Indlæg

/12 Kommentarer/i , , /af , ,

Kvalitetssikring og -udvikling

Kvalitetssikring og -udvikling

Kvalitet

Jeg kunne bare ikke lade være med at tage dette billede af forberedelserne til aftenens tomatsalsa. Jeg kan godt lide alle de farverige grøntsager. Desværre var grønkålen i dag ikke helt grøn længere. Alligevel var det kvalitet!

Inspiration fra Mia Folkmann

I begyndelsen af marts i år skrev Mia “Jeg vil så gerne være bedre…” og lige siden da, har jeg tænkt på at lade mig inspirere. Det sker endelig her:

Hvorfor skal jeg løse opgaven?

Virksomhederne vil gerne udvikle deres kvalitet, og det er naturligvis positivt, men jeg undrer mig over, at jeg som forbruger skal lave arbejdet for dem i form af fx følgende:

  1. “Vi gør opmærksom på, at samtalen kan blive optaget til træningsformål.”
  2. “Efter samtalen kan du blive ringet op og bedt om at vurdere den.”
  3. “Udfyld et kort spørgeskema og deltag i konkurrence om x, y og z.”
  4. “Klik på linket for at evaluere din købsoplevelse.”
  5. “Giv os fem stjerner på Trustpilot.”
  6. “Like os på Facebook.”
  7. Osv.

Når der nu er så uendeligt mange måder at evaluere ydelserne på, og det har fundet sted i årevis, kan det undre, at kvaliteten ikke allerede er i top. Jeg kan få den mistanke, at de ikke bruger resultaterne til noget som helst. De spilder måske bare min tid?

Telefonsluser

Et andet punkt, hvor det er mig som forbruger, der skal løse virksomhedernes opgaver, er telefonsluserne: “Tryk 1 hvis du vil x, tryk 2 hvis du vil y, tryk 3 hvis du vil z, osv.” Af og til er der  fem eller flere muligheder.

Jeg hader dem, for reelt er jeg nødt til at høre det til ende for at vide, hvilket tal jeg skal bruge, og når jeg har hørt alle mulighederne, har jeg glemt de første, og så må jeg jo ringe op igen. Jeg har i realiteten løst omstillingens opgaver. Det er ikke god kundservice.

/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Danflix og Danmarks Radio

Danflix og Danmarks Radio

Venstre har fået en (ny) idé

Hvis man slår op på adressen https://danflix.dk, får man ovenstående billede. Der er ikke noget indhold på siden, men domænet findes.

Det er optaget, allerede før Venstre går i gang med at rundbarbere Danmarks Radio med 400 millioner kr. årligt, som skal puttes i en særlig public service-pulje, så vi kan få meget mere public service. Puljen findes sådan set allerede i dag, men den tilføres kun ca. 35 millioner om året. Nu skal den altså mere end tidobles.

Danflix og Danmarks RadioMedieordfører Britt Bager vil straks i det nye år gå i gang med at se på, hvordan DR bedst kan slagtes. Bedømt på sine udtalelser i aftenens tv-avis virkede hun nu ellers ikke som den skarpeste kniv i skuffen, men det hindrer hende naturligvis ikke i at føre kniven.

Jeg undrer mig noget over, hvorfor man allerede på nuværende tidspunkt taler om, hvad platformen skal hedde. Det er inderligt ligegyldigt; kald den dog Anders And eller lignende. Vi har allerede opdaget det “fine” ordspil med Netflix.

Dansk Folkeparti er begejstret

Flere skarpe redskaber: Dansk Folkeparti har en stor del af efteråret raslet med sablerne, så de er begejstrede. De vil dog helst reducere DR’s budgetter med 25 pct. (og det må vel være procentpoint?) årligt med virkning fra 2019, når det kommende medieforlig træder i kraft. Jeg kan ikke lige regne ud, hvor hurtigt man på den måde kan få afskaffet DR, men det kan ikke vare længe. Det bekymrer mig, at de er begejstrede, for betyder det, at vi skal høre mere Richard Ragnvald og se flere tyske schlagershows?

Mastodonten Danmarks Radio

Der var i formiddag en sjov lille “forskrivelse” på dr.dk: Generaldirektøren udtalte sig om “ondemand-verden”, som jeg læste som “onde mand-verden”. Af sammenhængen fremgik dog, at hun mente “on demand-verden” 🙂

Jeg bryder mig slet ikke om den udvikling V og DF ønsker sig. For mig er der kun et seriøst medie, og det er DR. Jeg har ikke mulighed for at se så meget tv, men jeg “træner” med radioen. Orientering og P1-debat er fremragende, dybdegående journalistik, hvor der er styr på kilderne, kildekritik og tid til at fortælle historien. Før i tiden, når jeg hver dag skulle tidligt op og på arbejde, stod den altid på Københavns Radio på P4, også selvom jeg var ligeglad med på hvilken motorvej køen var længst. De sagde aldrig noget om forholdene på cykelstierne. Men P4 var en nødvendighed i mit morgenritual.

Hvis vi skal have mere public service, der er privatiseret, er det så ensbetydende med mere dans en dans, kog en klejne, bag en kage og flere auktionsprogrammer? Og mere Thomas Milsted og Svend Brinckman, der gør sig kloge på hvad som helst og mere i den dur?

Skal jeg give køb på Anders Aggers geniale “Indefra” for at få dette skrammel?

Jeg ser tv-avis hver dag 18:30, og jeg synes faktisk, at det er nyhedsformidling, der er i orden, også selvom jeg ikke får så pokkers meget ud af det. “U-bådssagen” blev dækket mere end rigeligt, men folk vil åbenbart gerne følge med i den minutiøse partering af en ung svensk kvinde. Det er vel det, der ligger i “public”?

Jeg frygter flere reklamer, flere studieværter, der ikke er tørre bag ørerne, og ikke har for meget mellem dem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Plat?

Juletid

Det er juletid, og alle mennesker er så glade og ser frem til andesteg med små brunede kartofler, rødkål og god sauce. Risalamanden med spændingen om hvem der mon får mandlen og som belønning en lille dum gave. Bagefter lokker, som i Peters jul, dansen om træet og alle de rigtige gaver. Herefter kommer alle de dejlige dovne juledage, hvor mange 1. juledag spiser resten af risalamanden til morgenmad. Til frokost skal der være både sild og sylte. Har man familie, er man formentlig sammen med den. Det er alt sammen dejligt og hyggeligt.

Den barmhjertige samaritan?

Indledningsvist: Jeg støtter meget gerne, og giver hver måned et lille beløb til Folkekirkens Nødhjælp. For de bette 30 kr. kan der købes en høne med foder – jeg ved ikke hvor længe. Det vil sige: jeg mener, at NGO’erne spiller en vigtig rolle. De sætter ind, hvor verdenssamfundet burde have løftet opgaverne.

Der er andre end mig, og flertallet af verdens kristne befolkning, der har opdaget, at det er jul, nemlig nødhjælpsorganisationerne. Facebook flyder over med sponsorerede opslag fra fx Læger uden grænser, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Flygtningehjælp som de mest markante.

De spiller alle sammen på mine følelser fx “Ikke alle kan scrolle nedover kulden” og “Vi er her ikke til pynt” (godt ordspil fra Læger uden grænser idet de viser et juletræ i baggrunden). Jeg kan ikke lige huske flere, men de er der.

De spiller på, at når jeg nu lige har købt gaver for nogle tusinde kr., så kan jeg vel også give en ged eller sende en læge til Syrien. I julen skal vi udvise næstekærlighed, og vi bliver så gode og rare, at vi inviterer selv de gamle eller nogle ensomme til at dele andestegen med os. Ingen skal “sidde alene” juleaften – så pyt med de 364 andre aftener.  Og næstekærligheden og godheden skal så medføre et – helst stort – beløb til en eller flere nødhjælpsorganisationer.

Jeg forstår dem godt, for på en eller anden måde skal de jo finansiere hjælpen til verdens 795 millioner fattigste, og nu når vi alligevel har spenderbukserne på, ku’ der vel også blive til en ged?

Jeg synes bare, det er lidt plat. Næstekærligheden burde være tilstede hele året. Selv 30,00 kr. om måneden hjælper til med den der høne. Klik på billedet for at komme til Folkekirkens Nødhjælps webshop.

/i /af

Hold nu op…

Nørreport Station

Jeg gik fra arbejde kl. 14:00, hen i Irma på Nørrevold og dernæst ned til (ikke på) skinnerne ved Nørreport Station. Her traf jeg Christopher, der er søn af en af præsterne i Hvidovre Sogn. Han går i 2. g på latin-græsk linjen, og vi talte om hans tanker om fremtidigt studievalg. Han er så sød, velformuleret og tænksom, så vi fik en god snak om, at han evt. ville læse jura. Det kunne jeg ikke lige anbefale. Han kiggede hele tiden på mig og jeg på ham. Han ville da have set, hvis nogen stod bag mig og lynede lynlåsen op og huggede pung og telefon.

Da vi endelig kom ind i toget, måtte jeg konstatere at min pung og min iPhone var væk. Yderlommen stod åben. Det må være sket på stationen, men jeg aner ikke hvordan.

Besværligheder

Jeg har nu brugt flere timer på at kommunikere med banken for at spærre kort (uproblematisk), YouSee for at spærre forbrug på telefonen (besværligt) og Politiet (stort set muligt).

Forsikringen – hvad kræver de? Kan kontante penge erstattes? Hold nu (kæft) hvor er det besværligt. Alt burde være så simpelt – det er det bare ikke.

Fx har politiet både behov for både IMEI-nummer (15 cifre der er en entydig identifikation af telefonen) og Serienummeret (også en masse cifre). I følge oplysningerne hos YouSee burde disse tal fremgå af kontoen hos YouSee, men det gør de ikke. Firmaet har verdens mest elendige og uoverskuelige hjemmeside, så måske er det bare fordi, jeg ikke kan finde dem? De foreslår fx, at man ringer til dem… Øh ja, hvordan gør man lige det, når telefonen netop er stjålet? Oplysningerne burde fremgå af købskvitteringen for telefonen. Jeg har styr på mine kvitteringer, da jeg altid scanner dem til en særlig mappe, men oplysningerne fremgår ikke af kvitteringen fra Humac, hvor jeg købte min iPhone 6.

Enhver ved, at Politiet.dk ikke interesserer sig for tyveri af kontanter og telefoner, men hvorfor pokker skal det så være så pokkers besværligt? I disse elektroniske tider burde det nemt at ordne den slags. Det er det bare ikke!

Find my iPhone

Der er også noget, der hedder “Find my iPhone” til Apple-dimser, der kan vise, hvor en Apple-dims befinder sig. Min iPad viser, hvor min min iPad befinder sig… Ja tak men hvor befinder min iPhone sig? Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg ikke har installeret denne tjeneste på telefonen, men selvfølgelig kan jeg komme i tvivl.

Den søde og dejlige ven Rene Rigensborg fra “Support PC og andet”, har ledt mig gennem junglen til at få et nyt password til AppleID. Nu burde det være sådan, at næste gang telefonen bruges, skal der også bruges en ny kode. Jeg tør ikke helt tro på det – og jeg undrer mig over, hvordan helt almindelige brugere finder ud af den slags. Jeg kan i hvert fald ikke. En af de ting, jeg synes er utrolig forvirrende, er at bekræftelseskoder sendes til telefonen… jamen den har man jo ikke mere.

Christ – dette her har jeg taget mig timevis. ØV – jeg har ikke rigtig hverken tid eller lyst til sådan noget.

Aber dabei

Jeg har været rigtig glad for vores HR-chef Sune Lyng, der nu vender tilbage til forsvaret Dansk Industri. Han har gjort så meget for mig, og han var den første, der så mulighederne frem for begrænsningerne i mig.

Jeg besluttede derfor at give ham en gave bare fra mig og ikke “bare” som en del af den fælles gave fra huset. Jeg fandt en meget dejlig bog om kunst i perioden fra 1890 – 1920, “Drømmetid – fortællinger fra Det Sjælelige Gennembruds København”.

Det var en sand brydningstid. Drømmetids forfattere dykker ned i perioden og fanger de mange facetter af 1890´er-stemningen – fin de siècle. Deres kapitler tegner et levende og kalejdoskopisk billede af et fascinerende årti op mod århundredskiftet. Byen voksede udad, kunstnerne kiggede indad og satte drømme i spil, mænd og kvinder dyrkede nerverne, forlystelseslivet blomstrede, politikerne førte udmattelseskrige, man udvandrede til det forjættede land Amerika og polarforskerne søgte ud i de yderste egne.

Der er mange smukke billeder i bogen, og jeg har den også selv. Det er ikke en bog, man læser fra side et og frem, men en man bladrer i og læser lidt her og lidt der. Dybest jeg vidste jo ikke, om han var interesseret i hverken kunst eller historie – men det jeg ved er, at vi har en eller anden for form for forbundethed qua medlemskabet af Mensa, så jeg gættede på, at jeg muligvis ville ramme rigtigt.

Han blev rigtig glad, syntes at jeg ramte rigtigt. “Godt set” sagde han, og så var jeg faktisk glad. Det er altid dejligt at ramme rigtigt. Vi har haft en forbundethed, som jeg kan ikke kan udtrykke via den store fælles afskedsreception. Derfor jeg har hjulpet via en lille særskilt gave.