Det arkivalske Mekka

Forsvundne eller ingen arvinger

I mit næste liv, vil jeg, hvis jeg idømmes straffen “arbejdsmarked”, være arkivar og køre rundt på løbehjul og med gaffeltruck i Rigsarkivets enorme bygning på Søren Kirkegaards Plads 1 (Den Sorte Diamant). Jeg har allerede indgået aftale med Helle T. H. om, at vi skal dele kontor. Forhåbentlig bruger Rigsarkivet ikke storrum.

Jeg har endnu en gang kastet mig over TV-serien “Forsvundne arvinger”, der ligger på DR’s hjemmeside, og er fremragende fjernsyn for mig, for det handler ikke bare om at finde nogle mennesker, der skal arve nogle millioner.

Det handler også om teknikken og logikken bag at finde frem til oplysningerne, om hvilke ganske almindelige kilder, der findes, hvordan man kombinerer dem og om hvordan man “hopper fra kilde til kilde”: Et succesfuldt opslag tilfører puslespillet en lille brik, man kan bruge som udgangspunkt for næste opslag. Det er lige præcis det, jeg er fascineret af ved slægtsforskningen. Heldigvis er der mange afsnit, jeg endnu ikke har set.

Serien begyndte i januar 2018 og jeg er således ca. fem år bagud, for allerede inden jeg så første afsnit, regnede jeg med at det var for populistisk. Fordomsfuld kan man jo altid være – og jeg må sige, at jeg er blevet klogere.

Et af de afsnit, jeg så i aftes/nat, medtog også fortællingen om de arbejdskampe, der førte frem til den første hovedaftale i 1899, og som dannede udgangspunkt for det, vi i dag kalder “Den danske model”. Pludselig kunne jeg godt huske, at det havde jeg da lært om i historie engang i fordums tid (1981-1983). På studenterkurset havde vi en fremragende historielærer – Jette Christensen – som forstod at koble historiske begivenheder med den nutid, der nu er datid.

460.000 hyldemeter gemmer vores fælles historie

I Danmark har vi været meget dygtige til at gemme dokumenter. Det er ikke stor kunst at komme et par hundrede år bagud. Arkivalierne i Rigsarkivet rummer vores fælles historie. Programvært Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh dykker ned i nogle af de mest almindelige kilder i relation til arvesager og personidentifikation: kirkebøger, folketællinger, folkeregisterkort og faderskabssager.

Arbejdsdelingen mellem de to er, at Mette er “on location”, tager ud og finder mennesker, der måske kan fortælle noget, der har betydning, mens Adam styrer løbehjulet i Rigsarkivet og vha. dygtighed, erfaring og logisk tænkning finder fakta i kilderne. Ind imellem er det tydeligt, at han bliver enten begejstret over et fund eller rammes af “det kan ikke passe” helt som os amatører hjemme ved skrivebordene.

Mette Frisks interviewteknik

Mette har en fantastisk interviewteknik. Ofte skal hun fortælle vanskelige sandheder for at få det næste spor i sagen, så Adam kan komme videre hjemme i det arkivalske Mekka. Tit taler hun med familiemedlemmer eller naboer til afdøde ensomme mennesker uden arvinger. Det kræver empati.

Hun spørger på en måde, så de interviewede fortæller ganske af sig selv. Hun begynder med “det lette” og bevæger sig langsomt ind til “det svære”, som ofte er det centrale i sagen. Det kan fx være noget om en mand, der flygtede fra hjemmet, udvandrere, kollaboratører, “tyskertøser”, kvinderne på Sprogø, mændene på Livø osv.

Der er nok af historier, der aldrig er fortalt, for det gjorde man bare ikke. Nu til dags er det ikke så svært at optrævle historien, men det kan kræve mod at genfortælle den.

Jeg skal have ændret mit testamente

Serien minder mig om, at jeg skal have ændret mit testamente. Det, jeg allerede har oprettet for mange år siden, er helt “Anders And” nu, da det blandt andet begunstiger mennesker, jeg desværre har mistet kontakten til (nære tyske venner gennem flere år) for mange år siden.

Arveloven bestemmer, hvem der skal arve, hvis der ikke foreligger testamente. Jeg har aldrig været god til arveret! og jeg tror, der er sket ændringer, siden jeg lærte det i 1984/85. Fx talte man dengang om tvangsarvinger, mens man nu bruger begrebet arveklasser.

Idet jeg ikke har livsarvinger (børn, børnebørn eller oldebørn) eller levende forældre, vil jeg tro, at min halvbror (barn af “min mor” og psykopaten) skal arve 100 pct., da han er i det, man nu kalder “anden arveklasse”.

Da han er et menneske, jeg ikke kender, er der ingen idé i, at han skal arve mig. Derfor skal jeg lave testamente. Og ændrer jeg ikke det testamente, jeg allerede har oprettet, vil det selvfølgelig være gældende.

Er der meget tilbage i boet, har jeg regnet forkert! Dog vil jeg gerne sørge for, at der er så meget tilbage, at min hjemmeside kan opretholdes fx 10, 15 eller 20 år efter min død, da jeg forestiller mig, at siden med slægtsdata kan være brugbar for nogle nogle år frem og i hvert fald rummer 25 – 30 års arbejde. Er der mere tilbage, kan resten gå til fx Psykiatrifonden.

Jeg skal bare tage mig sammen til at få det ordnet. Formentlig kan jeg skrive det selv med udgangspunkt i det allerede foreliggende. Og den største hurdle: at tage mig sammen til at bestille tid hos notaren i Glostrup og tage derud.

Jeg tager mig sammen som første punkt på to-do-listen i januar 2023. Når man ikke har arvinger eller nære relationer, må man selv tage ansvar!

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.