/6 Kommentarer/i /af

Jeg har Danmarks bedste læge

Jeg har Danmarks bedste læge

Google som læge?

Jeg har Danmarks bedste læge

Næh nej, selvfølgelig skal man ikke bruge Google som erstatning for “egen læge”. Jeg gør det da også mest for at se, om jeg bør gå til min læge eller ej. Bruger man Google som læge, er man hurtigt ved at dø af alskens dårligdomme. Hellere i går end i dag.

Er Googles diagnose at “det er noget bagatelagtigt; vent at se om ikke, det går over”, gør jeg det. Mener Google, at det kan være 27 ting, som jeg snart dør af, går jeg til Danmarks bedste læge: Dorte W. Ramsing, Jernbane Allé 86  i Vanløse.

Hun har haft klinikken i Vanløse 20 år. Jeg kan ikke huske, hvem der havde klinikken før hende, men der er jeg i hvert fald også kommet, idet jeg ikke husker at være gået ind ad andre døre i Vanløse, og der flyttede jeg til den 1. august 1990. Ak, det er jo en menneskealder.

Jeg har beholdt Dorte W. Ramsing, også efter jeg for 15 år siden flyttede til Hvidovre. Jeg har på ingen måde lyst til at skifte læge, og faktisk bekymrer jeg mig lidt om, hvad jeg skal gøre, når hun går på pension (jeg tror, hun er et par år ældre end mig). Der er en enorm værdi i at have den samme læge i decennier.

Dagens somatiske dårligdomme

  1. Et par dage pr. uge vågner jeg med brændende smerter i venstre hæl. Det gør forbistret ondt, ind til jeg kommer på højkant. Problemet er nærmest, at det gør så ondt, at jeg på ingen måde har lyst at komme på højkant. Men jeg bør bare tage mig sammen.
  2. Med samme frekvens vågner jeg med ondt i højre øje og et vældigt tåreflåd, så jeg intet kan se. Senest varede det tre timer, og det bekymrede mig lidt. Den tid, det varer, kan jeg intet foretage mig, for jeg kan ikke se noget. Og det er meget ubehageligt at have “ondt i øjet”; jeg er klar over, at det lyder underligt.

Jeg opsøgte Dorte med disse to mærkværdige og ulogiske dårligdomme. Var der tale om noget seriøst og dødeligt, ville det jo være tilstede konstant; det kan jeg også regne ud uden at være cand.med.

Hun trykkede og mærkede, først på foden og så på øjet. Hun var også mystificeret. Men uden videre udskrev hun en henvisning til røntgen af foden (kræver henvisning) og en liste over øjenlæger (kræver ikke henvisning) i min nærhed.

Det er så dejligt, at jeg ikke skal argumentere! Jeg er fuldt ud klar over, at jeg ikke er døden nær – alligevel vil jeg gerne være sikker. Det er lidt som om, at har man en gang været hundesyg, vil man gerne være sikker på ikke at blive det igen, når man endeligt er blevet noget, der ligner “rask”.

Det er nærmest en anelse pinligt at komme med den slags småproblemer – men jeg er alligevel altid velkommen. Det er dejligt. Og jeg overrender hende da heller ikke.

Værdien af den samme læge i mange, mange år

Jeg ved egl. ikke, hvor meget hun ved om bipolar affektiv sindslidelse; jeg har tit tænkt, at hvad hun ved om det, har hun lært af mig. Men jeg er jo ikke kommet hos hende i alle de år, hvor jeg var mest syg med det. Det har psykiatrien taget sig af til kryds og slange. Så det kan være, jeg slet ikke har ret!

Mens jeg pakkede mig sammen, spurgte hun “Hvordan har du det ellers?”. Jeg kunne kun svare: “Jeg har aldrig haft det bedre”. Det sagde hun, at hun kunne se.

Hun sagde også “Og du har fået lavet dine tænder”. Det var i 2017, så længe er det altså siden, hun lagde mærke til, at det var tiltrængt. Og hun havde fuldkommen ret. Jeg skulle bare lige finde 103.000 kr. … og det er svært, når indtægtsgrundlaget er usikkert. Jeg var dog så “heldig”, at jeg kunne lægge 40.000 i udbetaling, og at tandlægen accepterede 18 måneders afbetaling af 3.000 kr., fordi jeg virkede så motiveret.

Mit ærinde er: Tænk at hun lagde mærke til det, og tænk at hun husker det. Det er jeg næsten beæret over.

Der kommer sikkert en anden sød og dygtig efter Dorte, når hun går på pension, men jeg vil så sandelig savne den læge, der har fulgt med i mit livs op- og nedture i 20 år. For hun er virkelig god. Til den tid skal jeg starte forfra med at opbygge tillidsforholdet til en anden læge. Og den slags tager tid.

Da der for et par år siden skulle skrives erklæringer til rehabiliteringsteamet op og ned og frem og tilbage, var jeg til en konsultation; 40 sekunder inde var jeg sikker på, at hun ville bakke mig op. Nul palaver. Det var en kolossal tryghed.

Jeg havde kun læger (almene og specielle) omkring mig, der ville bakke op.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Særligt sensitiv eller bare autist?

Særligt sensitiv eller bare autist?

Gud og hvermand var “Særligt sensitiv”

Særligt sensitiv eller bare autist?

For et par år siden var Gud og hvermand “særligt sensitiv”, men det er “lissom” gået i sig selv igen. I hvert fald synes jeg ikke længere, jeg ser så mange opslag på Facebook om det.

Selv er jeg bare en “højtfungerende autist”, som opfanger enhver lyd og lugt. Og selvfølgelig konsistenser.

Lydene

Jeg har efter mange år taget mig sammen til at bede både taxachauffører og frisøren om at slukke for deres baggrundsstøj. Det er mig, der er kunden, og derfor synes jeg, jeg kan bede om det – selvfølgelig på en pæn måde. Jeg har syntes, at det var svært at bede om det, men tidligere var taxaturen eller turen i frisørstolen lidt af et mareridt. Jeg sad bare og talte minutterne til det gik over/var forbi.

Hos min iranske frisør tager det ca. 15 minutter at få lokkerne rettet til; men 15 minutter hver sjette uge med (tåbelig) reklamefinansieret radio kan være svære at udholde, når lydene fylder hele hjernen. Efter 15 minutter skulle jeg hjem og lade op resten af dagen. Jeg spurgte, om han ville slukke? Det ville han gerne, for for ham var det bare en art lydtapet, han alligevel ikke lyttede til. Det var der bare.

Det er langsomt, men sikkert, gået op for mig, at det er sådan andre “normale” mennesker har det med lydtapeterne. De er der bare, og de hører det først, når det ikke er der. Så tænker jeg jo: “Jamen hvorfor skal det så overhovedet være der?”

Jeg køber ind i en Coop, hvor de ved “default-kassen” (altså den der altid er åben) har en lille skærm med reklamer for alverdens unyttige produkter. Produkterne promoveres af en sælger-mandestemme, der på ingen måde appellerer til mig. Jeg vil aldrig i livet købe noget af det. Det er hårdt at stå i kø der, men det må jeg jo gøre, når der ikke er andre åbne kasser. Jeg har tjekket, om jeg kan rive et eller andet stik ud for at få det til at holde op. Det er ind til videre ikke lykkedes mig.

Jeg har venner i Thy, der har lyd overalt. Når vi ses igen, har jeg lovet at minde dem om, at det ikke går med mig. De vil gerne slukke, de er dejlige mennesker, der gerne vil tage hensyn. Faktisk var de kede af, at jeg ikke bare “åbnede kæften”, idet de ikke kan gætte mine behov. Og det er jo rigtigt. Jeg har ikke oplevet et eneste sted, der ikke gerne vil tage det hensyn. Det drejer sig altså om at få modet til at sige “Det går slet ikke med mig”.

Lugtene

Ved min Coop er der en eller fast food-ting, der sælger forskellige former for indisk mad. Når de har gang i pander og gryder, fylder lugten hele området, hvor man skal betale og pakke sine varer. Andre “normale” mennesker generes nok ikke af det, de lægger sikkert ikke en gang mærke til det, men jeg kan først trække vejret normalt, når jeg er ude i fri luft igen.

Jeg har prøvet at spørge personalet i Coop, om stanken ikke generer dem? De ryster bare lidt opgivende på hovedet. De føler nok ikke, de kan gøre noget ved det.

“Konsistenserne” alias “De finder vej til min madlavning”.

Af min udredning for autisme lærte jeg blandt andet, at det er helt almindeligt, at maden ikke skal pladres sammen på tallerkenen, for så opfatter jeg det som en art mos. Jeg synes, ingredienserne skal ligge hver for sig på tallerkenen og ikke rodes sammen. Jeg foretrækker, at kunne smage tingene hver for sig. Det har gode råvarer krav på.

Hertil kommer, at jeg foretrækker at vide, hvordan ingredienserne var i deres rå form, og at konsistensen i et eller andet omfang skal bevares. Jeg foretrække at smage på det hele, før det varmebehandles.

Et par eksempler:

  • Hvis opskiften siger, at champignonerne skal hakkes fint, hakker jeg dem groft, så jeg stadig kan genkende dem.
  • Hvis opskriften siger, at løgene skal hakkes fint, hakker jeg dem groft.
  • Tomaterne skal ikke finthakkes; de skal grovhakkes, når jeg vil kunne genkende dem.
  • Jeg smager på alt (undtagen kylling pga. risikoen for Salmonella), inden det varmebehandles, for så ved jeg, hvordan det var i sin oprindelige form. Og det gør mig godt.

Jeg er klar over, at I “normale” ikke tænker sådan. Jeg kan imidlertid slet ikke lade være.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

(A-)bortadopteret

(A-)bortadopteret

50-året for den frie abort

(A-)bortadopteret

Pernille Skipper havde i juledagene et indlæg i Politiken om den højt besungne frie abort her i landet. Den kan i 2023 fejre sin 50-årsdag. Hendes påstand var, at den måske slet ikke er så fri endda.

Selv har jeg det utrolig dobbelt med den frie abort. Realiteten er, at havde den eksisteret ti år tidligere, var jeg formentlig aldrig blevet menneske. Jeg respekterer min biologiske mor højt for at gennemføre et svangerskab med bevidstheden om, at barnet skulle bortadopteres. Det skulle med andre ord ende med en (a-)bortadoption.

Hun kunne også have valgt strikkepindene og/eller den brune sæbe, der var to af datidens gængse midler, hvis man ikke ville gå til en “kvaksalver”. I virkeligheden er jeg ikke klar over, om det netop var kvaksalverne, der brugte disse midler. For hvilke gymnastiske øvelser skulle en kvinde ikke være i stand til at udføre, hvis hun skulle bruge dem selv? Hun kunne selvfølgelig spise den brune sæbe, men strikkepindene? Dem har jeg svært ved at forestille mig taget i anvendelse.

I mit tilfælde blev det ikke en abort men en bortadoption. Det kan der også være en del bøvl med efterfølgende for både moder og barn. Det havde måske nok været meget lettere for hende at få foretaget en abort end at gå ind på en fødegang den ene dag med stor mave og gå ud igen dagen efter uden hverken mave eller barn. Et par uger forud havde hun hos Mødrehjælpen underskrevet et dokument, der kaldtes en “Ammefritagelse”.

Jeg forestiller mig, at det er et traume, der følger en resten af livet. Jeg har prøvet at spørge forsigtigt til det, men enten er der ingen, der ved noget, eller også vil de ikke fortælle, hvad de ved. Det ville jeg ellers gerne vide i min evindelige jagt på min egen historie.

Hvad er problemet med grænsen på de 12 uger?

Selvfølgelig skal vi bevare den frie abort.

Selvfølgelig skal den gælde i alle dele af rigsfællesskabet, så færøske kvinder ikke skal rejse hverken til Syddanmark eller Polen for at få foretaget indgrebet.

Selvfølgelig hører jeg ikke til i det amerikanske bibelbælte eller andre steder, hvor kvinders ret til abort trykkes under fode i disse år. I nogle stater er det ikke en gang muligt at få foretaget en abort, selv om fosteret er undfanget ved incest eller voldtægt, hvilket er fuldkommen absurd.

Det er da heller ikke Pernille Skippers ærinde. Hendes ærinde er at rejse debat om de 12 uger, der regnes fra sidste menstruations første dag, hvorved vi kommer ind i det, der så smukt hedder “avlingstiden”. Det minder mig lidt om kaninavl. Hun skriver, at grænsen ikke er lægeligt begrundet, og at perioden er så kort, at mange kvinder reelt kun har ca. to uger til at træffe det svære valg. Det er ikke rimeligt, når grænsen ikke er lægeligt begrundet.

Når man ikke frem til en beslutning inden for de 12 uger, har man en mulighed tilbage, og det er at få tilladelse af et organ, der kaldes “Abortsamrådet”, som rutinemæssigt giver tilladelse, hvis man er sikker på, at barnet vil blive født med misdannelser.

Synes der ikke at være misdannelser hos fosteret, er der ikke noget at gøre.

Findes kvinder, der tyer til “den sikre metode”?

En (mandlig) deltager i Pernille Skippers kommentarspor på Facebook udbredte sig om, at han i 80’erne havde kendt kvinder, der brugte “den sikre metode”, det vil sige ingen prævention men i stedet “går det galt får jeg da bare en abort”.

Jeg har svært ved at tro, at det skulle være sandt; og er det sandt, så sker det helt sikkert kun en gang i et kvindeliv. Og er det sandt, siger det mere om de kvinder end om deres partnere.

Et historisk perspektiv?

Når jeg læser fortidens kirkebøger, har jeg tit på fornemmelsen, at børn af fruentimmere (ugifte, herunder fraskilte, kvinder), børn født i dølgsmål osv. var i langt større risiko for at dø kort efter fødslen end børn avlet i ægteskab. Min tanke er, at mødrene simpelthen passede mindre godt på dem, hvorfor de døde tidligere. Eller med andre ord: De overlevede ikke vanrøgten. Skammen over at føde uægte børn har været enorm, så der kan have været en lettelse knyttet til de hurtige små dødsfald.

Det ville være utrolig interessant at lave et datastudie over det. Men vil jeg “have noget at have det i” og skal det ikke bare være påstande og synsninger, der let kan tilbagevises, kræves et stort materiale og meget tid. Materialet kan let skaffes; det ligger frit tilgængeligt på Rigsarkivets hjemmesider, men det er værre med tiden, når man nu er pensionist …

(A-)bortadopteret

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i , /af ,

Inflation: mange dropper tandlægen

Inflation: mange dropper tandlægen

Tandlægebesøg droppes eller udskydes

Inflation: mange dropper tandlægen

TV Avisen kl. 7:00 havde som sit første indslag nyheden om, at mange, grundet inflationen og de stigende energiregninger, dropper eller udskyder besøget hos tandlægen. Tandlægerne har meget mere “tom stol” end normalt. Det er en meget dårlig idé, men hvis pengene ikke er der, ja så er tandlægen en nem post at springe over.

Tandlægeforeningen opfordrer i et debatindlæg politikerne til at se på egenbetalingen, der er ca. 85 pct. for voksne. Et kontrolbesøg hos min tandlæge koster fx ca. 700 kr. Enhedslisten nåede at sikre, at børn og unge gratis kan gå til tandlægen. Børnene og de unge bliver de patienter, der ikke skal have lavet voldsomme indgreb og behandlinger, som koster formuer. De skal bare til de jævnlige undersøgelser, som sikrer, at der kan gribes ind i tide ved et potentielt problem. Det er vanvittig ulogisk, at brækker man et ben, er behandlingen gratis, men knækker man en tand, må man selv til lommerne, hvis man har nogen.

“Min mor”, 1935 – 2006, fik en “kunstig overmund” i konfirmationsgave og havde livet igennem problemer med mund og tænder (paradentose, broer osv.). Mormor (1910 – 1984) havde gebis i både over- og undermund. Det var slet ikke så ualmindeligt dengang. Som barn syntes jeg, det var modbydeligt, når de “tog tænderne ud”. Jeg forstår ikke, hvordan de fik så dårlige tænder, at det var løsningen. Måske har jeg hørt noget om, at der ikke i mormors barndom var råd til tandbørster. Der kan selvfølgelig have været noget arveligt, det ved jeg ikke noget om, men alligevel …

Skoletandplejen

Min generation (jeg er fra 1963) er den første, der regelmæssigt kom til skoletandlægen. Lov om børnetandpleje kom i 1971, og jeg startede i skole i 1970. Alle kommuner skulle indføre tandbehandling for børn i den skolepligtige alder, og fra 1981 blev også førskolebørnene inddraget. Kilde: Den Store Danske. Jeg har altid passet og plejet mine tænder herunder gået regelmæssigt til tandlæge.

Skoletandplejen har været en god investering, hvis effekter vi selvfølgelig som samfund ikke bare skal smide over bord nu, fordi der er en krise, der midlertidigt kradser. Krisen vil forsvinde på et eller andet tidspunkt, mens ødelagte tænder og sygdomme i munden ikke vil “gå over”; ikke en gang selvom man får lavet en bro.

Ulighed i sundhed og samfund

Tandlægeforeningen skriver blandt andet:

Vi møder også Tomas, der ikke har været til tandlæge i 18 år og siger: “Hvis man vil se, hvordan ulighed ser ud i Danmark, skal man kigge på folks tænder”. Tomas rammer plet. For i Danmark sidder uligheden lige i ansigtet, og det vil nok overraske mange, at Danmark er et af de lande i Europa med størst ulighed i tandsundhed.

Vi bliver vurderet på, hvordan vores smil ser ud. Der er stort stigma knyttet til dårlige tænder. Jeg har selv prøvet det, da jeg, som følge af voldsom mundtørhed, der var en bivirkning til noget af al den antipsykotiske medicin (primært Lithium og Lamictal), så frygtelig ud.

Alle tænder startede med en brun kant. Jeg lignede en taber og et svin med mine tænder, så jeg lærte mig selv ikke at smile mere end højst nødvendigt. Det var forfærdeligt. Da jeg havde fået lavet tænderne i overmunden, sagde folk til mig “Gud, du har fået lavet dine tænder”. Mens de var forfærdelige, sagde ingen noget, og det var jo venligt nok. Nu vidste jeg imidlertid, at de havde tænkt noget. Det var ikke rart.

Et sted, jeg alligevel kom til at smile, var hos en speciallæge, der skulle skrive en større erklæring til rehabiliteringsteamet. I den skrev hun blandt andet, at jeg havde meget dårlig tandstatus, og at hun derfor opfordrede mig kraftigt til at gå til tandlæge. Hun var så venlig også at skrive, at jeg var bekymret for udgiften.

En meget stor regning

Udgiften var kolossal, så min bekymring var berettiget. Uden at jeg husker hvordan, fandt jeg 40.000 kr. i udbetaling og betalte resten af på halvandet år med månedlige rater af 3.000 kr. I alt 103.615 kr.; det tal glemmer jeg aldrig. Og så havde jeg endda fået ca. 47.000 kr. i nedslag. Tandlægens samlede regning ville have lydt på 151.000 kr.

Banken ville ikke låne mig pengene, fordi min situation var uafklaret, men det ville tandlægen gerne, fordi jeg var så motiveret, og udbetalingens størrelse hjalp nok også. Jeg har én tand tilbage uden krone! Det betød også farvel og tak til Nordea efter 25 år. Jeg skyldte hverken dem eller nogen anden så meget som 50 øre.

Kommunerne hjælper typisk med den billigste behandling, der ikke nødvendigvis er den rigtige. Det er som at *isse i bukserne (vælg selv mellem p og t). For den billigste behandling bevirker måske, at man kommer igen kort tid efter med et nyt dyrt problem. Havde min kommune skullet betale, var jeg, som både mor og mormor, endt med to proteser (skønt vi ikke er biologisk beslægtede). I forbindelse med ECT havde jeg måttet svare benægtende, når de spørger “Har du dine egne tænder?”. Jeg gætter på, at man skal tage eventuelle proteser ud.

Cirkulær sagsbehandling

Som jeg husker det, var der også en indviklet sagsbehandling knyttet til at søge om en enkeltydelse hos kommunen. Jeg gav op på forhånd, for der var noget, der gik i ring. Det var noget med, at man skulle have ansøgt om ydelsen, inden behandlingen var påbegyndt, men tandlægens udarbejdelsen af overslaget ansås også som en del af behandlingen. Jeg opgav at forstå, hvordan jeg så kunne vide, hvilket beløb jeg skulle ansøge om.

Konklusion: Den citerede Tomas har ret.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.