/i , /af ,

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisens indslag om inklusion

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisen havde et interessant indslag om inklusion her i tiåret for “inklusionsloven”. Der var billeder fra “Filsted” skole, men de må have ment “Felsted”, for der er ikke noget, der hedder “Filsted”.

Der havde man vældig succes med en ordning, hvor der var både en lærer og en form for pædagogisk konsulent tilstede i timerne. Børnene var af gode grunde begejstrerede, fordi de selvfølgelig kunne få dobbelt så meget hjælp, opmærksomhed og voksenkontakt.

Det blev oplyst, at det koster en halv million at have et barn i en specialklasse; men de sagde ikke noget om, hvorvidt det var årligt, om det var i hele barnets skoletid eller lignende.

Enhedslisten var imod inklusionsloven

Regeringen og KL indgik i 2012 aftalen om at inkludere flere børn med særlige behov i folkeskolens almindelige undervisning, jf. “Aftaler om den kommunale og regionale økonomi for 2013”. Aftalen havde som mål, at 96 pct. af eleverne i folkeskolen skulle modtage almindelig undervisning efter 2015. Tallet skulle stige fra 94,4 pct., jf. “Omstilling til øget inklusion” fra Undervisningsministeriet. Samlet betød det, at 10.000 specialundervisningselever skulle inkluderes i den almindelige folkeskole.

Enhedslisten stemte imod inklusionsloven (lov nr. 379 af 28. april 2012) – ikke fordi de var imod inklusion, men fordi de mente, at inklusionen kun ville lykkes, hvis der var de nødvendige økonomiske rammer for det. Partiet blev stemt ned, da det fremsatte beslutningsforslag om, at finansloven for 2015 skulle rumme midler, der bevirkede, at inklusionen kunne blive en succes, og der fx kunne etableres tolærerordninger.

Retrospektivt…

Det skulle altså tage 10 år, før bare nogle kommuner indser, at noget må gøres og tager skeen i den anden hånd.

Da jeg var barn, blev jeg ganske automatisk “inkluderet”, og det var ikke særlig sjovt.

  1. For det første blev jeg mobbet meget gennem alle årene i folkeskolen (fra 1970 til 1980), fordi jeg var så anderledes på stort set alle punkter:
    • fordi jeg på nogle klassetrin blev udnævnt til hjælpelærer,
    • fordi jeg kunne både læse og regne, før jeg kom i skole,
    • fordi jeg lærte hurtigere end de øvrige,
    • fordi jeg aldrig fik kammerater, eftersom vi flyttede konstant,og jeg nåede at gå i fem forskellige folkeskoler,
    • fordi jeg hadede fritidshjemmet og kun havde en ven der: hesten ved navn “Olga”, og
    • fordi jeg aldrig havde det “rigtige” tøj.
  2. Adskillige frikvarterer blev brugt på skoletoilettet (og sådan nogle er pr. definition ulækre, ildelugtende og fyldt med gennemblødte papirhåndklæder), og
  3. Det var ugleset, at jeg stort set ikke lavede lektier. Det havde jeg ikke grund til, for jeg gentog bare, hvad læreren havde sagt den foregående time. Andet forventedes ikke. Selvstændig tænkning blev der først behov for i de ældste klasser. Stilene, blækregningen og den slags blev jeg selvfølgelig nødt til at ordne.

Havde man dengang haft specialklasser for børn med særlige behov “til den gode side”, var jeg vel landet der, og det havde været langt bedre. Noget, der helt sikkert kunne være afhjulpet, var de sociale vanskeligheder. Måske var der nogen, der kunne have taget hånd om alt det, jeg ikke kunne. Det faglige var uproblematisk, og det var i vidt omfang problemet: det gjorde mig anderledes, og jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg kunne “blive som de andre”.

Drømmen om privatskole

Jeg husker tydeligt, at jeg drømte om at gå på privatskole, da jeg havde en forestilling om, at det sådan et sted ville være et mindre problem, at det faglige var uproblematisk. Men det var der selvfølgelig ikke penge til; med voksen-briller vil jeg mene, at der ikke blev prioriteret sådan. Om det er en fejlslutning, er jeg ikke klar over. Måske er jeg urimelig? Der er ikke nogen at spørge – og det er sådan set godt nok.

Jeg korresponderer med en anden med Aspergers syndrom, som også slægtsforsker. Vi er jævnaldrende. Hans oplevelse af folkeskolen er en helt anden: han var “ham den sære”, men han havde mange kammerater og let ved det sociale. Så man behøver ikke have haft en svær tid i folkeskolen, men mit klare indtryk er, at det var/er en prøvelse for mange på Autismespektret.

Mine drømme indfriedes på det toårige Statens Kursus til Studentereksamen; jeg var fx vild med både tysk og latin, fordi der var så herligt meget orden i sagerne. Det var logisk og derfor nemt. Engelsk var derimod ikke min kop te. Det var for løst i fugerne. Herpå fulgte selvfølgelig Købehavns Universitet på et studie, hvor der også var orden i sagerne. Glemt var årene fra 1970 – 1980 – Gudskelov.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/7 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Så skønt med dobbelttid

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Jeg er vild med psykologen af blandt andet følgende årsager:

  • Hun accepterer uden videre, at jeg ikke kan finde ud af det med “psykodrama”. Men hun har selvfølgelig også kendt mig længe. Hun kender mine svagheder (og styrker).
  • Hun accepterer, at jeg ikke kan male/tegne og sådan noget. Hendes andre klienter kan sikkert, men jeg kan ikke tegne så meget som en tændstikmand. Og jeg får mindreværdskomplekser af bare at se en pensel, et staffeli eller et lærred.
  • Hun accepterer, at jeg er et “hjernemenneske”, som har stor glæde ud af at udvikle teorier og analyser sammen.
  • Hun accepterer, at jeg optager vores samtaler og har tillid til, at jeg ikke misbruger dem.
  • Jeg ved helt præcist, hvornår vi “gætter” sammen, fordi ingen kan vide, hvordan tingene rent faktisk var for et halvt århundrede siden, når der er noget, jeg ikke husker. Jeg kan sætte foden i og sige “Nej, det kan ikke passe på grund af “xyz””
  • Jeg ved helt præcist, hvornår “gætterierne” kan bringe mig videre, og hvornår de er “far fetched”. Det er, når tankerne inden næste session ikke hænger sammen for mig. Og jeg kan komme og sige “jeg tror ikke på det”. Det sker bare ikke ret tit!
  • Hun er teoretisk og fagligt velfunderet. Hun har siddet i stolen i mange år.
  • Hun ikke synes, jeg er kedelig!
  • Hun elsker sit job!

Du er sgu også så kedelig!

Jo mere min “mor” (og psykopaten) fik at drikke, jo “kedeligere” blev jeg, når de blev “sjovere”. Min “mor” sagde ofte:

Du er sgu også så kedelig

Der kommer rent faktisk nogle følelser her. Og jeg er jo begejstret, når jeg endelig føler noget. Jeg har det svært med at være kedelig. Inde i mig er der et billede af, at jeg faktisk er kedelig, fordi jeg har hørt det gennem så mange år (mindst seks).

Det bekræftes af, at jeg ser ting og sager på Facebook, som andre synes er sjove; men jeg synes overhovedet ikke, de er sjove, selvom jeg prøver at forstå morskaben. Et eksempel er, at jeg slet ikke synes, det er sjovt, at fire millioner mennesker fra Ukraine har måttet flygte fra deres hjem, der ligger i ruiner. Jeg synes heller ikke, Victor Borge er sjov, eller for den sags skyld at Gøg og Gokke er sjove. Psykologen forstod mig uden videre.

Psykologen synes ikke, jeg er kedelig; jeg er bare alvorlig. Det har jeg ikke noget imod at være. Jeg er ikke til “Falde på halen-komedier”. Det er fint for mig.

Jeg vil prøve at skifte ordet “kedelig” ud med “alvorlig”, til vi ses næste gang ultimo april. Det der ukærlige “Du er sgu også så kedelig” sidder bare dybt i mig. Det kræver lidt arbejde, men det er i orden. Der er kun en vej fremad, og det er den arbejdsomme.

“Den gode mor” havde inviteret sit barn på en sød måde til at være knapt så alvorlig fx ved hjælp af følgende: “Lille Hanne-pige, du er så alvorlig. Jeg vil vise dig, hvordan du kan have det lettere og være mindre “tung””. Sådan var det bare ikke. Måske syntes hun, at jeg så på hende/dem som en slags “dommer”; og det havde hun i givet fald ret i. Jeg kan faktisk huske/fornemme, at jeg betragtede sceneriet udefra og tog afstand fra det med afsæt i de værdier, der boede i mig. Og gæt selv hvor de mon kom fra.

Jeg havde ikke en mor  – men jeg havde en far

Jeg er så umådeligt lykkelig for, at jeg har haft en far, selvom det ikke var ret længe. Nogle mennesker er “fars pige”, nogle er “mors pige”. Når jeg læser om andre modne kvinder, der mister deres mor, skal jeg jo i og for sig bare “kopiere” følelserne fra de følelser, jeg havde for min far for at forstå, hvad de føler. Så kan jeg sagtens forstå det tab, de lider. Det var en vigtig erkendelse i dag. Jeg vil virkelig gerne; jeg ønsker ikke på nogen måde at fremstå u-empatisk. Det er en del af det at være på autismespektret, at man har svært ved at leve sig ind i andre menneskers følelser. Jeg synes bare ikke selv, den del af diagnosen passer ret godt på mig. Det må andre selvfølgelig vurdere.

Da psykopaten og jeg kæmpede om min mors gunst

Det er de særeste ting, man kommer i tanke om, når man er “hjernestyret”, men sådan er det: da vi boede i det gamle faldefærdige skammel på Sydfyn (Nellemose fem km. fra Hårby) havde min “mor” et job med morgenrengøring på lægehuset i Assens. Det, jeg husker allerbedst, er, at psykopaten og jeg mentalt “kæmpede” om at komme med på disse rengøringsjobs, selvom det betød, at vi skulle ud ad døren kl. fem om morgenen eller deromkring. Hvis jeg vandt, havde jeg min “mor” for mig selv et par timer i ædru stand, og hvis han vandt, havde han vundet over mig!

Terapien ville selvfølgelig gå meget hurtigere, hvis jeg kunne det der med psykodrama, tegne-/maleterapi osv. Jeg tror, at hvis jeg har forstået logikken og de rette sammenhænge, tror jeg også, jeg har har løst problemet. Sådan er det bare ikke i virkelighedens verden. Når vi tager vejen via logik og hjerne, kan vi tage en lille bid af problemstillingerne, hver gang ordene bliver sagt og analyserne bliver lavet. Hvis jeg kunne det andet, ville den bid være større. Følelser bor i kroppen – ikke i hjernen. Men det må tage den tid, det tager (og koste det, det koster).

Barnet foran sin fars gravsted

Hvorfor pokker er der ikke nogen, der ser, at der er et barn, der har behov for omsorg? Det hører med til et bare lidt mere nuanceret billede af min “mor”, at hun ikke selv kan overskue at give omsorg på et tidspunkt, hvor hun selv er i chok og sorg over at have mistet den mand, hun havde været gift med i 17 år. Hvorfor skal det barn allerede som niårig lære ensomheden at kende og finde ud af at “Jeg må klare mig selv”? Jeg kan næsten ikke udholde at se et barn på det enorme familiegravsted for mit indre blik. Jeg har svært ved at acceptere, at det ikke er et fremmed barn, jeg ser for mig, men at det faktisk er mig selv. På den anden side set: Hurra – jeg føler noget. Det må jeg straks notere mig.

Det er noget af det, vi (psykologen og jeg) undrer os over. Hvorfor var der ingen overhovedet? Min far var en indflydelsesrige person i byen. Det kunne have været underdirektøren, arbejdere på fabrikken, naboer, præsten, nogle lærere, for nu slet ikke at tale om min fars søster, der var gift med en overlæge, professor dr. med. De har da sikkert haft en god økonomi. De boede godt nok i Aarhus, og der er godt nok 98 km., men det er jo ikke en afstand som til hverken Madrid, Athen eller Nordkap. Og så var der min mormor, der også boede i Brande, hvorfor kridter hun ikke skoene? Hun er på det tidspunkt 62 år og vist i det væsentlige rask.

Hvorfor er økonomi pludselig et problem? Hvorfor var der ikke en forsikring eller en pensionsopsparing efter min far? Hvor er provenuet efter salget af fabrikken? Psykologen nævnte ordet “enkepension”, og det ord vakte genklang ~ jeg har hørt det før engang for længe siden. Jeg tror, der var en enkepension. Hvor blev den af? Måske var der gæld, der blev betalt med enkepensionen?

På den anden side set fremgår det af adoptionssagen otte år før:

I 1964, hvor adoptionen forberedes, har Jørgen en indkomst på 31.000 kr., hvilket betegnes som særdeles gode økonomiske forhold. Huslejen udgør 200,00 kr. månedligt, men de kan bo i det lejede hus så længe de vil og finder ingen grund til at flytte, selvom de udmærket havde råd til selv at bygge sig et hus.

Der er en tanke, jeg har tænkt i mange år, men som jeg med vilje aldrig har nævnt, fordi den måske er lidt “far fetched”, fordi jeg ikke vil fremstå med endnu en offer-historie og fordi det kan lyde selvmedlidende. Men når nu psykologen nævnte det forsigtigt som en langt-ude-mulighed, så kan jeg også tillade mig det:

Er der ingen overhovedet, fordi jeg ikke er deres “rigtige” barn?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Fremragende systemisk omsorg om ECT

Fremragende systemisk omsorg om ECT

Har man kendt mage?

Fremragende systemisk omsorg om ECT

Det er onsdag den 23. marts, og egentlig skulle jeg have været ECT i dag. For det er nemlig hver fjerde onsdag. Men “min” fantastiske sygeplejerske fra ECT-afdelingen på Psykiatrisk Center  Glostrup, det er hende, der holder mig i hånden, ringede i sidste uge, og fortalte, at hun skulle have ferie i to uger – og så spurgte hun, om jeg ville have behandlingen flyttet, til hun var retur?

Jeg udbrød højt og helt spontant “Hvor er du sød”. Jeg forstår slet ikke, at der findes den form for individuel omsorg i et så stort system, som psykiatrien er. Tænk at nogen tænker så langt. Så er jeg et ængsteligt menneske og ikke bare en brik i et spil, et nummer i rækken på “fabrikken”, en patient ud af de mange de behandler hver uge, hver måned og hvert år.

Hvad er det, “min sygeplejerske” gør?

  • Hun kommer og småsludrer: Det er ikke så længe siden, det endelig gik op for mig, at grunden til, at “min sygeplejerske” kommer og småsludrer, hvis jeg er på som den første, og jeg sidder og venter, nok ikke er fordi jeg er så frygtelig interessant, men at det er for at dæmpe min angst. Tænk at hun tænker så langt. Når hun ikke er der, har jeg telefonen at forsvinde ind i, men samtale med et dejligt, varmt menneske er selvfølgelig bedre. Vi taler om hvad som helst ofte politik, der interesserer os begge. Næste gang bliver emnet sikkert krigen i Ukraine.
  • Hun holder mig i hånden: afhængig af om de lægger droppet til bedøvelsen i højre eller venstre side, står hun altid og fuldstændig beredvilligt i modsatte side, når “vi” er klar. Hun rækker hånden frem. Når jeg mærker, at jeg er ved at forsvinde fra verden, klemmer jeg hendes hånd hårdest muligt. Det hjælper. Jeg håber ikke, det gør ondt på hende. Det ville være synd.

Næste gang er den 6. april

Nu må jeg vente til den 6. april med at finde ud af, i hvilken grad erkendelsen hos psykologen om, at det er mit eget valg, og at jeg dybest set kunne sige, at jeg ikke vil lege med mere og rejse mig og gå. Det ville være tåbeligt, men jeg kunne gøre det. Der er ingen, der tvinger mig til ECT-behandlingerne. Jeg har selv sagt ja til tilbuddet, og det er en fantastisk effektiv behandling, der bevirker, at jeg kan leve et næsten normalt liv. Det er den behandling, man tilbyder, når alt andet er forsøgt.

Jeg er meget spændt. Min tankeverden siger mig, at erkendelsen vil have en utrolig positiv virkning. Indtil videre er det tanker, men som min “mor” altid sagde “Det er tanken, der tæller”.

Hvis det nu “virker”, kan det være, vi om et par måneder kan aflive special-ordningen om, at jeg sover derude natten før, for det er trods alt rarest at sove hjemme. Sidst lukkede jeg ikke et øje natten før, blandt andet fordi de kommer hver anden time og tjekker, om man sover. På en måde kan man sige, at det er ligegyldigt, om jeg er søvnløs i Hvidovre eller i Glostrup. Sover jeg derude, er der bare sikkerhed for, at jeg kommer afsted, selvom jeg dårligt kan stå på benene. Jeg har én gang aflyst, fordi jeg ikke havde lukket et øje herhjemme. Jeg kunne simpelthen ikke holde mig oprejst. Jeg er ikke typen, der svigter mine aftaler.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

To timer hos psykologen

To timer hos psykologen

Glædet mig helt vildt

To timer hos psykologen

Det, vi prøver at gøre noget ved nu, er temmelig “tungt”, eller hvad man skal kalde det, og sidste gang oplevede jeg, hvor skønt det var med en dobbelttid, fordi hun havde et afbud efter mig og jeg så fik den efterfølgende time. Nu har jeg simpelthen draget konsekvensen og bestiller dobbelttider – og det var det, jeg havde glædet mig helt vildt til at kunne drage fuldt ud nytte af at vide på forhånd for første gang. Fravær af stress – og mere kaffe med mælk, der letter det, der må siges at være  en form for “hårdt arbejde”.

Gensidig respekt

Jeg har altid lavet en “dagsorden”, så jeg er sikker på at få fat på de ting, jeg har tænkt over siden sidst. Det fungerer rigtig godt. Jeg har en fornemmelse af, at psykologen godt kan lide mig, og det er jo selvfølgelig vældig rart. Ellers havde hun vel også fundet en form for undskyldning for ikke at ses efter 2015, hvor jeg lærte hende at kende i Psykiatrifonden; jeg mener, hun har haft syv år til det, hvis det var det, hun ville.

I dag måtte jeg sige til hende, at jeg tænker, at jeg “sætter hende på arbejde”, fordi jeg ganske enkelt er hjernestyret fremfor følelsesstyret. Hun bliver nødt til at forklare sig med ord, der hænger sammen og er logiske, for ellers forstår jeg det ikke. Og jeg ville slet ikke få noget ud af lydfilerne, som jeg altid hører mindst en gang. Hvis jeg nu kom og havde følt en masse siden sidst, havde mærket en masse, var det vel nemmere at være psykolog? Men sådan er det bare ikke. Heldigvis svarede hun, at hun følte sig udfordret, og at det kan hun godt lide.

Lige en indskudt sætning: at jeg har tænkt noget relevant siden sidst, er trods alt et udtryk for, at der har været en følelse. For tanker kommer efter følelser. Det giver god mening; det har jeg bare aldrig tænkt over før.

Det ville også være nemmere at være mig, for så var “alting” ikke kapslet så godt inde, at der gik næsten et halvt århundrede, før jeg kom til at tænke på det værste. Der er uhyre mange ting, der billedligt talt er ryddet op i, som er lagt på hylder, er sat brædder for og slået søm i siden 2015. Det er jo blandt andet derfor, jeg har fået det så godt. Der mangler bare lidt. Jeg synes, hun er enormt dygtig, hun er teoretisk velfunderet og er i stand til at vende mine tanker, hvilket jeg sætter stor pris på. Det er det, der rykker. Jeg er ikke offer. Det er ikke synd for mig. Jeg har bare stadig en vigtig opgave at løse.

Jeg tænker således, at der er tale om gensidig respekt og anerkendelse.

ECT er faktisk et valg: Jeg kunne jo gå min vej

En af de ting, vi vendte (og mere end bare det, da “vendte” lyder som noget kortvarigt, og det var det ikke) var ECT. Der er en tydelig sammenhæng mellem angsten for ECT og de(t) værste overgreb i marts 1976. Følelsen af at være fastholdt/fastspændt, at være ude af kontrol, at være magtesløs mv. Dengang kunne jeg ikke i rokke mig ud ad stedet, vel faktisk dårligt rokke med ørerne.

Nu kunne jeg faktisk sige “jeg vil ikke” og så rejse mig og gå. Det ville have nogle konsekvenser, ja, men det har alle vores valg her i livet. Jeg ville formentlig skulle tilbage til medicinen, hvad jeg på ingen måde vil, da jeg er færdig med Parkinsonismen, der var et sandt helvede.

Jeg har på en eller anden måde fået gjort ECT til noget, nogen mener, jeg skal. Det er som om, nogen tvinger mig til det. Derfor kommer det til at ligne overgrebene. Derfor kommer følelsen af at skulle på skafottet, når jeg ikke lukker et øje natten før og om morgenen går op ad Kamgangen i Glostrup, som er meget lang. Men det er det ikke.

Det er noget, jeg selv af egen fri vilje har valgt for snart længe siden (november 2020), fordi det er effektfuldt. Det er den bedste behandling, systemet kan tilbyde mig. Det har professor Poul Videbech og overlæge Kasper Thybo Reff hjulpet med at finde ud af! Det er også mennesker, jeg respekterer og anerkender.

Dette er centralt i relation til ECT – og jeg vil huske mig selv på det inden næste gang.

Sidste gang holdt jeg selv iltmasken (man skal fylde lungerne grundigt med ilt inden narkosen), og det var faktisk en hjælp. Hvis vi nu siger, det plejer at være “100 ubehageligt” på en skala fra 0 – 100, var det kun “95 ubehageligt”, og altså bestemt et skridt i den rigtige retning. De har hver gang tilbudt mig selv at holde masken, men jeg har afslået det, fordi jeg ikke har syntes, jeg kunne koncentrere mig om det. Næh det er jo klart, når alle sanser er skærpede og al fokus er på, om de nu har styr på det, de laver, hvilket de selvfølgelig har, for de laver ikke andet tre formiddage hver uge. Jeg har prøvet det over 100 gange nu, og jeg er jo altså vågnet op hver gang. De har styr på skidtet, og jeg er klar over, at det er farligere at krydse Gammel Kongevej eller Hvidovrevej.

Jeg har på fornemmelsen, at dagens samtale er et meget vigtigt skridt i den rigtige retning. Det er spændende, om det går bedre onsdag den 23. marts end sidst, hvor jeg var så anspændt, at jeg lagde mig på briksen og tudede – og følte mig som en idiot.

Lidt som folk med PTSD

Jeg siger ikke, jeg lider af PTSD, og det siger psykologen heller ikke. Der er bare noget i det med, at 46 år gamle overgreb dukker op som en form for flashbacks, når de aktiveres af nutidige hændelser. Jeg husker alt for godt, hvad der skete den pågældende værste dag. Jeg husker glimrende “forhørene” ved køkkenbordet i Vollsmose, den åbentstående morgenkåbe, cerutrøg-lugten og meget andet ubehageligt.

Nu håber jeg ikke, jeg siger noget helt forkert om PTSD og skader mennesker med det syndrom, eller gør psykologen uret, for jeg ved ikke nok om det og har kun hørt lydfilen en enkelt gang. Jeg har bare ofte set mennesker på TV med syndromet, typisk tidligere udsendte fra forsvaret, og har uden videre kunnet sætte mig ind i, hvad de mente, uden dog at tænke at det kunne have noget med mig at gøre.

Var der slet ingen protester?

Hun spurgte blandt andet, om der slet ikke var nogen form for “protester”. Det tog mig lidt at finde ud af, hvad hun mente, men kom frem til, at der var i hvert fald to protester:

  1. Jeg havde indgående fantasier om at skære kønsorganet af psykopaten med en stor kniv. Det husker jeg faktisk ret tydeligt, for fantasierne var persistente.
  2. Jeg nægtede at kalde ham for “far”, da jeg ikke mente, han var værdig til en så fin titel, og jeg havde haft en far. Det var der en del opstandelse over. Men jeg ville ikke, uanset hvad de sagde.

I relation til 1: I forbindelse med drabet på den unge kvinde i Aalborg for kort tid siden, skrev medierne meget om, at (kvinde-)drab ofte er kulminationen på lang tids psykisk (og/eller fysisk) terror. Jeg har så gået og tænkt på, om jeg også kunne være blevet dræbt? Det mente psykologen ikke. Var der noget, der var endt med drab, var det mig, der havde dræbt ham. Det forekommer lidt “far fetched” og som lidt af en tankekonstruktion, men ved nærmere eftertanke kan jeg faktisk godt se, at der er noget i det. Og om man bruger en stor kniv til det ene eller det andet er vel også næsten ligegyldigt? Nu er jeg nok bare ikke typen, der slår nogen ihjel, selvom enhver vel kan blive drevet derud, hvor drab synes at være den eneste mulighed.

Intet var gennemtænkt

Jeg må indse, at jeg til dels voksede op et sted, hvor intet på forhånd var gennemtænkt med “pros and cons”. To korte eksempler er:

  1. Da vi boede i det faldefærdige firlængede skrammel på Sydfyn, fik jeg faktisk en hundehvalp: “Bamse”. En dejlig gul labradorhvalp. “Bamse” måtte imidlertid lade livet hos dyrlægen, idet han gøede, når min halvbror skulle sove i barnevognen under kastanjetræet. Ingen havde tænkt på, at en hundehvalp gør. Ingen havde tænkt på, at en hundehvalp ikke opdrager sig selv. Der skal være nogen, der tager ansvar for det. Men ingen tog ansvar.
  2. Min stakkels gamle morfar flytter ind i baglokalet i Svaneke. Ingen har tænkt på, at han er ret dårlig og har svært ved at gå på trapper, men hvis han skal spise med os, skal han op ad trappen til første sal. Ergo må han spise alene nede i baglokalet i løbet af kort tid, for han kan ikke forcere trappen. Ingen har gennemtænkt det. Det burde ellers ikke have været så vanskeligt at regne ud, at han næppe blev “raskere” med alderen.

Det strider mod alt, hvad jeg selv står for nu – og rent faktisk også stod for dengang. For pokker da, man må da tænke sig om, inden man træffer så vidtgående beslutninger. Men det gjorde de altså ikke.

Der er mere

Vi nåede at tale om mere, men jeg orker ikke at skrive mere lige nu. Det kommer, for den efterfølgende skriftlige bearbejdning er vigtig for mig. Har jeg nogle læsere til disse poster om et vanvid, er det godt. Har jeg ikke, har jeg da selv haft fornøjelsen, eller hvad man nu skal kalde det.

 

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.