Indlæg

/i /af

Hvordan Hans hittede Grethe

Hvordan Hans hittede Grethe

Montagens mester: Christian Stentoft (1946-2016)

Hvordan Hans hittede Grethe

Det kan være hyggeligt at lytte, og det er gået op for mig hvor mange gode oplevelser, der ligger på “DR Lyd”.

Jeg startede med en podcast, der hed “37 kr. i timen” om filippinske au pairs’ vilkår hos danske værtsfamilier i Nordsjælland. “Au pair” betyder egentlig “På lige fod” – men pigerne er bestemt ikke altid på lige fod med værtsfamilien. Ingen fra værtsfamilierne ville arbejde for 37 kr. i timen.

På en eller anden måde havnede jeg derefter på P1 og fandt guldet. Jeg er ikke klar over, hvad forskellen er på en podcast og en radioudsendelse, men lad det nu være.

Det ser ud som om, Danmarks Radio i april 2023 har genudgivet en hel serie, de kalder “Stentoft hyldest”. Uha det er godt. Det er genudsendelser fra starten af 80’erne. Jeg synes, jeg husker, at jeg hørte en del af montagerne, da de blev sendt første gang. Leif Lønsmand skrev mindeordene over Christian Stentoft, der stadig kan læses på Danmarks Radios hjemmeside. Mindeordene har overskriften “En dansk radiolegende er død”.

“Hvordan Hans hittede Grethe” handler om en tækkemand og hans pige.

Det er et par nede på Falster, og udsendelsen handler om deres liv sammen og hvordan han kommer videre efter konens død. Christian Stentoft kunne kunsten at stille et lille spørgsmål og få et stort svar. Hans smører madpakker inkl. hunden Busters leverpostejmadder og Grethe hugger hovedet af haner, høns og kyllinger. Hans’ første kone falder en dag om af hjertestop, så han kommer efter 45 års samliv hjem til et tomt hus lige bortset fra kattekillingerne. Han har det svært med stilheden efter hendes død.

Ægteparret har to døve børn, og Hans overvejer, om det er en “straf” for et eller andet, måske fordi han altid arbejdede for meget og af og til først var hjemme kl. 23. Han konkluderer dog, at den bedste medicin mod samtlige livets genvordigheder er at arbejde.

Ud på frierfødder

Efter konens død beslutter han, at det ikke er godt for mennesker at leve alene, så han svarer på seks eller syv kontaktannoncer. En af kvinderne spørger ham, om de skal ses igen, men han er ligefrem og svarer ærligt: “Det skal du ikke regne med!”. Hans’ refleksion er “Hvad skal man ellers sige, når der ikke er sympati?”. Og det kan han have ret i. Da han har været enkemand ca. et  år, ringer han til Grethe, der praktisk nok lige har mistet sin mand. Og de bliver par.

Hans er 70 år. Det er ikke helt klart, hvor gammel Grethe er. Men han fortæller, at det er noget andet at være 70 end 25 år. Når man(d) er en 20 – 25-årig mand, handler det om at komme i seng med hende. Når man er 70 år, tæller det mere at stege en god kylling og at køre ture i omegnen. Grethes visioner for fremtiden er at tage børnebørnene med ud at se på fugle.

Underlægningsmusikken er “As time goes by” fremført på hammondorgel og passer perfekt til udsendelsen.

Jeg har det lidt vanskeligt med hammondorgler, da jeg voksede op med støjen fra et. Men det er en saga blot.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

Klimadebat, børnebørn og Deadline på DR

Klimadebat, børnebørn og Deadline på DR

Klimaet mangler handling

Klimadebat, børnebørn og Deadline på DR

Alle taler om klimaet, men det forbliver snik snak. Hvornår sker der noget, der sikrer, at isbjørnene fortsat vil have et sted at bo?

Jeg er – af mange grunde – glad for, at jeg ikke har børnebørn, for hvis jeg havde, ville jeg være meget bekymret for den klode, de skulle overtage. Sommeren har budt på blandt andet: “skovbrande, oversvømmelser, stærk storm af næsten orkanstyrke, nedbør i store mængder, havvand med høje temperaturer”. Citatet stammer fra Karen Stæhrs profil på Facebook.

Jeg har i denne uge set et par “Deadline” på DR, der har drejet sig om klimaet, og de har været virkelig gode. Det er saglig, seriøs og uddybende journalistik. Issa Mahmoud Jeppesen stikker ikke sådan op for bollemælk. En af udsendelserne tog fat i en kritik af DR selv. I følge en tidligere “vejrvært” prioriterer DR ikke klimaet tilstrækkeligt, fordi de er bange for, at seertallet vil falde. Det afviste nyhedsdirektøren selvfølgelig.

I studiet var blandt andet meteorolog Jesper Theilgaard, der har været på DR i knapt 30 år. Han havde især ét udsagn, der har bidt sig fast i mig:

Folk skal ikke bare vide, hvad der sker. De skal vide, hvorfor det sker.

Hans erfaring fra egne foredrag er, at folk faktisk er interesserede i baggrundsstoffet, men at de har svært ved at finde og forstå fakta. Hans forslag er derfor, at DR, netop på grund af deres public service-forpligtelse, burde oprette et ugentligt magasinprogram om klimaet og baggrunden for problemerne (ikke “udfordringerne”!).

Ministeren var også i studiet. Issa Mahmoud Jeppesen holdt ham fast på tidligere udtalelser og rapporter og spurgte, hvordan det hænger sammen med den nuværende politik. Ministeren svarede en hel masse om Danmark som foregangsland, klimalov og ambitiøse klimamål, men jeg synes, det var svært at forstå og gennemskue. Det blev for højtravende og floromvundet for mig. Jeg savnede konkrete udsagn om konkrete handlinger. Det ville have været brugbart.

Helt banalt – men måske forståeligt:

  • Hvordan hænger eksempelvis nedprioritering af den kollektive trafik med nedlæggelse af busruter sammen med ambitiøse klimamål? Det tvinger blot flere over i privatbilismen.
  • Et andet eksempel på manglende sammenhæng er planerne om flere motorveje, så det eksempelvis bliver 20 minutter hurtigere at komme fra Aarhus til København. Det rigtige ville være at styrke togdriften.

Den politiske forbruger

Hvis Jesper Theilgaard har ret, og det tror jeg, han har, vil viden om årsagerne bidrage til, at vi griber i egen barm. Det er os som forbrugere, der med vores handlinger skal fortælle politikerne, at nu er det nok. Vi vil i en anden retning.

Vi må spise færre bøffer, cykle mere, flyve mindre, genbruge mere, reparere ting i stedet for at smide dem ud og købe nyt, osv. Tænk på sidstnævnte næste gang din PC er tre år gammel, og du tror, den er til at smide ud. Miljøbelastningen ved at producere nye computere er enorm, og et kompetent værksted kan reparere den.

Selv en radikal folketingskandidat og medlem af partiets forretningsudvalg ved navn Rune Christiansen afviser pure den slags som latterlig venstreorienteret askese. Det er en skuffende melding fra et parti, der gerne vil fremstå progressivt. Jeg er heldigvis ikke medlem længere.

Vi kan naturligvis ikke klare det selv. Der må politisk handling og prioritering til. Der skal færre ord til. Men de ord, der uvægerligt vil komme, må hænge sammen med den førte politik. Det er der en eklatant mangel på.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Anders Agger altså

Hvem kan? Anders Agger kan

Anders Agger altså

I denne uge motionerede jeg tårekanalerne to gange til Anders Aggers tremåneders ophold på “Strandbakkehuset” i Rønde, som er et af de to børne- og ungehospices, der findes i Danmark. Afsnit et var ikke så slemt, men både afsnit to og tre var rørende. Første afsnit blev vist på DR1 onsdag den 24. maj klokken 21:25; de næste afsnit vises de kommende to onsdage samme tid. I et anfald af selvvalgt masochisme streamede jeg dem.

Grænsen mellem liv og død er udflydende. Forældre regner på, hvor længe de mon kan få lov at beholde deres barn, inden dødens favntag ligger på lur. Storesøster slår stolt vejrmøller, så Anders kan se, hvor dygtig, hun er. De taler om, hvorfor flaget af og til er på halv stang; hun ved, de er på “Strandbakkehuset”, fordi lillesøster “har lidt ondt i hovedet nogle gange”. Det er en børnevenlig omtale af en aggressiv hjernetumor.

En far sidder ude på gangen og græder over at høre alt det, han ved, de skal miste lige om lidt. En mor ringer i god tid til bedemanden, så hun er sikker på, at alt er på plads, når … Til den tid vil hun ikke magte at stå for sit barns begravelse.

Det er ubegribeligt, hvordan man som forældre kommer over det, der for de fleste er unævneligt. Min mormor sagde altid “De gamle skal dø; de unge kan dø”. Jeg bryder mig ikke om talemåden, der, selvom det selvfølgelig er sandt, er for følelseskold til mig.

Anders Agger har tid

Jeg kender ingen som Anders Agger, der har så god tid til at stille de svære spørgsmål og selvfølgelig også har tid til at høre svaret. Også når det gør ondt på seeren. DR har mange fine udsendelser, hvis man kan finde dem for bar “Bag en kage, Dans en dans eller Tab 30 kilo” osv., og Anders’ rangerer højt på min liste sammen med Mette Frisk fra “Forsvundne arvinger”. Mette Frisk forstår også at stille de små spørgsmål men at få de store svar.

Jeg har set mange udsendelser fra serien, der hedder “Indefra“, og det er kvalitet hver gang. Den høje, langlemmede fyr, der kunne trænge til at blive klippet, forstår at lave TV. Jeg kender mange – også yngre – der vældig godt kan lide “Indefra”.

I sidste uge så jeg Anders Agger i “Tvangsfjernet”. Han var i tre dage helt tæt på Jørgen og Belinda Nielsen, der ifølge de sociale myndigheder ikke var i stand til at tage sig af deres kommende barn. Derfor skulle barnet tvangsfjernes ved fødslen. De to mennesker udstillede til fulde deres manglende forældrekompetencer. Jeg sad og blev mere og mere enig med de sociale myndigheder.

“Sømanden & Juristen – historier fra et hospice”

I eftermiddag vil jeg sætte mig og se “Sømanden & Juristen – historier fra et hospice”, der også var en seersucces, da den blev sendt første gang i 2011. Den vil ligge på DR til 2025.

Anders Agger var i seks uger været frivillig på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande og fortalte om den 53-årige sømand, Per Flindt, der havde levet et hårdt liv, og om den 65-årige jurist, Søren Brøndsted, der insisterede på fortsat at arbejde, selv om han var hospicepatient. Det var hans måde at holde døden på afstand på.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Ser du månen, Daniel

Ser du månen, Daniel

Puk Damsgårds bog ligger til grund

Ser du månen, Daniel

Jeg lader bare tankerne løbe …

Jeg har tegnet et billigt abonnement på “Nordisk Film+”, hvor man kan se “Det største udvalg af danske film inkl. alle klassikerne fra Dansk Filmskat samlet i én streamingtjeneste.”. Det koster kun 49 kr. om måneden og rammer langt mere min smag end fx det amerikanske Netflix. Amerikanske serier siger mig ikke meget, og der er alt for mange afsnit. Der er ingen binding hos Nordisk Film. Man kan sige op, når man vil.

Ser du månen, Daniel

I aftes så jeg “Ser du månen, Daniel” om en ung dansk fotografs 13 måneder lange ophold hos Islamisk Stat/ISIS. Titlen hentyder til, at Daniels mor regner med, at den tilfangetagne Daniel ser den samme måne som hende. Det er ikke svært at forestille sig den smerte, hun har været i, al den tid de pårørende i Danmark ingen vished havde.

Jeg var ikke fri for at tørre øjnene i slutningen, hvor Daniel kommer tilbage til Danmark og scenerne, hvor han “læser op” af det afskedsbrev, han har memoreret fra cellekammeraten James Foley, der får halsen skåret over af undermenneskerne.

Daniel kommer tilbage til Danmark til trods for, at den danske regering ikke forhandler med terrorister. Det lykkes hans familie at samle de ca. 15 millioner kr., der køber ham fri.

15 millioner kr. lukt ned i Islamisk Stats modbydelige lommer. Selvfølgelig vidste jeg på forhånd, at ISIS er folk, man skal holde sig fra – men at se filmen gjorde et stort indtryk.

Jeg kan godt lide Puk Damsgård – hun er af Danmarks Radios dygtigste journalister. Til samme kategori henregner jeg Matilde Kimer, som jeg glæder mig til at se retur i Ukraine.

Jeg kendte ikke på forhånd bogen, men havde hørt om titlen. Puk Damsgård skuffer på ingen måde. Det gør en af hovedrolleindehaverne, Anders W. Berthelsen, heller ikke. Ham kan jeg også godt lide. Min smag er nok “old school”, men sådan må det være. Jeg holder meget af, når der er tid til at fortælle historien.

I aften skal jeg formentlig se

Der ligger mange skønne (gamle) film på “Nordisk Film+”. Jeg tror, jeg vil se “Drengene fra Sankt Petri”, der ganske vist er 31 år gammel, og som jeg engang så i biografen; men pyt med det – jeg kan alligevel ikke huske den.

En anden mulighed er “Under sandet”, som jeg har set tidligere i nyere historisk tid, og virkelig kunne lide. Filmen er et dansk-tysk krigsdrama fra 2015, der er skrevet og instrueret af Martin Zandvliet. Filmen er inspireret af autentiske hændelser og fortæller historien om unge, tyske krigsfanger, der blev beordret til at rydde to millioner miner på den jyske vestkyst med deres bare hænder.

Hvem har taget de unge til fange? Danskerne? Vores rolle har muligvis ikke udelukkende været den smukkeste båret af ren altruisme. Vi bryster os af at have sejlet 6.000 jøder til Sverige, og det er selvfølgelig både smukt, fint og fantastisk. Nogle satte deres eget liv på spil for at redde jødiske medborgere, men det var ikke kun for deres blå øjnes skyld. Det kostede kassen.

Det kognitive bøvl

I årevis har jeg haft bøvl med de kognitive processer. “Kognition” betyder tænkning. Det har drejet sig om koncentration, overblik og hukommelse. Det skal dog siges, at hovedproblemet, der var hukommelsen, er blevet ca. 500 gange bedre siden 2014/15. Jeg har lyttet til nogle af lydfilerne med psykologen og mig. Det var slemt dengang. Jeg kunne ikke huske fra næse til mund. Det er heldigvis en saga blot, og skal – meget a propos – bare glemmes og skylles ud med badevandet.

I aftes fandt jeg ud af noget positivt: Når jeg slog de danske undertekster fra og bare lyttede til de engelske replikker, gik det meget bedre, end hvis jeg både skulle se billederne og læse underteksterne. Så det er vejen frem. Det glædede mig meget.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.