant møde.

Livstegn

Jeg er her endnu

Lige et livstegn.

Jeg får læst jeres blogs, men har ikke rigtig overskud til at kommentere, men det skal nok komme på et eller andet tidspunkt. Ting tager tid.

Sammen med min gode terapeut i Lænken har jeg fået lavet en fin lille liste over positive ting/hændelser. Det går fremad, og jeg værdsætter hvert et lille fremskridt. Idéen med listen er at holde fast i fremskridtene, hvor små de end synes at være.

Medicinen kan gøre ca. halvdelen, resten må man selv gøre. Jeg er begyndt at gå ture. Jeg går rundt om Damhussøen, og til tider tillægger jeg engen. Turen om Damhussøen er vist ca. 3,45 km., men GPS’en driller, så jeg ved det ikke præcist. En eller anden dag vil jeg måle turene med min cykelcomputer. Alle siger, at motion har en helbredende virkning, og det tror jeg på. Det er skønt at komme ud og gå, og det hjælper på søvnen at blive lidt naturligt træt. Jeg har googlet en del på “Bipolar lidelse” og en af de ting, der går igen på alle siderne er, at motion hjælper godt. Så jeg går mine ture.

Jeg kommer i “Akutteamet” på Gl. Kongevej 33, og de er supergode. Det er godt at have nogen, der holder fast i mig. Meningen er, at jeg herefter skal overgå til distriktspsykiatrien. Hvad de kan gøre for mig, ved jeg ikke, men jeg takker ja til alle tilbud, der findes. Distriktspsykiatrien er jo meget udskældt, men jeg går til det med positivt og åbent sind, og ser hvad de kan tilbyde.  Måske skal jeg overgå allerede i morgen.

Det grundlæggende problem (indtægtsnedgangen) er der ingen, der har en løsning på. Uanset hvor dygtige og søde, de alle sammen er, er der ingen, der har præsenteret mig for en løsning. Mantraerne er: “En dag ad gangen” og “Der findes en løsning”, og det må jeg jo så tro på. Hvis jeg ind imellem ikke kan holde fast i mantraerne, kommer alle de dårlige tanker igen, så jeg gør alt for at holde fast i mantraerne.

Jeg er sygemeldt og skal nok være det et stykke tid endnu. Indtægten er sikret så længe. Hvad der derefter skal ske, ved jeg ikke. Udgangspunktet er, at jeg gerne vil arbejde, men jeg er i tvivl, om jeg kan arbejde på normale vilkår igen. Når jeg arbejder med kriminalhistorie.dk, går det godt, og jeg føler, at jeg kan holde koncentrationen, men der står jo heller ingen og hopper ved siden af med krav om en vis mængde output. Min veninde siger derimod at jeg ikke kan arbejde, og det bygger hun på, at da jeg var i virksomhedspraktik, var jeg meget bange for ikke at slå til i jobbet. Jeg er altid bange for ikke at slå til, og det har jeg været hele mit liv. Jeg har fået en superfin anbefaling fra min chef i Statens It, og den er jeg glad for, og jeg håber på muligheden for at kunne præsentere den for en arbejdsgiver. Ind imellem læser jeg stillingsopslag, men jeg kan slet ikke se mig selv i stillingerne. Jeg tror ikke, jeg kan leve op til kravene på det almindelig arbejdsmarked.

Jeg håber måske på et fleksjob, men det er vist meget svært at få sådan et, og under alle omstændigheder forudsætter det nok et “ressourceforløb” og en arbejdsprøvning. Jeg har prøvet at sætte mig lidt i tingene på socialjura.dk, men det er fuldstændig uoverskueligt, så det har jeg opgivet.

Der er kommet indkaldelse fra kommunen om opfølgning på sygedagpengene. Mødet er den 15. august, og jeg vil medbringe en socialrådgiver fra distriktspsykiatrien, for jeg føler mig ikke i stand til at varetage min egen sag. Derudover hører fire ører bedre end to, og dertil kommer at jeg p.t. har en hukommelse som en si. Det er vist en del af sygdommen.

Noget af det positive er, at jeg kan holde koncentrationen igen, at jeg får besvaret e-mails og nu også får skrevet en blogpost. Det med koncentrationen går på, at jeg kan sidde og transskribere længere stykker tekst til kriminalhistorie.dk. Jeg kan endnu ikke være kreativ og sammenholde forskellige stykker tekst og skrive en historie sammen på baggrund af disse tekster. Det kommer vel igen…

Så vidt jeg ved – men jeg kan ikke finde det i journalen på sundhed.dk – er jeg skrevet op til det, der hedder et “pakkeforløb” under hospitalet. Pakken omfatter bl.a. psykoedukation, og noget af det, jeg gerne vil lære om er mine manier. Jeg kan genkende manierne, når jeg får “indkøbstrang” og køber tre computere på en uge, og når jeg ikke har noget søvnbehov og sidder oppe og arbejder hele natten, men der er det jo allerede for sent. Hvilke signaler skal jeg kigge efter inden det?

Summa summarum: alt er uklart men det går fremad dag for dag.