Indlæg

/10 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

1-2-3 Hjemmeside

Jeg undrer mig

Jeg undrer mig tit over, at alting skal gå så stærkt. Et af de områder, hvor der skal være fart på, er, når folk vil oprette en hjemmeside. I flere forskellige fora kan man læse om, at folk lige har en lørdag, hvor de vil smide en hjemmeside op. Indskudt bemærkning: Folk “smider” ting på nettet, de “smider” et opslag på Facebook osv. Det er da et mærkeligt udtryk, når man kan “lægge” ting på nettet.

Der var engang noget, der hed 1-2-3 Hjemmeside. De er nu blevet til SimpleSite. Her kan man fx læse: “Og det er så nemt, at du kunne være online om 5 minutter.” Hvorfor skal det gå så stærkt?

Jeg synes faktisk, at det er rigtig godt at tage sig tiden, at “nørde” med siden, at udvikle design, koncept og indhold over årene. Siden kan altid blive bedre. Det er en proces, der aldrig stopper. Og det skal den heller ikke.

At gøre plads

Der er selvfølgelig modifikationer: Internettet inviterer mange flere mennesker ind end nogensinde før. Mange flere kan nu ytre sig på skrift i det offentlige rum, og det er uhyre positivt. Vi kan ikke alle være “nørder”, og selvfølgelig har alle forskellige præferencer. Jeg synes bare, at der gerne må “kæles” lidt for siden. Godt sprog, afsnit, punktummer og kommaer osv. øger alt sammen læsbarheden, og den bliver man nødt til at tænke på, hvis man vil have lige netop læsere.

God søndag til dig.

/6 Kommentarer/i /af

Telefonisk

Privatsfæren

Jeg undrer mig over, at folk taler i telefon alle steder om alle emner. De taler på gaden, på cyklen, i toget, i bussen, i butikker mv. I går overhørte jeg i toget en samtale om, hvordan vedkommendes arbejdsplads gjorde, når de “fyrede folk”. Den slags bryder jeg mig ikke om at overhøre, så jeg går altid ind i stillekupéen, hvis det ellers er til at få en plads der. Det er det ofte ikke.

Det undrer mig, at der tilsyneladende ikke er nogen emner, der er for private til at blive lyttet til af vildfremmede mennesker. Efter min opfattelse hører telefonsamtaler til i privatsfæren.

Hvis min telefon ringer, når jeg er på offentlige steder, tager jeg den bare ikke. Herudover kan jeg ikke tale i telefon på gaden, for jeg kan simpelthen ikke høre, hvad der bliver sagt; så er det jo så nemt at lade være at tage den. De kan lægge en besked eller ringe tilbage senere. Jeg redder jo ikke liv – og det gør “afsenderen” heller ikke!

Den ringer alligevel aldrig (hos mig)

Der er opstået en kultur, hvor folk næsten aldrig ringer til hinanden. Jeg gør det såmænd heller ikke selv; jeg forsøger ikke at gøre mig bedre end flertallet. Der sendes i stedet mails, SMS, beskeder på Messenger og Facebook. Jeg har et stort netværk i Cyberspace, og det er jeg glad for, men af og til kunne det da være rart at tale med et levende menneske.

/4 Kommentarer/i , /af ,

MR

MR står i dette tilfælde for menighedsråd og ikke Magnetisk Resonans Skanning.

Jeg har været medlem af MR ved Hvidovre Kirke siden 2008, og det er et arbejde, der optager mig meget. Det mest interessante er faktisk arbejdet i udvalgene, det er der, det sner.

Lige for tiden er jeg dog kun medlem af aktivitetsudvalget, for jeg bliver nødt til at passe på, hvor meget jeg gaber over. Dette udvalg planlægger fire årlige foredrag med mere eller mindre kendte mennesker. Det er helt grundlæggende, at det skal handle om kristendom, for ellers kunne tilhørerne lige så godt gå ned på biblioteket. Vi har gennem en årrække fundet frem til, at det går bedst, hvis sæsonen har et gennemgående tema. Lige i øjeblikket har vi et tema, der strækker sig over tre sæsoner: tro, håb og kærlighed. Vi er i gang med håb, så til næste år kommer kærlighed. Vi er altid ude i god tid, da det så selvfølgelig er lettere at få fat på de gode foredragsholdere. Vi overvejer at skære ned på antallet af foredrag – reducere til tre foredrag pr. sæson, blandt andet fordi vi skal spare 25 pct. af en præstestilling. Vi kan ikke spare på gudstjenesterne eller de øvrige kirkelige handlinger, og så er der kun aktiviteterne tilbage.

Når vi vil spare, er det også fordi, der simpelthen kommer for få mennesker til disse foredrag fx 20, og det er bare ikke nok. Jeg synes ellers, vi laver fin reklame for foredragene fx gennem fyldige omtaler på kirkens ret flotte hjemmeside.

Selve rådsmøderne er egentlig ikke så interessante, selvom det er der, beslutningerne bliver truffet, og nogle af disse beslutninger har stor rækkevidde og store økonomiske konsekvenser. Jeg ville gerne tale om kirkens liv – altså indholdet af gudstjenesterne og de øvrige aktiviteter, hvad er status? hvordan går det? hvad har vi succes med og hvorfor?, hvad kan vi optimere? osv, men det taler vi desværre aldrig om. Derimod kan der blive brugt uanede mængder af tid på fx en ny kopimaskine.

Vi har altid et punkt på dagsordenen, der hedder “Kirkens liv og vækst”, men der er aldrig nogen af MR-medlemmerne, der siger noget under dette punkt. Den eneste, der siger noget, er en af tilhørerne. Det, han siger, er vældig godt og indholdsrigt, men jeg synes, det ville klæde MR-medlemmerne at bidrage. Og jeg burde også selv bidrage!

En af grundene, til at de ikke siger noget, er måske, at de ikke kommer i kirken. Meget ofte er jeg den eneste fra MR, der er til højmesse. Jeg synes ærlig talt, det er for ringe. Hvordan kan man sidde og træffe store vidtrækkende beslutninger, når man ikke ved, hvad der foregår i kirken?

Vi er i gang med at skulle ansætte en ny præst, og det er en interessant opgave, hvor resultatet (forhåbentlig) rækker mange år ud i fremtiden. Det er en meget langvarig proces, og der skal nok nå at gå politik i det. Bodil – der har erfaring med den slags – mener, der vil komme mange ansøgere, fordi Hvidovre ligger så tæt på Københavns  centrum, der er tjenestebolig (hvilket ikke er en selvfølge nutildags), og det er et sted med rigtig god kirkegang og god opbakning til de forskellige tiltag.

Nogle mener, at vi bare skal skynde os at ansætte en vikar, vi har og at ansættelsesproceduren skal være en formalitet. Min egen holdning er, at vi skal have den bedste ansøger – vikar eller ej, og at det skal gå ordentligt for sig. Nogle vil skele til køn, fordi vi stort set kun har kvindelige medarbejdere; derfor vil de gerne have en mand. Min holdning er, at det for det første er forbudt at selektere på køn, og for det andet skal vi stadig have den bedste, og er det så tilfældigvis en mand er det OK, men det må ikke være det bærende argument.

/21 Kommentarer/i , /af ,

Uvished om fremtiden

Uvished om fremtiden

Jeg kan ikke udholde al denne uvished om fremtiden

Denne post er brok, så er du advaret, og kan springe til mere muntre sider på internettet 🙂

Jeg savner vished om, hvordan det hele skal gå og skal forme sig. I den forbindelse tænker jeg især på arbejdslivet.

Virksomhedspraktikken (de 13 uger i forbindelse med Psykiatrifonden) kommer ikke i gang før i august måned, da alle virksomheder – både private og offentlige – selvfølgelig holder lukket i juli. Det betyder, at praktikken ikke vil være afsluttet før omkring årsskiftet. Efter praktikken er afsluttet, skal Psykiatrifonden lave noget papirarbejde, som de skal sende til Hvidovre Kommune, der har bevilget forløbet. Jeg har sikret mig, at jeg bliver hørt, inden de sender det afsted.

Når kommunen har modtaget det og al mulig anden dokumentation, skal de forberede sagen til rehabiliteringsteamet, der så skal holde et møde, som jeg og Bodil selv kommer til at deltage i. Der kan jo sikkert gå en måned med at forberede det. Det er et forum med 12 – 15 mennesker, og jeg ser ikke frem til det. Jeg har dog en eller anden fornemmelse af, at det vil gå min vej og ende med et fleksjob. Jeg har ikke noget at have den fornemmelse i, andet end at “alle mulige” siger, at det ligner et fleksjob.

Lav en liste over kompetencer til på mandag

Herefter skal jeg finde en arbejdsgiver, og det tror jeg, kan blive svært. Jeg kunne ikke finde et ordinært job, hvorfor skulle jeg så kunne finde et sådant job? Som jeg har forstået det, er der vist nok noget hjælp at hente i kommunen til den proces.

I forbindelse med det at finde en arbejdsgiver har jeg fået en lille hjemmeopgave til på mandag: “Lav en liste over kompetencer og en liste over personlige egenskaber”.

Det burde være peace of cake, men det er det ikke. Det går OK med de personlige egenskaber: Jeg er fx flittig, vedholdende, kvalitetsbevidst mv.

Jeg har ikke nogen kompetencer mere

Når jeg kommer til kompetencedelen, går jeg i stå og synes pludselig ikke, jeg kan noget mere; eller også er det jeg kan ikke en option længere. Jeg har fx været en dygtig projektleder, men den rolle kan jeg ikke længere udfylde. Det er lige meget hvilken kompetence, jeg kigger på, så er den fortidig og et spejl på alt det, jeg ikke længere kan. Det er ret forstemmende. Jeg sidder tilbage med følelsen af ikke at kunne noget som helst mere.

Jeg kan være bekymret for, om mine sygedagpenge slipper op, inden hele denne sagsgang er overstået – og hvad gør jeg så? Måske kan de forlænges?

Jeg ser frem til virksomhedspraktikken, der vil give svar på, hvad jeg stadig kan og i hvor mange timer pr. uge. Det bliver et skridt på vejen mod vished.

Det er en nedadgående spiral

Uvisheden er svær at håndtere, og nu har den varet ca. to år, idet jeg var ledig ca. et år, før jeg blev sygemeldt. På mange måder kan man sige, at det var “heldigt”, jeg blev syg, for det reddede mig fra at blive smidt ud af dagpengesystemet.

Jeg har været syg siden november 2003, hvor jeg havde den første depression, og siden er det så gået slag i slag. I en del år havde jeg diagnosen “tilbagevendende depressioner”, og da manierne kom til (jeg ved ikke hvornår) blev diagnosen ændret til bipolar. Så egentlig kan man sige, at jeg har været syg i 12 år, hvor det bare er gået støt og roligt ned ad bakke.

Jeg vil gøre meget for at ændre denne nedadgående spiral, og som jeg ser det, er første skridt at finde et job, jeg kan bestride godt og grundigt. Selvfølgelig vil det ikke blive på samme niveau som før, og det har jeg egentlig forliget mig med. Nu skal jeg bare have noget vished!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.