Indlæg

/4 Kommentarer/i /af

Psykiatrien holder øje med mig

Psykiatrien holder øje med mig

Af og til bliver jeg glad

Psykiatrien holder øje med mig

For snart mange år siden indspillede Søs Fenger “Jeg holder øje med dig”; en dejlig fredelig sang med en fin tekst om fodspor i sneen. Den er stadig god at lytte til. Nu er det psykiatrien, der holder øje med mig. Det gør mig tryg.

Denne uge er jeg tre gange blevet forundret og glad over, hvad der kan lade sig gøre selv i et enormt system med langt fra bund til top. Det har bekræftet min antagelse om, at der er mange medarbejdere i psykiatrien, der vil stå på hovedet for netop deres patienter. De, jeg har kontakt med, står på hovedet for mig. Helt utroligt.

De synes, jeg har det lidt for godt – lidt vel hurtigkørende

Min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrien både sagde og skrev den 31. august:

“Stemningslejet er ok, nok en anelse løftet. Sover 6-7 timer, men har ikke en stabil døgnrytme. Patienten synes ikke selv, at det er bekymrende. Set i lyset af tidligere forløb, opfordres patienten til at have fokus på at få en fast døgnrytme. Har behov for et “projekt”. Er i gang med et projekt hjemme med at rydde op i sin slægtsforskningsdatabase. Oplyser at arbejde på det dag og nat. Advares mod dette.”

Hun kender mig siden 2014, så hun ved, hvad hun taler om. Og jeg lytter!

Jeg har (endnu en gang) fået ny læge i Distriktspsykiatrien, og hende har jeg umiddelbart god kemi med. Jeg kunne simpelthen bare godt lide hende. Det skyldes, at hun er et menneske, fuldkommen nede på jorden, og så er hun 42 år. Jeg kan godt lide at træffe en voksen kvinde, der ikke indleder kontakten med at sige “Du er jo en bestemt dame”.

Hun skriver den 7. september blandt andet “Fremstår let hypoman”. Ups .. tænker jeg.

To kloge mennesker sagde – formentlig nogenlunde uafhængigt af hinanden – altså det samme inden for den samme uge. Det må jeg tage alvorligt.

Min kontaktperson var hurtig, da der blev ansat endnu en ny læge. Sådan en har jo en blank kalender. Hun skaffede mig fluks en tid, så vi kunne drøfte mit ønske om tilbagevenden til vedligeholdelses-ECT. ECT er det, uanset hvor meget jeg egl. hader det, der holder mig ude af afsnittet. Mit ypperste mål er, at jeg ikke skal indlægges igen. Jeg har set både 808 og Glostrup tilstrækkeligt.

Lægen fortalte, at med alderen har hjernen sværere og sværere ved at “absorbere” udsvingene. Det var jeg ikke klar over. Så selvom jeg synes, det virker mere end kedeligt at holde den faste døgnrytme, er jeg nødt til det, når jeg ikke ønsker flere indlæggelser.

Det er bare utrolig vanskeligt, når jeg har det så godt og så sjovt med det ene eller det andet projekt. Og ingen normale mennesker går til læge, når de har det både godt og sjovt. For mig skal det bare være et advarselstegn. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde accepterer det.

Tilbagevenden til ECT

Lægen har givet besked til min kontaktperson om mit ønske om tilbagevenden til vedligeholdelses-ECT hver fjerde uge. Kontaktpersonen har kontaktet ECT-afdelingen. J. fra ECT-afdelingen har kontaktet mig telefonisk i dag.

Hun ville lige høre, hvordan jeg havde det, og om jeg kunne vente til efter hendes ferie, for ellers er hun der jo ikke til at holde mig i hånden i forbindelse med anæstesien … Jamen jeg har det jo fint. Det er bare de andre, der synes, jeg er lidt vel hurtigkørende.

Er det ikke bare fantastisk, at den slags kan finde sted i et enormt system med mange rutiner og procedurer, der skal overholdes? Her ringer en medarbejder for at høre, hvordan jeg har det, og hvilken dato, der kan passe både mig og hendes ferie.

Jeg bliver endnu en gang bekræftet i, at det hele handler om relationer.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Fyldt med rørelse

Fyldt med rørerelse

Psykiatrien rummer gode mennesker

Fyldt med rørelse

Når man bliver meget rørt, er man vel fyldt med “rørelse” – hvad ellers?

I denne artikel prøver jeg at balancere på en ultrafin line, fordi jeg fik en privat besked på Messenger, som jeg selvfølgelig ikke kan gengive indholdet af, men jeg blev så rørt, at jeg tudede mig i søvn efter vores lille, korte korrespondance, sådan som tingene jo er på Messenger. Og det bliver jeg nødt til at skrive om. Det er ikke så ofte, at nogle tør gå lige til benet.

Du læser nok med, og du ved helt bestemt, hvem du er.

Jeg har sagt og skrevet det minimum 120 gange før: Psykiatrien er fyldt med gode mennesker, der vil stå på hovedet for netop deres patienter. Om også de findes i andre specialer, ved jeg af gode grunde ikke.

En af mine læsere faldt i den seneste artikel over

følelsen af ikke at have sat aftryk her i verden og derfor ikke vil blive savnet

Og så skrev hun såmænd, at jeg havde sat et positivt og vedvarende aftryk i hendes liv. Og så var jeg leveret (med bud).

Sådan kender vi hinanden

Jeg har truffet hende mange gange i Glostrup. Hun er sygeplejerske. Når det var muligt, arrangerede hun det, så vi kunne tale lidt sammen.

Jeg havde altså regnet ud, at når vi nu brugte 8 – 10 minutter på politik, sygeplejerskernes løndannelse og Tjenestemandsreformen fra 1969 (læs evt. denne artikel om “varme hænder”, der er en nedværdigende terminologi om sygeplejerskers temperatur i håndfladerne: https://stegemueller.dk/varme-haender-er-nedvaerdigende/) var der tale om “afledning”. Sådan en art beroligelse af et sårbart og presset nervesystem. Og det virkede.

Ingen holdt bedre i hånd end hun. Det virkede også. Jeg var altid bange for at klemme for hårdt, men hun sagde, at hun kunne holde til det.

Alt det dukkede frem af erindringen efter den lille korrespondance på Messenger.

De får penge for at tale med mig

Det er ikke for at være negativ – det er blot og bar realitetstestning: Jeg taler kun med folk, der får penge for at tale med mig. Lige nu er der selvfølgelig den parentes, der ligger i at tale med medpatienter, og der er et par stykker, jeg taler virkelig godt med. For første gang har jeg mødt en akademiker på psykiatrisk afdeling. Jeg har så tit tænkt på, om akademikere ikke blev syge. Det gør de vel – men hvor går de hen? Måske bor de bare ikke på Vestegnen eller i Valby?

Den nærmeste, jeg kan komme på, er en mand, H, der sagde “Jeg er altid psykisk sårbar; men når jeg er psykisk syg, er jeg indlagt”. Det var så fint. Jeg har dog altid haft det lidt svært med “sårbar”, som Poul Nyrup introducerede, idet alle mennesker er sårbare af og til. Bliver de skilt, oplever de dødsfald blandt deres nærmeste osv., kommer de alle i kontakt med deres sårbarhed. Det er altså noget andet at være psykisk syg!

Noget af det, der var med til at vælte mig var, at jeg sad derhjemme, og det pludselig gik op for mig, at når jeg næste gang så min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, ville den sidste bastion falde. Den dag skulle vi sige “farvel”. Det sidste menneske, jeg havde at tale med.

Jeg havde sendt hende blomster med Interflora som tak for hjælpen gennem ni år. Hun har også været menneske og givet af sig selv. Og jeg glæder mig vildt, til hun kommer og besøger mig på mandag. Og nu skal vi jo nok alligevel ikke sige “farvel”. Det passer mig storartet.

M og K på 808 er også ansatte og får deres (for lille) løn for at være sindssygt dygtige mennesker, der tør give af sig selv. De tør også “Og uden omsvøb, tak”. Alle elsker M, og jeg tror bestemt, det er den direkte stil, der er årsagen. Ingen af de to omgiver sig med den påtagede optimisme, som jeg personligt er ved at brække mig over.

Psykologen får også penge for at tale med mig. Selvfølgelig! Ingen skal da arbejde gratis for mig. Hun er også menneske, og jeg kan mærke hende som menneske.

Hun siger tit: “Vil du høre, hvad jeg mener?”. Jeg replicerer altid “Ja selvfølgelig, ellers kunne jeg jo være blevet hjemme”. Til tider svarer hun “Så var der sørme mange, der skulle være blevet hjemme”. Hun er ikke sådan en psykolog med: “hrm, nåh … tjah, bum, bum, hvad synes du selv?” I hvert fald er hun ikke sådan sammen med mig; det kan være, det er godt for andre kunder i butikken.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

En ærlig overlæge med tid

En ærlig overlæge med tid

Jeg har trukket gardinerne fra …

En ærlig overlæge med tid

Det er stort det med gardinerne.

I går var jeg til lægesamtale i en time, og det var meget positivt. Jeg kan virkelig godt lide MS; der er noget utroligt både lyttende, spørgende, investigerende, men samtidig handlingsorienteret over hende: “Okay planen er, at vi …”

Hun mener ikke, jeg objektivt har en depression, men hun lytter opmærksomt til de tanker, jeg har. Hvad det så i stedet er, glemte jeg at spørge om. Men det er jo selvfølgelig både skønt og fantastisk, at det ikke er en depression. Det glæder mig virkelig.

De slipper mig næppe ud foreløbig, og det er jeg tryg ved. Der er noget helende over den faste struktur, trygge rammer og nogle at henvende sig til, når sporene i hjernen bliver “for meget”.

ECT

Jeg advokerede for ECT, men forskellige administrative finurligheder gør, at det ikke uden videre er muligt både at få ambulant ECT, at være indlagt her på et åbent afsnit og få ECT i Glostrup. Åhr … det var altså lettere, da de også gave ECT her. Jeg syntes jo, at eneste forskel er adressen. Men 808 har ansvaret, så længe jeg er her. Jeg argumenterede med, at det er enormt svært at tage livet af sig i en taxa.

Herudover mente hun, at ECT under indlæggelse forudsætter indlæggelse i Glostrup på et lukket afsnit. Der er to ting, jeg ikke skal:

  1. På lukket afsnit
  2. Til Glostrup

Jeg vil ikke få det bedre af nogen af de to ting. Så gennemlever jeg hellere dette mysterium.

Jeg har engang været fem dage på et lukket afsnit, mens jeg ventede på at komme til 808, fordi der ikke var plads her. Det var rædsomt. Jeg har ikke meget tilfælles med folk, der sniffer rygeheroin, er kriminelle og færdes i bandemiljøerne. Jeg følte mig meget ensom.

Der er noget uværdigt over at være på et lukket afsnit. Jeg vil ikke miste den sidste rest af værdighed. De tager ens snørebånd og opladere. Jeg tror altså ikke, man kan hænge sig i nogen af delene. Der er selvfølgelig nødt til at være regler og retningslinjer; jeg skal bare ikke være en del af det.

Her er hjemligt og rart, jeg kender medarbejderne, og de kender mig. Der er så meget, der ikke behøver blive sagt. Skal jeg møde fremmede, vil de få facaden. Det vil være spild af tid for både dem og mig, og det vil være spild af regionens penge. Jeg er nødt til at have nogle, der kan se bagom.

MS var ærlig og sagde, at hun ikke vidste, hvad hun skulle, da hun aldrig har fået spørgsmålet før, men at hun ville undersøge det hos klinikchefen. Hun vidste vist heller ikke helt, hvad hun skulle stille op med mig.

Jeg har stor respekt for et menneske med så mange års erfaring, der er ærlig og siger “Jeg ved det ikke”. Og det sagde jeg faktisk til hende.

Efter at have overvejet det, har jeg givet hende besked om, at hun ikke skal bruge tid og kræfter på at undersøge det. Jeg prøver at klare det uden. Så må det tage den tid, det tager. Hvis det ikke er bedre om tre uger, må vi jo tale om det igen. Jeg kan godt lide at blive lyttet til og inddraget i beslutningerne.

Jeg har lyttet til lydfilen tre gange

Jeg optager altid vigtige samtaler, og denne var meget vigtig for mig. Jeg havde glædet mig meget og var velforberedt. Jeg har lyttet til filen tre gange.

Jeg har haft nogle tanker om at gøre min pension hvilende og påtage mig et lille fleksjob for at få nogle relationer, også selvom de bare var faglige. Jeg har sådan set fundet en arbejdsgiver, og vi skulle bare snakke os til rette.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er bestemt ikke begejstret for idéen. Hun siger, at hver gang jeg har forsøgt at arbejde, er det gået galt. Det er sandt. MS er heller ikke begejstret. Hun forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare nyder livet, nu hvor alle brikkerne jo er faldet på plads. De to kvinder har kendt mig siden 2014. De må vide, hvad de taler om. Jeg har besluttet at lytte til dem.

Alene contra ensom

Den væsentligste årsag til, at jeg fik idéen om det lille job er, at jeg savner at være en del af et team. Jeg savner at foretage mig noget, der ikke kun har betydning for mig selv.

Jeg har følt mig ensom. Jeg kan vældig godt lide at være alene, men jeg bryder mig ikke om at være ensom.

Jeg bliver nødt til at arbejde på at få en eller flere relationer. Lige nu har jeg ingen idéer. Det kan være nogen her har. Kommer tid kommer råd.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Gensyn med Hejrevej 43

Gensyn med Hejrevej 43

Optagelse til podcast “Særklassen”

Gensyn med Hejrevej 43

I går var jeg hos Sputnik på Hejrevej 43. Vi skulle optage til podcasten “Særklassen”. Det var en uhyre positiv oplevelse.

Særklassen er en podcast, der formidler personlige fortællinger om autisme og ADHD. Vi forsøger at nuancere kendskabet til diagnoserne og ikke mindst: udfordre de myter og fordomme der knytter sig til dem.

*Særklassen er produceret af Sputnik. www.skolensputnik.dk

Det var specielt at komme på adressen igen, fordi Sputnik deler adresse med Psykiatrifonden, hvor jeg kom fra maj 2015 og frem til december 2016. Kommunen rystede op med 151.000 kr. til forløbet der. Jeg ville ikke spises af med “Contra” el.lign. Hvad skulle jeg med det? Jeg kunne godt skrive ansøgninger. Det var slet ikke problemstillingen.

Det var dejligt at komme i Psykiatrifonden, hvor jeg jo blandt andet lærte psykologen at kende, men det var ikke en rar tid.

Alt var usikkert. Alle de basale ting i livet: økonomi, bolig, job, fremtiden generelt (specifikt min tilknytning til arbejdsmarkedet) og identitet var kastet op i luften og ingen anede, hvor det bar hen. Det var som at være i et stort sort hul. Jeg røg ind og ud af psykiatrisk afdeling. På et tidspunkt holdt jeg op med at pakke tasken ud efter udskrivelsen, for jeg skulle jo alligevel snart bruge den igen.

Psykiatrifonden pegede allerede dengang på, at løsningen nok ville være en pension, men jeg var ikke klar til det, og sagde til dem, at det kunne de godt glemme alt om; jeg ville arbejde koste hvad det ville. Det kan jeg selvfølgelig ærgre mig lidt over i dag, men det hjælper ikke. Det er for sent.

Optagelsen til Særklassen

Jeg har en “snydekopi”, fordi jeg optog optagelsen, og efter at have klippet den lidt til med programmet Audacity, har jeg hørt den et par gange. Ann-Sophie Tønner er en dygtig interviewer, der formår at sætte tankeprocesser i gang. Det betyder selvfølgelig, at der kommer spørgsmål, jeg ikke har forberedt på forhånd. Men det gør ikke noget. Jeg ved, hvad jeg vil sige efter et par sekunders betænkningstid.

Et par gange stiller hun spørgsmål, hvor jeg må sige, at “det ved jeg ikke” eller “det kan jeg ikke huske”. Men det gør heller ikke noget. Som næsten 60-årig er det naturligt nok, at der er ting fra skoletiden, man har glemt.

Jeg er irriteret over, at jeg siger for meget “øh”, selv om jeg havde planlagt at lade være, og måske af og til også er lidt for indforstået med fx termer som “ICD-11”, “affektiv sindslidelse”, “ECT”, “SPQ-test” osv. Men sådan må det selvfølgelig være, når man har beskæftiget sig med noget i mange år og bare ved nogle ting. Ann-Sophie sagde dog, at hun ville flette lidt forklaringer ind, så podcasten også bliver værd at lytte til. Et er, at optagelsen var en god oplevelse, et andet er at skabe noget lytterne kan lide og som giver mening for dem.

Jeg fik lov at sige de ting, der er helt centrale for mig, eksempelvis at jeg har fået en virkelig god behandling i psykiatrien og også, at jeg har fået en god og kompetent behandling i min kommune. Det bidrog til den helt igennem positive oplevelse.

Lidt som at skulle til eksamen

Jeg havde det lidt som om, jeg skulle til eksamen. Det kildede lidt i maven og jeg var lidt nervøs for, om jeg kunne huske det, jeg syntes, var de centrale pointer, og som jeg bare ville sige. Men det er sådan, man yder sit bedste, og som minutterne går, er det tydeligt at høre, at samtalen flyder lettere og nervøsiteten aftager.

Klippe/klistre-proces

Ann-Sophie sigter efter at udgive udsendelsen i starten af næste uge. Først skal hun dog også klippe/klistre med Audacity (det kan være hun kan klippe nogle af min “øh’er” ud?), så budskaberne kommer til at stå skarpere og kronologien måske også bliver mere enkel for ikke at forvirre lytterne. Jeg får lov at lytte igennem i løbet af weekenden. Jeg er spændt på at høre, hvad hun får ud af det.

Derefter er “vi” klar.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.