/2 Kommentarer/i /af

Jeg skal ikke på plejehjem!

Jeg skal ikke på plejehjem!

Parolen var “Længst muligt i eget hjem”

Jeg skal ikke på plejehjem

Om den parole fortsat er gældende, er jeg ikke klar over, men faktum er, at jeg bliver her. Jeg skal ikke på plejehjem og spille ludo. Det føler jeg mig simpelthen for god til; det er under min værdighed.

Jeg vil være hjemme hos mine egne ting, ved mine egne vinduer og ved min egen computer, der udgør grundstammen i mit liv. Andre kan mene, det er underligt, men ikke desto mindre er det sådan, det er. Det er det, der gør mig glad og tryg.

Måske skal jeg så ligge i min egen afføring, men det gør jeg hellere hjemme i min dejlige lejlighed end på et eller andet plejehjem, hvor det er “underklassen”, der er ansat (jfr. Nye Borgerlige i “Altinget” den 21. oktober 2022).

Da jeg troede, jeg var dement

Jeg glemmer det aldrig. Jeg må have været i en (nær)psykose?:

Engang i 2018 eller 2019 var jeg oppe midt om natten. Jeg ville lave kaffe, men jeg kunne ikke huske, hvordan man gjorde, skønt jeg har lavet kaffe på gammeldags manér siden 1. august 1980. Det giver rundt regnet 100.000 kopper kaffe – men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det.

Og jeg lagde brødkniven på plads i køleskabet. Jeg var klar over, at der skulle den ikke ligge; samtidig kunne jeg ikke finde andre placeringsmuligheder.

En del af mig var altså helt væk, men en anden del af mig var smerteligt bevidst, at dette var helt galt. Jeg var simpelthen så bange for, at jeg nu var dement eller bare på vej til at blive det. Samtidig var jeg klar over, at hvis jeg virkelig var på vej ad den vej, ville jeg ikke være klar over det. En virkelig dualisme.

Jeg var så bange, at jeg ringede til psykiatrisk afdeling på Brøndbyøstervej, der sagde, at jeg skulle pakke tasken og komme med det samme. Og det gjorde jeg selvfølgelig i tryg forvisning om, at de både kunne og ville tage sig af mig. Og det gjorde de som så ofte før. De fik dysset det hele ned, men frygten sad i mig. Og af og til kan jeg genkalde den, når jeg rækker ud efter endnu en pakke blå Irma på øverste hylde.

Nu er jeg glad, for jeg ved, at det var en ubegrundet frygt. Jeg var ikke på vej til at blive dement.

Et stærkt mandskab hos FOA

TV2, som jeg ikke ser, har åbenbart vist en udsendelse om fuldkommen urimelige og frygtelige vilkår på et plejehjem i Køge. Jeg kommenterede tidligt på dagen de reaktioner, jeg havde set, og jeg pointerede, at jeg ikke havde set udsendelsen, men at jeg alene forholdt mig til omtalen af udsendelsen. Jeg skrev højt og larmende, at det, mht. netop de påpegede forhold på netop dette plejehjem, vel måtte være anses bevist vha. billeder, at forholdene for beboerne var utilstedelige.

Det skulle jeg aldrig have gjort, idet topfolk i FOA (Torben Hollmann og Brian Kobbenagel) blev ved med at skyde mig ting i skoene, som jeg aldrig nogensinde havde udtalt mig om. Jeg forholdt mig til, hvad jeg havde forstået på en række seere, som jeg fandt valide. Og det var jeg åben om. De fremturede med, at jeg fremkom med en generel kritik at samtlige deres medlemmer, hvilket jeg naturligvis aldrig kunne finde på. De, der læser med her hos mig, vil formentlig kunne genkende min profil.

Der blev formenlig brugt 20 kommentarer, før jeg fik dem til at holde mund. Til sidst måtte jeg skrive til Torben Hollmann: “Jeg har ALDRIG nogensinde skrevet om den generelle kvalitet, for det ved jeg intet om. Derfor kan jeg heller ikke besvare dine spørgsmål”. Det var svar på hans spørgsmål om mine holdninger til kvalitetsstandarderne. På et tidspunkt stoppede det heldigvis, og mit indtryk er, at jeg faktisk fik det sidste ord. I hvert fald holdt de kæft!

Jeg synes, det er trist, man ikke kan indgå i en saglig debat uden at få skudt udsagn i skoene, som man aldrig har fremsat. Debatten bliver noget helt andet end saglig. Facebook er et dejligt medie, men hvis man mener noget, med det man siger, skal man godt nok stå tidligt op. Men i dag var jeg nu også oppe 6:55, så de fik mig ikke.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

En privat sundhedsforsikring?

En privat sundhedsforsikring?

Sundhedsvæsenet i frit fald

En privat sundhedsforsikring?

Debatten om et sundhedsvæsen i frit fald gør indtryk, så jeg tænkte på at tegne en privat sundhedsforsikring, uanset at det er mig inderligt imod med den slags. Men da jeg ikke har andre, der kan passe mig, hvis der skulle ske noget, og hvis fællesskabet ikke kan, så må jeg jo selv sørge for det; en afledning af “Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu”.

Først tjekkede jeg, om mit medlemskab af P+ (tidligere JØP) indeholdt en sundhedsforsikring, men det gør den ikke, da jeg kun er medlem og ikke længere indbetaler til pension. De har aftale med “Gjensidige” og foreslog, at jeg kontaktede dem og forklarede dem det.

Psykiske lidelser

Inden jeg ringede “Gjensidige” op, læste jeg deres forsikringsbetingelser for den forsikring, der kunne være relevant og som ville koste 3.881 kr. årligt (= 323 kr. om måneden).

Gennemlæsningen afslørede, at jeg har for mange forudbestående lidelser til, at de dækker. Og selvfølgelig kan man sige, at “skaden” er opstået, længe inden de kommer ind i billedet, så hvorfor skulle de dække det? De ville jo påtage sig en stor risiko, som de ikke kunne gennemskue på forhånd. Endnu en afledning af “Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu”.

Generelt dækker de stort set ikke psykiske lidelser og da slet ikke hverken bipolar eller noget på autismespektret, som de begge betegner som “svære”. Det er endnu et helt konkret eksempel på, at det offentlige sundhedsvæsen efterlades med de sværeste tilfælde.

Selv synes jeg egentlig, at jeg er ret velfungerende, men et forsikringsselskab betegner mig altså som et svært tilfælde. Det efterlader mig med en lidt underlig følelse i maven og smag i munden.

Somatiske lidelser

Nå, men jeg kunne selvfølgelig også falde ned ad trappen, ud af sengen, blive kørt ned eller lignende. Man kan hurtigt blive udredt og behandlet på et privathospital, hvilket naturligvis kunne være dejligt, når det snart er der, sygeplejerskerne er at finde efter flugten fra de dårlige løn- og arbejdsvilkår i fællesskabet.

Udredning og behandling vil ske de steder, som selskabet har aftaler med. Man må selv sørge for transport, der er kortere end 25 km.

I telefonsamtalen spurgte jeg til, hvor det så konkret var og om de havde en oversigt over de steder? Det har da stor betydning, hvis man fx har brækket et eller andet og ikke har bil. Medarbejderen forklarede nok så venligt, at de ikke havde en oversigt, men hvis jeg havde problemer med fødderne, ville de ikke sende mig til en specialist i noget med hænder. De ville heller ikke sende mig til en håndkirurg, hvis jeg havde hjerteproblemer. Det øgede straks min gensidige tillid til selskabet …

De betaler opfølgende behandling i form af for eksempel fysioterapi, men antallet af behandlinger, de vil betale, er så lavt, at jeg ikke tror, det rækker. Og så kan jeg lige så godt betale selv med de 323 kr., jeg sparer hver måned ved ikke at tegne en sundhedsforsikring.

Forsikringsprincippet

Det er klart, at nogle må tabe, hvis andre skal vinde. Det ligger “lissom” i forsikringsprincippet. Og så skal der jo også være en sjat til selskabet og aktionærerne selv. Efter en gennemlæsning af forsikringsbetingelserne føler jeg mig bare ret overbevist om, at det er mig, der bliver taberen fremfor vinderen, og så kan jeg godt finde på noget andet at bruge næsten 4.000 kr. på årligt.

I fællesskabets forsikringsprincip, det vil sige bidrag til fælleskassen via skatten, er det også klart, at nogle må tabe, når andre skal vinde. Jeg kan bare bedre lide den model, men det handler selvfølgelig om politisk anskuelse.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , , /af , ,

“Varme hænder” er nedværdigende

“Varme hænder” er nedværdigende

Kolde hjerner og varme hænder?

“Varme hænder” er nedværdigende

Hvis jeg var sygeplejerske, social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent, ville jeg være træt af at høre om “varme hænder”, da det er en nedværdigende betegnelse. Jeg kender adskillige både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, der bruger hjernen en del for at løse opgaverne. Temperaturen i håndfladerne er noget ævl.

Retorikken om vores plejepersonale er nedværdigende. Hvem vil uddanne sig til at være et par “varme hænder”?

Man bliver ikke bare sådan lige sygeplejerske. En af dem skrev skrev i Viborg Amts Folkeblad i oktober 2021 følgende fuldt forståelige indlæg

Personligt har jeg altid kolde hænder, men jeg kan garantere dig en sygepleje, som er funderet på et videnskabeligt grundlag med en udvidet specialistviden om omsorg, etik, anatomi og fysiologi for netop at kunne varetage en kvalificeret sygepleje tilpasset den enkelte.

For 100 år siden var alting godt

Nej vel. Men ca. på det tidspunkt var jeg kæreste med en sygeplejeelev. Dengang var de netop elever og blev udlært på et hospital. De lærte derfor alt om patientkontakt og praktiske færdigheder. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun blev en dygtig sygeplejerske, da hun blev færdig.

I 2019 blev sygeplejerskeuddannelsen ændret til en professionsbacheloruddannelse på 3½ år, der gav adgang til videreuddannelse. Teorien udgjorde nu 58 pct., mens praktikken udgjorde 42 pct.

Jeg har talt med en sygeplejerske på min egen alder om hendes vurdering af uddannelsen dengang og nu. Hun sagde, så vidt jeg husker, at nutidens sygeplejersker uddannes bedre i fx anatomi, fysiologi og medicin end dengang. Til gengæld var de måske dengang lidt dygtigere til praktikken end de, der bliver færdige nu. Det skal de først ud at lære.

Tjenestemandsreformen fra 1969 og forud for den

“Varme hænder” er nedværdigendePernille Skipper er en af de (måske få?) politikere, der har sat sig grundigt ind i tjenestemandsreformen fra 1969. En aften deltog jeg i et webinar, hvor hun fortalte om baggrunden for reformen, der stadig her 53 år efter ligger implicit i sygeplejerskernes løndannelse og er årsagen til, at sygeplejerskernes løn halter bagud.

Efter krigen oplevede hele Europa en velfærdsstigning og det vi i dag kalder “velfærdsstaten” blev skabt. Historisk blev kvinders arbejde som fx sygeplejerske, jordemoder eller den, der passede de ældre/gamle anset som en form for fritidsjob, der højst medførte lidt lommepenge, for hovedindtægten i hjemmene stammede fra mandens arbejde.

Sygeplejersker var nogle, der hjalp lægen med at passe patienterne. De forskellige fag blev anset for at være et kald, og et kald er ikke lønnet; det er noget, man er “kaldet til”.

Tjenestemandsreformen vedtoges af folkevalgte politikere, der ikke tænkte på “Den danske model”, som de fleste nu angiver som hovedargument for ikke at agere på skævhederne mellem mande- og kvindefag. Henter man publikationen fra Institut for menneskerettigheder: “Kvindefag i historisk skruetvinge“, kan man blandt andet læse

Kommissionen valgte derfor hovedsageligt at bevare det eksisterende hierarki mellem de offentlige faggrupper – og dermed mellem mænd og kvinder – som kommissionen selv daterede tilbage til den første tjenestemandslov fra 1919.

Kvindefag lønnes helt generelt 12 – 14 pct. ringere end mandefag

“Varme hænder” er nedværdigende

Nu står vi med det problem, at de omhandlede faggrupper ikke gider være der længere og de unge søger ind på andre uddannelser. Nogle vil måske fortsat gerne faget som sådan, men de rejser til Norge for at udføre det. Andre igen rejser bare fra det offentlige til det private, hvor de kan få 60.000 kr. mere i løn årligt.

Intet tyder på, at problemet har nået sit toppunkt; det vil vokse i de kommende år, og det vil bliver yderligere aktualiseret af, at middellevetiden stiger, så der bliver flere af os gamle. Hvis vi ikke sørger for bedre aflønning af både mænd og kvinder i kvindefag, står vi om ganske få år med et uoverstigeligt problem, som det vil tage årtier at rette op på. Man kan kalde det for et velfærdseksperiment.

Når (eller hvis?) vi beslutter os for at agere, vil en af de helt store diskussioner være sammenligningsgrundlaget: Hvad skal medregnes i lønnen? Skal vi tage udgangspunkt i grundlønnen eller skal vi inkludere ulempetillægget for at være på vagt lørdag nat?

Aflønnes de “varme hænder” efter temperaturen i håndfladerne eller efter faglig dygtighed? Måske. Det er næsten den eneste logiske forklaring på, at kvindefagene helt generelt lønnes 12 – 14 pct. ringere end mandefagene.

Man siger, at “Den danske model” er til hinder for politisk indgriben; det er ikke hele sandheden, for det er udtryk for et politisk valg hvor mange lønkroner, der sendes regionernes vej.  Arbejdsmarkedets parter bringes altså først i spil, efter den indledende politiske prioritering.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

To timer hos psykologen

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

Jeg var hos psykologen i går, og det var så fedt! Der var gået næsten en måned siden sidst, så jeg havde en lang dagsorden, som jeg havde glædet mig helt vildt til at gå igennem med hende. Nogle gange når vi det hele; andre gange ikke, men jeg har som hovedregel prioriteret emnerne på forhånd. Det, vi ikke når, er nok ikke så vigtigt. Er det alligevel vigtigt, kan det gemmes til næste gang og tages frem igen. Jeg har mine noter; de kan genbruges.

Jeg havde medbragt regnearket, der lå til grund for tabellen i “Udtræk fra CPR-registeret” og prøvet at illustrere tallene lidt bedre, end det er muligt på hjemmesiden, printet ud i farver (efter at have kæmpet 1½ time med printeren…) og i det hele taget prøvet at gøre de mange tal operationelle. Jeg har altid syntes, det var sjovt at kommunikere tal til andre mennesker, så det har jeg brugt en stor del af mit arbejdsliv på. Tal kan – fornuftigt opstillet – fortælle mere end mange ord/historier.

Af en eller anden tåbelig årsag var jeg en lille bitte smule bange for, om hun ville grine af min autistiske hjerne og forkærlighed for tal, regneark, data og tabeller. På den anden side set: havde jeg nu for alvor troet, at hun ville have leet mig ud, havde jeg jo ikke medbragt det.

Det var mine egne fordomme om psykologer, der kom i spil. Det var ikke pænt. Jeg har kendt hende i syv år nu, så selvfølgelig lo hun ikke. Hun er også logiker. Tværtimod fik vi en fantastisk samtale om CPR-registerets udvisende, og jeg fik en masse forklaringer om, hvad der sker med børn – både dem med og uden autisme – på de forskellige udviklingstrin. Jeg har ikke børn og har dermed et en brik forstand på den slags.

Jeg var helt høj, da jeg bagefter gik til toget. Normalt siger man “Paris er vel en messe værd” (citat Henrik 4. af Frankrig). Jeg siger “Holbæk er rejsen værd”.

Når man konstant rykkes op med rode

(Herunder kommer mine forståelser af samtalen, altså det jeg har fået ud af det. Er det noget sludder, jeg nu udbreder for alverden, må du bære over med mig (eller forklare dig bedre 🙂 ) ).

Hvis et “normalt” barn konstant rykkes op med rode, knytter det sig ikke til nogen, hverken andre børn eller voksne, for et eller andet sted har det på fornemmelsen, at det ikke rigtig kan betale sig, hvis familien alligevel rykker videre om kort tid.

Det autistiske barn skal indledningsvist bruge lang, lang tid på at bringe sine erfaringer i spil, før det knytter sig til nogen. Autister sanser ikke så meget som ikke-autister men skal have styr på facts, fx hvordan verden plejer at se ud; dvs. sådan en form for “hvordan er reglerne mon her?”, “hvad kan jeg forvente af verden baseret på mine erfaringer?”.

Min “familie” flytter gennemsnitlig hvert 1,4 år, vi bor altså lige knapt 1½ år på hver adresse fra tiden efter min fars død i november 1972, til jeg selv tager kontrollen og flytter/flygter 1. august 1980. Derfor nåede jeg selvfølgelig aldrig nogensinde at få erfaringer, der kunne bringes i spil. Derfor knyttede jeg mig aldrig til nogen og etablerede aldrig venskaber bortset fra et på Sydfyn, hvor vi boede i 2½ år som den længste periode.

Vennen var en dreng, der boede om hjørnet fra min mormor i en by, der hedder Hårby fem kilometer fra min adresse, så når jeg besøgte hende, besøgte jeg i realiteten mere ham. Vi tegnede sammen, og han var dygtigere end mig, der knapt kan tegne en tændstikmand, og han blev da også senere en kendt hollandsk arkitekt. Venskabet blev bevaret helt ind i voksenlivet, til han døde for egen hånd for få år siden. Jeg var til begravelsen i Præstø, men jeg husker intet af det.

Vi (psykologen og jeg) fik meget mere ud af CPR-registerets udvisende på de 40 minutter, vi brugte på det. Men jeg stopper her.

Den delvise konklusion er:

De ting, jeg bakser med nu som en (halv-)gammel kone med at bevare relationer, er grundlagt i en meget tidlig alder. Jeg kan godt skabe relationerne, men i løbet af ret kort tid keder jeg mig som regel og så hører de op. Psykologen har herudover flere gange sagt “Det er svært at blive din ven”, og det er fuldkommen sandt. De få venner, jeg har, er kommet gennem et svært passabelt nåleøje – og det er jo ikke så godt. Ingen har godt af at leve på en ø.

Min klare fornemmelse er, at jeg på en eller anden måde ikke kender “reglerne for venskaber” og ikke rigtig ved, “hvordan man gør”. Folk svarer mig: “Jamen der er ingen regler”. Jeg er udmærket klar over, at “Lov om venskaber” hverken er skrevet eller vedtaget i Folketinget, men jeg savner den alligevel og overvejer, hvordan andre så finder ud af det? Hvor tit kan man ringe? Hvor længe varer et besøg? Er jeg kedelig at tale med? Hvis tur er det til at tale? Hvad skal jeg sige, når det bliver min tur? Og meget andet i den dur.

For at reparere på skaderne og måske blive lidt klogere har jeg købt bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler”. Den er skrevet af en amerikaner og sindssygt dårligt oversat, så på en måned har jeg ikke konsumeret mere end 43 sider. Alle oversættelsesfejlene gør, at jeg næsten ikke kan læse den. Egentlig er den skrevet som en “guide til teenagere med Aspergers syndrom”, så jeg er minimum 40 år for gammel, men det jeg trods alt har læst, virkede ret brugbart.

Jeg skal nok komme igennem den.