En ærlig overlæge med tid
Jeg har trukket gardinerne fra …
Indholdsfortegnelse
En ærlig overlæge med tid
Det er stort det med gardinerne.
I går var jeg til lægesamtale i en time, og det var meget positivt. Jeg kan virkelig godt lide MS; der er noget utroligt både lyttende, spørgende, investigerende, men samtidig handlingsorienteret over hende: “Okay planen er, at vi …”
Hun mener ikke, jeg objektivt har en depression, men hun lytter opmærksomt til de tanker, jeg har. Hvad det så i stedet er, glemte jeg at spørge om. Men det er jo selvfølgelig både skønt og fantastisk, at det ikke er en depression. Det glæder mig virkelig.
De slipper mig næppe ud foreløbig, og det er jeg tryg ved. Der er noget helende over den faste struktur, trygge rammer og nogle at henvende sig til, når sporene i hjernen bliver “for meget”.
ECT
Jeg advokerede for ECT, men forskellige administrative finurligheder gør, at det ikke uden videre er muligt både at få ambulant ECT, at være indlagt her på et åbent afsnit og få ECT i Glostrup. Åhr … det var altså lettere, da de også gave ECT her. Jeg syntes jo, at eneste forskel er adressen. Men 808 har ansvaret, så længe jeg er her. Jeg argumenterede med, at det er enormt svært at tage livet af sig i en taxa.
Herudover mente hun, at ECT under indlæggelse forudsætter indlæggelse i Glostrup på et lukket afsnit. Der er to ting, jeg ikke skal:
- På lukket afsnit
- Til Glostrup
Jeg vil ikke få det bedre af nogen af de to ting. Så gennemlever jeg hellere dette mysterium.
Jeg har engang været fem dage på et lukket afsnit, mens jeg ventede på at komme til 808, fordi der ikke var plads her. Det var rædsomt. Jeg har ikke meget tilfælles med folk, der sniffer rygeheroin, er kriminelle og færdes i bandemiljøerne. Jeg følte mig meget ensom.
Der er noget uværdigt over at være på et lukket afsnit. Jeg vil ikke miste den sidste rest af værdighed. De tager ens snørebånd og opladere. Jeg tror altså ikke, man kan hænge sig i nogen af delene. Der er selvfølgelig nødt til at være regler og retningslinjer; jeg skal bare ikke være en del af det.
Her er hjemligt og rart, jeg kender medarbejderne, og de kender mig. Der er så meget, der ikke behøver blive sagt. Skal jeg møde fremmede, vil de få facaden. Det vil være spild af tid for både dem og mig, og det vil være spild af regionens penge. Jeg er nødt til at have nogle, der kan se bagom.
MS var ærlig og sagde, at hun ikke vidste, hvad hun skulle, da hun aldrig har fået spørgsmålet før, men at hun ville undersøge det hos klinikchefen. Hun vidste vist heller ikke helt, hvad hun skulle stille op med mig.
Jeg har stor respekt for et menneske med så mange års erfaring, der er ærlig og siger “Jeg ved det ikke”. Og det sagde jeg faktisk til hende.
Efter at have overvejet det, har jeg givet hende besked om, at hun ikke skal bruge tid og kræfter på at undersøge det. Jeg prøver at klare det uden. Så må det tage den tid, det tager. Hvis det ikke er bedre om tre uger, må vi jo tale om det igen. Jeg kan godt lide at blive lyttet til og inddraget i beslutningerne.
Jeg har lyttet til lydfilen tre gange
Jeg optager altid vigtige samtaler, og denne var meget vigtig for mig. Jeg havde glædet mig meget og var velforberedt. Jeg har lyttet til filen tre gange.
Jeg har haft nogle tanker om at gøre min pension hvilende og påtage mig et lille fleksjob for at få nogle relationer, også selvom de bare var faglige. Jeg har sådan set fundet en arbejdsgiver, og vi skulle bare snakke os til rette.
Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er bestemt ikke begejstret for idéen. Hun siger, at hver gang jeg har forsøgt at arbejde, er det gået galt. Det er sandt. MS er heller ikke begejstret. Hun forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare nyder livet, nu hvor alle brikkerne jo er faldet på plads. De to kvinder har kendt mig siden 2014. De må vide, hvad de taler om. Jeg har besluttet at lytte til dem.
Alene contra ensom
Den væsentligste årsag til, at jeg fik idéen om det lille job er, at jeg savner at være en del af et team. Jeg savner at foretage mig noget, der ikke kun har betydning for mig selv.
Jeg har følt mig ensom. Jeg kan vældig godt lide at være alene, men jeg bryder mig ikke om at være ensom.
Jeg bliver nødt til at arbejde på at få en eller flere relationer. Lige nu har jeg ingen idéer. Det kan være nogen her har. Kommer tid kommer råd.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Kære Hanne
Jeg tumler stadig med ideen om at samle alle de mange gravstens-hjemmesider ét sted – eller rettere (som vi også har talt om) at lave en fælles søgeindgang til alle disse steder, hvor man selvfølgelig ender hos de enkelte hjemmeside-ejere.
Er det noget, som du kunne synes ville være sjovt at være med i et projekt om?
Det ville formentlig være en lille arbejdsgruppe på 3-4 personer, primært onlinemøder.
Og det kan være, at det går i vasken, fordi hjemmeside-ejerne er så bange for at miste deres data.
Men du kender jo Leif Sepper, så måske kan du være isbryderen?
Kærlig hilsen og fantastisk god bedring til dig
Kirsten
@ Kære Kirsten
Mange tak for din besked.
Idéen er god, men opgaven vil formentlig være ret omfattende, hvis det skal gøres godt, da alle gravstenssiderne har forskellig opbygning. Bare det at få et overblik over hvilke sider, der findes, og hvilken datastruktur der findes (om nogen) på de enkelte sider vil være større end jeg lige kan se mig selv i – i hvert fald på nuværende tidspunkt. Der vil også skulle etableres kontakt til de forskellige ejere af siderne osv.
Det er en del år siden, jeg desværre mistede kontakten til Leif Sepstrup. Jeg tror, det var i 2016.
De bedste hilsner
Hanne
Jeg synes også, du skal være meget forsigtig med at lægge din indtjening på is, i betragtning af, hvordan det er gået hidtil. Der _er_ jo mulighed for at engagere sig med andre mennesker, uden at det nødvendigvis skal være lønarbejde. Kurser, foredragsrækker, besøgsvenneordninger, andet frivilligt arbejde, idet omfang, du nu kan klare det. Somme tider har bibliotekerne små workshops, hvor de lærer ældre medborgere at betjene forskellige former for elektronik, måske var det noget? Mange kommuner arrangerer ugentlige spadsereture ud til mere eller mindre interessante steder i kommunen. Som pensionist har man også visse muligheder for at træne – gratis – under vejledning fra fysioterapeuter. Det gjorde jeg et stykke tid og havde glæde af det, selv om jeg ved gud ikke er noget sports eller konkurrencemenneske. Madlavningskurser skulle også være gode, ikke mindst fordi man sætter sig og spiser maden sammen bagefter. Jeg synes i øvrigt, at dine forholdsregler mht. hvordan ECT behandlingerne skal løbe af stablen lyder meget fornuftige. Lige en ting om, hvorfor Lyrica måske ikke hjælper mod den angst: Lyrica hjælper mod generaliseret angst. Angst for en bestemt ting, her ECT, skal der nok nærmest knock-out piller til for at klare. Sådan nogle ville jeg være mere bange for end for ECT. Håber du snart får styr på det. Det er jo et vilkår for dig, at toget kører af sporet en gang i mellem, og der er vel ikke andet at gøre, end det du gør: Du er forberedt, du samarbejder med dem, der skal hjælpe dig, og du afventer bedre tider. De skal nok komme, det må du blive ved med at tro på.
@ Henny
Inde i mit tåbelige hoved, har jeg bare udelukkende værdi som menneske, hvis jeg arbejder. Jeg er klar over, at det er sygeligt, men sådan er det. Imod det taler, at jeg jo faktisk har haft det vældig godt i de to år siden, jeg blev bevilget pension. Nu savner jeg bare at være en rigtig/virkelig del af et team.
Det er alt sammen fine ting, du oplister, og måske bliver det en dag relevant. Selvfølgelig har jeg tidligere overvejet at blive IT-hjælper hos Ældresagen (i et ord), men jeg tror, jeg vil være en dårlig hjælper, da jeg slet ikke har tålmodighed til at lære nogen at logge på med MitID eller logge ind på borger.dk.
Jeg har besluttet, at overlægen ikke lige foreløbig skal undersøge, om det er muligt, at gå til “ambulant ECT” samtidig med, at jeg er indlagt her. Hun lyttede til, at gennem alle årene er det ECT, der har haft bedst effekt, men umiddelbart mener hun ikke, der er objektiv indikation for det – men der er subjektiv. Hun sagde åbent og ærligt, at det kan være, vi om tre uger siger, det var en forkert beslutning, hvis der ikke er nogen bedring. Det er da til at tage og føle på. Jeg kan godt lide at tage medansvar for/blive inddraget i min behandling.
Ja, du har jo nok ret i, at de bedre tider kommer. Det plejer de jo … “This to shall pass”.
Jeg har rettet linket for dig, og har derfor også slettet din kommentar om, at det var forkert.
Jeg synes, at er fornuftigt af dig at lytte til de gode professionelle mennesker omkring dig m.h.t. til et evt. flexjob. Men hvad med en eller anden form for frivilligt arbejde? Der er det vel nemmere at springe fra, hvis det ikke fungerer for dig….Ellers var det måske en overvejelse værd med et aftenskolekursus her til efteråret.
@ Glennie
Ja, jeg tror også, det er bedst at lytte til de to.
Uha, “frivilligt arbejde” minder mig altid om at sælge brugt porcelæn i en genbrugsbutik. Det har jeg så svært ved at se mig selv i. Jeg er klar over, det sikkert også er meget andet. Derudover har jeg en indbygget modstand mod at arbejde gratis. Jeg har leveret de “interessetimer”, jeg skal.
Aftenskolekursus er en god idé! Så kan det være, jeg endelig kan lære at programmere, da jeg har opgivet at lære mig selv det.