Pyt med SEO

Search Engine Optimization (SEO)

SEO er en forkortelse af Search Engine Optimization, som betyder Søgemaskineoptimering på dansk. SEO eller søgemaskineoptimering er det arbejde, der ligger i at optimere en hjemmeside ud fra de faktorer, som søgemaskinerne kigger på, når de skal rangere hjemmesider.

At blive rangeret højt har selvfølgelig stor betydning, hvis man har en hjemmeside, hvorfra man prøver at sælge noget fx ved hjælp af en webshop. Brugerne googler en specifik vare og vælger blandt søgeresultaterne på side et, længere kommer de ikke. Det er i hvert fald meget få, der kommer til side to, og ligger virksomhedens produkter på side tre, kan den godt glemme alt om salg fra hjemmesiden. Konkurrencen er benhård på det marked, og ‘Google rules the world’.

Jeg sælger ingenting

Jeg sælger kun et budskab, men vil alligevel gerne findes på søgeordene ‘bipolar lidelse type 1’ på min hovedside. Jeg skal kæmpe om pladsen med sundhed.dk, regionernes hjemmesider, diverse psykologer med egen praksis, Psykiatrifonden, Sind osv.

I lang  tid var jeg ved at give op og sige ‘Pyt med SEO’, men forleden dag gik det op for mig, at jeg faktisk har tilkæmpet mig en plads på side to, og det er jeg selvfølgelig godt tilfreds med. Det er ikke kommet af sig selv. Jeg har snydt lidt og henvendt mig til en SEO-ekspert, som tryllede lidt med sætningerne og overskrifterne, uden at jeg dog kunne se den helt store magi i det, men det må have virket, siden jeg lige nu er på side to, men jeg kan let ryge ned på side tre, hvor ingen kommer og som nævnt, når de færreste til side to.

Blogposterne

I en periode var jeg flittig med Yoast SEO og udfyldte her og der og alle vegne, når jeg skrev en blogpost, men det bibragte mig ingen topplaceringer. Jeg rettede henvendelse til WEBwoman ved Lisbeth Scharling og berettede om mine kvaler med SEO. Hun havde en meget pragmatisk tilgang til det: ‘pyt med SEO på blogposter, dyrk i stedet glæden ved at skrive, som var den, du startede med. Du vil alligevel aldrig komme til at kunne konkurrere med alle de andre.’

Så nu siger jeg ‘pyt med SEO’, med mindre det drejer sig om bipolar lidelse type 1 🙂


Da jeg havde skrevet dette indlæg færdigt, kom jeg i tanke om, at jeg havde skrevet det før i april måned.  Sådan kan det gå, når man ikke husker så godt…

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *