/i , , /af , ,

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Det handler om rammer

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Jeg ser mit handicap som en superkraftJeg kender Mathias E. Nielsen. Han er en ung mand på 31 år. Han er direktør for – og stifter af – virksomheden GladTeknik A/S her i Hvidovre. De reparerer alle former for elektronik (computere, telefoner, tablets, DJ-udstyr, robotarme osv.)

Virksomheden er i vild vækst og fik fx årets Børsens Gazelle-pris i 2023.

Med Google har jeg fundet følgende om Gazellerne:

En gazelle er en virksomhed, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst har fordoblet omsætningen over de fire år.

Du kan høre Mathias i afsnit tre her. Mathias fortæller til Det Centrale Handicapråd, hvordan man kan indrette arbejdspladsen, så et handicap kan blive en styrke frem for en svaghed. Hør også historien om en medarbejder, der gik fra at sidde i kælderen til at have et job, og find ud af, hvad et pingvinrum er, og hvorfor det kan være en fordel at kigge ind i væggen.

Jeg ser mit handicap som en superkraft

Udover at være direktør for – og stifter af – GladTeknik har Mathias Aspergers syndrom (det har jeg også  selv) og ADD. For ti år siden gik han og overvejede, om han mon kunne få et arbejde, når han havde disse diagnoser. Han løste problemet ved i 2018 at starte sin egen virksomhed fra et kollegieværelse.

Om et øjeblik beskæftiger virksomheden 50 årsværk og har åbnet yderligere tre indleveringssteder i region Syddanmark (Vejle, Kolding og Esbjerg). 87 pct. af medarbejderne har en eller flere diagnoser. Virksomheden repræsenterer sammenlagt mere end 70 diagnoser. De fleste har Aspergers syndrom eller en anden diagnose på autismespektret.

Når børn på syv år bekymrer sig om arbejdslivet

For kort tid siden havde GladTeknik besøg af en pige på syv eller otte år. Hun gik og tænkte over, om hun mon kunne få et arbejde, når hun blev stor, når hun havde en diagnose på autismespektret.

  • Historien gjorde mig egl. lidt ked af det, for når man er syv år, skal man gå ud at lege med sine venner og ikke bekymre sig om voksenlivet og arbejdslivet.
  • Til den gode side hørte helt sikkert, at pigen var glad for at besøge GladTeknik, hvor hun kunne høre om, at så mange mennesker på en arbejdsplads havde en diagnose.
  • Ved besøgets slutning sagde hun til sin mor “Det er jo bare fordi, jeg har så stort et vokabularium …” Dum pga. en diagnose? Nej vel.

Aspergers syndrom

I ICD-10 (jeg kan ikke finde ud af, om vi har implementeret ICD-11 eller ej) beskrives Aspergers syndrom (F84.5) sådan:

Her ses ikke forstyrret sprogudvikling, men afvigende socialt samspil og indsnævret stereotyp adfærd eller usædvanlige og intense særinteresser. Tilstanden er tilbøjelig til at fortsætte ind i voksenalderen, hvor der kan optræde psykotiske episoder. Aspergers syndrom er eksempelvis demonstreret af hovedpersonen i filmen “Rainman“. Forekomsten er ca. 8 pr. 10.000 danskere.

Kilde: “De psykiatriske diagnoser”, Psykiatrifondens forlag 2010

Mathias har – med udgangspunkt i egne erfaringer – indset, hvor vigtige rammerne er, for at et handicap kan blive en superkraft. Det er ofte så lidt, der skal til.

  • Bliver man fx nemt distraheret af noget visuelt, får man en arbejdsplads, hvor man kan sidde med ansigtet vendt mod væggen.
  • Er det svært at koncentrere sig, når der er meget støj, sættes akustikplader op.
  • Får man det nemt for varmt i lange bukser, når 50 computere står og udvikler varme i det samme lokale, kan man møde i shorts og badesandaler.
  • Osv.

Det er så lidt, der skal til, for at mennesker med en diagnose kan udfolde deres virkelige superkræfter på arbejdsmarkedet. Medarbejdere med fx Aspergers syndrom er ekstremt gode medarbejdere, der er optagede af altid at gøre “det rigtige” (citat af Christina Sommer).

Det betyder hos GladTeknik, at reparationerne er nærmest “sublime” for “perfekt” er ikke godt nok. Kunden vil altid få et ærligt svar på problemerne med enheden. Kan den repareres, får de en enhed retur, der fungerer, som var den ny.

I Mathias’ egen fortælling indgår altid eksemplet, hvor han har skilt en computer ad og lagt de 200 skruer i sirlig orden. Han bliver kaldt til en anden opgave i virksomheden og vender først tilbage en time senere. Han havde ingen problemer med at huske, hvor hver eneste af de 200 skruer skulle sidde. Der opdagede han for første gang, at han kunne noget, de færreste kan. Og der begyndte han at overveje, om ikke denne superkraft kunne udnyttes.

Er det et handicap?

Jeg ser mit handicap som en superkraftPodcastserien, som jeg linker til ovenfor, har den overordnede titel “Er det et handicap?” Svaret er “nej”, hvis man fx indretter arbejdspladsen efter medarbejderen og ikke forsøger at indrette medarbejderen efter arbejdspladsen.

Ligesom Mathias har jeg valgt at se mit handicap som en #superkraft.

Der er meget, vi kan på grund af diagnosen – ikke på trods af.

Jeg blev temmelig gammel, før jeg fandt min niche/superkraft, som jeg nu udnytter hos nogle, der er glade for min evne til at se (næsten) alle detaljer i en tekst.

Det minder mig altid om Ole Lund Kirkegaard, der allerede i 1975 (i bogen “Gummi Tarzan”) skrev: “Der er altid noget, man er god til, man skal bare finde ud af, hvad det er.”

Verden har udviklet sig, siden jeg var barn

Jeg er født i 1963 og dengang i forhistorisk tid havde man slet ikke det fokus udredning af børn, som man har i dag.

Jeg blev 55 år, før jeg endelig fandt en psykiater, Pia Bohn Christiansen, der kunne udrede mig. Jeg ville have en, der både havde forstand på bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Det skyldes, at det er utrolig vanskeligt – med mindre man er højt specialiseret – at skelne en sygelig mani fra en naturlig særinteresse. Hun var slet ikke i tvivl om, at jeg havde Aspergers syndrom. Og alle tests pegede klart i den retning. Især på Systemizer-testen scorede jeg meget, meget højt – næsten maksimalt. Det var ingen overraskelse for nogen af os.

Det var foråret 2019, jeg kom til Pia Bohn Christiansen. Jeg havde læst al den litteratur, jeg overhovedet kunne opdrive om Aspergers syndrom siden 2003, hvor jeg havde hørt Torkild Sonne, der da stiftede den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne. Ergo havde jeg “øvet mig” i 16 år.

Set fra mit synspunkt skulle jeg “bare” finde en, der ville skrive under; så da hun kom med resultatet, var jeg ikke overrasket. Jeg blev derimod glad. Alt det, jeg vidste og havde læst mig til, passede på en prik på mig.

Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

  • Selvfølgelig har jeg haft den psykiske udviklingsforstyrrelse, som Aspergers syndrom jo er, hele mit liv. Der er bare ikke nogen, der har vidst det, for da jeg var barn, havde man jo dårligt opfundet barndommen og da slet ikke diagnoserne.
  • Mit liv i folkeskolen havde været betydeligt nemmere, hvis man havde kendt diagnosen og taget bare lidt hensyn til den. I stedet blev jeg den gammelkloge særling og hjælpelæreren, der altid faldt udenfor.
  • På den baggrund overvejer jeg, om inklusion altid er en god idé?
  • Mathias’ fortælling er samtidig en fortælling om, hvad det kan betyde for et menneske, at der tages hensyn til diagnosen. Det taler for de mange tidlige diagnoser, vi ser i dag.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i /af

1813 er spild af tid for alle parter

1813 er spild af tid for alle parter

Første og sidste gang jeg har ringet 1813

1813 er spild af tid for alle parter

Jeg er helt til rotterne og kan ingenting. Jeg har næsten ikke sovet, da jeg ikke kan finde en stilling med bare lidt lindring. Det bliver hele tiden værre.

Jeg var nødt til at gå på indkøb for at have mælk nok at indtage forud for Ipren og Pamol, som gør det nogenlunde udholdeligt i dagtimerne. Mælken beskytter mod akut blødende mavesår.

For første gang nogensinde besluttede jeg at ringe til 1813. Jeg brugte samlet set 77 minutter på muzak og ingen hjælp, eftersom mit problem ikke er akut. De spurgte nærmest, om armen er ved at falde af (er der feber? er der misfarvninger?) – og det er den jo ikke. Og så kan de ikke hjælpe. Så er vejen via egen læge, som de dog venligt sender en SMS om, at man har kontaktet dem. Det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Hvor henvender man sig så med vilde smerter? Det private?

Jeg har linket til indeværende artikel på regionsrådsformand Lars Gaardhøjs Facebookprofil. Det bliver interessant at se, om han svarer.

Pivet eller ej?

Ingen mennesker vil vel stille sig op og sige “Jeg er nok noget pivet”; ergo mener jeg heller ikke, jeg er pivet. Men efterhånden ved jeg det ikke. Jeg ved bare, at jeg ikke kan være nogen steder, og at dette er et mareridt.

Fra i går

Ovenstående skrev jeg i går, men kunne ikke gøre det færdigt pga. smerterne. I dag er det bedre. Jeg har sovet godt, og vågnede med følelsen af “det er bedre i dag”. Jeg har taget smertestillende for at holde det i skak, så lige i skrivende stund er det okay. 1. og 2. finger er fortsat “døde” og gør ondt, men det kan man vænne sig til.

Jeg er stadig skuffet over 1813, og at der ikke er nogen steder at gå hen, når man ikke aner sine levende råd. Jeg misbruger ikke systemet; jeg har aldrig ringet til dem tidligere, og det kan de sikkert se et eller andet sted, og det må de gerne for min skyld.

Efter de første ca. 70 minutters ventetid i telefonen med deres hæslige muzak får man fat i en sygeplejerske, der først og fremmest er interesseret i, om man ringer hjemmefra? Jeg ved ikke, hvilken betydning det har, hvor man ringer fra. Og der er jo sikkert en grund. Det forekom mig bare mærkeligt.

Jeg bekræftede, at jeg ringede hjemmefra. Herefter spurgte hun til symptomerne. Det kan være, at det med feber og/eller misfarvninger er symptomer på blodpropper mv. Det ved jeg ikke, for jeg er jo ikke læge. Jeg blev venligt nok viderestillet til en læge, der bare sagde, at jeg henvendte mig det forkerte sted, da det ikke var akut. Næh, når det begyndte den 20. december, og jeg stadig er i live, er det selvfølgelig ikke akut. Det kan selv jeg se. Det kunne sygeplejersken vel have fortalt? Nu spildte vi bare også lægens tid.

Min bekymring

Jeg ringede til 1813, fordi jeg er bekymret over, at fysioterapeuten har skrevet “… mulig diskusprolaps eller sammenfald” i nakken. Det er ikke noget, vi har talt om, og jeg ved det kun, fordi jeg sidder med journaludskriften.

Jeg synes ikke, jeg tør lave en simpel øvelse, hvor man skal hælde hovedet mod højre. Nakken føles låst.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Hvis sundhedspersonalet arbejdede sammen

Hvis sundhedspersonalet arbejdede sammen

Det tværgående samarbejde mangler

Hvis sundhedspersonalet arbejdede sammen

Jeg har i dag været hos fysioterapeuten og tudet både af frustration over situationen og af smerte. Jeg troede, det skulle være noget dejligt at gå til fysioterapeut, men det var det langt fra. Så hjem at æde nogle flere Ipren 400 mg og Paracetamol 500 mg.

Jeg fortalte ham, at jeg har en aftale med en ortopædkirurg på tirsdag. Han spurgte forbløffet om, hvordan jeg havde fået det i stand? Og jeg måtte fortælle om, at jeg har brudt alle mine hævdvundne principper og har søgt tilflugt i “det private”. Og jeg fortalte om mine bevæggrunde for at gøre det. Om at jeg fx ikke orker en tur i karrusellen for i månedsvis at blive sendt fra den ene klog mand til den næste kloge kone osv.

Det var som om, han slet ikke var enig, dog sagde han det ikke højt, så det er min tolkning og mine gætterier. Det indrømmer jeg blankt. Jeg bad ham beskrive sine fund i journalen og printe det for mig, så jeg har noget at tage med til ortopædkirurgen. Fysioterapeuten mente ikke, ortopædkirurgen ville være interesseret i det. Men det kan vi jo ikke vide, hvis han ikke i det mindste får tilbuddet og muligheden for at sige fx “Nej tak. Jeg er ligeglad. Jeg stoler kun på mig selv.”

Fysioterapeuten “advarede” herudover om, at jeg kan blive vældig skuffet, hvis vedkommende ortopædkirurg kun har forstand på skuldre, undersøger mig og siger “det er ikke mit bord”, når det nu næppe er en “frossen skulder” fordi bevægeligheden gudskelov er alt for god. Nogen må kunne fortælle, hvad det så i stedet er.

Mit behov er fakta og vished

Jeg har behov for at vide, hvad der foregår i min krop. Jeg vil gerne vide, hvorfor jeg kan høre knæk-lyde fra skulderen, når jeg ligger ned. Jeg tror altså ikke, det er psykosomatisk, for det lyder højt og tydeligt. Og det er heller ikke fordi, jeg tror, jeg har brækket noget, og at jeg derfor er ved at falde fra hinanden. I givet fald ville jeg jo være lam eller noget andet grimt.

I fysioterapeutens venteareal hænger forskellige opslag. Et af dem drejer sig om billeddiagnostik, hvor det i seks punkter forklares, hvorfor fysioterapeuter ikke giver en bøjet femøre for det. Desværre glemte jeg at tage et billede af plakaten. Det gør jeg næste gang, som er på fredag.

Set fra mit synspunkt ville det bare være vældig rart at vide, hvad der foregår derinde. Uden den viden er det vel svært at sætte de rigtige modforanstaltninger i gang?

Hvorfor arbejder de ikke sammen?

Oplysningerne i journalen er jo sådan set mine egne data, og derfor fik jeg selvfølgelig en udskrift med mig (i hånden). Hurra for GDPR! De kan ikke sige nej. Jeg er noget overrasket over at se overvejelser om en mulig diskusprolaps i nakken … Det sagde han da ikke noget om.

Men jeg undrer mig over den manglende lyst til – og interesse for – samarbejde med andre faggrupper. Patienten har kun en krop. Den ene krop har behov for flere faggruppers samarbejde og input, når symptombilledet er uklart.

Hvis mine fordomme om “det private” står til troende, vil en ortopædkirurg næppe sige “dig gider vi ikke beskæftige os med”. De driver en forretning, så mon ikke de et sted i butikken vil prøve at finde en, der i stedet/også kan hjælpe? Det vil jeg tro, for ellers er de dårlige købmænd, og det vidner regnskabstallene for den sektor ikke ligefrem om.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg har altid betalt min skat med glæde

Jeg har altid betalt min skat med glæde

Selv jeg tyr til “det private”

Jeg har altid betalt min skat med glæde

Jeg har altid betalt min skat med glæde, fordi jeg mener, det er et korrekt omfordelingsprincip, fordi det er soleklart, at “de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”, tjener man mange penge, har man også rigeligt råd til at betale skatten, og fordi jeg har ment, at jeg fik meget for pengene – måske ikke her og nu men så muligvis en gang ud i fremtiden.

Systemet er en art kollektiv forsikring, der – i modsætning til forsikringsselskaberne – ikke har noget imod at dække, når skaden sker, idet der ikke er et bagvedliggende profitmotiv.

Fremtiden har indhentet mig siden 2014, og det kan såmænd være, jeg har fået det retur, som det progressive skattesystem har bedt mig indbetale. Jeg prøvede engang at beregne, hvad mit forløb havde kostet, men det var ikke muligt at skaffe data.

Jeg har gjort noget, der strider mod alle mine principper og alle mine tanker om, hvad der er rigtigt og forkert mht. (u-)lighed i sundhed: Jeg har bestilt tid på Capio Gildhøj privathospital og kan komme til forundersøgelse på tirsdag. Jeg har fået stedet anbefalet af en Facebook-ven, der havde en (måske) lignende problemstilling.

Jeg havde forsvoret, at det nogensinde skulle ske for mig, men jeg kan ikke holde dette ud længere, og jeg vil have mit liv tilbage. Og jeg orker ikke et langt forløb, hvor jeg vil blive sendt frem og tilbage mellem alle mulige kloge mænd og koner, der kommer med hver deres gisninger. På tirsdag ser jeg med det samme en ortopædkirurg. Jeg vil have facts og vished. Jeg gætter på, at jo før, der sættes ind, jo kortere bliver forløbet.

Problemet med det offentlige sundhedssystem er, at skiftende regeringer i årevis har drænet det for både materielle og immaterielle ressourcer (blandt andet mennesker) via kreative metoder, der skulle modernisere og effektivisere. De dygtigste medarbejdere er mange steder flygtet til det private sammen med patienterne. Jeg forstår dem desværre godt.

Øvelserne fra fysioterapeuten forværrer det?

Den omtalte Facebook-ven bad mig være opmærksom på, om øvelserne fra fysioterapeuten forbedrede eller forværrede det. Natten har været lang, idet jeg har gået tudende rundt og ledt efter lindring uden at finde den.

Det kan (måske) skyldes et af to/tre:

  1. Jeg sad i aftes i min seng og lænede mig op ad hovedgærdet, mens jeg så en film af to timers varighed. Det klemmer på nerven.
  2. Øvelserne fra fysioterapeuten? – som jeg måske udfører forkert?

Uden at jeg kan sætte en finger på årsagen, er der et eller andet ved den fysioterapeut, der gør mig utryg. Og det er nok helt urimeligt, for han er sikkert dygtig på sit felt, som jeg jo intet kender til. Men man skal føle tryghed ved sin behandler.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.