Tag Archive for: Distriktspsykiatrien

24. juli 2021/2 Kommentarer/i Aversioner, For sjov, Forbruger, Psykiatri, Sprog /af StegemüllerAversioner, For sjov, Forbruger, Psykiatri, Sprog

Efter 32 år må man gerne købe ny termokande

Om alt mellem himmel og jord

Det sker, folk, der ikke kender min hjemmeside, spørger, hvad jeg skriver om. Så er det så dejligt nemt at svare, at sidens undertitel er: “Om alt mellem himmel og jord”. Det bærer denne post præg af.

Da jeg blev 25 år, og det er længe siden, fik jeg en Alfi kuglekande i stål af mine nærmeste venner. Den har holdt lige til nu dog med en enkelt udskiftning af gevindet. Men nu kan den ikke længere. Kaffen holdes ganske enkelt ikke ordentligt varm længere. Min dag starter med fire kopper kaffe, og jeg gider ikke drikke de to af dem halvkolde, så nu har jeg investeret i en ny termokande. Selvfølgelig samme slags. Den kostede spidsen af en jetjager, men holder den også 32 år, holder den længere end mig, og så er det okay, og der er fem års garanti på isoleringsfunktionen.
Jeg kan næsten ikke holde ud at browse på Facebook, for jeg ser kun alle stave- og formuleringsfejl, og det bliver værre og værre. Altså det er (også) mig, der bliver værre og værre. Det er ret anstrengende. Det er en del af Aspergers Syndrom, at man har fokus på detaljer. Sådan bliver man blandt andet en god slægtsforsker.
- Jeg undrer mig over, at folk ikke kan stave eller bare sjusker og over, at de ikke læser korrektur på egne indlæg/svar. Så mange ordblinde er der næppe.
- Nu overfaldes jeg helt sikkert med kommentarer om, at jeg ikke selv er perfekt. Det ved jeg godt, jeg ikke er. Men jeg gør mig i det mindste umage; bedre kan man ikke gøre det.
Eric kalder det “Sproglig biksemad”, og det betyder nærmest et rodsammen af typisk engelsk og dansk. Jeg faldt over en side, der tilbød “outdoor-aktiviteter”. Heldigvis var der en anden end mig, der spurgte: “Hvad er der nu galt med ordet “udendørs?””
Jeg har været i distriktspsykiatrien fredag formiddag. Vi har talt videre om min dødsangst. Gitte er god, for hun betoner, at det nok er en almenmenneskelig problemstilling og ikke hænger sammen med, om man har den ene eller anden psykiatriske diagnose (eller flere). Fordi man har en eller flere diagnoser, er man jo ikke kun syg.
Christian (lægen, der skrev epikrisen (= sammenfatningen)) skrev blandt andet: “Pt. angiver til sidst at der er tale om, at hun grundet sin bipolare diagnose muligvis skal flyttes over til et ambulant afsnit der specialiserer sig i affektive lidelser. Dette er pt. meget bekymret over da hun for første gang i mange år endelig er stabil og kan frygte at dette skift kan destabilisere hende meget. Det vurderes af ut. at det ville kunne være en destabiliserende der kan føre til, at pt. igen vil blive indlagt mere hyppigt og ad længere varighed og det håbes af ut. at det er muligt at pt. fortsat kan følges hvor hun går nu.” Det er fint, og han har forstået mig! Jeg ser bort fra alle de sproglige fejl. Jeg vil tage det op med Henrik (lægen) i DPC, når jeg i løbet af kort tid ser ham igen. Det er nok op ad bakke. Hvorfor skulle de dog give mig særbehandling, mens de overflytter alle andre affektive patienter?
Jeg føler en vældig tristesse over adoptionssagens formuleringer om, at jeg, som ca. toårig, mistænkes at være “mentalt og motorisk retarderet”, hvorfor børnehjemmet “Dear Home” indlagde mig seks måneder på Rigshospitalets børneafdeling. Det er jo i forhistorisk tid og helt ligegyldigt nu, men jeg kan ikke lade være at tænke på det lille barn, der ikke fik tilstrækkelig kærlighed og omsorg, og derfor lukkede sig inde i sig selv og fremstod retarderet. Heldigvis for mig var der en socialrådgiver i Mødrehjælpen, der konkluderede, at “det barn trænger til en familie efter så langt et ophold på institution.” Og det havde hun ret i. Jeg ser bare barnet for mig.
- Jeg har ikke børn, men jeg forestiller mig, man gør en masse for at formidle kærlighed og tryghed til det barn, man har i sin varetægt.
- Er man ligeglad med et barn, trækker det sig ind i sig selv og lader som om, det er retarderet.
- Nej, det er ikke fordi, jeg vil have ondt af mig selv, det er bare tanker, der dukker op.
Også herhjemme har jeg netværksproblemer. Jeg er ved at blive vanvittig af det. Det har taget ca. 24 timer at skrive dette indlæg. Og jeg har ikke den ringeste forstand på netværk. Jeg har haft fat i min webhost, i Sucuri, der er udbyder af firewallen, YouSee, prøvet diverse browsere vel vidende at det ikke hjælper, indsat IP-adressen i hosts-filen, som vist nok er et lille trick, der bevirker, at forbindelsen ikke går via firewallen. Normalt har Sucuri lynhurtig support, men nu er der åbenbart gået weekend i den. Øv.

25. juni 2021/i Psykiatri, Psykiatripolitik /af StegemüllerPsykiatri, Psykiatripolitik

Fungerer distriktspsykiatrien?

Mit korte og klare svar: “Ja det gør den”

I går var jeg i distriktspsykiatrien i anledning af en aftale med min kontaktperson. Vi ses hver tredje uge, for der er (heldigvis) ikke behov for mere. Det normale er, at patient og kontaktperson ses hver anden uge i 30 minutter. Det er mig selv, der har bedt om kun at ses hver tredje uge mod så til gengæld at have 45 minutter til min rådighed. Jeg kan ikke nå at “åbne mig” og fortælle det, jeg har at fortælle, på 30 minutter. Jeg har for mange ord og får stress af de 30 minutter. 45 minutter fungerer derimod fremragende.

Jeg har haft den samme kontaktperson i distriktspsykiatrien siden 2014 eller 2015. Det er en kæmpe fordel, og hun husker enormt godt. Det, jeg har glemt, husker hun. Det betyder, vi ikke skal “starte forfra”, og at jeg ikke skal redegøre for emner, jeg allerede har redegjort for en eller flere gange.

Der er planer om at samle alle bipolare patienter på Brøndbyøstervej 160 ud fra en idé om, at behandlingen bliver bedre, hvis behandlerne er specialiserede. Det har jeg tænkt mig at kæmpe imod. Jeg er fuldt ud tilfreds med min behandling i distriktspsykiatrien og ønsker mig ikke noget bedre/andet. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at jeg næppe får succes med den kamp, men jeg har alligevel tænkt mig at prøve. Prøver man ikke, lykkes det helt sikkert ikke, og jeg er en fighter.

Flyttes jeg til Brøndbyøstervej, skal jeg netop “begynde forfra”, da behandlerne ikke har tid til at læse journalerne. De er hårdt hængt op rent tidsmæssigt. Min kontaktperson har fx nogen og tredive patienter. Det er sørme mange at holde styr på og forholde sig adækvat til.

Hun fortalte, at der indimellem dukker et dogme op om, at “distriktspsykiatrien ikke fungerer”. Jeg spurgte til, hvad det så var, man sagde, ikke fungerede, men det stod vist ikke helt klart for min kontaktperson.

Et hav af psykiatere

Jeg har derimod haft et hav af psykiatere derinde. Den allerførste, overlæge Janne Baatz, var en pragtfuld ældre kvinde, der altid virkede som om, hun havde al den tid, der var i verden. Hende fik man i hvert fald ikke stress af at komme hos. Min oplevelse er, at hun stort set er den eneste, der har forstået mit hukommelsesproblem helt til bunds – sådan helt rigtigt. Hun kaldte det for “absencer”, og hun er den, der har ramt tættest på målskiven – ja nærmest plet. Desværre gik hun på pension, kort efter jeg var begyndt at komme derinde.

Herefter startede rundturen til et utal af unge psykiatere i uddannelsesstillinger. De var alle som en både søde og dygtige. De kunne deres kram, og de vidste, hvad de skulle spørge til, og hvordan de skulle spørge for at få en dialog i gang. Der var bestemt ikke noget ved dem, der kunne bevirke, at man kunne støtte dogmet om, at distriktspsykiatrien ikke fungerer. En af dem hævede sig særligt op over bordkanten, da hun var “fremkommelig”. Sådan sagde jeg om hende, men jeg kan desværre ikke huske hvorfor. Da hun holdt op, fordi hun skulle videre med sin uddannelse, var jeg virkelig ked af det.

Nu har jeg fået en fast psykiater

Det er efterhånden længe siden, jeg har fået en fast psykiater, en meget kompetent overlæge, som Kasper Reff anbefalede på det varmeste, og som ikke bare er på gennemrejse. Han bliver, og det er rigtig rart. Heller ikke her, skal jeg “starte forfra”, og det er jeg glad for.

Man har “ret” til at se en psykiater mindst hver sjette måned, og det er ikke meget. Det fremgår dog af deres hjemmeside, at er der behov, retter de ind og opjusterer behandlingsintensiteten. Det er jo sådan set fint nok, at man afpasser indsatsen til behovet.

Når der er seks måneder imellem, lærer man ikke rigtig hinanden at kende, men det fungerer alligevel. Mit primære mål med at have en læge derinde i øjeblikket er egl. bare, at der skal være en eller anden til at ordinere ECT-behandlingerne, og til det formål skal man bruge en læge.

Det er for nemt at sige, det ikke fungerer

Hvis man selv spiller med på de konditioner, der nu en gang er, synes jeg faktisk, det er velfungerende. Det er for let at skælde ud og sige, det ikke fungerer, især hvis man ikke engang redegør for, hvad det så er, man mener, der ikke fungerer. Medarbejderne er ikke ansat der som troldmænd, og de er underlagt de økonomiske rammer, der nu engang er. Jeg er imponeret af, at min kontaktperson kan holde styr på nogen og tredive patienter.

Til Brøndbyøstervej vil jeg ganske enkelt ikke. Jeg er allerede særdeles tilfreds med kvaliteten af min behandling. Jeg ved godt, at jeg sikkert bliver den lille i det spil, men det skal forsøges. Prøver man ikke, vinder man ikke.

9. april 2021/i Aspergers syndrom, Politik, Psykiatripolitik /af StegemüllerAspergers syndrom, Politik, Psykiatripolitik

Centralisering

En tendens i tiden

Dem med stjerner på skuldrene og fingrene i klejnekassen mener altid, centralisering er af det gode. Jeg har ikke tal på de steder i centraladministrationen, jeg har deltaget i centraliseringsøvelser og lavet tal. Det var naturligvis ikke min opgave at udforme de nye organisationer, det var jeg ikke vigtig nok til, men jeg har lavet alle regnearkene, der viste effektiviseringspotentialet (også kaldet besparelserne) og fx den kortere sagsbehandlingstid, der skulle følge i halen på øvelserne. Der skulle også regnes på omkostningerne ved flytning, genhusning, fratrædelsesgodtgørelser og meget andet. Sådan bliver man skrap til Excel.

Det dybe formål med centraliseringen var at skabe noget bedre for vores ‘kunder’; ellers var der jo ingen idé i det.

Det var ikke ret ofte, vi lavede regneark bagefter. Vi regnede sjældent på, om målene var nået, og om hele øvelsen havde haft den planlagte effekt.

Mine erfaringer med Distriktspsykiatrien

Jeg var hos min kontaktperson i distriktspsykiatrien (DPC) i dag. Hun har sit kontor på Gammel Kongevej 33.

Jeg er så glad for at komme hos hende, og jeg har kendt hende siden 2014 eller 2015. Jeg behøver ikke repetere noget for hende; det er hende, der repeterer for mig. Hun har været med til diverse møder på Brøndbyøstervej 160 (Psykiatrisk Center Hvidovre – sådan hed det engang, og jeg har været der 100 gange), hun har været hjemme hos mig og hun har stillet op til alt! Hun er aldrig syg, hun aflyser aldrig og vi er vist nogenlunde lige gamle. I det hele taget kunne jeg ikke ønske mig en bedre kontaktperson. Hun har været med i et enormt turbulent forløb med store svingninger til begge sider, og – indrømmet – også neutrale faser, hvor jeg troede, jeg var ‘rask’, hvilket hun har bakket mig op i. Brænder det på igen, er hun en af de første, jeg ringer eller skriver til. Jeg ved, hun vil være der uanset hvad.

Lægerne i DPC har været meget skiftende, men de har alle været enormt dygtige og enormt søde! Jeg var især begejstret for den første i 2014 eller 2015, der nok er den eneste, der virkelig forstod de kognitive problemer til bunds, og som udnævnte hukommelsesproblemerne til noget, der lignede ‘absencer’ og overbeviste Hvidovre Kommune om, at de skulle give mig et forløb hos Center for Specialundervisning for Voksne. Janne Baatz havde al den tid, der var i verden, hos hende fik man ikke stress – desværre var hun aldersstegen og gik på pension. Jeg savnede hende længe.

Jeg har gennem et godt stykke tid haft en overlæge, Henrik, der ikke bliver skiftet ud, som er enormt dygtig og det er rigtig dejligt. Kasper Reff fra Psykiatrisk Center Glostrup, anbefalede ham varmt. Jeg ser ham ikke ret ofte; man har vist kun ret til to lægesamtaler pr. år. Det er ikke meget, men brænder det på, kan man bane sig vej sig igennem. Det er jeg ikke i tvivl om.

Centralisering i psykiatrien

Min kontaktperson fortalte mig i dag, at hun for længst har fortalt mig, at alle bipolare patienter i løbet af et til to år skal samles sammen på Brøndbyøstervej, fordi specialiseringen efter sigende skulle være en fordel for patienterne.

Jeg har uhyre svært ved at se fordelene. Faktisk kan jeg kun se ulemperne. Jeg orker ikke at skulle fortælle min historie forfra til et system, der godt nok er både lyttende og kærligt, men som ikke uden videre kan forstå turbulensen i alt det, jeg har har været igennem. Og jeg orker ikke at få en kontaktperson på 27 år.

Jeg kan ikke se det som andet end en ‘bipolar-fabrik’, og faktisk har jeg slet ikke lyst til at blive et nummer der. Det er nok uhyre svært at kæmpe mod en centraliseringsøvelse, der er politisk bestemt, men jeg agter at prøve, og jeg er født til at kæmpe. Faktisk vinder jeg ofte mine kampe.

Lige nu har jeg det fantastisk, men jeg agter at bevare mit ‘bolværk’: kontaktpersonen i DPC, lægen i DPC, min PSI-seng på Brøndbyøstervej (PSI er forkortelse for PatientStyret Indlæggelse), ECT hver tredje uge og selvfølgelig psykologen, der godt nok overvejer at flytte sin klinik til en by, hvor jeg skal køre mindst en time med tog for at komme i behandling. Men det må jeg så gøre.

Jeg ønsker at bevare ‘bolværket’, da det er mennesker, der kan holde mig ‘på sporet’, hvis det skrider og ramler. De kan fx fortælle mig forskellen på en begyndende mani og de naturlige særinteresser, der er en del af Aspergers syndrom. Det kan jeg nemlig ikke selv mærke. Selvom jeg har sat mig ind i begge dele, behøver jeg professionelle til at se forskellene: sygeligt eller naturligt?

Efter et turbulent forløb er der en iboende angst for, at det hele skal begynde forfra. Jeg har skrevet om, at jeg kan gå i seng om aftenen og have det normalt, men vågne op næste morgen og ikke så meget som orke at gå i bad. Jeg husker det ikke, men jeg vil nødig opleve det igen. Jeg har også skrevet om, at jeg i perioden med Parkinsonismen på et tidspunkt ikke kunne huske, hvordan man laver kaffe, og at jeg var angst for at være blevet dement.

Afsides afrunding på det hele

Jeg gemmer mails og alle mulige dokumenter for at yde en støtte til de manglende kognitive evner. Der ligger en masse, jeg en dag bør rydde op i. Det er bare så kedeligt. Jeg må dog indrømme, at jeg i dag – i bar glæde – har slettet den arkivmappe i mailboksen, der hed ‘Nyt job’. Det føltes rigtig godt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

1. april 2021/4 Kommentarer/i Sundhed & Sygdom /af StegemüllerSundhed & Sygdom

Distriktspsykiatrien og ECT er det, jeg skal passe

Hvad skal jeg passe?

Nej det er ikke videre meget, jeg skal passe!

Det kan nok indsnævres til:

ECT-behandlingerne hver tredje uge og Covid-19-testene dagen før. Det går der i alt to dage med.
Mine samtaler med kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien (DPC) ca. hver tredje uge.
Mine samtaler med psykiateren i Distriktspsykiatrien, sådan hvornår det nu kan passes ind. Jeg er gudskelov ikke længere i en kritisk fase, så det kan bare blive, når det kan passe ind i begges kalendere. Det er nu hans, der er bestemmende 🙂
Samtalerne med psykologen. Det er vel ca. hver tredje uge, men kan afpasses efter både hendes og min kalender. Snart løber antallet af henvisninger vel ud, og jeg skal betale fuld pris, og så må vi finde på en anden ordning. Undvære hende vil jeg ikke – og så må jeg bare komme lidt sjældnere!

De ting, jeg skal passe, passer jeg gladeligt, for det er dem, der er med til at holde mig ‘på sporet’! Jeg er fx umådeligt glad for at møde op hos Gitte i Distriktspsykiatrien uden at skulle sige til hende, at nu må hun indlægge mig på ‘fast track’, som hun har gjort så mange gange tidligere.

At blive indlagt på ‘fast track’ betyder, at allerede lægen i Distriktspsykiatrien skønner, at der er behov for akut indlæggelse. Man skal således ikke gennem den til tider anstrengende/ydmygende vurdering på afdelingen. Den har allerede fundet sted i Distriktspsykiatrien hos mennesker, man kender og er tryg ved. Det er guld værd, når man har det rigtig dårligt. Når man har det rigtig dårligt, er det svært at skulle fortælle en vildtfremmed om, hvor elendigt man har det! Der er ikke mange der kan forstå, hvad det vil sige, at nu har man mest lyst til at dø. Og at det skal være lige nu.

Lige nu skal jeg passe DPC ca. hver tredje uge og ECT-behandlingerne i Glostrup hver tredje uge. Hvor er jeg bare heldig! Hvis disse to ting tilsammen kan holde mig kørende, skal jeg være intet mindre end lykkelig. Og det er jeg så, alt imens jeg venter på pensionsnævnets afgørelse den 8. april 2021.

Måske en mystisk post – men jeg holder af at dele, hvad jeg tænker!